Tag: reduktioner

Kategorier
Lydopfattelse Udtale

Fire grunde til at det er blevet sværere at forstå hvad de siger i danske film og tv-serier

Jeg blev for nyligt interviewet om hvorfor det er blevet sværere at forstå hvad der bliver sagt i danske film og tv-serier. Interviewet kan læses her, men hvis man gerne vil have pointerne uden at betale abonnement, kan man læse om dem herunder.

(Og så en betydelig tak for inspiration til retoriker Marie Vinther Clausen og skuespiller Camilla Bendix, som jeg deltog i Klog på Sprog med i sommer om samme emne)

Mange beklager sig over at det er svært at forstå hvad der bliver sagt i moderne danske film og tv-serier. Det har været et tilbagevendende tema i mange år, og det er ofte noget jeg diskuterer med folk, når de opdager at jeg er sådan en der interesserer sig for udtalesjusk fonetisk reduktion.

Meget af kritikken går på at skuespillerne (især Mads Mikkelsen) mumler, og kritikken kommer især fra ældre mennesker. Det er derfor nærliggende at afvise det som den sædvanlige sprogsurhed der opstår med alderen hos nogle mennesker.

Men der er nok mere i det end det. Jeg har identificeret fire grunde til at det er blevet sværere at forstå hvad der bliver sagt i fjernsynet. Hver især er grundene nok ikke det store problem, men samspillet mellem de forskellige faktorer gør at det er blevet sværere at være dansk tv-seer end for et par generationer siden.

1. Hørenedsættelse

Det er især ældre der klager over lyden. Jo ældre man bliver, desto dårligere hører man. Det er desværre et uundgåeligt vilkår. Hørenedsættelse er en oplagt faktor.

Men hørenedsættelse forklarer ikke alt. Mange oplever at det specifikt er sproget i dansk drama der er svært at forstå, mens det går fint at forstå andre tv-programmer, radio, lydbøger osv.

Løsning: Der er ikke noget der kan kompensere 100 % for hørenedsættelse. Skru op for lyden, og invester i bedre tv- såvel som høreapparater. Det kan hjælpe noget a vejen.

2. Sprogforandringer

En anden oplagt, aldersbetinger faktor er sprogforandringer. Sproget forandrer sig, og det forandrer sig hurtigere i den yngre generation. Ældres sprog forandrer sig også en smule, men typisk slet ikke i samme tempo som i de yngre årgange.

Sprog forandrer sig i høj grad efter mekanismer som for ældre mennesker opleves som sjusk. Det er ikke bare nutidens unge der “sjusker”; det gjorde de ældre også da de var unge, set i forhold til den daværende ældre generation.

Mekanismen er i grove træk at vi alle veksler mellem mere og mindre formel udtale, men vi taler fortrinsvis uformelt til vores børn, så det er primært den uformelle udtale der videregives til næste generation, og den nye generation finder så sin måde at gøre udtalen mindre formel, mere reduceret.

I mine forældre eller bedsteforældres generation kunne man fx i meget formelle sammenhænge sige /lḭːvəɤ/ livet, men i almindelig, dagligdags udtale blot /liʊ̰ɤ/. Den uformelle udtale, /liʊ̰ɤ/, er blevet min naturlige måde at udtale på, for det er det jeg har hørt og sagt mest. Men i min generation har vi bygget videre på udviklingen. Når jeg taler hurtigt og uformelt, siger jeg blot /liɤ̰ɤ/, som så er blevet udgangspunktet for mine egne børn.

Bl.a. derfor oplever mange ældre de unges udtale som sjusket og mumlet. De unge bruger udtaleformer, som deres bedsteforældre kun vil benytte når de taler meget sjusket, men for unge er det helt normal udtale, og de unge har ikke selv svært ved at forstå det.

Når de ældre skuespillere af helt naturlige årsager udskiftes med yngre, følger sproget med. Det sprog der lød naturligt i den ældre generation, udskiftes med hvad der lyder naturligt for unge, men som er uventet og måske lidt grimt i ældre generationers ører.

