Forfatter: Ruben Schachtenhaufen

Kategorier
Lydskrift

Utilpasset IPA: Stød

Update oktober 2023: Dette indlæg repræsenterer et tidligt stadie i mit forarbejde for artiklen Utilpasset IPA. Jeg anbefaler denne artikel i stedet. Indlægget herunder kan indeholder outdatede elementer eller synspunkter som ikke længere er repræsentative for mit ståsted i dag. ~~ Ruben

Stød er det man får når man rører ved et elektrisk hegn eller stikker fingrene i en stikkontakt. Hvorfor bruger vi i dansk betegnelsen stød for en lydlig egenskab som intet har med stød at gøre?

Hvorfor skriver vi dette stød med ◌ˀ, et tegn der ikke findes i IPA?

Der er skrevet artikler og afhandlinger om det danske stød i snart 300 år, og det bliver overalt fremstillet som noget helt særligt og unikt ved dansk. Termen stød kan ikke meningsfuldt oversættes til fx engelsk. Push, punch, thrust, poke? Shock? Det vækker ingen fonetiske associationer. Typisk bruges simpelthen bare stød i engelske tekster, hvilket bidrager til narrativen at det er et helt unikt fænomen i verdens sprog og noget særlig vigtigt i dansk.

Men er det virkelig så særligt at det ikke kan oversættes eller transskriberes inden for IPAs rammer? Egentlig ikke. Lignende fænomener findes på mange andre sprog, men sådanne træk ignoreres typisk fordi det ikke har nogen distinktiv funktion. Dansk har sine egne regler for hvornår dette fænomen forekommer, men det gør det ikke som sådan til noget fonetisk unikt.

Hvorfor omgærde stødet med al den mystik, noget hvis lige ikke findes i noget andet sprog, noget som er så eksotisk at vi må opfinde vores helt eget tegn og ord for det, noget som vi dårligt selv kan forklare, noget som de færreste danskere egentlig bemærker eller kan få greb om?

Hvorfor ikke fokusere på lighederne med andre sprog, bruge en notation og terminologi som er fonetisk dækkende og gennemskuelig for både danske sprogstuderende og udlændinge der interesserer sig for dansk? Og hvorfor ikke være realistiske og pragmatiske i fremstillingen af hvor specielt og vigtigt stødet egentlig er?

Kan du ikke lige forklare forskellen på tryk og stød en gang mere? Det er nok det spørgsmål jeg har fået flest gange som fonetikunderviser. En simpel ændring i terminologi og notation og afeksotificering af emnet har ført til en væsentlig reduktion af forvirringen. Bevares, der er stadig problemer, det er et af de mest bøvlede områder af dansk udtalebeskrivelse, men hvis ændring i tegn og term kan gøre det nemmere, synes jeg det er det værd.

Desværre er selve betegnelsen stød i og for sig ikke særlig heldig; den giver ikke de rigtige associationer. Desuden bevirker den at mange er tilbøjelige til at blande stød og tryk sammen

Steffen Heger, Sprog og lyd

Hvad er stød?

Jeg tænker at de fleste af mine læsere grundlæggende er med på hvad stød er, men kort fortalt er stød er det der gør at bønder ikke lyder som bønner, at hund ikke lyder som hun osv. Beskrevet med almindelige ord kan det føles som at man giver bønder og hund lidt ekstra tryk eller laver et lille hak nede i halsen.

Men hvad er stød? Det kan være svært at sætte fingeren på, ikke fordi det er meget mystisk, men fordi det kan variere en del. Det er under alle omstændigheder noget man gør med stemmelæberne, nede i struben. Det kan være at man danner lukke med stemmelæberne, eller at man laver en lidt knirket fonation, eller bare at stemmelæberne vibrerer lidt langsommere så man får et fald i tonegangen.

Det er svært at finde en betegnelse og et lydskrifttegn der dækker det hele, og så er man altså landet på at kalde det stød, en betegnelse som ikke siger for meget, men til gengæld heller ikke rigtig siger noget overhovedet.

Glottalisering, creaky voice, glottal plosiv, glottal approksimant

Stød beskrives traditionelt som en art knirkestemme, en uregelmæssighed i stemmelæbesvingningerne. Ordene art bidrager kun med vaghed her. Stød er typisk en art knirkestemme, eller creaky voice i IPA-termer, eller bare knirk, hvis det skal være mere mundret, og det kan noteres med ◌̰. Som man kan se i mine seneste indlæg og på udtaleordbog.dk, er jeg begyndt at bruge IPA-notationen ◌̰, som i øvrigt visuelt har den fordel at vise at det er noget man gør samtidig med en anden lyd, frem for noget der fremstår som et selvstændigt segment.

Creaky voice, knirket stemme, opstår når man presser stemmelæberne lidt mere sammen end i en almindelig stemt lyde. Det bevirker at forskellige dele af stemmelæberne begynder at vibrere ude af sync, og det giver altså en uregelmæssig, knirket virkning. Hvis man presser stemmelæberne nok sammen, resulterer det i en glottal plosiv, som man noterer med ʔ i IPA.

Creaky voice kan således også beskrives med udgangspunkt i en glottal plosiv, hvor stemmelæberne bare ikke bliver presset helt nok sammen, så i stedet for at stoppe helt med at vibrere, fås altså disse uregelmæssige stemmelæbesvingnnger. Det kaldes indimellem en knirket glottal approksimant (creaky-voiced glottal approximant). Det kan noteres i IPA med eller ʔ̰. (Hvis man beskriver stødet med udgangspunkt i dette, er der snarere tale om en koartikuleret knirket glottal approksimant, da det artikuleres sammen med et andet segment.)

Om man beskriver creaky voice med udgangspunkt i normal stemthed eller ud fra en glottal plosiv, er to sider af samme sag. I begge tilfælde resulterer det i denne uregelmæssige vibration fordi forskellige dele af stemmelæberne vibrerer ude af sync. I begge tilfælde vil der være en tilgang hvor stemmelæberne begynder at vibrere mere og mere uregelmæssigt, og en fragang hvor stemmelæberne vender tilbage til normal vibration.

Det knirkede stød kan veksle mellem disse udtaler, et komplet glottalt lukke eller knirket fonation. Vi kan variere lidt i timingen af fragang, tilgang, hvor hurtigt og kraftigt vi lukket til i glottis, men det ligger alt sammen inden for spændet mellem creaky voice og glottalt lukke. Det kan samlet set kaldes en form for laryngalisering eller glottalisering.

Glottaliseringer i andre sprog

Ladefoged og Maddieson beskriver i deres klassiske værk The Sounds of the Worlds Languages at sådan en glottal approksimant/creaky voice er en ganske almindelig allofon af glottale plosiver /ʔ/ i intervokalisk position i størstedelen af verdens sprog der har dette fonem, hvilket er ganske mange sprog (her er et udvalg af dem). Det er altså slet ikke specielt at have glottaliseringer som en distinktiv størrelse i sproget. Mange andre sprog har glottaliseringer som ikke-distinktive træk, enten frie eller bundne til en fonologisk kontekst.

