laveste pris for generiske piller http://1apotekonline.com/

Lær noget nyt på den sjove måde:

Næsehulen og stemmelæberne McGurk-effekten Overtonesang Kardinalvokalerne Hvorfor får man lys stemme når man inhalerer helium? Strubesang

fonemer

Kan man finde alle sprogs moder ved at tælle fonemer?

En artikel i Science har vakt opsigt i sprogblogge og medier rundt omkring i verden de seneste dage. Forskeren Quentin Atkinson mener at have fundet et urgammelt spor i alverdens sprog som peger på at alle sprog har en fælles oprindelse i det sydlige Afrika. Læs et abstrakt af artiklen her.

Atkinson har via data fra WALS opdaget at antallet af fonemer i et sprog statistisk set falder jo længere man bevæger sig væk fra Afrika. Tendensen er mildest talt ikke stærk, men dog statistisk signifikant. Dette skulle være i overensstemmelse med biologiske data om menneskets oprindelse i og udvandring fra Afrika og således indikere at alle verdens sprog har fælles oprindelse i Afrika. Læs en gennemgang af artiklen i New York Times.

Jeg ikke i sig selv noget imod et afrikansk ursprog, men spørgsmålet er hvor meningsfuld Atkinsons argumentation er.

Mark Liberman har på language log skrevet en grundig kritik af Atkinsons metode, og jeg er helt enig i den er meget problematisk. Hvor mange fonemer der er i et sprog, er fx meget et spørgsmål om hvordan man vælger at analysere. I dansk har vi fx 10, 20 eller 30 vokalfonemer i betonet stavelse alt efter om man vælger at betragte lange og stødte vokaler som selvstændige fonemer eller ej. På forskellige kontinenter har man forskellige traditioner for fonologisk analyse, og det i sig selv kan gøre at Atkinson sammenligner æbler med appelsiner.

Et andet stort problem er at mennesket udvandrede fra Afrika for 50-100.000 år siden. Det er yderst spekulativt at der skulle være nogen som helst korrespondance i antallet af fonemer i moderne afrikanske sprog og det første sprog, som således skulle være tilsvarende gammelt.

Det sker hele tiden at gamle fonologiske kontraster forsvinder og nye opstår. Mange afrikanske sprog har en tendens til ord med få stavelser og simple konsonantklynger, men mange fonematiske kontraster. Andre sprog har tendens til komplekse konsonantklynger eller ord med mange stavelser.

Det er ganske enkelt urimeligt kun at kigge på foneminventaret og ikke tage andre fonologiske kontraster med i betragtning. Hvis Atkinson havde kigget efter morfologisk kompleksitet eller fonotaktisk kompleksitet, ville han have fundet at ursproget opstod i helt andre dele af verden.

Det er velkendt at sprog med kliklyde har ekstremt mange fonemer i forhold til sprog uden kliklyde – enten har man mange kliklyde, eller også har man ingen. Kliksprog findes kun i det sydlige Afrika, og det er med til at skævvride Atkinsons statistik. Det er en populær ide at kliklyde er urgamle sproglyde. Det kan de vel være, men et sprog bliver ikke et ursprog bare fordi det har kliklyde. Det er ikke til at vide om fonematiske kliklyde er opstået før eller efter udvandringen fra Afrika, men det spiller næppe nogen rolle for antallet af fonemer i beslægtede sprog der har tabt kliklydene.

Så til spørgsmålet om Atkinsons argumentation giver mening vil jeg sige at antallet af fonemer i moderne sprog er alt for arbitrært i forhold til at teste ursprogsteorien. Jeg tror også at enhver sproghistoriker vil mene at der skal mere til end at tælle fonemer for at vise et slægtskab mellem forskellige sprog.

Hvad ved journalister om fonetik?

En af mine yndlingsaversioner er journalister der forsøger at formidle videnskabelige undersøgelser. De mest spektakulære overskrifter bliver til det mest fabelagtige nonsens når man dykker ned i artiklen.

Nu sker det heldigvis/desværre sjældent at fonetiske undersøgelser dukker op i mainstreamnyhederne, men i dag er der en artikel på Jyllandspostens forbrugerside fpn.dk som handler om at træthed påvirker udtalen af bestemte lyde. Måske ikke ligefrem spektakulært, men i det mindste fonetisk.

