laveste pris for generiske piller http://1apotekonline.com/

Lær noget nyt på den sjove måde:

Næsehulen og stemmelæberne McGurk-effekten Overtonesang Kardinalvokalerne Hvorfor får man lys stemme når man inhalerer helium? Strubesang

Fonæstemer

Da jeg startede med at læse lingvistik var noget af det første fik at vide at der ikke er nogen sammenhæng mellem et ords udtryk og dets betydning. Det lærer man sikkert stadigvæk. Vi kan ikke regne ud hvad et ord betyder, bare ved at høre hvordan det lyder, og vi kan ikke regne navnet på en ting ud udelukkende på baggrund af dets funktion.

Vi kan også se at ord med samme betydning hedder noget vidt forskelligt på forskellige sprog. Fx japansk jin, dansk menneske. Og ord der lyder ens, kan betyde noget forskelligt, fx italiensk caldo ‘varm’, svensk kalt ‘kold’. Når ord engang imellem hedder og betyder nogenlunde det samme på forskellige sprog, er der som regel en sproghistorisk forklaring.

Fonæstetik

Alligevel har man ude i den lingvistiske periferi i mange år undret sig over at der  tilsyneladende er lyde og betydninger der er knyttet til hinanden. Et af de mest velkendte eksempler er engelsk gl– som er knyttet til ord der betyder noget med lys såsom glisten, glitter, gleam, glow, glint. Vi har det også i dansk i ord som glimmer, glød, glitter, glans, glimt, gloende, glorie. På engelsk bruger man betegnelsen phonestheme (af phone + esthetic), så jeg vil oversætte det til fonæstem [fonɛˈsd̥eːˀm] (jeg er også blevet gjort opmærksom på betegnelsen eksprem).

Fonæstemer lader til at være knyttet til initiale konsonantklynger, såsom:

  • St– (opretstående, stiv): Stå, stiv, stok, stabel, stige, stang, stylter, stolpe osv.
  • Spr– (eksplosivt spredende): Sprede, sprøjte, spraye, sprinkle, springvand, ?sprudle, sprutte.
  • Kr– (rundt og krumt): Kreds, krans, krum, krøllet, kringlet, krummelurer, krank, krater, (om)kring, krog, krone, krusning, krøbling.
  • Pj- (sølle og ynkelig): Pjalt, pjaskvåd, pjattet, pjevset, pjok, pjusket, pjække.

Forklaringer

Er sammenhængen mellem lyd og betydning tilfældig, eller er der en rimelig forklaring? Det er et godt spørgsmål, og jeg er ikke overbevist om svaret. Der er nogle udmærkede slides med statistisk fremgangsmåde af Drellishak. Og Åsa Abelin har skrevet lidt om fonæstemer i svensk.

Det første man skal være opmærksom på, er selvfølgelig at fonæstemer kan opstå helt tilfældigt. Vi har et begrænset antal konsonantklynger til at udtrykke de betydninger vi har brug for. Hvis man bruger en terning til at fordele betydninger på konsonantklynger, vil nogle betydninger være mere repræsenteret af nogle konsonantklynger end andre.

Et statistisk grundproblem er at hvis man bliver ved med at lede, så finder man noget usandsynligt, og hvis leder alle konsonantgrupper igennem, så vil der med stor statistisk sikkerhed vise sig noget som ville virke usandsynligt hvis det var det var det første man havde fået øje på. Det er mao. forventeligt at man finder noget usandsynligt hvis man leder længe nok. Det betyder ikke at det ikke er tilfældigt.

En anden forklaring er at der kan være etymologiske forklaringer. Måske stammer forskellige ord med samme konsonantklynge fra ét og samme ord. I de tilfælde kan det lydlige sammenfald forklares uden at inddrage en teori om fonæstemer.

Der kan også være en onomatopoietisk forklaring. Den bedste måde at producere et springvand med sproglyde er muligvis med et kraftigt spruttende [spr]. Denne forklaring kan dog rimeligvis kun række til fænomener der involverer lyd.

