Utilpasset IPA: Er IPA uegnet til dansk på grund af de mange diakritiske tegn?

Blandt danske sprogfolk var der tidligere en massiv modstand mod at erstatte det gamle, hjemlige Dania-system med det internationale IPA. Indtil for ganske få år siden var det faktisk stadig et krav i studieordningen på Dansk-studiet på Københavns Universitet at man ikke bare skulle lære lydskrift, men at det specifikt skulle være Dania.

Et kritikpunkt var at IPA lå fjernt fra det danske alfabet, mens Dania bedre udnyttede de bogstav-lyd-forhold man som dansker er fortrolig med i forvejen, og dermed skulle det være lettere at lære at skrive og afkode Dania-lydskrift. Det kritikpunkt tager jeg op igen i et andet indlæg.

Et andet kritikpunkt var at IPA-lydskrift kræver en forfærdelig masse diakritiske tegn. Et ord som tigge skulle skrive [tˢe̝ɡ̊ə] i stedet for det noget simplere tegə i Dania. Ord som lidt og let skulle ifølge nogle kritikere skelnes kun med diakritika, [le̝t le̞t], hvilket nemt fører til forveksling.

Al erfaring viser at diakritiske tegn er problematiske. De er vanskelige at lære, vanskelige at huske at få sat rigtige steder, vanskelige at afkode, og det er bøvlet at skulle finde dem frem på sin computer hele tiden når man skriver lydskrift. Så dette kritikpunkt ville være tungtvejende, hvis det faktisk var sandt.

DDO’s lydskriftoversigt, kan man, hvis man ser under ‘nøjagtig IPA’ ( som er en adaption af Nina Grønnums ‘Fin iPA’, men jeg refererer her til DDO fordi denne oversigt ligger online ), meget let få indtrykket af at IPA er meget besværligt og inkluderer en hel masse diakritiske tegn. De fleste lyde er modificeret på en eller anden måde, og nogle endda med op til tre diakritika. Som der står i beskrivelsen på DDO vil denne ‘nøjagtige IPA’ være besværlig at læse, og derfor foretager de nogle forenklinger.

Man kan undertiden møde den opfattelse at det dog måtte være mere hensigtsmæssigt at bruge den internationale lydskrift. At dette er en sandhed med modifikation skulle følgende to lydskriftnotationer af ordet kontant, den første i IPAs lydskrift, den anden i Danias, kunne overbevise læseren om: [ɡhɔ+˔nˈd̥ˢʰæn’d̥ˢʰ], [kånˈtan’t]. Nok har jeg bestræbt mig for at IPAs internationale lydskrift skulle tage sig så lidt flatterende ud som muligt gennem valg af eksempel og notationsprincipper, men det rokker ikke ved det faktum at Danias Lydskrift er ulige meget lettere at lære for en dansker end IPAs lydskrift er det, og der er ingen udsigt til at den internationale lydskrift skulle kunne udkonkurrere nationale systemer som Danias Lydskrift. (Steffen Heger, Sprog og Lyd, 1981)

Det afspejler meget godt den kritik som stammer fra Dania-fronten: IPA er besværligt, det passer ikke godt til dansk, det er ikke velegnet til almindelige danskere, der er en masse bøvlede diakritika, det er smartere at forenkle og lave sin egen standard. Men er der nu også hold i den anklage?

Er der mange diakritika i IPA-lydskrift?

Nej og ja, men mest nej. I IPA’s principper og Handbook of the IPA som blev gennemgået i sidste indlæg, bliver det flere steder slået fast at man så vidt muligt skal undgå diakritika når man skriver IPA. Hvis man skal forstå ‘nøjagtig IPA’ som noget der følger IPA’s principper nøjagtigt, så er der noget galt med DDO’s lydskriftoversigt.

De fleste af diakritiske tegn der benyttes i DDO’s lydskriftoversigt, er overflødige, diskutable eller direkte misvisende. De giver således et forkert billede af hvordan IPA-lydskrift ville se ud. Jeg vil fremhæve nogle punkter, som jeg kommer til at gå mere i dybden med i kommende indlæg:

