schwa.dkNina Grønnum anmeldte min bog Ny dansk fonetik i NyS 63. Jeg svarer igen i en replik i NyS 64. Læs replikken her.
Mange detaljer har jeg skrevet mere uddybende om andre steder, og der var en del ting som der ikke var plads til i NyS. Derfor har jeg jeg samlet denne side med overblik over lydskriftdiskussionen, som der også henvises til i min replik. God fornøjelse.
Min artikel om konsonant-vokal-ratio i dansk er netop udkommet. Jeg præsenterer et par pointer her.
Er dansk nærmest bare en lang vokallyd?
Har dansk virkelig 40 forskellige vokaler og næsten ingen konsonanter?
Er det svært at høre hvor danske ord starter og slutter pga. de mange vokallyde?
Fører udtalesjusk og sprogforandring til et mere vokaliseret sprog?
Der er en del myter om de danske vokaler. Dania-alfabetet, traditionelle sprogbeskrivelse mm. giver indtryk af at man skal skelne mellem 30-40 forskellige vokaler for at tale dansk. Konsonanter bliver til vokaler, og vokalerne beskyldes for at gøre dansk til at svært sprog at lære for både danske børn og udlændingee der forsøger sig.
Det har jeg skrevet om før her på siden, fx her.
Jeg satte mig for at undersøge myterne om forholdet mellem vokallyde og konsonantlyde i det danske lydsystem og i sammenhængende tale. I første omgang præsenterede jeg nogle pointer på PPDK22. Nu har jeg fået publiceret en artikel i NyS som går i kødet på myterne.
En central pointe i artiklen er at, selvom det måske lyder enkelt, er det i virkeligheden møgbesværligt at tælle vokaler og konsonanter i et sprog; mange lyde er på grænsen mellem vokal og konsonant, og ofte kan man diskutere om noget er en lyde eller to lyde.
Skal /ts/ i /tsak/ tak fx tælles som en eller to konsonanter? Skal et ord som inde tolkes som /enə/, /enn/ eller /enː/, altså med to vokaler, to konsonanter eller en af hver? Hvis man siger /mæɪ̰s/ mas, er der så to vokaler i ordet, eller er det bare den ene vokal der diftongerer lidt? Osv.
Sådanne forhold gør det i det hele taget svært at sammenligne konsonant-vokal-ratioer på tværs af sprog.
Når det er sagt, har jeg undersøgt mængden af vokallyde og konsonantlyde i DanPASS-korpusset og i udtaleordbog.dk. Begge dele modbeviser myterne og viser en pæn overvægt af konsonantlyde i dansk, og at almindelig fonetisk reduktion fører til at andelen af konsonantlyde stiger, især fordi /ə/ forsvinder eller erstattes med konsonanter). Der er heller ikke noget der tyder på en usædvanlig ophobning af vokallyde i dansk eller på at det er svært at afgrænse danske ord fonetisk — vi bruger, ud over konsonanter, også pauser og sprængansatser til at adskille vokalerne.
Vi kan exploite nogle lydmønstre i dansk og lave fjollede fraser som Det er snarere araer, Arafat, men at sige at dansk på den baggrund er ekstremt vokalrigt, er lige så sagligt som at sige at kinesisk bare er shi shi shi.
TL;DR: Min artikel Utilpasset IPA er udkommet. Her gør jeg status på fem års lydskriftdiskussion. Og så er det tid til at beskæftige sig med noget andet end at diskutere lydskriftprincipper.
I sommeren 2021 skrev jeg en række indlæg her på siden under temaet utilpasset IPA, hvor jeg slog ned på en række punkter i den traditionelle “Dansktilpasset IPA”, eller hvad man nu vil kalde det, altså den IPA-forståelse som man finder i fx Nina Grønnums fonetikbøger, på DDO osv. som afviger en del fra IPA’s officielle principper og international praksis. Indlæggene førte til en lang række gode diskussioner og forslag til forbedringer, og det førte frem til den IPA-lydskrift som jeg siden har benyttet på udtaleordbog.dk og i NDF.
Opgøret med den “tilpassede IPA” rækker egentlig et par år længere tilbage endnu. I 2019 skrev jeg indlægget Opgør med en lydskrifttradition, hvor jeg diskuterede nogle af forholdene, som jeg var begyndt at gøre op med i fonetikundervisningen allerede året inden. I bakspejlet viste det sig at være et skridt på vejen mod et større opgør.