Den sidste forklaring, den fonæstetiske, er selvfølgelig at der er noget om det. Vi sprogbrugere knytter lyde til betydninger. I hvert fald i et vist omfang.

Hvis en lydkombination er blevet statistisk knyttet til en betydning, kan det fornemmes af sprogbrugerne, og det kan gå hen at blive pseudoproduktivt. Det kan fx være med til at betydninger kan ændres så de svarer til lydende. Fx:

Da jeg var barn var der ikke noget i vejen med ordet lugt. Det var et neutralt ord. En rose og en lort kunne lugte, hhv. godt og skidt. I dag forbinder mange lugt med noget negativt, det er kun lort der lugter. Til gengæld er dufter blevet det nye lugter.

En fonæstetisk forklaring kunne være at ord der starter med lu– ofte (og muligvis tilfældigt, eller af helt andre grunde) har negative konnotationer, fx lusket, lumsk, ludder, lummer, ludfattig, lurendrejer, lurepasse, lus, luset. Mon ikke den negative konnotation kan smitte af på andre ord med lydlige ligheder?

Der kan selvfølgelig være andre forklaringer, såsom samfundsforandringer hvor udsendelse af naturlige duftstoffer i stigende grad er tabu, osv. Men ikke desto mindre.

Denne argumentation virker måske ok i nogen tilfælde. Men jeg har svært ved at se det virke i tilfælde som st– og kr– ovenfor. Disse konsonantpar er i det hele taget meget hyppige, og de har således også mange andre betydninger knyttet til sig.

Så, selvom der måske er noget om det, vil jeg nok betragte fonæstemer som et kuriosum snarere end en primær drivkraft i udformningen af sprog.

Til videre læsning:

(Tak til Skye for inspiration)

17 Comments

  1. Morten siger:

    Hej,

    Jeg læser med interesse din blog, men har ikke nogen speciel indsigt på området. Jeg har dog to ting, jeg gerne vil hive frem i forbindelse med dit indlæg:
    1) Du skriver, at spr kan have en onomatopoietisk forklaring – og det får mig til at tænke på andre gengivelse af lyde, f.eks. en hunds bjæffen, som på skrift ofte optræder forskelligt på dansk og på engelsk, så det nærmest ser ud som om, at hunde gør på engelsk og på dansk. Jeg antager her, at forskellen af hundes gøen på skrift kan hænge sammen med, at vi vælger at vægte forskellige dele af lyden, når vi gengiver den på skrift, og kan det hænge sammen med det enkelte talers foretrukne sprog – at vi foretrækker visse lyde frem for andre, og at det former de mønstre som i dine eksempler?
    2) Dit eksempel får mig til at tænke på monstret i Bjovulf, Grendel, som man ikke har kunnet lave en tilfredsstillende etymologi på, og der en tese, der lyder, at navnet er valgt, fordi det lydmæssigt ville minde påhørerne om ord som “grenja”, grind (foruden kværne, måske gnaske på dansk?) , så selvom det ingen direkte etymologi har, så har det en slags onomatopoetisk funktion (hvis jeg ikke er faret vild i begrebsapparatet), hvor lyden af ordte minder publikum om en stribe forskellige ord, og gad vide om den slags observationer kan hjælpe os til at finde mønstre i netop de lydlige sammenhænge, du har oppe at vende?

  2. Adam siger:

    Det er et møg-interessant emne. Jeg har skrevet lidt om, hvordan ordet GRÆS (modsat det regelmæssige KRÆS < 'grøntfoder' og KARSE, jf. svensk KRASSE, eng. CRESS) i urgermansk måske ændrede forlyd fra KR- til GR- pga. et fonæstem GR-:
    *grōni- 'grøn'
    *grōwan- 'gro'
    *graini- 'gren'
    *grana- 'stak på aks, grannål' (i slavisk også granica 'grænse, markskel')
    *grunþa-, *grunþu- 'slette, flad jordstrækning'
    *grufti-, *grafti-, *grefti- 'grøft'
    *gerstō- 'byg' (der findes også former med gr-)
    *greuna-, *gruntan- 'korn, gryn'
    *grūta- 'korn, grud, grus; jord'
    *grēdaga- 'grådig (om dyr på græs)', jf. gr. gástris 'grøntfoder' ~ gastronomi
    Da sammenhængen mellem lydsekvensen gr- og de betydninger, ordene har tilfælles, ikke kan være lydefterlignende, må der være tale om et fonæstem.