Et dansk ord som lager kunne således tentativt fint noteres /læʔɐ/ hvor det helt naturligt vil følge at man ofte ikke lukker helt til i glottis mellem de to vokaler, [læʔ̞ɐ], ligesom vi ofte ikke lukker helt til i /k/ når vi siger /snakɐ/ snakker.

Ladefoged og Maddieson beskriver også mange andre lignende fænomener, knirkestemme, glottale plosiver, glottaliseringer af forskellig grad og timing overalt i verden. De bliver, som i dansk, ofte brugt til at afgrænse stavelser, ord, fraser og lignende. Det er fx et meget almindeligt fænomen i mange sprog at hvis et ord starter med vokal, så indleder man gerne denne vokal med en glottal plosiv/approksimant.

Jeg sætter jævnligt studerende til at transskribere tilfældige eksotiske sprog. Her støder man meget ofte på noget der lyder og ligner det danske stød til forveksling. Det vækker undren blandt studerende der netop har læst at det danske stød er noget helt unikt som ikke har sin lige i noget andet sprog.

Herunder et kan se et spektrogram fra en vilkårlig aserbajdsjansk transskriptionsopgaver, hvor der er en tydelig glottalisering [ʔ̞] mellem to ord /se æv/ (stemmelæbesvingninger ses ved de lodrette streger; i perioden i midten af spektrogrammet opstår der uregelmæssigheder i afstanden mellem de lodrette streger). Det ligner et helt almindeligt dansk stød:

Vores opfattelse af stød som noget helt unikt, er ganske enkelt forkert. Glottaliseringer af forskellig art findes i alle sprog. De opstår helt naturligt når vores stemmelæber af forskellige grunde vibrerer lidt ude af sync. I mange sprog er det en redundant egenskab ved bestemte lingvistiske størrelser, i nogle sprog fører det til en systematisk anvendelse hvor man glottaliserer enten i forbindelse med bestemte segmenter, stavelser, ord, fraser eller som en sociofonetisk markør. Og i nogle sprog bliver denne gestus distinktivt. Det er almindeligt, der er intet eksotisk over det.

Tonal accent

Det undrer mig at stød udelukkende bliver beskrevet som knirkestemme i dansk fonetisk litteratur (det nævnes måske som noget helt specielt at det i gammel slesvigsk dialekt nærmere svarer til en tonal accent). I jysk sker der noget andet. Om det er en ny ting eller om dialektforskere og fonetikere har overset det i generationer, ved jeg ikke. Det er noget der bør blive undersøgt nærmere.

Når jeg hører unge jyder tale, bruger de ofte ikke den københavnske knirkestemme. Det ved de udmærket selv; de vrænger gerne af københavnernes brægende udtale. Der hvor jeg knirker, har de i stedet et fald i tonegangen. Når de siger bønner (uden stød), starter de på lav tone og ender højt, [pœ̀nɐ́], når de siger bønder (med stød), starter de på høj tone og ender lavt, [pœ́nɐ̀]. Når de siger skåle, stiger tonen, [skɔ̌ːl], når de siger skål, falder tonen, [skɔ̂ːl]. Dette er ganske parallelt med tonale accenter i svensk og norsk og de historiske forhold i dansk. Det er ikke isoleret til Slesvig; det findes så vidt jeg kan forstå i størstedelen af Jylland.

Når de unge jyder siger ord som traditionelt ikke har stød i jysk dialekt, bruger de i øvrigt gerne det københavnske knirk, [pʰul̰s] puls.

Herunder et spektrogram hvor man kan se tonegangen hos en yngre jyde der siger hhv. bønner og bønder. Der er tydelig forskel i tonegangen, men intet spor af knirk i bønder.

Tonegangen i bønner vs. bønder udtalt af 31-årig taler fra Skjern.

Jeg har ikke studeret jysk så meget at jeg kan give et færdigt bud på den bedste notation i IPA. Men der er masser af redskaber til at notere det; der er ingen grund til at opfinde sine egne tegn.

Tonale accenter er, som glottaliseringer af forskellig art, på ingen måde unikt for dansk. Det kan man læse mere om her.

Hvor vigtigt er stød, øhm, knirk i dansk?

Jeg er oprindeligt fra Bornholm hvor der traditionelt slet ikke er knirk. Det var noget jeg skulle lære da jeg flyttede til København som 11-årig. Alle der har prøvet at lære det, kan blive enige om at det er sindssygt svært at lære. Jeg selv, der om nogen er fonetisk interesseret og motiveret, laver stadig fejl, over 20 år efter at jeg for alvor begyndte at blive opmærksom på det. Det er åndssvagt kompliceret og ganske imponerende at danskere som sådan har fint styr på det.

Vi plejer at sige at knirk er distinktivt, netop med henvisning til ordpar som bønder/bønner og en del andre ordpar. Men så er det da lidt underligt at der findes dialekter som klarer sig fint uden knirk eller tonal accent. Når vi synger, bruger vi traditionelt ikke knirk eller tonal accent. Men alligevel forstår vi udmærket sangtekster, også selvom tonerne i en sang bevæger sig i stik modsat retning end i talesproget.

Når jeg indimellem stadig er tvivl om hvorvidt der er knirk i et ord, hjælper det sjældent at spørge en gennemsnitlig dansker om det. Medmindre folk har en lingvistisk uddannelse, er de simpelthen ikke bevidste om det, de kan ikke høre det, de ved ikke om de siger et ord med eller uden stød. De kan godt høre at bønder og bønner lyder forskelligt, men kan ikke rigtig sætte ord på hvad der gør dem forskellige. Hvis de hører et ord i isolation, kan de ofte ikke høre om det er et af dem med knirk eller et af dem uden.

Det er de færreste der starter på et fonetikkursus, som nogensinde har hørt om stød før, og dem der har, har typisk hørt noget forkert. Selv efter at have fået en del træning i det, har mange studerende svært ved at afgøre hvornår der er knirk, og mange noterer det ret vilkårligt i deres transskriptioner.

Knirk markeres slet ikke ortografisk. Det er ikke nødvendigt. Knirket er et rudiment af en tonal markering af tunge stavelser i middelalderdansk. Det var redundant, og i langt de fleste ord er knirket stadig redundant og forudsigeligt. Hvis vi kender ordets ordklasse og bøjningsform, hvilket vi som regel kan regne ud fra konteksten, følger det i de fleste tilfælde automatisk deraf om der skal være knirk eller ej.

Alle disse forhold gælder slet ikke i samme grad for andre distinktive størrelser i sproget.

Så på den ene side har vi ordpar hvis eneste forskel er om der er knirk eller ej. På den anden side virker det ikke særlig vigtigt for danskere. Når man skal lære dansk eller undervise i dansk, tror jeg ikke der er payoff på at fokusere for meget på at lære at knirke rigtigt. Det er urimelig svært. Der er stort sandsynlighed for at man alligevel aldrig lærer det ordentlig. Man ender med at afsløre sig som en der ikke har dansk som modersmål uanset hvad man gør, og det har ikke rigtig den store betydning for danskerne i sidste ende.

