Kategorier
Fonologi Udtale

Hvad ved journalister om fonetik?

En af mine yndlingsaversioner er journalister der forsøger at formidle videnskabelige undersøgelser. De mest spektakulære overskrifter bliver til det mest fabelagtige nonsens når man dykker ned i artiklen.

Nu sker det heldigvis/desværre sjældent at fonetiske undersøgelser dukker op i mainstreamnyhederne, men i dag er der en artikel på Jyllandspostens forbrugerside fpn.dk som handler om at træthed påvirker udtalen af bestemte lyde. Måske ikke ligefrem spektakulært, men i det mindste fonetisk.

Det går dog galt for journalisten, for artiklen er idiotoversat fra engelsk. Den oprindelige artikel forklarer at /p t k/ kommer til at lyde som /b d g/ når man er træt, så fx police kommer til at lyde som bolice på engelsk. Dette er kluntet oversat til at politi kommer til at lyde som boliti, hvilket man for det første ikke kan konkludere – de engelske fonemer kan ikke uden videre ‘oversættes’ til danske – og for det andet, selv hvis man kunne, så har journalisten overset t’et i politi, som jo også burde blive oversat til d, altså bolidi.

/p t k/ og /b d g/ er ikke det samme på dansk og engelsk

Det er en almindelig fejl når danskere taler engelsk, at de udtaler lukkelydene /p t k b d g/ på samme måde som på dansk, men fonemerne dækker ikke over de samme lyde i de to sprog.

På engelsk er den primære forskel på lukkelydene at /p t k/ er ustemte, mens /b d g/ er stemte (opdatering 8/3/11: se Christians kommentar nedenfor). På dansk er alle lukkelyde imidlertid ustemte, og den primære forskel i dansk er at /b d g/ er uaspirerede = [b̥ d̥ g̊], mens /p t k/ er aspirerede = [pʰ tˢ kʰ], dvs. de ledsages af en smule friktionsstøj fra luft der slipper ud af munden.

Det er ganske almindeligt, også i dansk, at ustemte uaspirerede lukkelyde bliver stemte i mindre distinkt udtale. På engelsk betyder det at /p t k/ bliver lig /b d g/, men på dansk betyder det bare at [b̥ d̥ g̊] bliver til [b d g], men da vi ikke har nogen fonologisk stemthedskontrast, giver det ikke anledning til forveksling på dansk.

Til gengæld er de danske [pʰ tˢ kʰ] blandt de lyde der er allermest resistente over for reduktion. Man kan selv bladre igennem udtaleordbogen og se hvor sjældent ord der starter med p udtales med noget andet end [p], og ligeledes ord der starter med t og med k.

Når dansk [pʰ tˢ kʰ] reduceres, bliver de typisk til frikativer, dvs. man får ikke lukket helt i talekanalen så /p/ → [β ɸ], /t/ → [s z] og /k/ → [x ɣ]. Friktionsstøjen, som de har fordi de er aspirerede, er altså det træk der bevares bedst, og lydene bevarer således en distinkt forskel fra de uaffrikerede /b d g/.

Det er mao. det rene sludder at oversætte det at /p t k/ bliver til /b d g/ på engelsk, til det samme for dansk.

Kategorier
Konsonanter Udtale

Seks måder at sige ‘r’ på

Mine børn sad for noget tid siden og så en importeret tegnefilm om en lille fugl – jeg tror den hed Chiro, lad os antage det for eksemplets skyld. I løbet af de få minutter filmen varede lykkedes det de danske indtalere at udtale navnet Chiro på fire forskellige måder:

  • Med dansk r [tjiːʁo]
  • Uden r, [tjiːo]
  • Med fremmedsprogs-r, type 1 [tjiɾo] (asiatisk/spansk/afrikansk udtale)
  • Med fremmedsprogs-r, type 2 [tjiɹɔw] (engelsk udtale)

Jeg er normalt ikke fordomsfuld mht. udtalen af fremmedord, men det generede mig alligevel at man ikke i produktionen kunne beslutte for én måde at udtale navnet på.