Løsning: Man kan ikke forhindre sproget i at forandre sig, men man kan gøre noget for at følge med i forandringerne. Yngre generationers naturlige sprog er objektivt set fuldt ud lige så funktionsdygtigt og forståeligt som ældre generationers.

Det største problem er nok modvilje. Vi har generelt vanskeligere ved at forstå og håndtere ting vi ikke bryder os om. Hvis man først har set sig sur på bestemte skuespillere eller unge mennesker og deres vandaliseren af sproget, så har man sværere ved at forstå dem.

Sprog kræver samarbejde og velvilje. Hvis man insisterer på at synes at de unges sprog er sjusket og dårligt, og at sprogforandringerne var meget bedre i gamle dage, så er det en hindring i at forstå hvad der bliver sagt i fjernsynet. Men vi har alle sammen evnen til at tilpasse sig, akkommodere, til folk der taler lidt anderledes end vi selv. Hvis man er åben over for og sætter sig lidt ind i hvordan og hvorfor sprog forandres, bliver det også lettere at forstå.

3. Ny dramaturgi

Måden man fortæller historier på i dag, er anderledes end for 50 år siden. Når det var meget lettere at forstå Matador end Arvingerne, er det ikke kun hørenedsættelse og sprogforandringer der er på spil. Skuespil, instruktion og manuskript er også noget andet i dag end dengang.

I de seneste årtier, måske mest tydeligt i 90’ernes dogmefilm, har der været en bevægelse væk fra de meget tydelige, velskrevne, indstuderede, men også kunstige, matadorreplikker over mod at lyde naturligt.

De meget planlagte replikker i ældre drama er velegnede til at fortælle historier og skabe mindeværdige citater, men de er ikke gode til at skabe troværdige personer og situationer. Når Mads Mikkelsen skal spille en desillusioneret gymnasielærer i Druk, nytter det ikke noget at han artikulerer som lektor Blomme.

I moderne drama laver man scener hvor man mumler, taler fordrukkent, taler i munden på hinanden, for det gør mennesker i virkeligheden. I virkelige samtaler improviserer vi, kludrer rundt i hvad vi vil sige, og vi forstår ikke altid alle ord. Det er nok ofte slet ikke meningen at man skal forstå hvert enkelt ord i et skænderi eller en middagsbordssituation, men blot fange stemningen.

Den nye måde at skabe drama på forstærker effekten af sprogforandringerne. Skuespillerne artikulerede tydeligere og mere formelt i Matador, selv set i forhold til datidens standard. Springet fra en meget formel, overartikuleret udtale til en mere uformel udtale virker dobbelt, når man samtidig springer fra ældre formel udtale til yngre uformel udtale.

Løsning: Jeg har ikke noget indblik i hvor meget instruktører overvejer cost-benefit i afvejningen af naturlig vs. tydelighed. Jo vigtigere ordlyden i en replik er, des tydeligere bør den fremføres. Forudsat at instruktøren er opmærksom på dette (hvilket jeg ikke er overbevist om at de altid er), så er det altså et spørgsmål om at justere forventningerne til hvordan der fortælles historier. Man kan sagtens se en film eller serie uden nødvendigvis at opfange hvert enkelt ord. Det er måske slet ikke meningen at man skal forstå alt, ligesom vi heller ikke opfanger alt i naturlige samtaler. Men man forstår essensen og følelserne der knytter sig til de enkelte scener, og det er måske det der er meningen.

4. Lydmixning

Det sidste problem jeg vil pege på, er lydmixningen i moderne drama. I ældre film og serier som Matador, er der ingen baggrundslyde eller -musik når der fremføres replikker. Man hører alt og forstår alt.