Stød, knirk, hvad vi nu kalder det, er uden tvivl noget man skal lære at forholde sig i dansk fonetik. Men, og med forbehold for min stødløse baggrund, forekommer det mig væsentligheden er overdrevet i introduktionen af dansk. Hvis en udenlandsk fonetiker kun ved én ting om dansk, er det med stor sandsynlighed at der er det der stød. Det afspejler hvor meget der er sagt og skrevet om stød, men måske ikke helt hvor væsentlig det reelt er i dansk. Vi taler aldrig om sprængansats som noget vigtigt i dansk, selvom det er langt hyppigere end mange af vores ‘rigtige’ fonemer. På andre sprog ignorerer man typisk lignende glottaliseringer i brede sprogbeskrivelser. Måske er det egentlig et emne der hører hjemme i videregående sammenhænge, men ikke så meget på sprogskoler og brede introduktioner til dansk.

Opsummering

Stød er hverken så specielt at vi er nødt til at bruge vores egne udtryk og notationer til at beskrive det, eller så vigtigt at man ikke kan klare sig uden på dansk. Det mest specielle ved stød er at vi går så meget op i det i forhold til dets beskedne vigtighed.

Lad os holde os til IPA-tegn når vi skriver IPA. Lad os notere lydene som det de er. Værktøjerne er der til det:

  • ◌̰ betegner knirk eller knirkestemme.
  • ʔ betegner en glottal plosiv eller approksimant.

Jeg foretrækker ◌̰ fordi det afspejler det koartikulerede aspekt, at det er en gestus som falder samme med et andet segment.

  • Der er et hav af tegn til de tonale accenter man finder i jysk. Hvad der er mest passende, kræver nærmere undersøgelser, men man kan starte et sted og notere høj og lav tone med ◌́ ◌̀.

Dette er det sidste emne i serien om Utilpasset IPA. I næste indlæg kommer der en opsamling og konklusion.

Link til diskussion på schwa.dk’s facebookside

Kategorier
Lydskrift

Utilpasset IPA: Diftonger

Update oktober 2023: Dette indlæg repræsenterer et tidligt stadie i mit forarbejde for artiklen Utilpasset IPA. Jeg anbefaler denne artikel i stedet. Indlægget herunder kan indeholder outdatede elementer eller synspunkter som ikke længere er repræsentative for mit ståsted i dag. ~~ Ruben

I dansk lydskrifttradition noteres diftonger med ɑɪ̯ oɐ̯ ɑʊ̯, altså et vokalsymbol med en bue under, som i IPA betyder ‘ikke syllabisk’ (I Dania bruges αj oɹ αw, i DDO blandes principperne lidt, ɑj oɐ̯ ɑw). Min pointe i dette indlæg er at denne bue under vokalerne fint kan undværes. Det er en lille ting, men alt i alt gør det IPA nemmere uden at vi mister informationer. Og uden denne bue følger vi praksis i de fleste andre sprog.

Der er ikke tale om direkte forkert IPA hvis man inkluderer buen, men buen gør vores lydskrift en anelse mere besværlig uden egentlig at tilføre nogen værdifuld information. Den gør blot at lydskriftstuderende er nødt til at lære hvad buen betyder og hvorfor og hvornår vi har besluttet at benytte buen. Med buen er vi er tvunget til at tage stilling til om noget er syllabisk eller ej, hvilket vi ikke altid kan afgøre med vores ører og måleinstrumenter, så disse bliver erstattet med principper og konventioner.

Baggrund

Langt de fleste stavelser i verdens sprog indeholder en vokal. I dansk kan antallet af stavelser i et ord typisk afgøres ved at tælle antallet af vokalbogstaver. En stavelse i straks, to stavelser i miljø, tre stavelser i maskine osv. Her har vi det nemt i dansk, bortset fra at vi låner en del ord fra andre sproget hvor det ikke er lige så indlysende at tælle stavelser, fx fransk bureau, engelsk breakdance og italiensk fiasko.

Derfor tænker vi intuitivt at når der er en vokal, er der også en stavelse. Der kan derimod være et vilkårligt antal konsonanter uden at det ændrer på antallet af stavelser. Vokaler er stavelsesbærende/syllabiske, konsonanter asyllabiske.

Men fonetisk set har konsonanter som v, r, g i nogle tilfælde i dansk udviklet sig til vokallyde, fx i hav, mor, røg, men uden at vi føler at de tilføjer en ekstra stavelse til ordet. De danner diftonger med foranstående vokal. Og dette har vi valgt at vise i lydskriften med disse buer under vokalerne, fx haɪ̯ haʊ̯ moɐ̯ hej, hav, mor. Men når vokalerne føles syllabiske, altså bidrager til opfattelse af en ekstra stavelse til ordet, udelader vi buen, fx tʁaːɪ hæːʊ moːɐ dreje, have, more.

Er ◌̯ nødvendig?

I bred IPA noterer man som bekendt kun distinktive forhold. Og man undgår diakritika medmindre de altså angiver noget distinktivt. Så hvis vi kan slippe af med ◌̯ ville det være god IPA, samtidig med at det bliver nemmere for os selv.

I eksemplerne ovenfor kan man se at vi godt kan skelne mellem asyllabisk ɪ̯ ɐ̯ ʊ̯ og syllabisk ɪ ɐ ʊ. Men hvis man lægger mærke til det, følger notationen automatisk af om vokalen foran er kort eller lang, og det gælder, med visse undtagelse, faktisk generelt. Længde og asyllabicitet bliver altså en slags dobbeltmarkering af forskellen, og vi kan egentlig nøjes med den ene af dem. Da vi i andre sammenhænge er nødt til at bruge længdetegnet, kan vi ikke slippe af med det, men vi kan godt undvære buen.

Vi kan altså underforstå at ɪ ɐ ʊ er asyllabiske efter kort vokal, /haɪ haʊ moɐ/, og syllabisk efter lang vokal, /tʁaːɪ hæːʊ moːɐ/.

Nu skal man passe på med at underforstå ting i lydskrift. Det kan føre ned ad en vej hvor vi underforstår forskellen på /t/ og /ð/ eller /æ/ og /a/ fordi vi kan forudsige det med komplekse regler. Og så ender vi med en lydskrift der mere minder om vores ortografi, og som kun kan forstås hvis vi kender disse komplekse regler.

Men jeg mener at forskellen på syllabisk og asyllabisk godt kan underforstås. Eller i virkeligheden snarere: Om noget er syllabisk eller ej afhænger af vores fortolkning af den fonetiske streng. Buen indikerer hvad vi tænker og føler om ordets struktur, men det er ikke en instruks om at man skal gøre noget bestemt med taleorganerne. Notationerne /haɪ̯ haɪ/ indikerer ikke to forskellige udtaler, men markerer blot eksplicit en bestemt fonologisk fortolkning af lydene. Forskellen på /t/ og /ð/ eller /æ/ og /a/ er til sammenligning ganske fysisk. I IPA skal man skelne distinktive udtaler, ja, men de skal skelnes efter den fysiske, artikulatoriske forhold. Hvis man skal lære dansk, skal man lære at udtale forskel på /moɐ moːɐ/ mor, more, og det gør man primært ved forskel på vokallængden. Det kan ikke benægtes. Om man opfatter dem som en eller to stavelser, er for så vidt underordnet.

