Målet med bogen har ikke været at have de mest flashy illustrationer, det dyreste forlag i ryggen eller den mest komplette beskrivelse af dansk fonetik. Målet er at introducere en ny, tidssvarende og internationalt orienteret retning. Og samtidig er det mit mål at man som tilhænger af den internationale retning som Ny dansk fonetik står for, både nu og endnu mere med tiden skal være langt bedre stillet end tilhængere af nationale lydskriftsystemer og ditto terminologi.
De sidste mange år har jeg ævlet om dansk lydskrifttradition og om at det vi traditionelt kalder IPA, reelt ligger meget langt fra officiel og moderne IPA, og det er en stor ulempe for faget, især i overgangen mellem dansk og international fonetik. Dansk lydskrifttradition har længe stået i vejen for danskeres adgang til og udvikling af online resurser såvel som udlændinges forståelse af dansk.
På lingvistikuddannelserne på Københavns Universitet og Århus Universitet er det ikke bare en klar fordel at lære IPA, men det skal man faktisk også jf. studieordningerne. Derfor har det længe været et problem at eksisterende fagbøger læner sig op ad en præ-1950 variant af IPA og en helt speciel dansk forståelse af hvad IPA er, så standarden er suppleret med hjemmelavede omdefinitioner, kompliceringer og forenklinger. Der har ganske enkelt manglet en grundbog i dansk fonetik baseret på moderne IPA som beskrevet i Handbook of the IPA, og som ligner international praksis. Dette er den vigtigste motivation bag min bog.
Ud over at der indtil nu har manglet en lærebog, har manglen på resurser også været en hindring. Selvom IPA teknisk set er klart det stærkeste system, ville man som ny IPA-bruger tidligere være dårligere stillet end hvis man brugte den teknisk ringere, Dania-lignende DDO-lydskrift, fordi der manglede IPA-baserede bøger, ældre litteratur, online resurser osv.
Derfor har det været vigtigt ikke bare at skrive en ny bog, men også at udvikle værktøjer så man som ny IPA-bruger har adgang til mindst lige så gode eller bedre resurser end brugere af traditionelle danske lydskriftsystemer. Derfor har jeg også lagt mange kræfter i udviklingen af udtaleordbog.dk, som nu langt overgår DDO som fonetisk opslagsværk, men som også har været lidt utilgængelig pga. manglen på undervisningsmateriale der understøtter IPA-lydskriften.
Nu er der skabt sammenhæng. Som IPA-bruger har man nu både en grundbog og opslagsværk. Og der kommer mere til. Jeg har allerede udviklet de første online øvelser i IPA-lydskrift, og mange flere er på tegnebrættet. Jeg er også i gang med at samle en portal til bogen her på schwa.dk med adgang til et hav af ekstra resurser.
Og ja, så er bogen skrevet af mig, der, som faste følgere vil være bekendt med, engagerer sig med publikum på de sociale medier. Jeg lytter til feedback, svarer på spørgsmål og arbejder på at gøre tingene bedre til næste udgave.
Så. Ny dansk fonetik er ikke bare en fonetikbog som du bare studerer som selvstændig værk og på egen hånd. Det er en del af et idealistisk koncept med et mål om at skabe det bedste, mest tilgængelige, moderne, internationalt orienterede grundlag for at studere dansk fonetik.
Man skal ikke straffes økonomisk for at være moderne og internationalt orienteret. På trods af skyhøj inflation er Ny dansk fonetik holdt betydeligt billigere end andre fonetikbøger. Når du køber Ny dansk fonetik, får du samtidig masser af god fonetik-karma ved at støtte udviklingen af schwa.dk og udtaleordbog.dk 😉
I forbindelse med konflikten mellem Rusland og Ukraine verden har mange nok lagt mærke til at man er begyndt at stave den ukrainske hovedstad Kyiv i stedet for Kiev.
Den ændrede stavemåde afspejler at man er gået over til en ukrainsk translitteration frem for en russisk. Kyiv er ukrainernes translitteration af det ukrainske Київ, mens Kiev er den russiske translitteration af det russiske navn for byen, Киeв.
Kiev var almindelige stavemåde i sovjettiden, hvor Ukraine hørte under Sovjetunionen, og derfor kendte man bedst til byen som en sovjetisk by med russisk som officielt sprog.
Stavemåden Kyiv viser altså en respekt for ukrainsk sprog og selvstændighed; det er sådan ukrainere foretrækker at byen staves med latinske bogstaver. Kiev afspejler derimod et levn fra sovjetisk æra, hvor Ukraine ikke var et selvstændigt land.
Udtale
Det samme gælder udtalen. De traditionelle udtaler /ˈkʰiː.ɛv/ eller /ˈkʰiː.ɛf/ svarer til den russiske translitteration Kiev. Navnlig /ˈkʰiː.ɛf/ afspejler det forhold at в typisk udtales [f] finalt på russisk. Det gør det ikke på ukrainsk.