  3. Adam siger:

    En kommentar mere. Du skriver:

    “En anden forklaring er at der kan være etymologiske forklaringer. Måske stammer forskellige ord med samme konsonantklynge fra ét og samme ord. I de tilfælde kan det lydlige sammenfald forklares uden at inddrage en teori om fonæstemer.”

    Det er selvfølgelig vigtigt at have med. Det, at sprogbrugerne på et bestemt tidspunkt i sprogets historie ikke længere har nogen chance for at for at gennemskue sammenhængen mellem de forskellige beslægtede afledninger, mener jeg til gengæld er med til at skabe fonæstemer – og kontaminationer (sammenblandinger), som jeg fx påstår kan være sket i eksemplet græs ovenfor.

    Altså: man havde et *krasa- og en hulens masse ord med *gr-, hvoraf de fleste var beslægtede. Efterhånden opfattede sprogbrugerne dem som vidt forskellige ord og associerede forlydssekvensen gr- med vækster, marker osv. Et fonæstem var født – og det satte en kontamination (sammenblanding i gang) mellem det gamle *krasa- og ordene med *gr-. Resultatet blev *grasa- ‘græs’ og dermed endnu et ord med samme fonæstem.

  4. Kirsten siger:

    Ord er ikke lyd alene – det er også mimik. F.eks. synes det, at ord for noget rundt har en tendens til bruge netop en runding af munden: rund, rotere, rulle (roll/rollen), røre, – m.s.fl.
    (med sikkert flere).
    Og Grrrrrrrrrr skriver man, når man vil angive en bestemt sindsstemning. Den mimik, der hører til det, regner man så med at læseren kender – man trækker mundvigene ud og ‘grinar’ (på svensk) – skærer grimasse. Det er, når man bliver gram eller grimaud (fr.)
    Derfor – måske- Grendel som navn for noget grimt og græsseligt og grueligt og grumt.

  5. @ Morten, det får mig til at tænke på at fonæstemer bruges meget aktivt i navne fantasylitteratur. Tænk bare på Tolkiens Morgoth, Mordor, Morgul, Moria vs. Galadriel, Glorfindel, Fingolfin og Gilgalad.

    @ Adam, det lyder meget plausibelt. Fonæstemerne minder lidt (/en del/meget) om morfemer, og kan vel udledes via samme kognitive mekanismer som morfemer udledes via.

    Din anden kommentar mindede mig om Lars Trap-Jensens sprogminut for nyligt om slaver/slavere. Jeg har altid antaget at sammenhængen var tilfældig, hvilket den ikke er. Samtidig vil jeg bestemt ikke udelukke at ordet ’slave’ smitter af på vores opfattelse af slavere.

    @ Kirsten, tænk også på bogstavet ‘o’. Det er vist det eneste bogstav man med rimelighed kan sige er formet som vores mund når vi udtaler det. (Og er det tilfældigt at ‘æg’ hedder ‘ovum’ på latin – altså at rodvokalen er den lyd som frembringes hvis man efterligner æggets form med munden, og staves med et bogstav med samme form?)

