laveste pris for generiske piller http://1apotekonline.com/

Lær noget nyt på den sjove måde:

Næsehulen og stemmelæberne McGurk-effekten Overtonesang Kardinalvokalerne Hvorfor får man lys stemme når man inhalerer helium? Strubesang

sprogforandring

Bliver dansk talesprog mere utydeligt?

Sommeren er som bekendt den tid på året hvor medierne skal lede lidt længere efter indhold til deres artikler og programmer, og så griber man ofte fat i et eller andet sprogligt spørgsmål. Kristeligt Dagblad spurgte mig således forleden om dansk talesprog bliver mere utydeligt, og den artikel samlede flere medier op på.

Som akademiker vil jeg naturligvis helst svare ’både ja og nej, for på den ene side, men på den anden side, og det kommer an på’, og det er ikke altid et svar der passer ind i mediernes formater og agendaer, men heldigvis har jeg mit eget medie her, hvor jeg kan svare som det passer mig og efter mine egne agendaer ;)

For ja, på nogle punkter bliver sproget mere utydeligt, men det bliver så at sige ikke mere utydeligt end det hele tiden er blevet. Og på den anden side, nej, sproget bliver overordnet set ikke mere utydeligt af at nogle detaljer hist og her bliver mindre tydelige.

Noget af det vi kan se i moderne dansk, er at de bløde konsonanter (de bløde varianter af r, g, v, j, dem vi har i slutningen af fx mor, hav, mig, tøj) reduceres mere end andre lyde, og derfor ændres udtalen af ord som rge, Børge, ærgre, havre, højre osv. mere mærkbart end andre ord. Udtalen af disse konsonanter bliver mere utydelig i den forstand at vi ikke kan høre dem som selvstændige lyde længere, Børge udtales typisk [bɶːʊ] af yngre danskere, hvor r og g ikke modsvares af en selvstændig lyd.

Men bemærk at selvsamme yngre danskere ikke har noget problem med at gennemskue hvilket ord der er tale om når man siger [bɶːʊ]. Ordet udtales stadig på en anden måde end hvis man stavede det Børe, Bøge eller Bøe, for r og g er ikke bare forsvundet ud i den blå luft; de har sat spor på nabovokalerne før de forsvandt ud af udtalen.

På samme måde, når vi begynder at udtale gave som [gæːʊ] i stedet for [gæːvə] så er v’et ganske vist blevet mere utydeligt, men det er ikke blevet mindre tydeligt hvorvidt der siges gave, gade, gale, gane, osv. Den betydningsadskillende funktion ligger altså ikke i hvor tydeligt den enkelte lyd udtales, men i at man kan høre tilstrækkelig forskel på ordet og de ord som det skal kontrastere med.

Sprogforandringer er således ikke en utydeliggørelse af sproget, men en omorganisering. Kontrasterne bliver flyttet fra et sted til et andet. Hvis man fokuserer på den enkelte lyd, vil det ligne en udtværing, men hvis man kigger holostisk på den resulterende struktur, er der ikke sket noget tab.

Som jeg skrev i dette indlæg, er der som sådan intet nyt i dette. Siden vikingetiden har vi i dansk reduceret konsonanter mellem vokallyde, ubetonede stavelser og endelser. Unges sprog er derfor relativt set ikke mere utydeligt end vores bedsteforældres sprog var dengang de selv var den yngste generation. De unge mennesker opfatter ikke deres sprog som utydeligt, lige så lidt som bedsteforældregenerationen opfatter deres sprog som en utydelig variant af deres egne bedsteforældres sprog.

Er det et problem at sproget forandrer sig, og skal vi gøre noget ved det?

Sprogforskere siger som regel noget i stil med at vi ikke kan gøre noget ved at sproget forandrer sig, men at det heller ikke er noget problem, så der er som sådan heller ikke nogen grund til at gøre noget ved det. Alligevel er det noget der stadig bekymrer de fleste lægfolk der interesserer sig for sprog, og jeg vil gerne komme bekymringerne i møde og sige, ja, der er problemer, og jo, vi kan gøre noget ved det – men det vi kan og bør gøre, er som regel ikke det folk gerne vil have at vi skal gøre.

Et af de helt store problemer er at selvom talesproget ikke overordnet set bliver mindre tydeligt, så gør sprogforandringerne det mindre tydeligt hvorfor vi skal stave som vi gør. Hvorfor skal der fx være –r og –t i ord som kører og rigtigt, når vi ikke udtaler det, og hvorfor skal vi veksle mellem at skrive nogen/nogle, ad/af, hvis/vis, osv. når vi ikke udtaler ordene forskelligt?

