Kategorier
Diverse Fonologi Konsonanter Lydskrift Meta Taleorganer Udtale Vokaler

Ny dansk fonetikbog med fantastiske fordele

Jeg har i årevis plapret op om at nogen burde skrive en ny dansk fonetikbog baseret på moderne IPA. Nu har jeg gjort det selv. Den hedder Ny dansk fonetik, og den kan købes her. Og hvis du har fulgt schwa.dk gennem længere tid, er bogen helt sikkert noget for dig. Jeg har skrevet en pitch om hvordan min bog er bedre eller bare forskellig fra andre fonetikbøger, og hvorfor du skulle tage at anskaffe den. Men for faste følgere af schwa.dk kommer lige lidt mere baggrund her.

Ny dansk fonetik, af Ruben Schachtenhaufen

Målet med bogen har ikke været at have de mest flashy illustrationer, det dyreste forlag i ryggen eller den mest komplette beskrivelse af dansk fonetik. Målet er at introducere en ny, tidssvarende og internationalt orienteret retning. Og samtidig er det mit mål at man som tilhænger af den internationale retning som Ny dansk fonetik står for, både nu og endnu mere med tiden skal være langt bedre stillet end tilhængere af nationale lydskriftsystemer og ditto terminologi.

De sidste mange år har jeg ævlet om dansk lydskrifttradition og om at det vi traditionelt kalder IPA, reelt ligger meget langt fra officiel og moderne IPA, og det er en stor ulempe for faget, især i overgangen mellem dansk og international fonetik. Dansk lydskrifttradition har længe stået i vejen for danskeres adgang til og udvikling af online resurser såvel som udlændinges forståelse af dansk.

På lingvistikuddannelserne på Københavns Universitet og Århus Universitet er det ikke bare en klar fordel at lære IPA, men det skal man faktisk også jf. studieordningerne. Derfor har det længe været et problem at eksisterende fagbøger læner sig op ad en præ-1950 variant af IPA og en helt speciel dansk forståelse af hvad IPA er, så standarden er suppleret med hjemmelavede omdefinitioner, kompliceringer og forenklinger. Der har ganske enkelt manglet en grundbog i dansk fonetik baseret på moderne IPA som beskrevet i Handbook of the IPA, og som ligner international praksis. Dette er den vigtigste motivation bag min bog.

Ud over at der indtil nu har manglet en lærebog, har manglen på resurser også været en hindring. Selvom IPA teknisk set er klart det stærkeste system, ville man som ny IPA-bruger tidligere være dårligere stillet end hvis man brugte den teknisk ringere, Dania-lignende DDO-lydskrift, fordi der manglede IPA-baserede bøger, ældre litteratur, online resurser osv.

Derfor har det været vigtigt ikke bare at skrive en ny bog, men også at udvikle værktøjer så man som ny IPA-bruger har adgang til mindst lige så gode eller bedre resurser end brugere af traditionelle danske lydskriftsystemer. Derfor har jeg også lagt mange kræfter i udviklingen af udtaleordbog.dk, som nu langt overgår DDO som fonetisk opslagsværk, men som også har været lidt utilgængelig pga. manglen på undervisningsmateriale der understøtter IPA-lydskriften.

Nu er der skabt sammenhæng. Som IPA-bruger har man nu både en grundbog og opslagsværk. Og der kommer mere til. Jeg har allerede udviklet de første online øvelser i IPA-lydskrift, og mange flere er på tegnebrættet. Jeg er også i gang med at samle en portal til bogen her på schwa.dk med adgang til et hav af ekstra resurser.

Og ja, så er bogen skrevet af mig, der, som faste følgere vil være bekendt med, engagerer sig med publikum på de sociale medier. Jeg lytter til feedback, svarer på spørgsmål og arbejder på at gøre tingene bedre til næste udgave.

Så. Ny dansk fonetik er ikke bare en fonetikbog som du bare studerer som selvstændig værk og på egen hånd. Det er en del af et idealistisk koncept med et mål om at skabe det bedste, mest tilgængelige, moderne, internationalt orienterede grundlag for at studere dansk fonetik.

Man skal ikke straffes økonomisk for at være moderne og internationalt orienteret. På trods af skyhøj inflation er Ny dansk fonetik holdt betydeligt billigere end andre fonetikbøger. Når du køber Ny dansk fonetik, får du samtidig masser af god fonetik-karma ved at støtte udviklingen af schwa.dk og udtaleordbog.dk 😉

Køb Ny dansk fonetik

Kategorier
Diverse

ARIPUC online

ARIPUC, Annual Report of the Institute of Phonetics University of Copenhagen, var et årligt tidsskrift der blev udgivet af det forhenværende Institut for fonetik på Københavns Universitet i årene 1967-1989.

Tidskriftet er nu blevet scannet og ligger frit tilgængeligt online på tidsskrift.dk, takket være min gamle fonetikunderviser Holger Juul, Center for Læseforskning, NorS, KU.

ARIPUC rummer et væld af gamle artikler fra dansk fonetiks guldalder. Man kan læse om alverdens detaljerede studier af akustiske og artikulatoriske detaljer i danske vokaler og kosnonanter, såvel som fonetikken i eksotiske sprog, eller blæsetryk ifm. klarinetspilning, og man kan følge instituttets mangeårige arbejde med at forsøge at udvikle dansk talesyntese.

Ud over alle de akademiske artikler er ARIPUC også er historisk dokument hvor man kan år for år kan følge forandringer i instituttets laboratorieudstyr, kursusudbud og ansatte.

Jeg har allerede brugt adskillige timer på at læse og genlæse mange af de gamle artikler, så tak til Holger og dem der har hjulpet med at scanne!

Kategorier
Diverse

Fonetiker vinder årets Harald

Harald er Københavns Universitets årlige pris til en underviser der har gjort det særlig godt, og det er de studerende der er med til nominere kandidaterne. Årets Harald er netop gået til adjunkt John Tøndering fra Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, som underviser og forsker i fonetik.

Stort tillykke herfra til John Tøndering.

Se og hør rektors tale og studenternes begrundelse her: