Jeg havde denne samtale med en omstillingsdame i dag:
Omstillingsdamen: Så skal du tale med Peter [ʁulˀs].
Mig: Peter … ?
Omstillingsdamen: [ʁulˀs]. R-U-L-S-S-S.
Mig: Øhm, ok. Tak.
Tre s’er i træk var alligevel et usædvanligt navn, tænkte jeg. Jeg måtte google lidt for at tjekke om damen virkelig havde sagt det rigtigt, og kom frem til at manden, jeg skulle tale med, hed Rulffs.
Telefoner transmitterer kun lydbølger i frekvensområdet ca. 0,3 – 3,3 kHz. Men da den akustiske forskel mellem [f] og [s] primært ligger i området over 3,3 kHz, lyder de to konsonanter meget ens i telefonen, og man er tilbøjelig til at høre begge dele som [s].
Jag brukar roa mig med att byta ut mina [v] mot [z] när jag talar i telefon.
Dersor er det en sremragende idé at sige s.eks. “S som i Srederik” sor at undgå missorståelser.
Martin, de svenske kan meget som vi ikke kan.
Benny, sed sidus!