En del af det at skabe mere naturlige situationer, er at der altid er baggrundslyd når vi taler med hinanden. Der er trafikstøj, naturlyde, andre folk i lokalet, musik eller fjernsyn der kører i baggrunden, glas og bestik der klirrer, osv. Al den baggrundsstøj forstyrrer og gør det sværere at høre hvad der bliver sagt. Men det gør også situationen mere naturlig og realistisk. Det er kun meget få situationer i det virkelige liv hvor der ikke er baggrundslyde når vi taler.

Almindeligvis er vi ret gode til at filtrere baggrundslyde fra når vi taler med hinanden. Vi bemærker dem ikke, men hvis man fjerner dem helt, bliver det alligevel lidt påfaldende. Det er dog velkendt at baggrundslyde gør det ekstra svært for folk med hørenedsættelse at følge med. Derfor virker dette element ekstra forstyrrende på ældre generationer.

Opsamling

Disse fire elementer skubber alle i en retning der gør det sværere at forstå hvad der bliver sagt i moderne danske film og tv-serier. Hver især er de ikke det store problem, men samlet set skaber de problemer.

Man kan nok håndtere en smule nedsat hørelse, eller at studieværterne bliver erstattet med yngre og sproget dermed forandrer sig, eller at ældre skuespillere taler lidt mere naturligt, eller at der indimellem tilføjes lidt baggrundslyd. Men det skaber udfordringer når alle ting sker på en gang.

Det forklarer hvorfor det specifikt er film og serier folk klager over. Det er ikke bare hørenedsættelse eller beklagelser over unges sprog. Det er kombinationen med ny dramaturgi og lydmixning der volder problemer.

Noget af det er instruktørers, skuespilleres og lydteknikeres ansvar, men lidt kan man også gøre selv. Imødekommenhed og velvilje over for forandringer i sprog og historiefortælling kan hjælpe noget af vejen, og det kan nye, forbedrede tv-apparater nok også.

Men på den lidt triste side, så er det også bare et livsvilkår at man i mindre og mindre grad er målgruppen for de nyeste tv-produktioner jo ældre man bliver, så man skal nok ikke forvente for mange hensyn.

Kategorier
Akustik Konsonanter Lydskrift

[ts] i pita og pizza

I DDO er udtalen af pita og pizza angivet som hhv [pita] og [pidsa]. Her er vel at mærke tale om DDOs egen lydskriftkonvention. I ren IPA svarer DDOs [t] til [ts], og [d] svarer til [t], hvilket resulterer i samme transskription for de to ord, [pʰitsæ] og [pʰitsæ].

Men de to ord udtales ikke ens. Vokalen kan ganske vist også være lang i pita, men lad os se bort fra det; det er ikke det der er pointen i dette indlæg. Pointen er at [ts]-lyden i de to ord ikke lyder helt ens. Så hvor går det galt i transskriptionen? Er der noget galt med IPA, siden der ikke noteres nogen forskel? Det satte jeg mig for at undersøge nærmere.

Sagen er kort fortalt at det ifølge den traditionelle beskrivelse af dansk gælder at:

  • /t/ affrikeres initialt, dvs. [ts]
  • /t/ er uaffrikeret ikke-initialt, dvs. [t]

I /pi.ta/ pita udtales /t/ altså affrikeret, [ts], da det står initialt i stavelsen, mens det i /pit.sa/ pizza udtales [t] da det ikke står initialt. I /pit.sa/ pizza efterfølges /t/ imidlertid af /s/, og resultatet bliver derfor i begge ord umiddelbart klyngen [ts].

Ordene minder naturligvis en del om hinanden i udtalen, men de fleste kan nok være med på at de i tydelig udtale, selv med kort vokal, ikke lyder helt ens, selvom det kan være svært at sætte fingeren på hvad forskellen er.

Det betyder at vi har et minimalpar, som umiddelbart skrives ens i lydskrift, og det går jo ikke. Men hvordan skal man så notere forskel på dem, på en måde som svarer til den fonetiske virkelighed?

DDOs løsning, [ds] vs [t], som man også benytter i Dania-lydskrift, viser at udtalen er forskellig, men det er en fonetisk upræcis notation. Der er ingen tvivl om at der fonetisk set i begge tilfælde er to segmenter, og det er noget [t]-agtigt og noget [s]-agtigt i begge tilfælde.

