schwa.dkHarald er Københavns Universitets årlige pris til en underviser der har gjort det særlig godt, og det er de studerende der er med til nominere kandidaterne. Årets Harald er netop gået til adjunkt John Tøndering fra Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, som underviser og forsker i fonetik.
Stort tillykke herfra til John Tøndering.
Se og hør rektors tale og studenternes begrundelse her:
(NB! Dette indlæg er opdateret 12/5/21. Lydskrift og terminologi er opdateret til IPA, og indholdet er visse steder lettere redigeret)
Nogle ord der isoleret udtales med knirk, taber knirk når de står som førsteled i et sammensat ord, fx /iː̰s væː̰l huː̰s lyː̰s pɔː̰l/ is, hval, hus, lys, bål, men /ispiː̰l væːlfesk husly̰ː lysɒ̰ː pɔːltsæːlə/ isbil, hvalfisk, husly, lysår, båltale. Som opvokset uden knirk (Bornholm), er dette noget der stadig kan forvirre mig. Hvilke ord taber knirk og hvilke gør ikke? Jeg kender ikke til nogen komplet gennemgang af emnet, og nogle af de ting jeg har læst rundt omkring, er forkerte. I dette indlæg gennemgår jeg nogen af mine egne observationer.
Hvis ordet får fuge-e, fx hund/hundehus, taber det så godt som altid knirk. I flere bøger står der at knirk bevares ifm. fuge-s, fx landmand vs. lan̰dsmand og hån̰dsrækning vs. håndbold, men det passer ikke helt. Knirket tabes efter diftonger, fx tidsnød, dødsulykke, livskraft, spørgsmål. Det tabes også i nogle ord der slutter på vokal, som gårds-, ansvars-, Det tabes også hvis førsteleddet i sig selv er et kompositum, fx /ˈnɛːsəhoɐ̰n/ næseho̰rn, men /ˈnɛːsəhoɐnspilə/ næsehornsbille. Do. i fx opholdssted, folketingsvalg osv.
Når der ikke er noget fugebogstav, er det uforudsigeligt hvad der sker med knirket. Hvilke ord der taber knirk er individuelt, dvs. der er bestemte ord der taber knirk, og de gør det som regel i alle sammensætninger de indgår i.
Grønnum (2005) nævner kun at enstavelsesord kan tabe knirk på denne måde, men det er ikke helt korrekt. Der er en del flerstavelsesord med -en/-em/-er som taber knirk i sammensætninger: under-, over-, finger-, mellem– og sammen-. Jeg har desuden hørt kobber– uden knirk, som DSDU angiver som jysk og ældre udtale.
Flerstavelsesord der ender på betonet i taber altid længde og knirk, såsom partḭ/partiformand, kemḭ/kemiingeniør, anæstesḭ/anæstesilæge, politḭ/politibetjent osv.
Helt uden for disse mønstre findes telefon– med tab af knirk hos en del talere.
Ud over at miste knirk er der også nogle ord der taber vokallængde, som is-, hus-, lys– i ovenstående eksempler. Dette gælder oftest for ord med høje vokaler /i y u/ fx fri-, ny-, dyb-, pris-, ris-, rus-, men længden synes at blive bevaret foran /n/ ikke fx tun-, vin-, lyn-. Dette kan også ske selvom der er fuge-e, fx lyse-, muse-.
Også /ø/ taber hyppigt længde jf. løs/løssluppen, sø/sømand, og /o/ når det står i åben stavelse, jf. to/todelt, sko/skosål, men fx ikke sol/solgud.
Med /ɔ/ veksler det lidt. I nogle ord taber det længde og ændrer samtidig vokalkvalitet, fx stål/ståltråd. Det gælder vist alle ord med åben stavelse, jf. blå/blåskimmel, grå/gråhåret, skrå/skråplan. Andre ord taber knirk, men bevarer længden fx mål/målmand, bål/båltale. En ændring i vokalkvalitet indikerer at længden er tabt længere tilbage i historien.
For a-vokaler gælder det vist at alle ord der rimer på bag eller lav, taber længde og får åben a-vokal, jf. sag/sagfører, sav/savværk osv.
Vokalerne /e ɛ/ synes at modstå længdetab, jf. ben/benspæn, mel/melbolle.
Vokallængdetab er vist i nogle tilfælde afhængig af dialekt; jyder har typisk lang vokal i Island, isbil, husbåd osv., hvor sjællændere har kort vokal.
Nogle gange sker det at ord der normalt mister knirk, bevarer det i bestemte sammensætninger. Således taber rød– som regel knirk, men det bevares i rød̰grød̰. Ligeledes med blå– som bevarer knirk i Blå̰gå̰rds Plads (navnlig hvis man er lokalt kendt). Jeg har også hørt ko̰ldskå̰l udtalt med knirk selvom kold– normalt taber knirk.