Så medmindre man mener noget meget konkret med symbolet ◌̯ – og dets modsætning ◌̩ – er de faktisk lidt overflødige, i hvert fald i bred IPA. For en dansker, og mange andre, følger opfattelsen af syllabicitet automatisk af notationer som /lɒʊlɪ løːʊ kʰætn/ lovlig, løve, katten. Og hvis den ikke gør, så gør det ikke rigtig noget.

Hvad vi tænker om sprogets mere abstrakte, underliggende struktur når vi taler, er underordnet for lydskriften. Det gælder generelt i IPA. Man kan i IPA notere at man opfatter [ts] er et enkelt fonem og skrive [t͡s], men man skal ikke. I mange afrikanske sprog har man prænasalerede plosiver, som man kan notere [m͡b], men man behøver ikke bruge buen. Ligeledes er det underordnet i IPA om vi synes /ð/ er en slags d, om vi synes /æ a/ begge er en slags a, og altså om vi opfatter en sekvens af to vokaler som en eller to stavelser. Argumenterne for at forstå disse notationer kræver en god indsigt i fonologisk teori og analyse. Disse emner kan være vældig spændende og relevante. Men det kan man gå op i på et senere tidspunkt; de hører ikke hjemme i introduktionen til et sprog.

/ə ɪ ɐ ʊ ð/ er varisyllabiske

Det kan naturligvis i nogle sammenhænge være interessant at udtale sig om syllabicitet og studere om der er mikrofonetiske, ikke-distinktive træk der følger med disse betegnelser. Derfor har vi snæver IPA hvor man kan notere den slags.

Jeg er ikke i tvivl om at man eksperimentelt kan vise at fx save i distinkt udtale opfattes som tostavet [sæː.ʊ], og at det her følger de suprasegmentelle egenskaber som vi forbinder med tostavelsesord. Men save kan også reduceres kraftigt, til [sæʊ̯] fx i save brænde, til et enstavelsesord, parallelt med at passe kan udtales [pʰæs], identisk med pas.

Der er en glidende overgang mellem [sæː.ʊ] og [sæʊ̯]. De eksisterer som yderpunkter, men i spontan tale er det umuligt at afgøre hvor grænsen mellem de to udtaler går, hvornår det går fra at være to stavelser til en. Det findes der ikke noget objektivt svar på. Jeg har i mange år sat fonetikstuderende til at transskribere spontantale i eksamensopgaver osv. Her ender det med at være temmelig arbitrært hvordan disse tegn bruges; nogle hører det ene, nogle hører det andet, og nogle er i tvivl og gør noget vilkårligt. Som bedømmer har jeg kun i ydertilfældene mulighed for at afgøre hvad der er korrekt, men ofte må jeg acceptere begge svarmuligheder fordi de er lige rimelige eller urimelige. Brugen af ◌̯ ◌̩ tvinger transskriptøren til et valg som ikke er rimeligt og hvis rigtighed ikke kan afgøres. Det er urimeligt over for studerende der bruger tid på at forstå forskellen, som frustreres over at de ikke kan høre den, og som stresser over at skulle kunne gøre det rigtigt til eksamen.

Er der flere stavelser i /aɪ/ i /maɪˈtsḭːm/ maritim end i /maɪ/ mig? Jeg ved det ikke. I DDO skrives det, med DDO-lydskrift, mɑiˈtiˀm, ˈmɑj, altså med en forskel i antal stavelser. Det kan måske føles sådan for nogle, men forskellen er ikke åbenlys. Jeg kan bedre lide /maɪ/ og lade folk selv vurdere om de synes det er syllabisk eller ej.

For mig at se er den bedste løsning ganske enkelt at udelade ◌̯ ◌̩ fra notationen og definere /ə ɪ ɐ ʊ ð/ som varisyllabiske. De kan opfattes som syllabiske eller asyllabiske alt efter kontekst, men det afhænger i høj grad af vores intuition som kan være påvirket af morfologi og skriftbillede. Og så må man ty til akustiske mål hvis man vil være mere konkret end det.

Et par (forsvindende) problemer

I ældre dansk har/havde man vistnok en kontrast på syllabisk/asyllabisk i fx /peˈlɛ̰ːɐ̯ peˈlɛ̰ːɐ/ belær, belære. Man havde ofte lang vokal før ɪ̯ ɐ̯ ʊ̯ ð, og disse kunne så også blive syllabiske ifm. schwa-assimilation. Jeg ved ikke konkret hvad den fonetiske forskel er her (længde, tone, andet?) og om der overhovedet var nogen forskel, om den distinkte forskel egentlig er /peˈlɛ̰ːɐ̯ peˈlɛ̰ːʁə/, og /peˈlɛ̰ːɐ/ så egentlig er reduceret udtale, hvor belær tilsvarende blev reduceret til /peˈlɛ̰ɐ̯/ så kontrasten blev opretholdt, eller andet. Under alle omstændigheder er det problem ved at løse sig selv, idet vokalen er blevet forkortet i alle disse ord med ɪ̯ ɐ̯ ʊ̯, /peˈlæ̰ɐ peˈlæ̰ːɐ/ hos, gætter jeg på, alle under 70 år.

Vi har også en lille håndfuld ord med triftonger og knirk, som [fɒˈtæ̰ɐʊ̯ fɒˈtæ̰ɐ.ʊ] fordærv, fordærve, som jeg er lidt i tvivl om hvad man skal stille op med. Men igen er de unge i færd med at rydde op i sproget idet de reducerer triftonger til diftonger, [fɒˈtæ̰ʊ fɒˈtæ̰ʊ.ʊ]. Det er særtilfælde som der kun er ganske få af, og de er på vej væk. De skal behandles som selvstændige problemer, ikke skaber problemer for hvordan vi lydskriver alle andre ord.

Hvad gør man i andre sprog?

I Handbook og the IPA er der ikke noget klart svar på hvordan man skal notere diftonger. At kalde noget for en diftong, er en fortolkning, og IPA forholder sig blot til hvilke lyde der er eller ikke er i den fonetiske strøm.

Tegnene ◌̯ ◌̩ betyder ikke-syllabisk og syllabisk, ligesom ◌.◌ betyder stavelsesgrænse og ◌͡◌ betyder fraværet af grænse, men det er ikke hægtet op på nogen konkret artikulatorisk egenskab. Der er ikke nogen nærmere forklaring på hvordan de skal bruges. Men der er en opfordring til ikke at bruge unødige diakritika i bred IPA.