Akustisk analyse

Vejen frem for en fonetiker, når man er i tvivl, er akustisk analyse. Jeg indtalte derfor ordene pita og pizza fem gange hver, og til sammenligning også [iːtæ] Ida, og et par andre ord (se længere nede). Derefter målte jeg varigheden af hhv. [t]-segmenter og [s]-segmentet i de forskellige ord, og der var et helt tydeligt mønster.

Herunder ses typiske spektrogrammer af min udtale af hhv. pita, pizza og Ida. Ordgrænser er markeret med blå streg, og [t]-segmenter er markeret med røde streger.

Det man ser, er at [t] er 2-3 gange længere i pizza end i pita/Ida. [s]-segmentet er ligeledes dobbelt så langt. Dette var konsekvent i alle mine indtalinger. Altså, når [ts] er en realisering af /t/ som i pita, er både [t]- og [s]-segmentet nærmere varigheden i et isoleret [t] eller [s] som i visa/Ida. Men når [ts] er en realisering af /t.s/ som i pizza, er varigheden af segmenterne markant længere.

Jeg indtalte nogle flere ord, som bukker/bukser, klipper/clipser, som viste nøjagtigt samme mønster; [k] og [p] er markant længere foran [s] end når de står alene mellem to vokaler. Det ser altså ud til at konsonanterne forlænges i VC.CV-strukturer sammenlignet med i VCV-strukturer.

Nu var der ikke tale om en fuldstændig rigid videnskabelig undersøgelse, men det leder frem til en hypotese. Man kan formulere ovenstående som en fonologisk regel i dansk:

  • C → Cˑ / V_.C

(altså: konsonanter forlænges efter vokal hvis næste stavelse starter med en konsonant)

Som man kan se ovenfor, forlænges s’et også. Jeg er dog nogenlunde overbevist om at dette er helt generelt for konsonanter i ansats, og det behøver ikke have noget med foranstående konsonant at gøre. Det bemærkelsesværdige for mig er forlængelsen af coda-konsonanten, hvor det ellers er et generelt mønster i dansk at konsonanter reduceres i coda.

Det er selvfølgelig ikke til at vide om dette gælder for alle C, eller alle kombinationer af C, eller for alle talere osv. Men hypotesen her harmonerer umiddelbart fint med et forhold jeg fandt i min PhD-afhandling, nemlig at konsonanter i VC.CV-strukturer er meget mere resistente over for reduktioner, end konsonanter i VCV-strukturen (konsonanter i VCCCV-strukturer er derimod ikke så resistente). Og konsonantforlængelse som man ser ovenfor, er netop det modsatte af reduktion.

Hvad er forskellen på pita og pizza så?

Det skal naturligvis undersøges nærmere inden man kan konkludere noget om hvor generelt dette er, men det forklarer umiddelbart hvad forskellen på pita og pizza er og hvordan man kan annotere forskellen i IPA.

Konsonanterne er altså længere når der er tale om to fonologiske konsonanter, /ts/, vs. bare en enkelt, /t/, selvom denne realiseres som to segmenter [ts]. Det er derfor oplagt i en mere præcis transskription at notere forskellen som en længdeforskel, fx [pʰitːsæ] pizza vs [ pʰitsæ] pita. (Som nævnt ovenfor ser det ud til at s’et er langt også, men det virker unødvendigt at notere alle konsonanter i ansats som lange, da de ikke kontrasterer med korte – det står en selvfølgelig frit for at gøre det.)

Andre forslag til transskription, som dog ikke helt så direkte fange den fonetiske forskel, kunne være [ pʰit.sæ] pizza vs [pʰit͡sæ] pita, hvor man markerer stavelsesgrænsen mellem [ts] vs binder [ts] sammen med en ligaturbue. Men jeg hælder selv til [pʰitːsæ] som er enklest og fonetisk præcist og desuden kan skrives med de tegn vi i forvejen benytter i lydskriften af danske ord.

