Kategori: Lydskrift

Utilpasset IPA: Danske plosiver og affrikater

Indlægsforfatter Af Ruben Schachtenhaufen
Indlægsdato 19. juli 2021

Update oktober 2023: Dette indlæg repræsenterer et tidligt stadie i mit forarbejde for artiklen Utilpasset IPA. Jeg anbefaler denne artikel i stedet. Indlægget herunder kan indeholder outdatede elementer eller synspunkter som ikke længere er repræsentative for mit ståsted i dag. ~~ Ruben

Danske plosiver skrives traditionelt med pʰ tˢ kʰ b̥ d̥ ɡ̊, eller med DDO’s forenklinger p t k b d g, som svarer fuldstændig til Danias brug af symbolerne. Man kan også møde notationen b̥ʰ d̥͡s ɡ̊ʰ b̥ d̥ ɡ̊ meget ‘nøjagtig IPA’ (fx DDO). Dette er måske et af de punkter der giver anledning til allermest forvirring når man skal lære lydskrift.

I alle fremstillinger af dansk beskrives de danske plosiver som ustemte og med en kontrast mellem aspireret/affrikeret vs uaspireret/uaffrikeret. Ud fra dette skal plosiver i IPA altså skrives /pʰ ts kʰ/ vs. /p t k/. I IPA står /b d g/ for stemte plosiver, som vi ikke umiddelbart har i dansk (men de kan dukke op i mindre distinkt udtale).

I alle sprog jeg har stødt på, som har en kontrast mellem aspireret og uaspireret, noteres disse /pʰ tʰ kʰ/ vs /p t k/. Notationen med b d g er altså en tradition dansk står alene med, og det går ud over den internationale gennemskuelighed som er en af pointerne med overhovedet at bruge en international standard.

[b d g]

Brugen af grundtegnene b d g giver anledning misforståelser af dansk fonetik. Det er ikke ualmindeligt at folk der er en smule interesseret i dansk fonetik, og måske har lært lidt fonetik på andre sprogfag som engelsk, tysk eller fransk (eller bare lingvistikstuderende der ikke har fulgt helt godt med), går rundt og tror at vi har stemte plosiver i dansk. Jeg får fx jævnligt mails fra folk der mener at jeg lydskriver forkert; jeg skal skrive sgʁæfd i stedet for skʁæft fordi de danske plosiver er “stemte”, hvortil jeg må svare tak for belæringen, men det er altså dig der har misforstået både dansk fonetik og IPA.

Et typisk spørgsmål fra lydskriftstuderende eller udlændinge der er vant til IPA fra andre sprog, er hvorfor man skal have de der boller over og under b̥ d̥ ɡ̊. Svaret er simpelt nok at der er fordi lydene er ustemte, hvilket er det bollerne signalerer. Men det rejser bare næste spørgsmål: Hvorfor skriver man så ikke bare p t k, som jo er ustemte? Her må man ty til faghistoriske forklaringer, for der er ikke længere noget fornuftig svar inden for IPA’s rammer. IPA siger klart at man skal undgå diakritika. Notationen b̥ d̥ ɡ̊ vs p t k svarer i IPA ikke til en udtaleforskel, så b̥ d̥ ɡ̊ er kun mere besværligt og i modstrid med IPA’s principper.

Er danske plosiver ikke lenis?

Et argument der bliver fremført til forsvar for at bruge b̥ʰ d̥͡s ɡ̊ʰ b̥ d̥ ɡ̊ er at de danske plosiver er lenis, hvilket skulle kunne indikeres med grundtegnene /b d g/, mens /p t k/ skulle indikere fortis. Der er mindst tre grunde til at dette argument ikke holder:

Grønnum beskriver lenis som et omdiskuteret begreb som ikke er undersøgt i særlig mange sprog. Og det er heller ikke undersøgt i dansk siden 1960’erne. Det er derfor uklart hvor relevant eller særligt det er for moderne dansk.
Lenis er under alle omstændigheder ikke et distinktivt træk, og derfor skal det ignoreres i bred IPA.
Og måske det vigtigste: Fortis/lenis er ikke et træk der opereres med i IPA’s definition af lydene. Der er altså ikke en skjult lenis-egenskab i definitionen af [b d g]. Notationen [b̥ d̥ ɡ̊] indikerer således blot ustemter plosiver, nøjagtig som [p t k]. I ældre fonetiklitteratur var det en egenskab der blev diskuteret en del, men det er altså ikke defineret i moderne IPA.

Jeg har gennemsøgt over 146 Illustrations of IPA på andre sprog. I alle andre sprog med en distinktiv forskel på aspireret og uaspireret, noteres forskellen /pʰ tʰ kʰ/ vs /p t k/.