Hvis vi holder os til hjemlige ord, har vi faktisk en del måder at udtale /r/ på:

  • Konsonantisk r [ʁ]. Det har vi typisk i ansats, fx i rig, krig, skrig.
  • Vokalisk r [ɐ̯]. Det har vi typisk i coda, fx mor, stort.
  • Cheshiriseret r, dvs. /r/ smelter sammen med en vokal og giver en ny vokal, fx par, hvor, meter. Her bliver /ar/ til [ɑ], /ɔr/ til [ɒ] og /ər/ til [ɐ].
    Indimellem kan dette også ledsages af forlængelse af en evt. foranstående konsonant fx havre, højre, ydre, fingre, hamre der kan udtales [ˈhɑwːɐ ˈhʌjːɐ ˈyðːɐ ˈfeŋːɐ ˈhɑmːɐ]. Ligeledes kan vokalen forlænges, fx færge, Børge der kan blive til [ˈfæːo ˈbœ̞ːo].
  • Ingenting. Almindeligvis falder /r/ bort i prætonisk stavelser, som i vurdere, parkere, der ofte udtales vudere, pakere, eller mellem vokaler, som i [ˈneːo hooˈsgoːˀb] Nero, horoskop.

… og dertil har vil altså mindst to almindelige fremmedsproglige måder at udtale det på, [ɹ] og [ɾ] som i hhv. spraydåse og Naruto (denne måde at udtale det på [ɾ] svarer normalt på dansk til et underliggende /d/, fx i ka’ du se?).

Mellem to vokaler kan vi have tre forskellige udtaler af /r/ i samme ord alt efter distinkthedsgrad, fx jury der kan udtales både [juːʁi juːɐ̯i juːi].

Kategorier
Udtale

Sprogminuttet om stavelsestab

I sprogminuttet på P1 i går snakkede Jørn Lund om stavelsestab i danske ord. Han fortalte at ord som Sørensen, Jørgensen, ærinde, værelse, måneder, elleve, køkkenet, hovedet og mennesker tidligere udtaltes med tre stavelser, men nu udtales med to stavelser: ‘Sørnsen, Jørnsen, ærne, værlse, månder, elve, køknet, hodet og mensker‘.

Det er jeg enig med Jørn Lund i. Der er dog nogle ting han ikke fik nævnt – fair nok, det er begrænset hvad man kan nå på de 90 sekunder et sprogminut varer.

Det er ikke tilfældigt hvilke stavelser der falder bort i de nævnte eksempler. Det er nemlig den midterste stavelse der falder bort; i fagtermer er det første posttoniske stavelse i proparoxytone ord (dvs. ord med tryk på tredjesidste stavelse). Bortset fra ærinde, som kan diskuteres, er der desuden i alle tilfælde tale om at det er et schwa der falder bort.

Med andre ord er der altså en stærk tendens til at schwa i næstsidste stavelse falder bort. Dette er helt i tråd med hvad jeg fandt da jeg skrev speciale om schwa i dansk.

En ting mere man kan lægge mærke til, er at schwa i mange af ordene er nabo til en vokallyd – undtagelserne er elleve, køkkenet og menneske. Det er sandsynligt at Jørn Lund synes han har en tydelig forskel på en trestavet hhv. tostavet udtale af de øvrige ord, men jeg synes det er meget vanskeligt at afgøre hvori forskellen ligger – jeg hører de fleste af hans udtaler som tostavede i begge tilfælde.

Dette er en generel egenskab ved vokaler. Hvis to vokaliske lyde ikke er adskilt af en konsonant, har vi meget svært ved at afgøre om der er tale om en eller to stavelsesbærende segmenter.

Det forklarer også hvorfor stavelserne forsvinder i de nævnte ord. Konsonanterne /r d v g/ der skulle holde vokalerne klart adskilt, er blevet vokaliseret, og dermed forsvinder indtrykket af at der overhovedet er tale om to vokaler. Hvis en skelnen i sproget ikke er helt klar, er den meget tilbøjelig til at forsvinde.

(Jørn Lund nævnte også familie som eksempel. Det falder lidt uden for de andre eksempler. Det har jeg diskuteret i mit indlæg om linie/linje.)