Diftonger som i hej, hav findes i rigtig mange sprog, og i praksis er der en del variation i hvordan diftonger noteres. Notationerne /aj ai ai̯ aɪ aɪ̯/ er mulige notationer af nøjagtig samme diftong (også i skrift kan den skrives på mange forskellige måder). Men hvad gør andre sprog i praksis?

Jeg har undersøgt 117 andre sprog med frit tilgængelige illustrations of IPA. Ud af de 117 sprog er der 40 der har diftonger. Af disse 40 noteres diftonger med VV (fx /ai/) på 31 sprog, og VC (fx /aj/) på 9 sprog. De fleste af disse 9 VC-sprog er relativt eksotiske, såsom malajisk, sahaptin, mambay, pashayi og bengalsk, mens de 31 VV-sprog rummer mere nærliggende sprog som engelsk, tysk, spansk, svensk, norsk.

Hvis man endvidere ser på de andre detaljer, så noteres diftonger med to fuldvokaler, fx /ai/, på 14 sprog, og med centraliseret vokal, fx /aɪ/ på 12 sprog, mens kun fem sprog bruger notation med asyllabisk fuldvokal, fx /au̯/. Ingen bruger asyllabisk centraliseret vokal som i dansk tradition, ɪ̯ ɐ̯ ʊ̯. Igen har man altså i dansk valgt at bruge en notation som afviger fra hvordan man gør i de fleste andre sprog.

På mange sprog er man vant til fra ortografien at diftonger repræsenteres med to vokalbogstaver, ai, au, eu, ei osv. I dansk er vi vant til at de repræsenteres med vokal og konsonant, ej, eg, av, æv, øv. Det gør måske at man i dansk lydskrifttradition har lyst til at opfatte disse lyde som en slags konsonanter og repræsentere dem med konsonanttegn eller på anden måde at adskille dem fra vokaler.

Men hvis vi skal holde ortografien udenfor, og hvis man skal følge praksis i de fleste sprog, navnlig de sprog som man med stor sandsynlighed kan støde på i en almindelig sproguddannelse, bør man notere diftonger med VV. Det er mest oplagt at bruge centraliserede vokaler, /aɪ aʊ uɐ/, som der er tradition for i fx nærliggende sprog som norsk, tysk og engelsk, når vi i forvejen bruger /ɪ ʊ ɐ/ til at angive en lidt mindre specifik vokalkvalitet, som også er passende for diftonger.

Opsummering

Det er ikke forkert IPA at skrive /aj aw/ eller /aɪ̯ aʊ̯/. Men hvis vi vil gøre os selv en tjeneste, gøre lydskriften en lille tand enklere, mindre arbitrær og frustrerende og bringe den tættere på international praksis, navnlig praksis i nærliggende sprog, kan vi ganske enkelt skrive /aɪ aʊ/. At skelne /ɪ ɐ ʊ/ vs. /ɪ̯ ɐ̯ ʊ̯/ betyder ekstra besvær, uden at det bidrager med noget substantielt til sprogbeskrivelsen.

I næste indlæg ser jeg på det der stød som er så unikt dansk at vi er nødt til at opfinde vores helt egne lydskrifttegn og terminologi. Kan det mon rummes i IPA?

Kategorier
Sprogsyn

Er dansk et særlig svært sprog?

I den senere tid har der været en del skriverier i medierne om at dansk er meget svært at lære og danske børn halter sprogligt bagud. Se også her, og her, og her. Jeg kender menneskerne bag og har hjulpet dem med nogle af af undersøgelserne. Det er fine folk, og de er vældig dygtige til mange ting, men ikke til dansk fonetik. Alligevel er der i artiklerne en masse fonetiske udsagn som er ganske misvisende. På den ene side har jeg ikke lyst til at sige noget dårligt om mine kolleger og deres forskning, på den anden side har jeg ikke lyst til at lade forvanskninger af dansk fonetik og sprog og den forskning som andre kolleger og jeg selv har bedrevet i emnet, stå uimodsagt. Som man kan se, har sidste hensyn vundet. På forhånd undskyld til jer fra Puzzle of Danish, hvis I skulle komme forbi her.

Det er sådan set ikke nyt at fremstille dansk som helt exceptionelt svært. Den ældste kilde på min boghylde er sprogforskeren Aage Hansens bog Vort Vanskelige Sprog fra 1965, men der er garanteret lignende fremstillinger der er meget ældre. Og der har gennem årene jævnligt været både akademiske artikler og indlæg i medierne fra diverse sprogforskere der giver deres bud på hvorfor dansk er så svært eller lyder så grimt. Og så er der den klassiske sketch om Kamelåså, hvor danskere ifølge norske satirikere har mistet evnen til at forså dansk.

Især ældre generationer er gennem danskundervisningen blevet opdraget til at opfatte deres sprog som fyldt med fejl. Retskrivningen er svær, og når man endelig har fået banket den på plads, ser man overalt alle de fejl som andre begår. Det er let at få opfattelsen af dansk som et svært sprog og noget danskerne generelt ikke kan finde ud af.

Hvis man kigger på sprogdebatter på sociale medier, er de fyldt med beklagelser over og latterliggørelse af andre danskeres sprog. Der er meget lidt kærlighed til sproglig forskellighed i den danske befolkning. Selv folk med humanistisk uddannelse og livsanskuelse, som generelt hylder forskellighed og åbenhed over for at alle ikke behøver at være ens og følge samme forældede normer, holder sig ikke tilbage med ufortyndet sprogshaming hvor kun deres eget sprog og sprogforståelse har berettigelse. Alle der afviger, om det så er journalister, dansklærere, oversættere og andre professionelle sprogfolk, fremstilles som “direkte elendige og ude af stand til at formulere sig på et bare nogenlunde korrekt dansk”. Den får ikke for lidt.

Lingvister ved som regel bedre. Men i den seneste tids mediehistorier er der altså sprogforskere der, i lidt mere akademisk tone, hopper med på fortællingen om dansk som et svært, sjusket og grimt sprog, om danskere som nogle mumlere, og danske børn som dårlige til deres sprog.

Mens der er mange bud på hvorfor dansk er så svært og grimt, er der meget få forsøg på faktisk at dokumentere at dansk er sværere at lære end så mange andre sprog. Vi godtager præmissen uden videre skepsis, fordi det er en præmis der klinger med vores sproglige selvforståelse, og hvem har så brug for beviser? Og så skynder vi os videre til at forklare hvorfor, og det har som regel noget at gøre med at dansk lyder så grimt og at vi ikke udtaler ordene som de staves.

Der er dokumentation for at danske småbørn har svært ved at tilegne sig visse ting i sproget, såsom datidsendelser. Men det kan lige så godt ses som udtryk for at datidsendelser bare ikke er så vigtige i dansk. Sprog er i forandring, og det som ældre mennesker synes er vigtigt at fokusere på i sproget, er måske ikke lige det småbørn synes er vigtigt. Det betyder ikke at dansk som sådan er svært.