Hvis man absolut vil notere en forskel på stærk og svag udtale, er der faktisk tegn til det i tillægget til IPA-skemaet. Svag noteres med ◌͉, og stærk noteres med ◌͈. Hvis man insisterer på at ville notere de danske plosiver som svagere udtalt, er den præcise notation altså [p͉ʰ t͉s k͉ʰ p͉ t͉ k͉]. Men det er som sagt uklart om de er påfaldende svagere artikuleret end plosiver i andre sprog. I naturlig tale er der formentlig stor variation i alle sprog.

Affrikater: /ts/ og /tɕ/

Det er velkendt at t’erne i starten af Tulle tog til Thisted er affrikerede i de fleste dele af landet. Det noteres traditionelt med tˢ eller i DDO’s ‘nøjagtig IPA’ d̥͡s . Den korrekte notation er hverken eller, men ganske enkelt /ts/ (eller /tʰ/ i dialekter med aspireret lyd).

Det hævede ˢ var ganske vist tidligere et IPA-tegn, som stod for ‘frikeret opløsning’, altså en plosiv der blev opløst med friktionsstøj. Men i 1987 fjernede man tegnet fra IPA-skemaet, og herefter noteres det blot /ts/. Det er aldrig blevet ajourført i dansk tradition. Logikken i IPA er at der ikke er nogen segmentel forskel på en plosiv med frikeret opløsning vs. en plosiv efterfulgt af en frikativ. Det er et rent fortolkningsspørgsmål hvorvidt de to segmenter hører sammen som et enkelt fonem eller om det er to separate fonemer. Man kan fortolke det som man vil, men det er ikke noget der eksplicit skal tages stilling til når man bruger IPA.

Et typisk argument mod notationen /ts/ er at det danske t jo ikke udtales som i tysk som jo har ‘rigtige’ affrikater, fx /tsaːl/ Zahl, som ikke lyder helt som t’et i dansk tal. I IPA skelner man imidlertid ikke mellem rigtige og forkerte affrikater. En sekvens af plosiv+frikativ skrives ganske enkelt og rimeligvis som plosiv+frikativ uanset hvordan denne sekvens kan tolkes fonologisk.

Der er ganske vist udtaleforskel på tysk og dansk /ts/. Det skal ikke noteres i bred IPA da disse forskelle ikke er distinktive inden for det enkelte sprog, ligesom vi ikke noterer forskel på tysk og dansk /s/, selvom de er lidt forskellige. I snæver IPA kan man notere forskellene når man fx sammenligner dansk og tysk, hvor det tyske /ts/ nok typisk er lidt fronted/dentaliseret [t̟s̟] (jeg er ikke ekspert i tysk) hvor dansk nok til sammenligning er lidt tilbagetrukket [t̠s̠]. Forskellene ligger altså ikke i om der er tale om affrikater eller ej (eller sekvens af plosiv+frikativ), men i de mere specifikke detaljer om tungens placering.

Vores tj– danner også affrikaten /tɕ/. DDO/Dania skriver imidlertid [tj]. Det virker inkonsekvent, når det er inkorporeret at sj udtales /ɕ/. DDO skelner desuden mellem initialt og finalt /tɕ/ selvom der ikke er nogen klar fonetisk forskelm, initialt [tj], finalt [dɕ]. Det giver en rodet og inkonsekvent notation, hvor samme lyd noteres forskelligt, og forskellie lyde noteres ens; se nedenstående skema. I DDO synes der at være en inkonsekvens i brugen af lydskrifttegn, hvor forskellige tegn bruges for samme segment (fx både ɕ og j for /ɕ/, t og d for /t/), og samme tegn for forskellige lyde (j for både /j/ og /ɕ/, t for /t/ og /ts/).

	segmenter	IPA	NG	DDO	Dania
sæk	s	sɛk	sɛɡ̊	sɛg	sæg
dæk	t	tɛk	d̥ɛɡ̊	dɛg	dæg
check	ɕ	ɕɛk	ɕɛɡ̊	ɕɛg	ᶊæg
tjek	t+ɕ	tɕɛk	tɕɛɡ̊	tjɛg	tjæg
match	t+ɕ	mætɕ	mad̥ɕ	madɕ	madᶊ
tæk	t+s	tsɛk	tˢɛɡ̊	tɛg	tæg
jazz	t+j	tjæs	d̥jas	djas	djas
ja	j	jæ	ja	ja	ja

Den inkonsekvente sammenhæng mellem lyd og symbol i de traditionelle systemer synes kun at være motiveret af skriftbilledet; man ser stort på den fonetiske realisering og skriver bogstaver i stedet for. I min gennemsøgning af Illustrations of IPA har jeg ikke fundet noget andet sprog der bruger /j/ i notationen af affrikater; alle andre sprog der har lignende lyde, noterer dem /tʃ/ eller /tɕ/.