Løsningen på det problem er ikke at lære folk at udtale tydelig forskel på disse ord, så de bedre kan huske hvordan de kan staves. Der er nemlig gode grunde til at de er endt med at blive udtalt ens – grunde som stadig vil være der selvom man lærte en generation at skelne, og de ville lynhurtigt ende med at blive udtalt ens igen, medmindre man blev ved med at smide enorme pædagogiske resurser i at bremse sproget i at bevæge sig derhen hvor det gerne vil.

Løsningen er derimod at ændre stavemåderne. Det er praktisk talt gratis at ændre ordenes stavemåde, og det kan gøres fra den ene dag til den anden. Ved løbende at ændre ords stavemåder til noget mere tidssvarende kunne vi gøre det meget lettere at læse og skrive, og det ville frigive tid hele vejen fra grundskolen til universitetet til andre og måske vigtigere ting end hvornår det hedder hhv. nogen og nogle. Det kræver sådan set bare at Sprognævnet ændrer stavemåderne, og så at folk er villige til at acceptere ændringerne (og denne modvillighed er det egentlige problem).

Et andet problem med sprogforandringer er at det kan føre til en kommunikationskløft mellem unge og ældre. Personligt kan jeg tvivle lidt på hvor reelt problemet er (hvis vi bl.a. frasorterer sådan noget som at man også får nedsat hørelse med alderen). Jeg oplever at sprogforandringer vækker en del mishag hos nogle ældre mennesker. De synes det er grimt, ubegavet og børnehaveagtigt at udtale og bruge ordene på en lidt anden måde end hvad de selv lærte i skolen, og sådan en modvilje kan ganske oplagt føre til en kommunikationskløft.

Løsningen på det problem ligger ikke hos den yngre generation, men hos de sprogkonservative, og første skridt på vejen er at acceptere det faktum at sprog forandrer sig efter nogle mekanismer som kan ligne sjusk og misforståelser, og at man ikke kan lave om på det faktum. Hvis man går ind i en samtale med en grundindstilling om at det er ubegavet eller grimt sprog at sige kraft i stedet for kræft, eller starte i stedet for begynde, eller hvad der ellers sniger sig ind i sproget, så er man selv årsag til kommunikationsproblemet – problemet ligger ikke hos den man taler med.

Fælles er løsningen at sprogvidenskab bør integreres i grundskolen og gymnasiet. Sproglæreres opgave bør ikke være at indoktrinere deres egen mening om hvad der er rigtigt og forkert, godt og dårligt sprog. Sproglærere bør lære elever hvordan sprog fungerer, hvorfor det forandrer sig, hvorfor det er smart at lade retskrivningen følge med udviklingen, og at man roligt kan forberede sig på at ens børn og børnebørn vil bruge sproget på en anden måde end man selv gør.

Jeg har endnu ikke mødt en lingvist som synes det er svært at forstå hvad folk mener når de ikke udtaler forskel på kræft/kraft, nogen/nogle, når de siger dufte i stedet for lugte, når de siger forfordele, eller når de glemmer et nutids-r eller sætter kommaerne lidt skævt. God sprogforståelse handler ikke om at kunne leve op til en striks konservativ sprognorm, men om at forstå de sproglige mekanismer og den variation der følger med.

Hvorfor forsvinder /v/ i ‘blevet’, ‘lavet’, ’skrevet’ osv.?

Jeg er blevet spurgt i seneste nummer af Mål & Mæle om hvorfor v’et forsvinder i ord som ‘blevet’, ‘lavet’, ’skrevet’ osv. Her er er en redigeret udgave af mit svar:

Det er rigtigt at der er en stærk tendens til at v forsvinder foran endelser udtalt med [ð], som i de nævnte eksempler. Det er et led i en mere generel udvikling, nemlig at halvvokaler er tilbøjelige til at forsvinde mellem to vokaler, en udvikling som jeg kalder udjævning. De almindeligste halvvokaler i dansk er [ɪ̯ ʊ̯ ɐ̯], dvs. de bløde, vokaliske udtaler af især bogstaverne v, j, r, g. Således ser man også lydene forsvinde i ord som drejet, løjet, været, meget, sørget osv. Tendensen er stærkest foran –et-endelsen, hvor [ð] overtager halvvokalen, men det ses også andre steder, som fx i horoskop, irritere, provokere, mayonnaise, leverpostej, bliver, ærgrer, jury, virus, tivoli, som kan udtales ho’oskop, i’itere, pro’okere, ma’onæse, le’rpostej, bli’r, æw’er, ju’i, vi’us, ti’oli, og i mange andre ord.