Der er også dokumentation for at danske småbørn i en meget tidlig alder har et mindre ordforråd som de dog indhenter ret hurtigt. Det har ikke nødvendigvis noget med sproget at gøre. I samme undersøgelse har amerikanske børn et af de største ordforråd, men engelske børn ligger lige så lavt som danske, på trods af at engelsk og amerikansk bare er dialekter af samme sprog. Der må være mange andre faktorer på spil, såsom hvordan vi stimulerer børnene, hvor tidligt vi putter dem i institution, hvordan de bliver stimuleret der og hvordan vi egentlig vurderer om vores børn behersker et ord eller ej. I tråd med danskernes sproglige selvlede er det nemt at forestille sig at danskere svarer udpræget negativt på de spørgeskemaer der ligger til grund for disse undersøgelser.

Det er selvfølgelig helt fair at der kan findes ting danske børn har sværere ved end børn fra andre lande, ligesom der garanteret er ting børn i andre lande har sværere ved end danske børn. Men det er ikke rimeligt at konkludere at fordi der er enkelte ting danske børn har svært ved, så er dansk generelt et svært sprog.

Har dansk et fonetisk problem?

Jeg ved egentlig ikke så meget om sprogtilegnelse, så jeg må hellere fokusere på det jeg ved noget om: Fonetik. Det danske sprogs fonetik bliver gjort til hovedsynderen i både nye og ældre problematiserende fremstillinger af dansk. Men fremstillingerne er fyldt med vrøvl om dansk fonetik. Jeg vil kommentere nogle af de udsagn man finder i ovennævnte links.

Første nogle udsagn på videnskab.dk (link)

Dansk har 40 vokallyde, italiensk har kun 7

Nej. Jeg har netop skrevet et længere indlæg om hvordan man tæller vokaler. I et paradigme hvor dansk har 40 forskellige vokaler, kan man også sagtens finde mindst 40 forskellige vokaler i italiensk. I et paradigme hvor italiensk har 7 vokaler, har dansk 13 vokaler. Jovist, stadig flere end italiensk, men ikke 5-6 gange så mange.

Nogle konsonanter udtales som vokaler

Ja, nogle konsonantbogstaver udtales som vokaler. I ord som /haʊ haɪ/ hav, hej staver vi det med v og j, men udtaler det som diftonger. Italiensk har også diftonger. Der staver man dem bare med to vokaler, au, ai. For et barns tidlige sprogtilegnelse er det underordnet om lydene staves med konsonantbogstaver eller vokalbogstaver. De skal bare sige lydene. Først langt senere skal de tænkte over hvordan de staves.

Dansk er et mumlesprog, vi mumler rent objektivt

At kalde dansk for et mumlesprog er ren sprogshaming. På italiensk er latinsk florem ‘blomst’ blevet til fiore. Her er der sandelig også konsonanter der er vokaliseret eller forsvundet. Vi kalder ikke italiensk for et mumlesprog af den grund. Det er bare sproglig udvikling. Det er naturligt og det kan forklares. Og hvad er objektiv mumleri overhovedet for noget? Det lyder meget lidt objektivt.

Vi tonerer ikke så meget

Toner og andre suprasegmentelle træk er som regel noget af det sværeste at lære i et fremmedsprog. Det bliver i hvert fald ikke sværere af at vi ikke gør det. En ting mindre man skal lære.

Når vi for eksempel siger ’bage alle kagerne’, kommer det til at lyde som ’bageallekagerne’

Hvad skulle vi ellers gøre? Holde pause mellem alle ordene? Det gør man ikke i nogen sprog. Ingen. Hvis man gør, bliver man meget irriterende at høre på. Når man transskriberer et hvilket som helst sprog man ikke kender, er det umuligt at vide hvor ordgrænserne går alene ud fra fonetiske cues. Det ved enhver fonetikstuderende der har prøvet det. Det er helt klassisk. Der er heller ikke nogen tydelige grænser mellem italienske ord. Det er på ingen måde en udfordring der er særlig for dansk.

Ifølge en undersøgelse er det op til 25 procent af stavelserne i det danske sprog, der ikke artikuleres, og det får os til at lyde lidt fulde, når vi taler

Hvilke stavelser? De stavelser man havde i 1600-tallet? Ja, dansk har reduceret en del ift. norsk og svensk, som det sammenlignes med i undersøgelsen. Det er sprogforandring, ikke mumleri. Norsk retskrivning er baseret på mere moderne norsk udtale, mens stavelserne i dansk retskrivning ikke har ændret sig meget siden 1600-tallet. Hvis man tager udgangspunkt i retskrivningens stavelser, får man naturligvis vidt forskellige resultater for de to sprog. Vi har en del lydstrukturer hvor et traditionelt stavelsesbegreb ikke giver så god mening som på svensk og norsk. Det er et akademisk problem, fordi det gør det svært at sammenligne stavelser på tværs af sprogene, men ikke et problem for små børn.

Og der står intet i undersøgelsen om at det får os til at lyde fulde. Det får os til at lyde danske i modsætning til svenske og norske.

Paradoksalt nok fører denne ‘mumlen’ til mindre af det problematiske. Det er især når vi har mange vokaler i træk at vi reducerer, som /fæɐʊə/ færge, der bliver til /fæːʊ/. Så nu må man beslutte sig; er det et problem at vi har mange vokaler i træk, eller et problem at vi reducerer antallet? Begge problemer eksisterer ikke på samme tid.

Prøv at sige sætningen ‘ni arrige irere’.

Det er en variant af ‘fire arrige irere’, som jeg er ophavsmand til. Jeg fandt på det som eksempel på noget helt ekstremt. Det er en tongue twister. Alle sprog har deres egne tongue twisters, som exploiter nogle af de mere subtile kontraster i sproget. Det er meningen at det skal være svært, men vi går ikke og taler i tongue twisters.

De mange vokaler, de drilske konsonanter og det mumlende danske sprog er ifølge forskerne tilsammen en oplagt forklaring på, at danske børn halser bagefter i deres sproglæring.

Men vi har ikke så mange vokaler, og dansk er ikke mumlet, og konsonanterne og de manglende endelser er først drilske når man skal lære at stave. Det lyder ikke så oplagt igen.

Så nogle udsagn fra denne artikel (som desværre er bag betalingsmur, beklager)

Det danske sprog er nærmest én lang vokallyd

Nej. De tre hyppigste lyde i ‘mumlet’ dansk (DanPASS) er /t s n/, tre konsonanter. Selv hvis vi tager den frihed at regne approksimanter (vokoider) som vokaler, er over halvdelen af lydene i almindelig spontantale konsonantiske. Der er intet usædvanligt i at have omtrent 50/50 konsonanter og vokaler med en lille overvægt af konsonanter. Svensk og norsk har reduceret en del konsonanter i starten af ord, som vi har bevaret i dansk. Hvordan er det i italiensk som er ‘meget nemmere’? Italienske stavelser består typisk af en konsonant og en vokal, så omtrent 50/50 på italiensk også. Så der er næppe markant forskel på sprogene her.