Affrikater kan i øvrigt skrives med en bue, /t͡s/, men det er ikke noget man behøver, igen fordi det blot er et fortolkningsspørgsmål at betragte sekvens som ét segment, og det er både nemmest og, jf. princippet med at undgå diakritika, bedst at undlade buen. I kontekster hvor behovet opstår, fx når man diskuterer forskelle på affrikater vs. konsonantklynger, kan man naturligvis notere dette eksplicit, fx [pʰit.sæ pʰiː.t͡sæ] pizza, pita.

Er lydskrift med /p t k b d g/ mere pædagogisk?

Jeg har ofte mødt argumentet at det skulle være nemmere, mere intuitivt, mere pædagogisk el.lign. at bruge /p t k b d g/ frem for IPA /pʰ ts kʰ p t k/, idet /p t k b d g/ svarer bedre til den brug man er vant til fra retskrivningen.

Først skal det lige slås fast at det argumentet er irrelevant ift. IPA. Uanset om det er nemmere eller ej, er det ikke i overensstemmelse med IPA at basere dansk lydskrift på /b d g/.

Men ud over det har jeg svært ved at købe argumentet med at det er nemmere. Især for lingvister, der skal arbejde med forskellige sprog, er det voldsomt irriterende at dansk traditionelt bruger [b̥ d̥ ɡ̊] eller [b d g] for lyde der i alle andre sprog skrives /p t k/. Det er forvirrende at ’tilpasset IPA’ kaldes ‘IPA’ uden egentlig at være det. Afvigelserne vækker spørgsmål, hvis svar blot vækker flere spørgsmål. Hvis [b d g] er så meget nemmere, hvorfor så alle de forvirringer, forvekslinger og undrende spørgsmål? At bruge /pʰ ts kʰ p t k/ er måske ved allerførste øjekast lidt spøjst, men på ingen måde svært. Det tager et øjeblik at forstå og acceptere, og det rejser derfra ikke undrende spørgsmål. Og man behøver aldrig mere komme i tvivl når man arbejder med IPA på tværs af sprog. Med /pʰ ts kʰ p t k/ går ingen længere rundt og tror at dansk har en kontrast mellem stemte og ustemte plosiver.

Mht. sammenhæng med ortografien kan jeg godt acceptere at det er mere intuitivt at skrive fx /bas/ for bas, frem for IPA /pæs/. Men omvendt er det mere intuitivt at skrive IPA /stak/ for stak, end det traditionelle [sdɑg]. Så der er et tradeoff uanset hvad man vælger. Nogle gange svarer IPA /p t k/ til bogstaverne b, d, g (som fører til argumentet for at bruge /b d g/ i stedet for /p t k/), andre gange svarer de til p, t, k. Men hvor ofte svarer de til det ene og det andet?

Det er heldigvis ret let at finde ud af hvad der giver den bedste overensstemmelse mellem bogstav og lydskrift hvis man søger på https://bogstavlyd.ku.dk/ hvor man kan se sammenhængen mellem bogstaver og udtale. Så det har jeg gjort.

Først har jeg søgt på bogstavernes primære og sekundære lydværdier (oversat til IPA), se skemaet herunder. Generelt svarer bogstaverne p, t, k oftest til IPA /p t k/ (det som trad. skrives /b d g/) sekundært til de aspirererede varianter (som trad. skrives /p t k/), fx udtales t som /t/ (DDO [d]) i 60 % af danske ord, /ts/ (DDO [t]) i 23 %. Hvis man bruger /p t k b d g/ vil bogstavet t altså skulle lydskrives /t/ i 23 % af danske ord, mens det skulle skrives /d/ i 60 %. Hvis man derimod bruger IPA /pʰ ts kʰ p t k/ svarer t i 60 % tilfælde til /t/ og 23 % til /ts/. Det samme mønster gør sig gældende for alle tre bogstaver p, t, k i særlig grad når der er tale om dobbeltbogstaver. Rent kvantitativt svarer p, t, k altså oftest til IPA /p t k/, og det bliver i den forstand ikke nemmere at afvige fra IPA og notere dem med b d g.

bogstav	primær lydværdi	sekundær lydværdi
p	/p/ (trad /b/) 52 %	/pʰ/ (trad /p/) 48 %
t	/t/ (trad /d/) 60 %	/ts/ (trad /t/) 23 %
k	/k/ (trad /g/) 58 %	/kʰ/ (trad /k/) 43 %
pp	/p/ (trad /b/) 96 %	/pʰ/ (trad /p/) 4 %
tt	/t/ (trad /d/) 95 %	/ts/ (trad /t/) 5 %
kk	/k/ (trad /g/) 98 %	/kʰ/ (trad /k/) 2 %

