Tag: dansk

I NDF (og de sidste par år her på schwa.dk) gør jeg op med dansk lydskrifttradition. Det gør jeg ikke bare for sjov skyld og narrestreger, for at drille mine kolleger, eller for at være på tværs og lave mit eget lille fonetiske parallelsamfund. Det gør jeg fordi dansk lydskrifttradition spænder ben for både udlændinge der vil forstå dansk fonetik, og danskere der vil forstå fremmedsprogs fonetik. Det spænder ben for tilgængeligheden af fonetisk information, hvilket har konsekvenser for både forskning og sprogteknologi. Det er et reelt problem som er vigtigt at få gjort noget ved. Med en kombination af gulerod, tvang, nudging og gode argumenter presser jeg på at få lagt den danske tradition i graven.

Fonetikeren John Wells, tidligere formand for IPA, fremhævede engang dansk som et exceptionelt svært sprog at blive klog på som fonetiker. Det er ikke fordi dansk er svært som sådan. Problemerne er, ifølge John Wells, snarere at danskere ikke er enige om hvordan man skal beskrive dansk i IPA, og at man ofte bruger en ret fri fortolkning af lydskrifttegnene. Det gør det svært at finde hoved og hale i beskrivelserne af dansk fonetik.

Nogle af de problemer ved traditionen som afspejles i John Wells forvirring, er:

• Vi kan ikke blive enige om hvor mange vokaler der er i dansk og hvordan de skal lydskrives i IPA. Vi bruger fx [a] for katte-a’et (på alle andre sprog bruges [a] for kappe-a’et)
• Vi synes det giver mening at notere approksimanter som plosiver (vi noterer fx indimellem /d/ for en størrelse der både kan være [t] og [ɤ], men ikke [d])
• Vi bruger [ð] for det bløde d, selvom det ikke er en dental frikativ og ikke er genkendeligt for englændere (som faktisk har dentale frikativer)
• Vi bruger ad hoc-symbolet [ˀ] for noget vi kalder stød i stedet for notere/kalde det creaky voice

Det er ikke bare John Wells der er forvirret. Hvis man søger på nettet om information om dansk fonetik og fonologi, er det et kaos af velmenende vås og modstridende informationer, såsom dansk har 32 vokaler eller det danske stød er unikt, mystisk, ekstremt komplekst, og afgørende for at man kan begå sig på dansk. Den ellers fantastiske sprogsamling UCLA Phonetics Lab Archive har de mest horrible notationer når det kommer til dansk (se her og her). Wiktionary er en fremragende resurse som universel udtaleordbog for fremmedsprog, men de danske bidrag er miserable. Og ligesådan er Wikipedia en god resurse til at få overblik over sprogs fonologi eller andre fonetiske emner, men wikierne om dansk fonologi og IPA for dansk er noget rod.

Se fx opslaget glad i Wiktionary. Ordet er registreret i 11 forskellige sprog, hvor det er lydskrevet i bred IPA, engelsk /ɡlæd/, bretonsk /ɡlɑːt/, hollandsk /ɣlɑt/, norsk /ɡɽɑː/ eller /ɡlɑː/, serbokroatisk /ɡlâːd/, svensk /ɡlɑː(d)/ osv. Og så dansk: /ˈɡlað/, [ˈɡ̊læð], [ˈklæð̠˕ˠ].

Dansk skiller sig klart ud her. Der er tre forskellige udtaleangivelser, men er er ikke tale om tre forskellige udtaler, blot tre forskellige notationer efter forskellige standarder, og ingen af dem følger praksis i andre sprog (vi har ikke noget stemt /g/, vokalen er ikke et [a] (når vi faktisk har et [a], skriver vi det i stedet [ɑ]), vores bløde d er ikke en frikativ [ð], ingen andre sprog bruger [ɡ̊] for [k], ingen andre sprog bruger sådan et væld af diakritiske tegn, og ingen andre sprog har tre vidt forskellige notationer for samme udtale).

Det er ikke bare et enkeltstående tilfælde. Den afvigende danske notationspraksis går igen overalt i wiktionary. Se fx disse forvirrende opslag med ringe sammenhæng mellem bred og snæver IPA og inkonsekvent brug af tegnene både på tværs af danske opslag og andre sprogs opslag:

bog: /bɔːˀɣ/, [ˈb̥ɔ̝ːˀw], [ˈb̥ɔ̝ːwˀ], [ˈb̥ɔ̽wˀ]
klog: /klɔːʊ̯/, [kʰlɔːˀw]
fred: /freð/, [ˈfʁ̥æð]
slag: /slaːˀɣ/, [ˈsl̥æˀj], [ˈsl̥æˀ]
spor: /spoːr/, [sb̥oːˀɐ̯]
brod: /brɔd/, [b̥ʁʌð]
lang: /lanɡ/, [lɑŋˀ]
bjerg: /bjɛrɣ/, [b̥jɛɐ̯ˀw], [pjɛɒ̯̽ˀw]
…osv., søg selv videre

Med kendskab til dansk tradition kan man godt gennemskue hvordan notationerne er dannet og hvordan de skal læses, men de er hentet forskellige steder fra, hvor forskellige forfattere og redaktører har fulgt hver deres principper (og ikke IPA’s principper), og derfor er der ingen sammenhæng mellem de forskellige notationer. Notationerne i både / / og [ ] ovenfor er fortolket på vidt forskellige grundlag, og det er umuligt at navigere rundt i hvis man slår op på siden med almindeligt IPA-kendskab.