Det går dog galt for journalisten, for artiklen er idiotoversat fra engelsk. Den oprindelige artikel forklarer at /p t k/ kommer til at lyde som /b d g/ når man er træt, så fx police kommer til at lyde som bolice på engelsk. Dette er kluntet oversat til at politi kommer til at lyde som boliti, hvilket man for det første ikke kan konkludere – de engelske fonemer kan ikke uden videre ‘oversættes’ til danske – og for det andet, selv hvis man kunne, så har journalisten overset t’et i politi, som jo også burde blive oversat til d, altså bolidi.

/p t k/ og /b d g/ er ikke det samme på dansk og engelsk

Det er en almindelig fejl når danskere taler engelsk, at de udtaler lukkelydene /p t k b d g/ på samme måde som på dansk, men fonemerne dækker ikke over de samme lyde i de to sprog.

På engelsk er den primære forskel på lukkelydene at /p t k/ er ustemte, mens /b d g/ er stemte (opdatering 8/3/11: se Christians kommentar nedenfor). På dansk er alle lukkelyde imidlertid ustemte, og den primære forskel i dansk er at /b d g/ er uaspirerede = [b̥ d̥ g̊], mens /p t k/ er aspirerede = [pʰ tˢ kʰ], dvs. de ledsages af en smule friktionsstøj fra luft der slipper ud af munden.

Det er ganske almindeligt, også i dansk, at ustemte uaspirerede lukkelyde bliver stemte i mindre distinkt udtale. På engelsk betyder det at /p t k/ bliver lig /b d g/, men på dansk betyder det bare at [b̥ d̥ g̊] bliver til [b d g], men da vi ikke har nogen fonologisk stemthedskontrast, giver det ikke anledning til forveksling på dansk.

Til gengæld er de danske [pʰ tˢ kʰ] blandt de lyde der er allermest resistente over for reduktion. Man kan selv bladre igennem udtaleordbogen og se hvor sjældent ord der starter med p udtales med noget andet end [p], og ligeledes ord der starter med t og med k.

Når dansk [pʰ tˢ kʰ] reduceres, bliver de typisk til frikativer, dvs. man får ikke lukket helt i talekanalen så /p/ → [β ɸ], /t/ → [s z] og /k/ → [x ɣ]. Friktionsstøjen, som de har fordi de er aspirerede, er altså det træk der bevares bedst, og lydene bevarer således en distinkt forskel fra de uaffrikerede /b d g/.

Det er mao. det rene sludder at oversætte det at /p t k/ bliver til /b d g/ på engelsk, til det samme for dansk.

Noget om guitar og metatese af distinktive træk

Jeg var for nylig på museum med min 2½-årige datter og pegede på et musikinstrument og spurgte hvad det var. “En [ˈkidɑ]”, svarede hun, tænkte sig lidt om og rettede det til “en [ˈgitɑ]”.

Det min datter lavede, var en særlig slags metatese, hvor det ikke er to lyde der bytter plads, men kun to distinktive træk der bytter plads.

Nogle gange bliver det fremstillet som at de mindste betydningsadskillende enheder i sproget er fonemerne, men fonemer kan splittes yderligere op i distinktive træk. Forskellen på fx /m/ og /n/ er udelukkende deres artikulationssted, bilabial vs. alveolær, mens de på alle andre punkter er ens; begge er nasale konsonanter. /m/ og /d/ er derimod mere forskellige idet at de ud over forskelligt artikulationssted også er forskellige mht. nasalitet.

For at vende tilbage til det oprindelige eksempel så er forskellen på /t d/ vs. /k g/ deres artikulationssted, mens /k t/ er aspirerede vs. de uaspirerede /g d/, hvilket kan stilles op i et diagram således:

+asp -asp
coronal t d
dorsal k g

(coronal = artikuleres med tungespidsen/-bladet, dorsal = artikuleres med tungeryggen)

Når min datter altså udtaler guitar som [ˈkidɑ] i stedet for [ˈgitɑ], er der altså udelukkende byttet rundt på det distinktive træk [+/- asp].

Nogle fonologer vil hævde at distinktive træk ikke har nogen kognitiv realitet, men udelukkende er et praktisk beskrivelsesredskab. Metateser som disse kan dog bruges som argument for distinktive træk har en kognitiv realitet, da de netop kan flyttes selvstændigt uden at hele fonemet flytter med.