Jeg har også søgt på hvilket grafem IPA /p t k/ typisk svarer til, se tabellen herunder. Her gælder det at /p/ oftest svarer til b, og man vil derfor få bedst overensstemmelse med det traditionelle /b/. Men /t k/ svarer oftest til t, tt, k, kk, sjældnere til d, g. /p/ er samtidig sjældnere end de to andre. Så sammenlagt giver det igen bedre overensstemmelse med ortografien at bruge /p t k/ frem for /b d g/.

lyd	primært grafem	sekundært grafem
/p/ (trad /b/)	b, bb 68 %	p, pp 35 %
/t/ (trad /d/)	t, tt 77 %	d, dd 20 %
/k/ (trad /g/)	k, kk 61 %	g, gg 36 %

(/pʰ ts kʰ/ svarer altid til bogstaverne p, t, k, så der er selvfølgelig en gevinst ved at notere dem med b, d, g. Omvendt svarer d, g dog også ofte til /ð ɪ ʊ/ eller ingenting, aldrig til /d g/; den traditionelle tilgang kan altså give anledning til at fx DDO [fad] læses som fad, ikke fat, eller at fad fejltransskriberes som [fad]. Jeg har ikke regnet på vægtningen af fordele og ulemper her, da det er irrelevant for IPA.)

Hvis dette virker lidt kontraintuitivt, så hænger det sammen med at i starten af ord så svarer p, t, k til /pʰ ts kʰ/, mens b, d, g svarer til /p t k/, så hvis man udelukkende ser på starten af ord, får man god overensstemmelse ved at benytte det traditionelle system. Sagen er blot at bogstaverne p, t, k oftest ikke står i starten, men efter s eller inde i eller i slutningen af ord, hvor de udtales IPA /p t k/, og her giver trad. /b d g/ dårlig overensstemmelse.

IPA /p t k/ er altså kontraintuitivt i starten af ord som bil, dag, god mens trad. /b d g/ er kontraintuitivt i slutningen af ord som top, klat, sluk. Man kunne her argumentere for den pædagogiske fordel ved at have de vanskelige kontraintuitive ting i starten af ordet frem for i slutningen. Vi er ofte mere opmærksomme på starten af ord, og derfor vil udfordringer her være mere iøjnefaldende.

I lydskrift der henvender sig til lægfolk, fx DDO, er det forståeligt og fornuftigt at man afviger fra IPA’s plosiver. En almindelig ordbogsbruger vil nok let blive forvirret hvis bil er lydskrevet [piːˀl]. Men en lydskrift til disse formål kan med fordel kombinere det bedste af to verdener og bruge dania i starten af ord og IPA inde i og i slutningen af ord. Notationer som /dɔkə skøtə gɛst busk/ dukke, skytte, gæst, busk, er måske ikke lydskriftpuristiske i og med forskellige tegn bruges for samme lyd, men de er næppe forvirrende for en der bare gerne vil vide hvordan ord udtales. Og hvis målet er god overensstemmelse mellem stavning og lydskrift, så er denne notation ideel. Det er en notation jeg har succes med ifm. udtaleundervisning i ikke-akademiske sammenhænge, og jeg har implementeret den på udtaleordbog.dk (BDG-lydskrift).

Opsamling

De danske plosiver og affrikater skal i bred IPA skrives /pʰ ts kʰ p t k tɕ/. De traditionelle notationer med [p t k b d g tj/dɕ] er upræcise, upædagogiske, og de svarer ikke til international praksis.

Der er ingen fonetisk funderede grunde til at notere plosiverne på anden måde end /pʰ ts kʰ p t k tɕ/, men i snæver transskription og spontan tale kan der selvfølgelig opstå behov for særlige notationer. De pædagogiske argumenter for at afvige fra IPA, er desuden meget tynde, i hvert fald i akademisk sammenhæng.

I de næste indlæg ser jeg nærmere på de danske vokaler. Dem er der ekstremt mange af, siger rygterne. Måske over 40. Men hvordan skal de håndteres i IPA når der ‘kun’ er 22 symboler at arbejde med? Det får vi at se.

Tags affrikater, IPA, Lydskrift, Plosiver, utilpasset IPA

Lydskrift

Utilpasset IPA: Er IPA uegnet til dansk på grund af de mange diakritiske tegn?

Indlægsforfatter Af Ruben Schachtenhaufen
Indlægsdato 5. juli 2021

Blandt danske sprogfolk var der tidligere en massiv modstand mod at erstatte det gamle, hjemlige Dania-system med det internationale IPA. Indtil for ganske få år siden var det faktisk stadig et krav i studieordningen på Dansk-studiet på Københavns Universitet at man ikke bare skulle lære lydskrift, men at det specifikt skulle være Dania.