Ukraine er et stort land med tilsvarende stor variation i udtalen, men ifølge forvo.com er udtalen i stil med [ˈkɪˑjiʊ] (lyt her). Den centraliserede vokal /ɪ/ lyder lidt hen ad en mellemting mellem dansk /i/ og /y/, men nok nærmest /i/. En tillempet dansk udtale kunne derfor være /ˈkʰiː.jiʊ/. Det er den udtale jeg har opført for Kyiv på udtaleordbog.dk.
Hvis man vil vise respekt over for ukrainsk sprog og landets selvstændighed med stavningen Kyiv, kan man således overveje at gøre det samme med udtalen og lægge større afstand til russisk.
Jeg blev for nyligt interviewet om hvorfor det er blevet sværere at forstå hvad der bliver sagt i danske film og tv-serier. Interviewet kan læses her, men hvis man gerne vil have pointerne uden at betale abonnement, kan man læse om dem herunder.
(Og så en betydelig tak for inspiration til retoriker Marie Vinther Clausen og skuespiller Camilla Bendix, som jeg deltog i Klog på Sprog med i sommer om samme emne)
Mange beklager sig over at det er svært at forstå hvad der bliver sagt i moderne danske film og tv-serier. Det har været et tilbagevendende tema i mange år, og det er ofte noget jeg diskuterer med folk, når de opdager at jeg er sådan en der interesserer sig for udtalesjusk fonetisk reduktion.
Meget af kritikken går på at skuespillerne (især Mads Mikkelsen) mumler, og kritikken kommer især fra ældre mennesker. Det er derfor nærliggende at afvise det som den sædvanlige sprogsurhed der opstår med alderen hos nogle mennesker.
Men der er nok mere i det end det. Jeg har identificeret fire grunde til at det er blevet sværere at forstå hvad der bliver sagt i fjernsynet. Hver især er grundene nok ikke det store problem, men samspillet mellem de forskellige faktorer gør at det er blevet sværere at være dansk tv-seer end for et par generationer siden.
1. Hørenedsættelse
Det er især ældre der klager over lyden. Jo ældre man bliver, desto dårligere hører man. Det er desværre et uundgåeligt vilkår. Hørenedsættelse er en oplagt faktor.
Men hørenedsættelse forklarer ikke alt. Mange oplever at det specifikt er sproget i dansk drama der er svært at forstå, mens det går fint at forstå andre tv-programmer, radio, lydbøger osv.
Løsning: Der er ikke noget der kan kompensere 100 % for hørenedsættelse. Skru op for lyden, og invester i bedre tv- såvel som høreapparater. Det kan hjælpe noget a vejen.
2. Sprogforandringer
En anden oplagt, aldersbetinger faktor er sprogforandringer. Sproget forandrer sig, og det forandrer sig hurtigere i den yngre generation. Ældres sprog forandrer sig også en smule, men typisk slet ikke i samme tempo som i de yngre årgange.
Sprog forandrer sig i høj grad efter mekanismer som for ældre mennesker opleves som sjusk. Det er ikke bare nutidens unge der “sjusker”; det gjorde de ældre også da de var unge, set i forhold til den daværende ældre generation.
Mekanismen er i grove træk at vi alle veksler mellem mere og mindre formel udtale, men vi taler fortrinsvis uformelt til vores børn, så det er primært den uformelle udtale der videregives til næste generation, og den nye generation finder så sin måde at gøre udtalen mindre formel, mere reduceret.
I mine forældre eller bedsteforældres generation kunne man fx i meget formelle sammenhænge sige /lḭːvəɤ/ livet, men i almindelig, dagligdags udtale blot /liʊ̰ɤ/. Den uformelle udtale, /liʊ̰ɤ/, er blevet min naturlige måde at udtale på, for det er det jeg har hørt og sagt mest. Men i min generation har vi bygget videre på udviklingen. Når jeg taler hurtigt og uformelt, siger jeg blot /liɤ̰ɤ/, som så er blevet udgangspunktet for mine egne børn.
Bl.a. derfor oplever mange ældre de unges udtale som sjusket og mumlet. De unge bruger udtaleformer, som deres bedsteforældre kun vil benytte når de taler meget sjusket, men for unge er det helt normal udtale, og de unge har ikke selv svært ved at forstå det.
Når de ældre skuespillere af helt naturlige årsager udskiftes med yngre, følger sproget med. Det sprog der lød naturligt i den ældre generation, udskiftes med hvad der lyder naturligt for unge, men som er uventet og måske lidt grimt i ældre generationers ører.
Løsning: Man kan ikke forhindre sproget i at forandre sig, men man kan gøre noget for at følge med i forandringerne. Yngre generationers naturlige sprog er objektivt set fuldt ud lige så funktionsdygtigt og forståeligt som ældre generationers.
Det største problem er nok modvilje. Vi har generelt vanskeligere ved at forstå og håndtere ting vi ikke bryder os om. Hvis man først har set sig sur på bestemte skuespillere eller unge mennesker og deres vandaliseren af sproget, så har man sværere ved at forstå dem.