  • Plosiver: DDO noterer plosiverne [b̥ʰ d̥͡s ɡ̊ʰ b̥ d̥ ɡ̊] med hele otte diakritika. Disse lyde er 100 % identiske med IPA /pʰ ts kʰ p t k/ som kun har to diakritika. De ekstra diakritika i DDO gør kun notationen unødigt besværlig, stik imod IPA’s principper. Et [b̥] er et [b] der er ustemt, hverken mere eller mindre, og det er nøjagtig det samme som /p/, osv. I næste indlæg går jeg mere i dybden med plosiverne.
  • Vokaler: DDO noterer diakritika på de fleste vokaler, som angiver at de er hævet eller sænket eller lignende. Det gør man sjældent i IPA. Sagen er man ikke kan give en absolut definition af sprogs vokalkvaliteter, og det har man taget konsekvensen af i IPA. I IPA er vokalerne således defineret relativt og lidt abstrakt. At notere en vokal som hævet eller sænket giver altså kun mening hvis man samtidig siger i forhold til hvad, og det gør DDO ikke. Vokalers definition i IPA går jeg også i dybden med i et kommende indlæg.
  • Halvvokaler: DDO bruger buer under nogle vokaler, som [u̯ i̯ ], som traditionelt i dansk fonetik kaldes halvvokaler. Disse er også overflødige i bred IPA, i hvert fald i moderne dansk, men muligvis ikke i den konservative udtalestil der refereres til i DDO. Halvvokalerne danner diftong med en foranstående vokal, og i et kommende indlæg vil jeg gennemgå hvordan diftonger håndteres i IPA.

Hvis vi ser bort fra de franske nasalvokaler som også er inkluderet i DDO, er de eneste nødvendige diakritiske tegn aspirationen på to af vores plosiver /pʰ kʰ/, og så notation af længde, betoning og stød (og som man også benytter i Dania). I Dania bliver der faktisk brugt en del flere diakritika. Og så er der lige det bløde d, som DDO noterer [ ð̠ˠ̞ ].

Det bløde d er notorisk vanskeligt at notere i IPA, og hvis man skal forklare det på skrift med brug af IPA, er man nødt til at bruge en mængde diakritika i snæver IPA. Men i bred IPA kan og bør man blot skrive /ð/ uden diakritika. Det er altså ikke unøjagtig IPA at skrive /ð/. Det er ikke en forenkling eller en særlig tilpasning til dansk. Det er ganske enkelt (bred) IPA.

Til gengæld er mange af DDO’s andre forenklinger og tilpasninger ikke i overensstemmelse med IPA. Brugen af [p t k b d g] svarer ikke til IPA’s definitioner, men til Danias, og ligeledes afviger nogle af vokalerne fra hvordan de typisk bruges i IPA (men svarer til hvordan der skelnes i Dania). Forenklingerne i DDO er således ikke det samme som bred IPA, men en hybrid mellem Dania og IPA.

Hvorfor har IPA-skemaet så mange diakritika hvis man ikke skal bruge dem?

Det virker måske paradoksalt at IPA på den side siger at man skal undgå diakritika, og på den anden side stiller en tabelfuld diakritika til rådighed. Eksistensen af diakritika i IPA-skemaet kan meget let give anledning til forståelsen at hvis de er der, skal de vel også bruges.

IPA’s primære mål er at levere separate symboler til sprogs distinktive lyd. Men et sekundært mål er også at levere værktøjer til finere notation om fonetiske nuancer i verdens sprog, og her kan man bruge diakritika til at notere den slags nuancer.

Almindelig, og anbefalet, IPA-praksis er dog at følge princippet om at undgå diakritika i almindelige transskriptioner, men supplere med en oversigt over konventioner i snæver IPA, dvs. en oversigt over de ikke-distinktive detaljer, som kan underforstås.

Det er selvfølgelig lidt samme ide som lydskriftoversigten i DDO, altså at man forenkler transskription og giver en detaljeret beskrivelse med snæver IPA. Men hverken DDO’s forenklinger såvel som deres fremstilling af ‘nøjagtige IPA’ giver altså et retvisende billede af IPA jf. ovenstående. Man kan jo faktisk inden for IPA’s rammer sagtens skrive en enkel lydskrift. Det kunne man sagtens have benyttet i DDO, eller forklare hvorfor man afviger fra denne (hvilket der kan være fornuftige redaktionelle grunde til), eller man kunne give en mere ærlig fremstilling af snæver IPA som ikke er helt så kompleks som oversigten på DDO antyder.

Når jeg har været igennem de næste emner, vil jeg præsentere et samlet overblik over mit bud på hvordan bred og snæver IPA skal se ud hvis man følger IPA’s principper, så man kan sammenligne med DDO’s bud. Men der er lige en række andre punkter der skal afklares inden vi kommer dertil.

I næste indlæg går jeg i detaljer med plosiver og affrikater i IPA.