Et kritikpunkt var at IPA lå fjernt fra det danske alfabet, mens Dania bedre udnyttede de bogstav-lyd-forhold man som dansker er fortrolig med i forvejen, og dermed skulle det være lettere at lære at skrive og afkode Dania-lydskrift. Det kritikpunkt tager jeg op igen i et andet indlæg.

Et andet kritikpunkt var at IPA-lydskrift kræver en forfærdelig masse diakritiske tegn. Et ord som tigge skulle skrive [tˢe̝ɡ̊ə] i stedet for det noget simplere tegə i Dania. Ord som lidt og let skulle ifølge nogle kritikere skelnes kun med diakritika, [le̝t le̞t], hvilket nemt fører til forveksling.

Al erfaring viser at diakritiske tegn er problematiske. De er vanskelige at lære, vanskelige at huske at få sat rigtige steder, vanskelige at afkode, og det er bøvlet at skulle finde dem frem på sin computer hele tiden når man skriver lydskrift. Så dette kritikpunkt ville være tungtvejende, hvis det faktisk var sandt.

På DDO’s lydskriftoversigt, kan man, hvis man ser under ‘nøjagtig IPA’ (som er en adaption af Nina Grønnums ‘Fin iPA’, men jeg refererer her til DDO fordi denne oversigt ligger online ), meget let få indtrykket af at IPA er meget besværligt og inkluderer en hel masse diakritiske tegn. De fleste lyde er modificeret på en eller anden måde, og nogle endda med op til tre diakritika. Som der står i beskrivelsen på DDO vil denne ‘nøjagtige IPA’ være besværlig at læse, og derfor foretager de nogle forenklinger.

Steffen Heger skriver i sin Dania-baserede fonetikbog følgende:

Man kan undertiden møde den opfattelse at det dog måtte være mere hensigtsmæssigt at bruge den internationale lydskrift. At dette er en sandhed med modifikation skulle følgende to lydskriftnotationer af ordet kontant, den første i IPAs lydskrift, den anden i Danias, kunne overbevise læseren om: [ɡhɔ+˔nˈd̥ˢʰæn’d̥ˢʰ], [kånˈtan’t]. Nok har jeg bestræbt mig for at IPAs internationale lydskrift skulle tage sig så lidt flatterende ud som muligt gennem valg af eksempel og notationsprincipper, men det rokker ikke ved det faktum at Danias Lydskrift er ulige meget lettere at lære for en dansker end IPAs lydskrift er det, og der er ingen udsigt til at den internationale lydskrift skulle kunne udkonkurrere nationale systemer som Danias Lydskrift. (Steffen Heger, Sprog og Lyd, 1981)

Hegers og DDO’s formuleringer afspejler meget godt den kritik som stammer fra Dania-fronten: IPA er besværligt, det passer ikke godt til dansk, det er ikke velegnet til almindelige danskere, der er en masse bøvlede diakritika, det er smartere at forenkle og lave sin egen standard. Men er der nu også hold i den anklage?

Er der mange diakritika i IPA-lydskrift?

Nej og ja, men mest nej. I IPA’s principper og Handbook of the IPA som blev gennemgået i sidste indlæg, bliver det flere steder slået fast at man så vidt muligt skal undgå diakritika når man skriver IPA. Hvis man skal forstå ‘nøjagtig IPA’ som noget der følger IPA’s principper nøjagtigt, så er der noget galt med DDO’s lydskriftoversigt.

De fleste af diakritiske tegn der benyttes i DDO’s lydskriftoversigt, er overflødige, diskutable eller direkte misvisende. De giver således et forkert billede af hvordan IPA-lydskrift ville se ud. Jeg vil fremhæve nogle punkter, som jeg kommer til at gå mere i dybden med i kommende indlæg:

Plosiver: DDO noterer plosiverne [b̥ʰ d̥͡s ɡ̊ʰ b̥ d̥ ɡ̊] med hele otte diakritika. Disse lyde er 100 % identiske med IPA /pʰ ts kʰ p t k/ som kun har to diakritika. De ekstra diakritika i DDO gør kun notationen unødigt besværlig, stik imod IPA’s principper. Et [b̥] er et [b] der er ustemt, hverken mere eller mindre, og det er nøjagtig det samme som [p]. I næste indlæg går jeg mere i dybden med plosiverne.
Vokaler: DDO noterer diakritika på de fleste vokaler, som angiver at de er hævet eller sænket eller lignende. Det gør man sjældent i IPA. Sagen er man ikke kan give en absolut definition af sprogs vokalkvaliteter, og det har man taget konsekvensen af i IPA. I IPA er vokalerne således defineret relativt og lidt abstrakt. At notere en vokal som hævet eller sænket giver altså kun mening hvis man samtidig siger i forhold til hvad, og det gør DDO ikke. Vokalers definition i IPA går jeg også i dybden med i et kommende indlæg.
Halvvokaler: DDO bruger buer under nogle vokaler, som [u̯ i̯ ], som traditionelt i dansk fonetik kaldes halvvokaler. Disse er også overflødige i bred IPA. Halvvokalerne danner diftong med en foranstående vokal, og i et kommende indlæg vil jeg gennemgå hvordan diftonger håndteres i IPA.