Flere opfordrede mig i kølvandet på diskussionerne i 2021 til at skrive en mere formel akademisk artikel om emnet, og jeg kunne også godt selv se behovet for en akademisering af diskussionen, så i starten af 2022 skrev jeg pointerne i mine indlæg om til en artikel. Nu, over halvandet år senere, er den artikel endelig udkommet i tidskriftet Danske Studier og kan læses her:
Artiklen blev sådan set ret hurtigt forhåndsgodkendt, og derfor havde jeg fin rygdækning for at implementere lydskriftstandarden i første udgave af NDF fra 2022. Men af planlægningsmæssige årsager og almindelig akademisk grundighed gik der altså over et år fra NDF udkom, til artiklen som NDF bygger på, blev offentliggjort. Derfor stod NDF i et stykke tid lidt “nøgen”; for fagfolk som ikke havde fulgt med i diskussionerne, fremstod bogen nok lidt postulerende og IPA-revisionerne lidt grebet ud af det blå. Til en anden gang har jeg lært at det er en god ide at vente med at udgive en bog til forskningen der ligger bag, er offentliggjort. Det ville nok have sparet mig for en del diskussioner.
Titlen “Utilpasset IPA” har en intenderet dobbeltbetydning. Den lydskrift der bruges i Grønnums lærebøger, DDO og i Udtalt, kaldes modificeret, forenklet eller tilpasset IPA. Men hvordan ville IPA for dansk se ud uden de særlige tilpasninger? Og er det i virkeligheden den danske lydskrifttradition der er lidt utilpasset, altså i betydningen at den har nogle normer der ikke lever op til omgivelsernes forventninger og krav, og som gør det svært for den pågældende lydskrift at fungere normalt?
Traditionelt henviser “tilpasset IPA” til en forståelse af at “rigtig IPA” er meget kompleks og passer dårligt til dansk, så man egentlig burde skrive [ˈd̥͡sʁ̥ɔ̟̝ð̰̘̞ˠ] tråd, men for at gøre det mere praktisk, “tilpasser” man IPA til dansk, dvs. omdefinerer nogle af lydene, tilføjer nogle ekstra tegn osv., så man kan nøjes med at skrive [ˈtʁɔðˀ]. Men hverken udgangspunktet [ˈd̥͡sʁ̥ɔ̟̝ð̰̘̞ˠ] eller praksissen med at tilpasse [ ]- lydskriften er særlig loyal over for IPA.
Den nye IPA som jeg bruger i NDF og på udtaleordbog.dk er hverken modificeret, tilpasset, forenklet IPA eller andet, men slet og ret IPA. Med det forstår jeg:
Dette har konsekvenser for hvordan man bruger / / og [ ]. hvordan man noterer plosiver, åbne vokaler, diftonger, og enkelte andre ting. Konsekvenserne kan illustreres med at fx stejl skrives /staɪ̰l/ frem for [ˈsd̥ɑjˀl], hvilket giver en lydskriftpraksis som både er enklere, mere intuitiv, lettere at afkode og sammenligne på tværs af sprog end den traditionelle “tilpassede IPA”.
Jeg har diskuteret lydskrift og IPA ganske meget de sidste fem år. Det har været gode diskussioner, hvor mange er kommet med input og forslag som har været med til at forme det foreløbigt endelige resultat. Her er mine vigtigste indlæg i diskussionerne, som repræsenterer mine aktuelle synspunkter, hvis man har lyst til at læse op på det:
Nina Grønnum anmeldte NDF i NyS 63, hvor hun bruger en del kræfter på at argumentere mod den nye IPA og for den traditionelle danske lydskriftpraksis. Det har jeg skrevet en del omfattende svar på:
Siden diskussionerne i kølvandet på indlæggene her på schwa.dk i 2021 har jeg ikke mødt argumenter der har givet anledning til at revidere min forståelse og implementering af IPA, men indimellem opstår behovet for at styrke eller tydeliggøre (eller bare gentage) argumenterne.
Med udgivelsen af Utilpasset IPA og 2. udgave af NDF tidligere på efteråret betragter derfor sådan set lydskriftdiskussionen som overstået for nu fra min side, dvs. de sidste 2 år har jeg ikke selv haft mere at tilføje, og jeg har ikke hørt nye argumenter eller fået påpeget forhold som jeg ikke allerede har overvejet, diskuteret, analyseret og taget stilling til. Så nu vil jeg lægge lydskriftdiskussionen på hylden for en stund og fokusere på andre og måske mere interessante emner ;)
(De sidste par år har jeg været ret stædig i at holde mig helt strikt til IPA i diskussionerne. Jeg synes det har været vigtigt at komme helt tilbage til start før man begynder at diskutere tilpasninger. Så kan man tage diskussionen om praktiske afvigelser på et grundlag hvor man ved hvad vi afviger fra. Måske, men jeg lover ikke noget, vil jeg være mere chill i min tilgang til IPA fremover. Det er ikke imod IPA’s idealer hvis man fifler lidt med det hele for at gøre lydskriften mere praktisk og let tilgængelig.)