Nu er det godt nok sjældent at man løber ind i ordpar som pita/pizza, så det er sjældent at det leder til forvirring hvis man ikke noterer forskellen på [ts]’erne, så ofte vil man nok også kunne slippe afsted med at ignorere det.

Kategorier
Sprogsyn Udtale

Bliver dansk talesprog mere utydeligt?

Sommeren er som bekendt den tid på året hvor medierne skal lede lidt længere efter indhold til deres artikler og programmer, og så griber man ofte fat i et eller andet sprogligt spørgsmål. Kristeligt Dagblad spurgte mig således forleden om dansk talesprog bliver mere utydeligt, og den artikel samlede flere medier op på.

Som akademiker vil jeg naturligvis helst svare ’både ja og nej, for på den ene side, men på den anden side, og det kommer an på’, og det er ikke altid et svar der passer ind i mediernes formater og agendaer, men heldigvis har jeg mit eget medie her, hvor jeg kan svare som det passer mig og efter mine egne agendaer ;)

For ja, på nogle punkter bliver sproget mere utydeligt, men det bliver så at sige ikke mere utydeligt end det hele tiden er blevet. Og på den anden side, nej, sproget bliver overordnet set ikke mere utydeligt af at nogle detaljer hist og her bliver mindre tydelige.

Noget af det vi kan se i moderne dansk, er at de bløde konsonanter (de bløde varianter af r, g, v, j, dem vi har i slutningen af fx mor, hav, mig, tøj) reduceres mere end andre lyde, og derfor ændres udtalen af ord som færge, Børge, ærgre, havre, højre osv. mere mærkbart end andre ord. Udtalen af disse konsonanter bliver mere utydelig i den forstand at vi ikke kan høre dem som selvstændige lyde længere, Børge udtales typisk [bɶːʊ] af yngre danskere, hvor r og g ikke modsvares af en selvstændig lyd.

Men bemærk at selvsamme yngre danskere ikke har noget problem med at gennemskue hvilket ord der er tale om når man siger [bɶːʊ]. Ordet udtales stadig på en anden måde end hvis man stavede det Børe, Bøge eller Bøe, for r og g er ikke bare forsvundet ud i den blå luft; de har sat spor på nabovokalerne før de forsvandt ud af udtalen.

På samme måde, når vi begynder at udtale gave som [gæːʊ] i stedet for [gæːvə] så er v’et ganske vist blevet mere utydeligt, men det er ikke blevet mindre tydeligt hvorvidt der siges gave, gade, gale, gane, osv. Den betydningsadskillende funktion ligger altså ikke i hvor tydeligt den enkelte lyd udtales, men i at man kan høre tilstrækkelig forskel på ordet og de ord som det skal kontrastere med.

Sprogforandringer er således ikke en utydeliggørelse af sproget, men en omorganisering. Kontrasterne bliver flyttet fra et sted til et andet. Hvis man fokuserer på den enkelte lyd, vil det ligne en udtværing, men hvis man kigger holostisk på den resulterende struktur, er der ikke sket noget tab.

Som jeg skrev i dette indlæg, er der som sådan intet nyt i dette. Siden vikingetiden har vi i dansk reduceret konsonanter mellem vokallyde, ubetonede stavelser og endelser. Unges sprog er derfor relativt set ikke mere utydeligt end vores bedsteforældres sprog var dengang de selv var den yngste generation. De unge mennesker opfatter ikke deres sprog som utydeligt, lige så lidt som bedsteforældregenerationen opfatter deres sprog som en utydelig variant af deres egne bedsteforældres sprog.

Er det et problem at sproget forandrer sig, og skal vi gøre noget ved det?