Hvis vi ser bort fra de franske nasalvokaler som også er inkluderet i DDO, er de eneste nødvendige diakritiske tegn aspirationen på to af vores plosiver /pʰ kʰ/, og så notation af længde, betoning og knirk (som man også benytter i Dania). I Dania bliver der faktisk brugt en del flere diakritika. Og så er der lige det bløde d, som DDO noterer [ ð̠ˠ̞ ].

Det bløde d er notorisk vanskeligt at notere i IPA, og hvis man skal forklare det på skrift med brug af IPA, kan man ikke undgå diakritiske tegn. Se mere om det bløde d her.

Til gengæld er mange af DDO’s andre forenklinger og tilpasninger ikke i overensstemmelse med IPA. Brugen af [p t k b d g] svarer ikke til IPA’s definitioner, men til Danias, og ligeledes afviger nogle af vokalerne fra hvordan de typisk bruges i IPA (men svarer til hvordan der skelnes i Dania). Forenklingerne i DDO er således ikke det samme som bred IPA, men en hybrid mellem Dania og IPA.

Hvorfor har IPA-skemaet så mange diakritika hvis man ikke skal bruge dem?

Det virker måske paradoksalt at IPA på den side siger at man skal undgå diakritika, og på den anden side stiller en tabelfuld diakritika til rådighed. Eksistensen af diakritika i IPA-skemaet kan meget let give anledning til forståelsen at hvis de er der, skal de vel også bruges.

Forklaringen er at IPA’s primære mål er at levere separate symboler til sprogs distinktive lyd. Men et sekundært mål er også at levere værktøjer til finere notation om fonetiske nuancer i verdens sprog, og her kan man bruge diakritika til at notere den slags nuancer.

Almindelig, og anbefalet, IPA-praksis er dog at følge princippet om at undgå diakritika i almindelige transskriptioner, men supplere med en oversigt over konventioner i snæver IPA, dvs. en oversigt over de ikke-distinktive detaljer, som kan underforstås.

Det er selvfølgelig lidt samme ide som lydskriftoversigten i DDO, altså at man forenkler transskription og giver en detaljeret beskrivelse med snæver IPA. Men hverken DDO’s forenklinger såvel som deres fremstilling af ‘nøjagtige IPA’ giver altså et retvisende billede af IPA jf. ovenstående. Man kan jo faktisk inden for IPA’s rammer sagtens skrive en enkel lydskrift. Det kunne man sagtens have benyttet i DDO, eller forklare hvorfor man afviger fra denne (hvilket der kan være fornuftige redaktionelle grunde til), eller man kunne give en mere ærlig fremstilling af snæver IPA som ikke er helt så kompleks som oversigten på DDO antyder.

Når jeg har været igennem de næste emner, vil jeg præsentere et samlet overblik over mit bud på hvordan bred og snæver IPA skal se ud hvis man følger IPA’s principper, så man kan sammenligne med DDO’s bud. Men der er lige en række andre punkter der skal afklares inden vi kommer dertil.

I næste indlæg går jeg i detaljer med plosiver og affrikater i IPA.

Tags dania, IPA, Lydskrift, utilpasset IPA

Lydskrift

Utilpasset IPA: Introduktion

Indlægsforfatter Af Ruben Schachtenhaufen
Indlægsdato 13. juni 2021

I dansk fonetik har vi tradition for at bruge en IPA-lydskrift i en eller anden modificeret form, indimellem omtalt som forenklet, modificeret eller tilpasset IPA, men almindeligvis blot IPA. Denne tradition stammer tilbage fra før 1950, hvor både dansk udtale og IPA var noget andet end i dag. Det betyder at man i dansk lydskrifttradition ikke altid bruger symbolerne som defineret af IPA, og der benyttes nogle ekstra symboler som ikke findes i IPA.

IPA udgav i 1999 en håndbog hvor lydskriftskemaet blev opdateret, og hvor principperne for brugen af IPA blevet revideret. Disse ændringer er aldrig blevet inkorporeret i dansk lydskrifttradition.

I dette og følgende indlæg der kommer hen over sommeren, vil jeg gennemgå hvad moderne IPA egentlig er, og hvordan den danske lydskrifttradition adskiller sig fra officiel IPA, og hvorfor jeg mener det er en god ide at gå over til at benytte rigtig, utilpasset IPA.

