Kategorier
Fonologi

Tab af knirk og længde i sammensatte ord

(NB! Dette indlæg er opdateret 12/5/21. Lydskrift og terminologi er opdateret til IPA, og indholdet er visse steder lettere redigeret)

Nogle ord der isoleret udtales med knirk, taber knirk når de står som førsteled i et sammensat ord, fx /iː̰s væː̰l huː̰s lyː̰s pɔː̰l/ is, hval, hus, lys, bål, men /ispiː̰l væːlfesk husly̰ː lysɒ̰ː pɔːltsæːlə/ isbil, hvalfisk, husly, lysår, båltale. Som opvokset uden knirk (Bornholm), er dette noget der stadig kan forvirre mig. Hvilke ord taber knirk og hvilke gør ikke? Jeg kender ikke til nogen komplet gennemgang af emnet, og nogle af de ting jeg har læst rundt omkring, er forkerte. I dette indlæg gennemgår jeg nogen af mine egne observationer.

Hvis ordet får fuge-e, fx hund/hundehus, taber det så godt som altid knirk. I flere bøger står der at knirk bevares ifm. fuge-s, fx landmand vs. lan̰dsmand og hån̰dsrækning vs. håndbold, men det passer ikke helt. Knirket tabes efter diftonger, fx tidsnød, dødsulykke, livskraft, spørgsmål. Det tabes også i nogle ord der slutter på vokal, som gårds-, ansvars-, Det tabes også hvis førsteleddet i sig selv er et kompositum, fx /ˈnɛːsəhoɐ̰n/ næseho̰rn, men /ˈnɛːsəhoɐnspilə/ næsehornsbille. Do. i fx opholdssted, folketingsvalg osv.

Når der ikke er noget fugebogstav, er det uforudsigeligt hvad der sker med knirket. Hvilke ord der taber knirk er individuelt, dvs. der er bestemte ord der taber knirk, og de gør det som regel i alle sammensætninger de indgår i.

Grønnum (2005) nævner kun at enstavelsesord kan tabe knirk på denne måde, men det er ikke helt korrekt. Der er en del flerstavelsesord med -en/-em/-er som taber knirk i sammensætninger: under-, over-, finger-, mellem– og sammen-. Jeg har desuden hørt  kobber– uden knirk, som DSDU angiver som jysk og ældre udtale.

Flerstavelsesord der ender på betonet i taber altid længde og knirk, såsom partḭ/partiformand, kemḭ/kemiingeniør, anæstesḭ/anæstesilæge, politḭ/politibetjent osv.

Helt uden for disse mønstre findes telefon– med tab af knirk hos en del talere.

Længdetab

Ud over at miste knirk er der også nogle ord der taber vokallængde, som is-, hus-, lys– i ovenstående eksempler. Dette gælder oftest for ord med høje vokaler /i y u/ fx fri-, ny-, dyb-, pris-, ris-, rus-, men længden synes at blive bevaret foran /n/ ikke fx tun-, vin-, lyn-. Dette kan også ske selvom der er fuge-e, fx lyse-, muse-.

Også /ø/ taber hyppigt længde jf. løs/løssluppen, sø/sømand, og /o/ når det står i åben stavelse, jf. to/todelt, sko/skosål, men fx ikke sol/solgud.

Med /ɔ/ veksler det lidt. I nogle ord taber det længde og ændrer samtidig vokalkvalitet, fx stål/ståltråd. Det gælder vist alle ord med åben stavelse, jf. blå/blåskimmel, grå/gråhåret, skrå/skråplan. Andre ord taber knirk, men bevarer længden fx mål/målmand, bål/båltale. En ændring i vokalkvalitet indikerer at længden er tabt længere tilbage i historien.

For a-vokaler gælder det vist at alle ord der rimer på bag eller lav, taber længde og får åben a-vokal, jf. sag/sagfører, sav/savværk osv.

Vokalerne /e ɛ/ synes at modstå længdetab, jf. ben/benspæn, mel/melbolle.

Vokallængdetab er vist i nogle tilfælde afhængig af dialekt; jyder har typisk lang vokal i Island, isbil, husbåd osv., hvor sjællændere har kort vokal.

Knirkharmoni

Nogle gange sker det at ord der normalt mister knirk, bevarer det i bestemte sammensætninger. Således taber rød– som regel knirk, men det bevares i rød̰grød̰. Ligeledes med blå– som bevarer knirk i Blå̰gå̰rds Plads (navnlig hvis man er lokalt kendt). Jeg har også hørt ko̰ldskå̰l udtalt med knirk selvom kold– normalt taber knirk.

Fælles for disse eksempler er at rimdelen i de to stavelser i hhv. rødgrød, Blågård og koldskål ligner hinanden meget. Jeg mistænker at knirket i andet led kan have en afsmitning på hvorvidt det bevares i første led hvis de to led ligner hinanden tilstrækkeligt meget.

Fonetisk betinget?

Spøgsmålet er om der er et kriterium for hvilke ord der taber knirk og hvilke der ikke gør. Ifølge Grønnum er det kun veletablerede ord der taber knirk på denne måde. Men en undersøgelse udført af to overbygningsstuderende i lingvistik i 2008 viste at tab af knirk også sporadisk forekommer når informanter bliver bedt om at danne sammensætninger af nonsensord såsom gnald+hopper eller grøj+hipper. Det indikerer at vi til en vis grad bruger tab af knirk som en slags fuge-element, altså en indikator af at der er en særlig tilknytning mellem dette og efterfølgende ord.

For nogle år siden skulle jeg i forbindelse med udviklingen af et talesynteseprogram tjekke en liste med 520 enstavelsesord for se om der kunne dannes en regel for hvilke ord der tabte knirk i sammensætninger. Det jeg fandt frem til, var at disse ord som hovedregel taber knirk:

  • ord med 0 eller 1 (udtalt) postvokalisk konsonant (men der er undtagelser, fx gen, brøk, ion, ko, kø, te, fe, fæ, bæ, glo som bevarer knirk).
  • ord med en eller flere postvokaliske konsonanter hvor den første er vokoid (ingen kendte undtagelser).

Ord med to eller flere postvokaliske ikke-vokoide konsonanter bevarer som regel knirk. Dog er der undtagelser, fx mønt, kunst, kant, bank, hals, bold som taber knirk, jf. fx møntsamler, kunstmaler, kantspiller, bankforretning, halsbrand, boldbane.

Når man kigger på eksemplerne lader det til at høje vokaler /i u y/ er overordentlig tilbøjelige til tab af knirk længde, mens ikke-høje fortungevokaler /e ɛ/ synes at modstå det til en vis grad.

Desuden er ord med postvokaliske halvvokaler /ɤ ʊ ɪ ɐ/ meget tilbøjelige til at tabe knirk og længde. Ord med postvokalisk /n l/ synes desuden i højere grad at bevare længden selvom de taber knirk. Nogen skudsikker regel findes ikke, men der synes trods alt at være visse fonetiske betingelser der spiller ind.