  6. Adam siger:

    – for slet ikke at tale om Nazgûl!
    Det med slaverne har du nok ret i (måske undtagen for de af os, der beskæftiger os med slavisk til daglig ;-)
    Og hvordan hører vi navnet Pakistan? Har vi en negativ afsmitning i folkenavne på -akker (polakker, slovakker, kosakker, ostjaker, kanakker osv.) – stammer den fornemmelse fra et fonæstem -ak(k)- som i rakkerpak etc.? Hvad med muslimer? Er Vladivostok sådan et lidt knoklet sted? Kan kurdere lide kubik ligesom Kurt? Osv. :-)
    @ovum.
    Du siger noget. Efter lydlovene burde latin ovum (med langt o) faktisk være udviklet til avum (med langt a). Så vidt jeg husker, er ovum det eneste latinske arveord med langt o foran v. Altså ikke i skolelatin udtalt på dansk, hvor alle ville gøre det langt alligevel, men i romernes egen udtale. Kunne det være ekspressivt / fonæstemisk? … dog viser de romanske sprog alle tilbage til et kort o (spansk HUEVO, italiensk UOVO osv. med diftongering kommer af kort o) så måske er det lange o simpelthen en filologisk fejltolkning.

  7. Hej lyd-pastinakker!
    Tak for henvisninger og interesse for Knud Brant Nielsens arbejde med ‘ekspremologi’ (han bør nævnes)
    Knud skriver i børne-/ begynderhæftet om ekspremologi, ’Stå’:
    ”Modsat STR, der bevæger sig væk fra et punkt: ↔ (strække),
    er KN, der bevæger sig hen mod et punkt: →← (knibe).
    Knibe kan to fingre eller en knibtang, men kun fingre kan knipse.
    Knuder kan knyttes – også når man knebler eller knipler.
    Og der er lyd på KN, når gulvet knirker eller storken knebrer.
    Det man kniber sammen bliver massivt, tæt, fast: på snoren en knude, på tøjet en knap, i træet en knast.
    I kroppen har vi både knæ og kno, knogle og knyst – måske endda håret sat op i en knold på “knoppen”.
    – knibe, knuse, knytte, knuge, knipse, knække, knalde, knurre, knebre, knitre, kneble, knage, knirke.
    – knap, knage, knibtang, knippe, knippel, kno, knold, knogle, knop, knæ, knyst, knude, kniv.”

    Det er vel indlysende at g er blødere end k såvel som b er blødere end p og d blødere end t!

  8. Gad vide om fonæstetik er særlig virksomt i proprier. Der er vel få steder hvor så aktivt tillægger det lydlige en betydning. Er det mon fordi de i sig selv er blottet for betydning? Hvis man hører om ‘kanakker’ for første gang, har man intet andet end de lydlige associationer at danne et indtryk ud fra. Mao., hvis vi ikke kan genkende nogen orddele, så tyr vi til lyddelene for at finde mening. Det samme er nok også virksomt når vi hører ord vi ikke er bekendt med fordi de er på vej ud af sproget, såsom virak, laps, sjuft, fusentast, knøs, fløs, lurendrejer osv.

  9. Hej rødder!
    Jeg havde sandelig ikke hørt om kanakker før, så det var interessant at læse om, men betegnelsen var ikke så billeddannende som jeg husker fra barndommen, da jeg første gang i radioavisen hørte eksempelvis molukkanere nævnt.
    Barnets bevidsthed er sikkert mere synæstetisk – og det er vel også det, man spiller på i den fantasy-genre, hvis egenavne har været oppe at vende her. Vi bliver trukket ind i barnets oplevelsesmåde med et spil mellem gode og onde kræfter, behørigt benævnt.

  10. Der er en meget vigtig forklaring jeg ikke synes der her åbnes nær nok for:
    Helt elementært præges en i-lyd i højere grad af de høje formanter end eksempelvis en o-lyd og lige så grundlæggende vil resonansen søge hen til de tilsvarende korte hulrum (høj frekvens ~ kort bølgelængde; lav frekvens ~ stor bølgelængde).
    Det er altså helt naturligt, når man kan observere, at det synes universelt at have forkærlighed for i-lyde om det der er småt og o-lyde om det der er rundt/ dybt/ mørkt. Selv blandt akustikere, som er nogle værre algoritme-ryttere, ser man sig nødsaget til at inddrage ordvalg som “i skaber retning; [ɑ] skaber rum” – de skal jo forholde sig til, hvordan sangernes vokallyde folder sig ud i de rum, som de formgiver akustisk.
    Jeg har som gæstelærer arbejdet med kor på højt professionelt niveau, hvis medlemmer aldrig havde tænkt over, at man skaber klang med hele kroppen. En elementær øvelse som at intonere hhv. O, [ɑ] og I mens man mærker kroppens resonans med hænder på isse og bryst (til en begyndelse) blev for dem noget af en revolution. Prøv selv! Dette gælder naturligvis mere udpræget for sang end tale, men hvad kommer først, høne eller æg – gok eller pip?
    De lovmæssigheder Knud beskriver handler også – måske i højere grad – om konsonant-sammensætninger, og vi har altså endnu et par argumenter i bøssen for, at de også kan betragtes ud fra nogle helt organiske og oplagte sammenhænge… men nu er det ikke længere småsent, men lidt for tidligt på morgenen!