Dem der har fulgt denne side i længere tid, eller har fulgt mit arbejde med udtaleordbog.dk, eller min undervisning på Københavns Universitet osv., vil have bemærket at jeg de senere år har arbejdet mig væk fra den danske lydskrifttradition og hen imod “utilpasset” IPA. Jeg har set dette blive omtalt som ‘Ruben Schachtenhaufens nye system’ eller lignende. Jeg indrømmer at min oprindelige motivation var at videreudvikle det traditionelle system og slippe af med nogle af de typiske pædagogiske udfordringer. Men jeg endte med at lande på at konsekvent brug af IPA er langt det mest pædagogiske, praktiske og elegante. Jeg må slå fast at jeg ikke har opfundet noget nyt. Jeg har blot taget et i forvejen eksisterende system, IPA, og anvendt det på moderne dansk. Jeg har lavet en del undersøgelser af IPA’s principper og hvordan de implementeres på andre sprog, og dem vil jeg løfte sløret for i en serie af indlæg her på siden.

Jeg har gennem 15 års undervisning i fonetik og lydskrift og med mine indlæg og lydskriftværktøjer her på siden medvirket til at udbrede en forkert opfattelse af hvad IPA er. Det beklager jeg. Med denne serie af indlæg forsøger jeg at råde bod på de misforståelser jeg har været med til at sprede.

I dette indlæg gennemgår jeg IPA’s principper og hvordan dansk lydskrifttradition afviger fra disse principper.

Introduktion til IPA og IPA’s principper

IPA (International Phonetic Alphabet) er et lydskriftalfabet som benyttes af fonetikere i hele verden til at beskrive sprogs udtale på et objektivt, sammenligneligt og sprogvidenskabeligt grundlag. IPA’s principper er formuleret i Handbook of the IPA og eksemplificeret i talrige Illustrations of the IPA, hvoraf mange ligger frit tilgængeligt på nettet.

IPA blev grundlagt helt tilbage i 1886, men det har ændret sig meget på de over 100 år i takt med den faglige udvikling af fonetikken og fonologien og det øgede kendskab til alverdens sprog, lyde og lydsystemer.

IPA’s mål er at levere a separate symbol for each distinctive sound; that is, for each sound which, being used instead of another, in the same language, can change the meaning of the word (HotIPA, s. 27).

IPA’s andet mål er at levere redskaber til når man ønsker at notere sprogs finere udtalenuancer. Hertil har man en række diakritiske tegn som kan bruges til at modificere grundtegnene efter behov.

Begrebet distinctive sound, eller distinktive lyde er således centralt i IPA. Distinktive lyde benævnes også i HotIPA som fonemer, men det må ikke forveksles med den meget abstrakte fonemnotation som fx kendes fra Nina Grønnums værker.

En lyd er distinktiv hvis ombytning med denne lyd i et ord giver en betydningsændring. Hvis man bytter /f/ ud med /h/ i fest, får man hest, som betyder noget andet, og dermed er /f/ og /h/ distinktive lyde. Det er det som også traditionelt kaldes kommutationsprøven, og hest og fest udgør et minimalpar, ord der adskiller sig fra hinanden med en enkelt lyd.

Men IPA’s definition af fonemer inkluderer ikke distributionelle forhold. I traditionel dansk fonologi vil man fx se [ʁ] og [ɐ̯] som allofoner af /r/, fordi de er komplementært distribueret; de forekommer hhv. før og efter vokaler. Men i IPA er det kun interessant om man kan finde minimalpar. Således er /ʁ/ distinktiv fordi vi har minimalpar som ramme/samme, og /ɐ̯/ er distinktiv fordi vi har minimalpar som stor/stod.

Distinktive lyde er mao. de lyde man skal beherske for at kunne udtale forskel på ord der betyder noget forskelligt i et sprog. Det er i den forbindelse underordnet at nogle af disse distinktive lyde på et mere abstrakt, kognitivt, systematisk, morfofonologisk eller historisk plan er allofoner af samme fonem.