Forklaringen ligger nok primært i hvordan vokaler og halvvokaler artikuleres. Konsonanter som [p t k m n l] osv. artikuleres med en meget konkret kontakt mellem tunge og gane eller læberne, men de vokaliske lyde har ikke på samme måde en klar artikulatorisk forankring i mundhulen, og derfor man tilbøjelig til at glide hurtigt hen over dem når der er flere af dem i træk, når man taler sit modersmål flydende. Således er det relativt sjældent i verdens sprog at man støder på mere end to vokallyde i træk, men i dansk er det ret almindeligt som følge af at v, j, r, g for generationer siden er blevet vokaliseret. I engelsk er det også relativt almindeligt med tre vokallyde i træk, fx i ord som power, fire [paʊ̯ə faɪ̯ə], men her ser man netop samme tendens til bortfald af den midterste halvvokal, [paə faə]. Så bortfaldet af disse lyde må betragtes som en ganske naturlig udvikling. På ældre mennesker kan det ofte virke som at det er de nye generationer der sjusker med udtalen, men for at vende tingene lidt om kan man sige at de yngre generationer rydder ud i den meget bøvlede og uklare vokaliske struktur, som med samme retorik er en konsekvens af ældre generationers udtalesjusk som gjorde konsonantlydene til halvvokaler i første omgang.

Det er i øvrigt ikke første gang i historien at dette sker. Ord som fx due, flue, bue havde tidligere en konsonant mere, duva, fluga, bogi, og der er næppe nogen der undrer sig over at vi ikke udtaler r, g, v i ord som fare, båre, pige, uge, nogen, stuve osv., så der er næppe grund til bekymring for at sproget tager skade af sådanne udviklinger. Man kan nærmest sige at det er en dansk tradition at reducere konsonanter der står mellem vokaler. Det er noget vi har gjort siden vikingetiden, det er med til at adskille dansk fra andre nordiske sprog, og der er intet der tyder på at det er en udvikling vi har tænkt os at stoppe.

40 nye ord med schwa

I Retskrivningsordbogen 2012 har sprognævnet givet tilladelse til at stave ord som gymnasium, akvarium og territorium med –ie, altså gymnasie, akvarie og territorie i den offentlige forvaltning. Selvom det er en gammel nyhed, har den været oppe og vende i  nyhedsmedier de sidste par dage.

Formen med –ie har længe været almindelig i dansk, både på skrift og i tale, hvor vi altså har /ə/ i endelsen i fx [gymnæːˀɕə] gymnasie i modsætning til den udanske endelse /om/. Som schwa-fanatiker ser jeg naturligvis denne ændring som en til det bedre.

Som sædvanlig når noget ændrer sig, er der et hylekor af sprogrøgtere som brokker sig over at sprognævnet ophøjer dumme menneskers fejl til korrekt dansk, men de nye former er langt mere naturlige, logiske og danske end de gamle var.

Siden vikingetiden har vi i dansk haft en tilbøjelighed til schwaificere ubetonede vokaler der forekommer efter stavelser med fuldvokaler. Vi kan åbenbart godt lide en lydstruktur der veksler mellem stærke og svage stavelser, hvor de stærke stavelser bliver stadig stærkere og bærer mere og mere af den betydningsadskillende byrde, mens de svage stavelser bliver  svagere.

Det er bl.a. derfor at det på dansk hedder gade, love og koge med schwa i anden stavelse, i stedet for som på svensk gata, lova, koka med fuldvokal i anden stavelse (dette er der dog ingen sprogrøgtere der beklager). Tendensen ses andre steder i sproget, såsom i frikkedelle-effekten, som sørger for at vi fx siger frikkedelle, krokkedille og irretere i stedet for frikadelle, krokodille og irritere. De nye stavemåder af gymnasie osv. følger blot samme tendens, som har været gældende i dansk de sidste 1000 år.

Dertil kommer at de berørte ord, ganske aparte, med den gamle stavemåde mister en stammestavelse når de bøjes, fx gymnasier, gymnasiet og ikke *gymnasiummer, *gymnasiummet, som ville være regelret dansk bøjning af stammen gymnasium. Med de nye stavemåder får man en naturlig dansk bøjning af ordene.