Sprogforskere siger som regel noget i stil med at vi ikke kan gøre noget ved at sproget forandrer sig, men at det heller ikke er noget problem, så der er som sådan heller ikke nogen grund til at gøre noget ved det. Alligevel er det noget der stadig bekymrer de fleste lægfolk der interesserer sig for sprog, og jeg vil gerne komme bekymringerne i møde og sige, ja, der er problemer, og jo, vi kan gøre noget ved det – men det vi kan og bør gøre, er som regel ikke det folk gerne vil have at vi skal gøre.

Et af de helt store problemer er at selvom talesproget ikke overordnet set bliver mindre tydeligt, så gør sprogforandringerne det mindre tydeligt hvorfor vi skal stave som vi gør. Hvorfor skal der fx være –r og –t i ord som kører og rigtigt, når vi ikke udtaler det, og hvorfor skal vi veksle mellem at skrive nogen/nogle, ad/af, hvis/vis, osv. når vi ikke udtaler ordene forskelligt?

Løsningen på det problem er ikke at lære folk at udtale tydelig forskel på disse ord, så de bedre kan huske hvordan de kan staves. Der er nemlig gode grunde til at de er endt med at blive udtalt ens – grunde som stadig vil være der selvom man lærte en generation at skelne, og de ville lynhurtigt ende med at blive udtalt ens igen, medmindre man blev ved med at smide enorme pædagogiske resurser i at bremse sproget i at bevæge sig derhen hvor det gerne vil.

Løsningen er derimod at ændre stavemåderne. Det er praktisk talt gratis at ændre ordenes stavemåde, og det kan gøres fra den ene dag til den anden. Ved løbende at ændre ords stavemåder til noget mere tidssvarende kunne vi gøre det meget lettere at læse og skrive, og det ville frigive tid hele vejen fra grundskolen til universitetet til andre og måske vigtigere ting end hvornår det hedder hhv. nogen og nogle. Det kræver sådan set bare at Sprognævnet ændrer stavemåderne, og så at folk er villige til at acceptere ændringerne (og denne modvillighed er det egentlige problem).

Et andet problem med sprogforandringer er at det kan føre til en kommunikationskløft mellem unge og ældre. Personligt kan jeg tvivle lidt på hvor reelt problemet er (hvis vi bl.a. frasorterer sådan noget som at man også får nedsat hørelse med alderen). Jeg oplever at sprogforandringer vækker en del mishag hos nogle ældre mennesker. De synes det er grimt, ubegavet og børnehaveagtigt at udtale og bruge ordene på en lidt anden måde end hvad de selv lærte i skolen, og sådan en modvilje kan ganske oplagt føre til en kommunikationskløft.

Løsningen på det problem ligger ikke hos den yngre generation, men hos de sprogkonservative, og første skridt på vejen er at acceptere det faktum at sprog forandrer sig efter nogle mekanismer som kan ligne sjusk og misforståelser, og at man ikke kan lave om på det faktum. Hvis man går ind i en samtale med en grundindstilling om at det er ubegavet eller grimt sprog at sige kraft i stedet for kræft, eller starte i stedet for begynde, eller hvad der ellers sniger sig ind i sproget, så er man selv årsag til kommunikationsproblemet – problemet ligger ikke hos den man taler med.

Fælles er løsningen at sprogvidenskab bør integreres i grundskolen og gymnasiet. Sproglæreres opgave bør ikke være at indoktrinere deres egen mening om hvad der er rigtigt og forkert, godt og dårligt sprog. Sproglærere bør lære elever hvordan sprog fungerer, hvorfor det forandrer sig, hvorfor det er smart at lade retskrivningen følge med udviklingen, og at man roligt kan forberede sig på at ens børn og børnebørn vil bruge sproget på en anden måde end man selv gør.

Jeg har endnu ikke mødt en lingvist som synes det er svært at forstå hvad folk mener når de ikke udtaler forskel på kræft/kraft, nogen/nogle, når de siger dufte i stedet for lugte, når de siger forfordele, eller når de glemmer et nutids-r eller sætter kommaerne lidt skævt. God sprogforståelse handler ikke om at kunne leve op til en striks konservativ sprognorm, men om at forstå de sproglige mekanismer og den variation der følger med.