Hvor mange vokallyde er der i dansk?

Det spørgsmål er ikke helt let at besvare, for det kommer i høj grad an på hvordan man tæller, og hvor meget der skal til før man synes to vokaler er ens eller forskellige. Svaret på det spørgsmål kan veksle fra ca. 10 til ca. 50 vokaler.

Strengt taget, akustisk set, er enhver vokal der udtales, fysisk forskellig fra alle andre vokaler der nogensinde er udtalt. Med tilstrækkelig fint måleapparat vil man altid kunne måle en lille forskel på to vokaler.

På trods af dette har vi en abstrakt forestilling om at nogle vokaler er ens. Dels er vores perceptionsapparat ikke fintfølende nok til at opfange bittesmå akustiske detaljer, og dels kan udtalen af en vokal påvirkes af de konsonanter den er omgivet – også så meget så vi tydeligt kan høre det – men vi tilskriver ikke denne variation nogen sprogligt betydningsadskillende funktion.

Eksempel: Alle danskere ved at /a/ lyder tydeligt forskelligt i ordene kat og rat. Vi ved at /a/ udtales arh-agtigt når vi sætter er /r/ foran. I en vis forstand har vi dog kun ét a, ét fonem, men det kan udtales forskelligt alt efter omgivelserne.

Fonologisk

Man kan analysere sig frem til at vi har 11 vokalfonemer på dansk:

/i y u/ – høje vokaler

/e ø o/ – halvhøje vokaler

/ɛ œ ɔ/ – halvlave vokaler

/a/ – lav vokal

/ə/ – neutral vokal (findes kun i ubetonede stavelser)

Alle vores forskellige vokalkvaliteter kan udledes af disse 11 fonemer efter bestemte regler der tager højde for om vokalerne er korte eller lange og hvilke konsonanter de er nabo til osv.

De tre vokaler /y ø œ/ kan måske endda reduceres til /y ø/ jf. dette indlæg. (Tilføjet 17. maj. 2011)

Vokalkvalitet

Hvis man undersøger hvordan vokalerne konkret udtales (det kan man enten gøre artikulatorisk, akustisk eller auditivt) så er der i betonede stavelser typisk et sted mellem 16-18 vokalkvaliteter afhængigt af hvilken variant af dansk man taler. Hvis man er godt trænet i lydopfattelse, kan man skelne nogle flere, men så er vi vist også ved at nærme os grænsen for vores auditive formåen.

Dvs. vi har brug for 16-18 forskellige lydskriftsymboler, når vi skal lydskrive danske vokaler i betonede stavelser. Hertil kommer nogle stykker som kun findes i ubetonede stavelser (se nedenfor).

Igen, akustisk set er alle vokaler i hvert fald en lille smule forskellige, men de samler sig i nogle klynger, og man kan derfor regne med at vokalerne inden for en klynge er så ens så vi ikke opfatter dem som forskellige i nogen lingvistisk interessant henseende.

Vokallængde og stød

Vi har på dansk en skelnen mellem korte og lange vokaler, og lange vokaler kan desuden have stød. Hvis man ønsker at regne stød og længde som en egenskab ved vokalen (snarere end en egenskab ved stavelsen, hvilket der ellers kan være god grund til at gøre), så har vi i betonet stavelse:

12 forskellige lange vokaler (nogle har 13)

12 forskellige vokaler med stød

16 forskellige korte vokaler

I alt 40 forskellige vokalkvaliteter i betonede stavelser. Dertil kommer vokaler som i distinkt udtale normalt kun findes i ubetonede stavelser. Her er nok en håndfuld, primært [ə ɐ ɪ ʊ ð̩], men vokalinventaret i ubetonede stavelser er noget sløret og ikke særlig godt undersøgt endnu.

Konklusion

Så hvor mange vokaler har vi? Tja, hvis du vil chokere, så sig endelig at vi har 40-50 stykker. Hvis de vil være mere lempelig, så sig 11 fonemer; det er stadig et imponerende antal der kan slå de fleste af verdens sprog af banen. Og endelig, når vi lydskriver vokaler, bruger vi typisk omkring 20 forskellige vokalsymboler.

Følg med

rss e-mail FB Twitter