Fælles for disse eksempler er at rimdelen i de to stavelser i hhv. rødgrød, Blågård og koldskål ligner hinanden meget. Jeg mistænker at knirket i andet led kan have en afsmitning på hvorvidt det bevares i første led hvis de to led ligner hinanden tilstrækkeligt meget.
Spøgsmålet er om der er et kriterium for hvilke ord der taber knirk og hvilke der ikke gør. Ifølge Grønnum er det kun veletablerede ord der taber knirk på denne måde. Men en undersøgelse udført af to overbygningsstuderende i lingvistik i 2008 viste at tab af knirk også sporadisk forekommer når informanter bliver bedt om at danne sammensætninger af nonsensord såsom gnald+hopper eller grøj+hipper. Det indikerer at vi til en vis grad bruger tab af knirk som en slags fuge-element, altså en indikator af at der er en særlig tilknytning mellem dette og efterfølgende ord.
For nogle år siden skulle jeg i forbindelse med udviklingen af et talesynteseprogram tjekke en liste med 520 enstavelsesord for se om der kunne dannes en regel for hvilke ord der tabte knirk i sammensætninger. Det jeg fandt frem til, var at disse ord som hovedregel taber knirk:
Ord med to eller flere postvokaliske ikke-vokoide konsonanter bevarer som regel knirk. Dog er der undtagelser, fx mønt, kunst, kant, bank, hals, bold som taber knirk, jf. fx møntsamler, kunstmaler, kantspiller, bankforretning, halsbrand, boldbane.
Når man kigger på eksemplerne lader det til at høje vokaler /i u y/ er overordentlig tilbøjelige til tab af knirk længde, mens ikke-høje fortungevokaler /e ɛ/ synes at modstå det til en vis grad.
Desuden er ord med postvokaliske halvvokaler /ɤ ʊ ɪ ɐ/ meget tilbøjelige til at tabe knirk og længde. Ord med postvokalisk /n l/ synes desuden i højere grad at bevare længden selvom de taber knirk. Nogen skudsikker regel findes ikke, men der synes trods alt at være visse fonetiske betingelser der spiller ind.
Dansk retskrivning er som bekendt ikke særlig lydret, men vi har dog ord, som fx nu, vi, møl og nevø, som kan udtales nøjagtig som var det lydskrift [nu vi møl nevø]. Jeg har bladret mine udtaleordbøger og min hjerne igennem for at finde de længste sådanne ortografonemiske ord (jep, det var et ord jeg selv har fundet på, og ja, det indeholder en haplologi).
Man er nødt til ikke at være for striks. Hvis man forlanger meget fin lydskrift, kommer man naturligvis ikke ret langt, for så skal der læsses en masse diakritika på. Men hvis man bruger almindelig grov IPA, går det lidt lettere.
Til at begynde med kan man udelukke alle ord med lang vokal eller stød – den slags ting markerer vi ikke i ortografien. Og vi har heller ikke noget schwa! Til gengæld vedtager jeg at alle ord kan udtales ubetonet, for så slipper jeg for at tage stilling til tryk, som heller ikke markeres ortografisk.
Umiddelbart kan jeg finde ortografonemiske ord på op til syv bogstavers længde:
Der er også en del på seks bogstaver:
Og på fem bogstaver har vi bl.a. antal, banjo, dildo, metal, salsa, halal, tyfus, mysli, panda, miljø, gebis.
Hvis vi nu siger at /p t k/ kan aspireres finalt – det kan de godt – så kan vi inkludere ord der slutter på p, t, k, herunder en masse afledninger der slutter på –isk eller –ist. Således kommer vi op på 10 bogstavers længde:
Og ikke mindst:
Det kunne selvfølgelig være rart hvis man kunne udbygge det til fx positivistisk (13), men jeg kan ikke få mig selv til at aspirere det andet t – det bliver [positivisdisk].
Og så kan man naturligvis begynde at sætte ordene sammen til mere eller mindre rimelige ord. Her kan man drage nytte af at nogle vokaler taber stød og længde i sammensætninger:
Hvis man nu brugte dania i stedet for IPA – hvilket man selvfølgelig ikke gør – men alligevel, hvis man nu gjorde, så kunne man også finde ord med bogstaverne æ, å og r – å hjælper dog ikke stort, da det stort set altid er en lang vokal hvis den har å-kvalitet. Men af længere ord kan det nævnes at inkluderingen af æ giver os fx pædagogik (9), og r giver os fx problematik (11).
Jeg har garanteret langt fra fanget alle, så hvis du kommer på nogle gode ortografonemiske ord, så smid gerne en kommentar.