Sprog kræver samarbejde og velvilje. Hvis man insisterer på at synes at de unges sprog er sjusket og dårligt, og at sprogforandringerne var meget bedre i gamle dage, så er det en hindring i at forstå hvad der bliver sagt i fjernsynet. Men vi har alle sammen evnen til at tilpasse sig, akkommodere, til folk der taler lidt anderledes end vi selv. Hvis man er åben over for og sætter sig lidt ind i hvordan og hvorfor sprog forandres, bliver det også lettere at forstå.
3. Ny dramaturgi
Måden man fortæller historier på i dag, er anderledes end for 50 år siden. Når det var meget lettere at forstå Matador end Arvingerne, er det ikke kun hørenedsættelse og sprogforandringer der er på spil. Skuespil, instruktion og manuskript er også noget andet i dag end dengang.
I de seneste årtier, måske mest tydeligt i 90’ernes dogmefilm, har der været en bevægelse væk fra de meget tydelige, velskrevne, indstuderede, men også kunstige, matadorreplikker over mod at lyde naturligt.
De meget planlagte replikker i ældre drama er velegnede til at fortælle historier og skabe mindeværdige citater, men de er ikke gode til at skabe troværdige personer og situationer. Når Mads Mikkelsen skal spille en desillusioneret gymnasielærer i Druk, nytter det ikke noget at han artikulerer som lektor Blomme.
I moderne drama laver man scener hvor man mumler, taler fordrukkent, taler i munden på hinanden, for det gør mennesker i virkeligheden. I virkelige samtaler improviserer vi, kludrer rundt i hvad vi vil sige, og vi forstår ikke altid alle ord. Det er nok ofte slet ikke meningen at man skal forstå hvert enkelt ord i et skænderi eller en middagsbordssituation, men blot fange stemningen.
Den nye måde at skabe drama på forstærker effekten af sprogforandringerne. Skuespillerne artikulerede tydeligere og mere formelt i Matador, selv set i forhold til datidens standard. Springet fra en meget formel, overartikuleret udtale til en mere uformel udtale virker dobbelt, når man samtidig springer fra ældre formel udtale til yngre uformel udtale.
Løsning: Jeg har ikke noget indblik i hvor meget instruktører overvejer cost-benefit i afvejningen af naturlig vs. tydelighed. Jo vigtigere ordlyden i en replik er, des tydeligere bør den fremføres. Forudsat at instruktøren er opmærksom på dette (hvilket jeg ikke er overbevist om at de altid er), så er det altså et spørgsmål om at justere forventningerne til hvordan der fortælles historier. Man kan sagtens se en film eller serie uden nødvendigvis at opfange hvert enkelt ord. Det er måske slet ikke meningen at man skal forstå alt, ligesom vi heller ikke opfanger alt i naturlige samtaler. Men man forstår essensen og følelserne der knytter sig til de enkelte scener, og det er måske det der er meningen.
4. Lydmixning
Det sidste problem jeg vil pege på, er lydmixningen i moderne drama. I ældre film og serier som Matador, er der ingen baggrundslyde eller -musik når der fremføres replikker. Man hører alt og forstår alt.
En del af det at skabe mere naturlige situationer, er at der altid er baggrundslyd når vi taler med hinanden. Der er trafikstøj, naturlyde, andre folk i lokalet, musik eller fjernsyn der kører i baggrunden, glas og bestik der klirrer, osv. Al den baggrundsstøj forstyrrer og gør det sværere at høre hvad der bliver sagt. Men det gør også situationen mere naturlig og realistisk. Det er kun meget få situationer i det virkelige liv hvor der ikke er baggrundslyde når vi taler.
Almindeligvis er vi ret gode til at filtrere baggrundslyde fra når vi taler med hinanden. Vi bemærker dem ikke, men hvis man fjerner dem helt, bliver det alligevel lidt påfaldende. Det er dog velkendt at baggrundslyde gør det ekstra svært for folk med hørenedsættelse at følge med. Derfor virker dette element ekstra forstyrrende på ældre generationer.
Opsamling
Disse fire elementer skubber alle i en retning der gør det sværere at forstå hvad der bliver sagt i moderne danske film og tv-serier. Hver især er de ikke det store problem, men samlet set skaber de problemer.
Man kan nok håndtere en smule nedsat hørelse, eller at studieværterne bliver erstattet med yngre og sproget dermed forandrer sig, eller at ældre skuespillere taler lidt mere naturligt, eller at der indimellem tilføjes lidt baggrundslyd. Men det skaber udfordringer når alle ting sker på en gang.
Det forklarer hvorfor det specifikt er film og serier folk klager over. Det er ikke bare hørenedsættelse eller beklagelser over unges sprog. Det er kombinationen med ny dramaturgi og lydmixning der volder problemer.
Noget af det er instruktørers, skuespilleres og lydteknikeres ansvar, men lidt kan man også gøre selv. Imødekommenhed og velvilje over for forandringer i sprog og historiefortælling kan hjælpe noget af vejen, og det kan nye, forbedrede tv-apparater nok også.
Men på den lidt triste side, så er det også bare et livsvilkår at man i mindre og mindre grad er målgruppen for de nyeste tv-produktioner jo ældre man bliver, så man skal nok ikke forvente for mange hensyn.