Udviklingen her er altså ikke et udtryk for at fejl og sjusk ophøjes til korrekthed, men derimod at ordene tilpasses til det danske sprogsystem, og sprogsystemet er der som sådan ikke noget galt med. At nogen kan finde på at forsvare den aparte ium-endelse, må ganske enkelt skyldes sproghistorisk uvidenhed og manglende lingvistikundervisning i skolesystemet.

Siger vi faktisk ‘fars’?

I fredagens Listen springer Politikens Lars Dahlager ud som sprogrøgter og  skriver på minuslisten:

Alle udtaler efterhånden ordet ’faktisk’ som ’fars’. F.eks.: »Vi er fars løbet tør for smør«.

Jeg går ud fra at ‘fars’ skal gengive udtalen [fɑs] og ikke [fɑːˀs] som i (kød)fars, hvilket peger på problemet med at gengive det åbne [ɑ] ortografisk i uvante kontekster.

Nå, spørgsmålet er hvor stort problemet er, om det er rigtigt at ‘alle’  efterhånden udtaler faktisk som [fɑs], og hvis de gør, gør det så egentlig nogen skade? Talesprogsforskeren finder straks sine værktøjer og argumenter frem og ser nærmere på faktisk.

Til det første spørgsmål: Jeg slår straks op i DanPASS og konstaterer at faktisk forekommer 64 gange i korpusset, og udtalen [fɑs] findes faktisk også, men der er kun en enkelt forekomst. Det er temmelig langt fra alle. Der kan selvfølgelig være forskellige årsager til at udtalen ikke er mere udbredt i lige dette udsnit af sproget. Jeg synes ikke selv at [fɑs] virker specielt usædvanligt, og jeg tror at jeg sagtens selv kan finde på at bruge den udtale.

Hvis vi ser lidt bredere, er der faktisk 13 ud af de 64 forekomster hvor faktisk udtales som et etstavelsesord, altså kraftigt reduceret, typisk med et velært eller palatalt element, så vi kunne ortografere ordet som faks eller fajs. Så det kunne godt tyde på at der er en tendens til at sjuske med udtalen af netop det ord.

Er det skidt? (eller egentlig ret godt?)

Her kommer vi så ind på det andet spørgsmål: Gør det noget? Eller mere interessant: Er der en særlig grund til at vi reducerer dette ord, og er det måske endda en fornuftig grund?

Grammatisk regnes faktisk traditionelt som et såkaldt sætningsadverbial. Sætningsadverbialer er ord som vist, jo, da, vel, sgu, nok, skam osv., som kan stå på samme plads som faktisk i sætningen

Vi er {faktisk, vist, jo, da, vel, sgu, nok, skam} løbet tør for smør

og de har det til fælles at de viser noget om hvad man mener, eller forventer at modtageren mener om rammeudsagnet vi er løbet tør for smør.

Som man kan se, er det karakteristisk for sætningsadverbialer at de er etstavede. Lige med undagelse af faktisk altså. Enstavelsesgøringen (synalepha med et finere ord) af faktisk kan altså ses som en tilbøjelighed til at passe ordet ind i den metriske ramme vi normalt bruger for lignende ord.

Jeg er ikke i tvivl om at vi bruger metrik og prosodi, altså stavelses- og trykgrupperytme og forholdet mellem betonede og ubetonede stavelser, som vigtige værktøjer i sprogprocesseringen, selvom jeg ikke er så meget inde i forskningen på det område. Mao. benytter vi ordenes metriske struktur og deres placering i den prosodiske frase som hjælp til at afkode hvad slags ord der er tale om, substantiver, adjektiver, verber osv., og dermed hvilken del af hjernen der skal viderebearbejde det så det akustiske signal bliver oversat til mening så effektivt som muligt.

Set i det lys er det ganske fornuftigt at reducere faktisk til fags/fajs. Det er både en konsekvens af og en hjælp til at hjernen indekserer ordet som de andre sætningsadverbialer. Og derfor er ganske ufortjent at denne udvikling er havnet på Politikens minusliste.

(En sidebemærkning: Jeg har ladet mig fortælle (af Peter Juul, tak!) at den nye grammatikbog, Grammatik over det danske sprog, skelner mellem sætningsadverbialer og såkaldte dialogpartikler, hvor dialogpartiklerne er de ovennævnte småord, mens sætningsadverbialerne er faktisk, nemlig, desværre og desuden. Man kan overveje om udtalevariationen i faktisk afspejler forskellige grammatiske funktioner og dermed er på vej til at udvikle sig til to forskellige ord. Jeg har ikke nok forstand på grammatik til at sige noget fornuftigere om dette, så det overlader jeg til andre.)

