Er du pjattet med fonetik, og vil du gerne have endnu mere af det og i et højere tempo? Så følg mig på Patreon.
Jeg har oprettet en helt ny side på Patreon, og her kan du under overskriften New Danish Phonetics følge med i alle de projekter jeg har gang i, ét sted. Patreon findes også som app i din app-store, og du kan få notifikationer via appen eller email hvis du foretrækker. Det er gratis at følge med, men hvis du føler for det, har du også mulighed for at blive sponsor og få særlige fordele.
Hvorfor Patreon? Det er der flere gode grunde til.
- Jeg vil gerne have ét sted hvor man kan følge med i mine forskellige projekter (schwa.dk, udtaleordbog.dk, NDF, og kommende projekter)
- Udtaleordbog.dk lokker en del brugere til, som ikke er så skrappe til dansk endnu. Jeg mangler et engelsksproget forum til at kommunikere med disse brugere.
- De senere år, især med udtaleordbog.dk, er jeg blevet skrappere til at kode, og jeg har en del lingvistiske resurser under udvikling. Jeg vil gerne have en kanal hvor jeg lufter ting der er i udvikling og får feedback undervejs.
- Patreon har indbygget nogle praktiske muligheder, både for brugere og udviklere, som jeg gerne vil udnytte.
- Jeg har alle dage stillet schwa.dk og udtaleordbog.dk til rådighed, gratis og reklamefrit, og det vil jeg gerne blive ved med. I mellemtiden er mine webhoteludgifter steget med over 2.000 % siden jeg startede. Jeg drømmer også om at købe noget nyt udstyr til at udvikle mine ideer. Patreon åbner nogle muligheder for at få dækket nogle af de udgifter.
Tag godt imod min Patreon-side, eller bær over med mig hvis du oplever at jeg spammer lidt med den her i starten.