Når vi endelig har ret vokoide fraser, som fire arrige irere, bryder vi dem i praksis gerne op med sprængansatser, glottaliseringer eller pauser. Vi laver især gerne sprængansats eller pause før et indholdsord der starter med en vokal, så det ikke flyder for meget sammen med foranstående ord. Vi siger ikke /fiɐaɪɪiɐɐ/, men /fiːɐ ʔaːʔɪɪ ʔiːʔɐɐ/, hvor ʔ her angiver glottalisering eller sprængansats, og så er der fonetisk set pludselig kun højst to vokaler i træk. Disse elementer er typisk fuldstændig overset i transskriptioner af dansk, men i en undersøgelse af hvor lange vokoide strenge vi har i dansk, er de absolut relevante.

Når norske børn har lettere ved at lære norsk, er det, fordi nordmænd udtaler deres konsonanter som konsonanter og derfor kan høre, hvor et ord slutter. Eksempelvis siger man på dansk ’gade’ med blødt d, mens man i norsk siger ’gate’. Og når nordmændene siger ’kake’, siger vi ’kage’ – uden at udtale g’et overhovedet.

Det her hænger ikke sammen. Der er ikke nogen konsonant sidst i norsk gate og kake. Det bløde d i gade ender til gengæld netop i slutningen af ordet og bliver et signal for hvor ordet slutter. Det har man ikke i norsk.

Hvis man siger kage 20 gange i træk, er det meget nemt at høre hvor ordene slutter. De slutter lige før k hver gang. Hvis man på norsk siger kake 20 gange i træk, slutter ordene kun før hver andet k. Det må da alt andet lige gøre det sværere at høre hvornår norske ord slutter. Mit gæt er testpersoner ville ramme mere rigtig i dansk end i norsk hvis de skulle tælle hvor mange gange der blev sagt kage/kake i sådan et forsøg. Ifølge udsagnets egen logik burde dansk blive nemmere af denne udvikling (selvom jeg ikke tror det spiller nogen større rolle).

Og g‘et i kage er jo kun et spørgsmål om hvordan vi staver det. Ville det blive nemmere for børn der intet ved om stavning endnu hvis vi begyndte at stave det kae? Næppe. Danske børn forstår i øvrigt ganske udmærket hvad kage betyder når man spørger om de vil have et stykke kage.

Når de hørte den konsonantrige sætning »find bilen«, kiggede de hurtigt på bilen på skærmen. Men når der blev sagt »her er aben«, smeltede de mange vokaler i sætningen så meget sammen, at de skulle bruge et halvt sekund mere på at finde aben med øjnene.

Nu er jeg ikke grammatiker. Men. Hvis man skal bede nogen om at finde noget på en skærm, virker “her er X” ikke som en oplagt ordre. Hvis man konstruerer unaturlige sætninger, kommer der selvfølgelig en forsinkelse.

Vi kan godt konstruere vokalrige sætninger på dansk. Og jeg tror gerne at vi har bedre muligheder for at gøre det end mange andre sprog. Men det er ikke noget vi i praksis gør i specielt stor stil. Vi bruger som nævnt lidt flere konsonanter end vokaler, og vi fordeler dem jævnt.

Lange vokoide strenge er vanskelige at håndtere artikulatorisk og auditivt. Den er jeg med på. Det gælder i alle sprog. Og man kan også konstruere mærkelige sætninger i andre sprog. Men vi undgår netop også derfor at formulere os alt for ekstremt vokoidt. Vi går ikke og taler om arrige irere og røgede ørreder og rødgrød med fløde dagen lang. Det er ekstreme undtagelser. Vi vælger netop ikke at sige “her er aben” men “find aben”. Det er aldrig sådan at der ikke er alternative formuleringer som er mindre vokoide.

Hvis børnene udmærket forstår den naturlige formulering “find aben”, hvorfor er det så den unaturlige formulering “her er aben” der bliver fremhævet og brug som belæg for at dansk er svært og at man ikke kan høre grænserne mellem ordene? Det er uinteressant hvor svært det er at lære et sprog som ingen taler.

Til gengæld er danske børn massivt bagefter helt op til 8-års alderen, hvad angår datidsformerne

Børn bøjer ofte ikke datid som jeg selv gør, de siger bedte i stedet for bad, og løbte i stedet for løb, og vælgede i stedet for valgte. Men de bøjer altså ordene i datid. Hvis det handler om at de voksne ikke synes børnene bøjer ordene rigtigt, er det de voksne der har et sprogligt problem, ikke børnene.

Det er ikke kun, når vi taler med vores venner, at vi slapper så meget af, at vi udtaler konsonanter som vokaler eller sluger den sidste fjerdedel af ordene og siger ’kaf’ i stedet for ’kaffe’, ’piie’ i stedet for ’pige’ eller ’ka’ i stedet for ’kan’. »Det gør vi også i formelle sammenhænge. Det er bare sådan, sproget er, man sjusker mere på dansk«

Vi udtaler ordene som de skal lyde på dansk, også i formelle sammenhænge, ja. Men det er ikke sjusk. Der er ingen dokumentation for at man sjusker mere på dansk end på andre sprog. Det er ikke sjusk fordi man ikke udtaler ord som de staves. Det er ikke sjusk at sige /pʰiːi/. Tværtimod ville ingen forstå dig hvis du pludselig sagde /pʰiːkɛ/ for pige. Det er ikke sjusk at sige /kaf/ i de fleste varianter af dansk. Hvis man fjerner e i kaffe, så er der færre vokaler, og var det ikke vokaler der var problematiske?

Og sproget ‘er ikke bare sådan’ at vi bare taler generelt sjusket. Vi laver absolut forskel på formel vs. mindre formel udtale.

Det er svært ud fra artiklerne at se hvad der egentlig skulle være problematisk ved dansk fonetik. Udsagnene her kan opsummeres i

  • Urimelige overdrivelser (dansk har forskellige 40 vokaler, nærmest en lang vokalstrøm, massivt bagud med datid)
  • Ophøjelse af skriftsproget over talesproget (det er sjusk når vi ikke udtaler bogstaverne, ikke bøjer tydeligt som i retskrivningen, udtaler konsonantbogstaver som vokallyde)
  • Selvmodsigelser (det er skidt med mange vokaler, det er skidt at vi reducerer vokalerne)
  • Problematisering af noget der ikke er et problem (vi tonerer ikke)
  • Fremstilling af forhold der gælder i alle sprog som noget unikt danske (vi kan ikke høre hvor ord starter og slutter, vi reducerer, unaturlige sætninger er vanskeligere at håndtere)
  • Usandheder (danskere sjusker lige meget i formelle og uformelle sammenhænge, dansk er en lang vokalstrøm)
  • Shaming (sjusk, mumleri, vi lyder fulde)

Dansk har et retskrivningsproblem. Vi skriver slet ikke som vi taler, og det gør det svært for skolebørn og for udlændinge at lære at læse og skrive. Det er Dansk Sprognævns ansvar. Men udsagnene om dansk som et svært sprog handler om småbørns tilegnelse af det talte sprog, og her er retskrivningen irrelevant.