IPA’s principper

Jeg vil fremhæve nogle af de afgørende punkter i IPA’s principper (HotIPA s. 159-160), som dansk lydskrifttradition er i konflikt med:

Hvis to lyde er distinktive, skrives de med forskellige symboler
Hvis to lyde ikke er distinktive, skrives de som udgangspunkt med samme symbol
Alle distinktive lyde skrives med et grundtegn, så vidt muligt uden brug af diakritiske tegn
Hvis to symboler er omtrent lige passende, foretrækkes almindelige latinske bogstaver frem for specialtegn (hvis et sprog fx har en vokal mellem [e] og [ɛ], foretrækkes /e/ til at repræsentere denne)

Brugen af diakritiske tegn bør i det hele taget begrænses til følgende tilfælde:

Notation af suprasegmentale egenskaber som betoning, længde og tonegang
Hvis det diakritiske tegn udtrykker en distinktiv egenskab
Kontekster hvor man vil notere finere, ikke-distinktive nuancer

IPA har, i overensstemmelse med deres mål og principper, grundtegn til at alle distinktive lyde kan noteres forskelligt, dog med det forbehold at visse træk udtrykkes med diakritika for at undgå at der skal opfindes en hel række nye tegn. Fx noteres nasalvokalfonemer med ◌̃ på de eksisterende vokaler, så man undgår at skulle finde på nye specialtegn for alle tænkelige nasalvokaler. To tegn kan desuden kombineres til at udtrykke et fonem hvis det er passende, fx affrikater og diftonger som /tʃ aɪ/.

Principperne udmøntes i at man skelner mellem bred og snæver transskription (broad og narrow), eller fonematisk og allofonisk transskription om man vil. I den brede transskription skriver man altså kun de distinktive lyde uden brug af diakritika, jf. ovenstående, mens man i snæver transskription kan inkludere de finere nuancer som man har brug for i konteksten, primært ved at der inkluderes diakritiske tegn og andre specialtegn.

Bred transskription angives med klammerne / /
Snæver transskription angives med klammerne [ ]

Almindelig praksis er at føre transskriptioner i bred IPA, suppleret med et sæt konventioner om specifikke detaljer noteret i snæver IPA. Disse detaljer har typisk meget subtil karakter, såsom hvorvidt alveolære lyde er apikale eller laminale, almindelige assimilationsfænomener, vekselforhold m.v.

IPA og dansk lydskrifttradition

I traditionel dansk IPA er der, ligesom i Dania, ikke nogen skelnen mellem bred og snæver transskription, og en del andre afvigelser fra moderne IPA ligner også Dania, fx [b d g]; disse er ganske vist også IPA-tegn, men i IPA står de for andre lyde end i Dania.

Dania er defineret ud fra danske dialekter og sociolekter, og ikke ud fra om lyde er distinktive eller ej. Fordi Dania fx har været brugt til at beskrive sociolektalt væsentlige forskelle i a-kvaliteter i københavnsk, har man mange forskellige symboler for disse, også selvom de ikke er distinktive efter IPA’s definition. Når man bruger Dania er man tvunget til at skelne meget fine a-kvaliteter, også selvom det konkret kan være svært at høre forskel i moderne dansk. Selvom man kunne skelne lige så mange nuancer i o-lyde eller å-lyde osv., har det i den fagtradition som Dania er brugt i, ikke været interessant, og derfor skelnes ikke så mange lyde. Uden kendskab til denne tradition virker det altså lidt arbitrært hvornår man skelner fine nuancer i Dania, og hvornår man ikke gør.

Denne tilgang til lydskrift genfindes i den dansk IPA-tradition. Det ses også i at man kun bruger klammerne [ ] om lydskrift, mens / / i dansk tradition bruges om en meget abstrakt, teoretisk fonemnotation, hvor symbolerne kan ligger meget langt fra deres konkrete udtale, fx skrives ‘ringe’ som /rɛngə/ selvom udtalen i IPA almindeligvis er /ʁæŋə/.

Den lydskrift man skriver i [ ], svarer altså ikke til bred IPA, men den svarer heller ikke til IPA’s snævre transskription. Den svinger mellem at være abstrakt ortografisk-fonematisk, fx notationen [tj] frem for /tɕ/ i ord der starter med ‘tj’, og unødigt fonetisk detaljeret, fx argumenteres der for notationen [b̥] frem for [p] fordi det skulle afspejle den fonetisk subtile egenskab lenis. Der benyttes mao. ikke ét gennemgående fonematisk eller fonetisk princip som i IPA, men et inkonsekvent samsurium af principper forskellige steder i systemet.

Denne vekslen mellem nogle steder at være overdrevet detaljeret og andre steder ortografisk tilpasset og forenklet, og sammenblandingen af IPA-symboler, Dania-symboler og hjemmelavede lydskrifttegn, skaber et rodet og inkonsekvent system. Selvom enkelthederne i systemet hver især har forståelige faghistoriske forklaringer (som jeg gennem mange år har brugt undervisningstid på at forsvare over for undrende studerende), så er det et usammenhængende system som, på trods af brugen af ordet international og IPA, ikke er sammenligneligt med hvordan IPA skal bruges og bliver brugt i andre sprog.

I kommende indlæg går jeg i nærmere detaljer med de specifikke afvigelser fra IPA. Følg siden og få besked når næste indlæg kommer.

Tags dania, IPA, utilpasset IPA