Påske og vokallængde

Påsken synger på sidste vers for i år, men jeg vil lige smide et indlæg om det, inden det er alt for sent. Påske /pɔːskə/ [ˈpʰɔːsg̊ə] er fonologisk set et usædvanligt ord i dansk idet det har en lang vokal foran en konsonantgruppe.

I monomorfematiske danske ord (altså ord der består af kun ét morfem) er vokalen almindeligvis kort foran konsonantgrupper. Der findes dog nogle undtagelser foran /st sk/, såsom faste (= undlade at spise), puste, hoste, besk, slesk og altså påske, og desuden skæbne, væbne, æble.

Det er plausibelt at distinktionen mellem korte og lange vokaler i dansk er opstået ved at vokaler blev forlænget foran enkeltkonsonanter for at understrege at den efterfølgende konsonant var kort. Dette samme findes også i svensk og norsk hvor vokallængde og konsonantlængde stadig følges pænt ad sådan at enten vokalen eller konsonanten er lang, men ikke begge dele. Fx har det svenske ord for ‘mejse’ tita lang vokal og kort konsonant [tiːta], mens titta ‘kigge’ har kort vokal, men lang konsonant [titːa].

Med tiden er konsonantlængden forsvundet i dansk, så den eneste forskel på fx skule og skulle nu er vokallængden. Antageligvis blev forskellen i vokallængde så betydelig at man ikke længere bed mærke i konsonantlængden. Dobbeltkonsonanterne er dog stadig bevaret i skriften, og således markerer dobbeltkonsonanter i moderne dansk retskrivning at vokalen er kort.

Jeg var i Sverige i påsken, hvor man ønsker glad påsk i stedet for god påske, og der stilles påskgodis frem i butikkerne. Svenskere udtaler i øvrigt påsk med kort vokal.

(Lettere revideret d. 12/04-2011 jf. nedenstående kommentarer)