Dansk har også et lydskriftproblem. Vores traditionelle lydskrift giver et helt forkert indtryk af den fonetiske kompleksitet, og det kan let forvirre udenlandske sprogforskere og gøre det vanskeligt at sammenligne dansk med andre sprog. Det kan løses ved at gå over til utilpasset IPA. Men dette er et akademisk problem, ikke et problem for små børn der skal lære at tale dansk.

Jeg er med på at man må hugge en hæl og klippe en tå og give den et formidlingsmæssigt twist når man formidler sin forskning i bredere medier. Og der er også journalister ind over, hvis job er at tiltrække læsere så man kan sælge nogle annoncer. Men artiklerne her giver et misvisende billede af dansk. De lefler for det den gennemsnitlige sproginteresserede dansker gerne vil høre, nemlig at dansk er grimt, svært og sjusket, og det er ikke nemt for lægfolk at gennemskue det vildledende i udsagnene.

Der er et enkelt lyspunkt i artiklerne. Danskere er nemlig åbenbart bedre end nordmænd til at bruge kontekst og forstå sprog i støjfyldte omgivelser. Men selv dette blive vinklet negativt . Det bliver taget som belæg for at dansk er så sjusket og uforståeligt at vi bliver nødt til at bruge andre signaler end sproget til at gætte hvad der bliver sagt.

Det er ærgerligt. Man kan finde mange særlige ting i det danske sprog, og det kan sagtens vinkles meget mere positivt. Jeg har selv brugt betegnelser som sjusk og mumlen i min egen formidling, men med den vinkel at få folk til at åbne øjnene og se det som en styrke og funktionalitet i sproget og i sprog som sådan, og ikke til at nedgøre sprog. At problematisere reduceret udtale og kalde det sjusk og mumleri er et tilbageskridt.

Når man er nødt til at overdrive, shame, cherry picke, opdigte problemer, inddrage irrelevante problemer osv., er det typisk fordi de saglige argumenter er sparsomme. Historien om dansk som et grimt, sjusket og besværligt sprog er god til at sælge overskrifter, men den er ikke funderet i den fonetiske virkelighed.

Er alle sprog lige lette at lære?

Så er vi udenfor min comfort zone igen, men her er min vinkel på det:

Jeg tror ikke sprogforskere som sådan går rundt og er overbeviste om at alle sprog er nøjagtig lige lette i nogen objektiv forstand. Jeg tror nærmere de fleste vil være enige i at det rent metodisk er rigtig svært at sige noget fornuftigt om. Hvordan måler man et sprogs sværhedsgrad? Hvilken enhed skal det måles i? Er beherskelse af datidsendelser fx et godt tværsprogligt mål? Sproglige kategorier er abstraktioner og fortolkninger som ikke så let lader sig måle og sammenligne. Jeg tror alle er med på ideen om at der i ethvert sprog kan findes elementer som er mere udfordrende end andre, men hvordan man skal opsummere det hele, er svært at blive enig om.

Noget der udfordrer ideen om at et bestemt sprog skulle være ekstremt svært for børn at tilegne sig, er at sprog i høj grad bliver formet netop gennem børns sprogtilegnelse. Dansk er ikke bare sådan som det er, fordi nogen har designet det på en bestemt måde. Dansk, og alle andre sprog, er formet af at børn har efterlignet dem omkring dem som behersker sproget. Og børn laver aldrig en 100 % nøjagtig kopi af deres forældres sprog. Der er altid små afvigelser. Men børnene vokser op, får selv børn som laver deres egne små afvigelser osv.

Sproglige former udvikler sig efter evolutionslignende mekanismer. En vilkårlig sproglig mutation bliver ganske enkelt ikke overleveret til næste generation hvis den er for bøvlet for et barn.

Sproglige afvigelser mellem generationer har næsten altid karakter af at gøre noget nemmere i en eller anden forstand. Man kan fx gøre noget nemmere ved at fjerne en lyd eller lave om på en lyd eller lave en uregelmæssig bøjning om til en regelmæssig osv. Der er en sproglig fornuft eller logik i de enkelte sprogforandringer som får lov at overleve. Ellers ville de ikke sprede sig til en hel generation og overleve til næste generationer.

Men inden nogen spørger hvorfor det så ikke bare var nemt fra starten, eller om sprog så bare bliver nemmere og nemmere med tiden, eller hvorfor der så stadig er noget der er svært, så skal man være opmærksom på at de små effektiviseringer et sted kan føre en anden kompleksitet med sig et andet sted i systemet. Hvis to ord ender med at blive udtalt ens, må vi gøre noget for at lave forskel, fx ændre syntaksen, føje et afklarende ord til sætningen eller noget. Hvis man, som vi gjorde i middelalderen, trækker /ju/ sammen til /y/, så er det lidt hurtigere at udtale, men samtidig bliver der føjet en ny vokal til systemet, så vokalsystemet bliver lidt mere komplekst.

I sprogforandringer er der næsten altid sådan et tradeoff. Der en drift hen imod at gøre det nemmere, men det medfører en ny kompleksitet et andet sted, som bulen i gulvtæppet man ikke rigtig kan slippe af med. Og den samlede kompleksitet bliver i en eller anden forstand status quo.

Det er denne logik der gør, tror jeg, at de fleste lingvister har en ide om at sprog sådan overordnet set i en eller anden forstand er lige svære. Hvis noget er nemt i et sprog, er der noget andet der er svært. Hvis man har enkle stavelser, er man nødt til at lave meget lange ord. Hvis presser lydene sammen til komplekse stavelser, får man kortere ord, men til gengæld skal man skelne flere vokal- og konsonantnuancer. Hvis man har en kompleks morfologi, kan man slippe afsted med en simpel syntaks eller omvendt.

Opsamling

Er dansk et særlig svært sprog? Det korte og sikre svar er at det ved vi ikke, men vi har ingen grund til at tro at det er. Nogle ting er svære, andre ting er ikke så svære, og sådan er det på alle sprog. Der er ikke nogen international konsensus om hvordan man måler et sprogs sværhedsgrad, og uden dette er det svært at sige mere fornuftig om sprogs sværhedsgrad i nogen objektiv forstand.

Er dansk sjusket og mumlet? Nej, bestemt ikke. Talere sjusker og mumler på alle sprog, og de taler tydeligt, alt efter behov. Nogle reduktioner sætter sig i sproget og former det og gør det forskelligt fra andre sprog, men det gør det ikke grimt, dårligt og svært. Udsagnene om dansk udtale er stærkt overdrevne, de problematiserer noget der ikke er et problem eller noget der ikke er særligt for dansk, de er nedsættende, de er selvmodsigende eller de er direkte falske.

Hvis dansk har et problem, så er det at vi elsker at fortælle hinanden hvor grimt det er og hvor dårlige vi er til det. Især når vi ikke staver som man skal eller udtaler ordene som de staves. Det problem bør vi gøre noget ved. Vi skal ikke forstærke det.