Wikiredaktører struggler tydeligvis, og ganske forståeligt, med at gennemskue de danske kilder. Når der i en kilde står IPA, og det er noteret med [ ], kan man rimeligvis forvente en meget præcis notation. Det er bare ikke sådan [ ] benyttes i dansk tradition. Og når man ser noget noteret med / / vil man normalt forvente en bred notation, som dog stadig er loyal over for IPAs definitioner. Det er bare heller ikke sådan / / traditionelt benyttes i dansk.

Problem for danskere

Dansk lydskrifttradition skaber ikke kun forvirring for udlændinge med også for os selv. Hvis man har lært fonetik efter dansk tradition, undrer man sig lige så snart man møder beskrivelser på andre sprog. Hvorfor lyder [a] og [ɑ] ikke som man har lært med udgangspunkt i dansk? Hvorfor tillader man på andre sprog at bruge [p t k] når deres b, d, g bliver ustemte, mens vi dansk skal bruge [b d g]? Hvorfor bruger de / / i stedet for [ ]? Hvorfor skriver man /sang/ på dansk, men /sɒŋ/ på engelsk? osv.

Forvirringerne skaber skepsis over for IPA, og det skaber skepsis over for lærebøgerne og underviserne der står og skal forsvare den danske tradition. Og en negativ indstilling giver et dårligt udgangspunkt for læring. Forvirringerne fører til at man spilder en masse undervisningstid på at forklare fagtraditioner og -historie i stedet for det stof som de studerende skal til eksamen i.

Der opstår også problemer når forskere vil lave sammenligninger på tværs af sprog. Hvis man ikke har et dybt kendskab til den danske tradition, men bare læser lærebogsbeskrivelser og DDO-lydskrift med almene IPA-øjne, konkluderer man let at dansk har 40 vokaler (ca. 25 vokaler mere end andre vokalrige sprog), eller at der er to stavelser i ord som kage, gade, sove, og så må danskerne være nogle frygtelige sjuskehoveder når de udtaler ord med samme antal stavelser op til 40 % hurtigere end svenskere. Udsagnene om dansk er ikke i sig selv forkerte; de er bare baseret på en anden fonetikforståelse end den der ligger i IPA og som benyttes i de andre sprog man sammenligner sig med, og det fører til konklusioner man ikke rigtig kan bruge til noget.

Problem for sprogteknologi

Jeg har gennem årene leveret lydskrift til mange forskellige producenter af sprogteknologi. De bruger hver deres notationssystem, men det er naturligvis baseret på lærebøgernes fonetiske notationer i et eller andet omfang, eller en eller anden danskkyndig lingvists forståelse af lærebøgernes notationer.

Her opstår der typisk problemer fordi de danske notationstraditioner ikke er hensigtsmæssige og ikke følger den gængse IPA-forståelse som sprogteknologi er baseret på og som fungerer glimrende i andre sprog. Stødtegnet bliver behandlet som et segment, der bliver skelnet unødige nuancer, hvilket bl.a. går ud over regnekraft og effektivitet, mens andre vigtige og distinktive nuancer ikke skelnes, fordi de i abstrakte analyser af dansk slås sammen til samme fonem, mm.

Et særligt dansk problem

Der findes formentlig uenigheder om transskriptionsstandarder i alle sprog. Sprog er altid i forandring, og det er deres fonologier også, og der vil naturligt være diskussioner om hvornår forandringer er etablerede nok til at blive inkluderet i en fonologisk beskrivelse.

Men det er ikke kun fordi jeg som dansk fonetiker kan gennemskue de internationale forvirringer mht. dansk fonetik og fonologi, og er mere naiv når det kommer til fremmedsprog. Jeg arbejder både med fremmedsprog i min fonetikundervisning og med beskrivelsen af dansk fonetik for udlændinge. De sidste 10 år har jeg bl.a. arbejdet med anvendelsen af IPA for klassiske sangere, både danske og internationale sangere og IPA-beskrivelser af dansk såvel som fremmedsprog, herunder især svensk, norsk, engelsk, tysk, fransk og italiensk. Da jeg startede med at anvende IPA på til dette formål, blev det tydeligt at IPA-trænede udlændinge ikke forstod dansk lydskriftpraksis, og samtidig blev det klart at mens andres sprogs anvendelse af IPA hang godt sammen på tværs af sprog, så havde vi i dansk tradition vores helt egen praksis som hang meget dårligt sammen med andre beskrivelser.

Jeg kender naturligvis ikke alle sprog i detaljer, men jeg har lavet en undersøgelser af internationale IPA-praksisser, og der er flere praksisser som dansk står helt alene med. Der er ingen andre der bruge [a] for et katte-a eller [ɑ] for kappe-a, der er ingen der bruger [p t k b d g] for ustemte plosiver der kontrasterer i aspiration. Vi er ikke alene om ikke at bruge bred IPA i overensstemmelse med IPAs principper, men vi er alene om at lave så radikale omfortolkninger af IPA-tegnene i vores [ ]-notation. Og vores praksisser er tydeligvis mere forvirrende for internationale brugere end andre landes praksisser.

---

Opsamling: Det er ikke ligegyldigt hvordan vi vælger at præsentere dansk fonetik og fonologi i lydskrift. Det er ikke uden konsekvenser når vi laver vores egne fortolkninger og tilpasninger af IPA og stadig kalder det IPA, og det er ikke ligegyldigt om man bruger den ene eller anden standard i fonetikbøgerne og fonetikundervisningen på universiteterne.

En af pointerne med at bruge internationale standarder, er at skabe transparens, forståelse og undgå forvirring på tværs af kulturer og nationer. Det synes vi som oftest er en glimrende ide, men når det kommer til dansk lydskrifttradition, har vi ikke været så flittige med standardiseringen, og det ses tydeligt i den mangelfulde forståelse af dansk fonetik i international kontekst.