  11. Grunden til at jeg ikke nævner noget om i/o-ikoniciteten er ganske enkelt at jeg havde planlagt et særskilt indlæg om det :)

  12. Nogle spørgsmål som fonæstetikere bør forholde sig til:

    * Har fonæstemer en kognitiv realitet?
    * Er fonæstemer mere virksomme i nogle ord en andre, og hvilke?
    * Er nogle lyde og lydkombinationer mere fonæstetiske end andre, hvilke og hvorfor?
    * Hvilke koncepter kan fonæstemer udtrykke?
    * Er den konkrete lydsekvens væsentlig, eller er det snarere det overordnede lydbillede der er afgørende? (er der en fonæstetisk sammenhæng mellem fx fæl/ækel?)

    Jeg har ikke umiddelbart er klart svar. Måske tager jeg spørgsmålene op i et senere indlæg.

  13. Jeg har forelagt Knud Brant Nielsen spørgsmålene. Han var glad for at modtage dem, fandt dem spændende og inspirerende, men der kommer ikke skriftligt svar her i denne omgang. Jeg mener nu også, at alle, der har lidt tålmodighed, kan finde gode bud på svar på samtlige de spørgsmål – og flere endnu – i ekspremologi-sidens tekstfiler:
    http://www.detspringendepunkt.net/Entre/staa
    Knud ser frem til at møde alle ekspremologi-nysgerrige til Stemmens Dag, 11. april i Rundetaarn, http://www.stemmensdag.dk

  14. Mht. kognitiv realitet, så kom jeg ind på netop det emne (ud fra et konceptuelt perspektiv) i en opgave, som jeg skrev om netop ‘Sound Symbolism’ for et par år siden. Derudover er der selvfølgelig masser af gode referencer i litteraturlisten.
    PDF: http://bit.ly/9pJ7Fm

  15. @Ruben: “Da jeg startede med at læse lingvistik var noget af det første fik at vide at der ikke er nogen sammenhæng mellem et ords udtryk og dets betydning.”

    Hvis nu man betragter nogle af de elementære begreber, man som fonetik-studerende indvies i:
    frikativ, plosiv, klusil, nasal, sibilant, spirant,…
    synes jeg, det er lidt påfaldende, at benævnelserne faktisk har en udpræget sammenhæng mellem udtryk og mening: det hvislende s, det eksplosive p, det nasale n, det klæbende/klistrende kl,…
    Jeg synes ikke, man nødvendigvis skal kaldes aristoteliker eller lignende, fordi man antager, at en vigtig baggrund for sprogets tilblivelse er de helt primære associationer mellem oplevelsesfeltet (naturens riger og elementer) og de individuelle og sociale skabelsesrum: mundhule og sprog.
    Udtrykket – det ‘ekspreme’ aspekt – handler i høj grad om bevægelse som knytter sig til disse helt elementære, fællesmenneskelige erfaringer – forældede og primitive eller ej, og der synes at være visse tendenser. Som tidligere sagt: Hvis det skal forstås som videnskab, må det være af den poetiske slags, men det kan også være en styrke.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Notify me of followup comments via e-mail. You can also subscribe without commenting.

Følg med

rss e-mail FB Twitter