Tak til Morten og Skye for simultant at gøre mig opmærksom på indslaget i Listen.

De danske ø’er

De danske ø’er kan let volde problemer, både for folk der skal lære at tale dansk såvel som dem der skal lære at lydskrive det. Grønnum (2005) skelner mellem hele 5 forskellige rundede fortungevokaler, med disse eksempelord (fra høj til lav):

  • y – kyle [kyːlə]
  • ø – køle, føne [køːlə føːnə]
  • œ – høne, skøn [hœːnə sgœnˀ]
  • œ̞ – røbe, ryste, gøre, grynt [ʁœ̞ːbə ʁœ̞sdə gœ̞ːɐ gʁœ̞nˀd]
  • ɶ – grønt, røv [gʁɶnˀd ʁɶʊ̯ˀ]

Jeg har aldrig helt forstået Grønnums inddeling, dels fordi nogen af eksemplerne ikke giver mening i forhold til min egen udtale, dels fordi jeg, hvor gerne jeg end vil, ikke kan erkende mere end fire forskellige kvaliteter i min egen udtale. Jeg ved at andre har det på samme måde, så her er min redegørelse af de danske rundede fortungevokaler.

Jeg kan selv erkende kontrasten i

  • kyle [kyːlə]
  • køle [køːlə]
  • curle [kœːlə]

og

  • fyre [fyːɐ]
  • føre [føːɐ]
  • fyrre [fɶːɐ]

og vokalen er mere åben i fyrre [fɶːɐ] end i curle [kœːlə] – altså i alt fire forskellige kvaliteter.

Den vokal Grønnum transskriberer som [œ̞], kan jeg ikke få til at passe nogen steder. De eksempler Grønnum giver,har slet ikke samme kvalitet i min udtale: gøre har en tydeligt mere åben vokal end røbe, ryste, grynt.

Desuden kan vokalerne for mit vedkommende grupperes sammen med de andre vokaler: røbe, ryste, grynte har hos mig omtrent samme vokal som høne, skøn, mens gøre har samme vokal som grønt, røv.

Det skal underforstås at et udtalt [ʁ] nok giver noget uvularisering af efterfølgende vokal, er dermed nok en anelse mere åben kvalitet, men det synes jeg ikke er værd at annotere på dette beskrivelsesniveau – det gør vi normalt ikke ved andre vokaler, fx [ʁæːnə æːnə] rene, ane. Altså kan jeg nøjes med fire rundede fortungevokaler [y ø œ ɶ].

Rundede fortungevokaler – Fonologisk

Blandt danske fonologer er der tradition for at beskrive dansk fonologisk med tre  forskellige rundede fortungevokaler, fx /fyːrə/ fyre vs. /køːrə/ køre vs. /gœːrə/ gøre. Også her synes jeg det er vanskeligt at blive overbevist om rimeligheden. Jeg synes det er tilstrækkeligt med to /y/ og /ø/.

Fra en overfladisk analyse kan man sagtens finde kontraster, jf. ovenstående eksempler som kyle, køle, curle. Men fra med en fonemøkonomisk tilgang kan man for langt den største del af ordforrådet nøjes med to fonemer.

Hvis man ser bort fra

  • tydeligt fremmede ord, fx curle, berceuse
  • interjektioner, fx øh, bøh
  • proprier, fx Røntgen, Ærø
  • arkaiske/højtidelige/religiøse ord, fx brynje, hymne

, som i det hele taget ofte opfører sig mærkeligt fonologisk, og derfor er det efter min mening i orden at udelade dem fra den fonologiske analyse, så findes den tredelte kontrast kun foran /r/, fx fyre/føre/fyrre, og fyr/før(vb.)/før(præp.).

De fonologiske regler jeg foreslår, er

  1. /y ø øː/ åbnes et trin foran nasal, fx [pønˀd] pynt og [sœn œmˀ hœːnə] søn, øm, høne. I modsætning til Grønnums analyse fortolkes alle [øn øŋ øm] derfor som /yn ym/, fx tynd, ønske, lymfe.
  2. /ø øː/ åbnes et trin efter /r/, fx [ʁœsd ʁœðˀ ʁœːbə] røst, rød, røbe.
  3. /ø/ åbnes et trin foran /v/, fx [sdœʊ̯lə] støvle.
  4. /ø/ åbnes to trin foran /r/, fx [gɶɐ̯]  gør.
  5. /ø y/ åbnes to trin efter /r/ og foran /n m v/, fx [ʁœŋgə kʁœmbə] rynke, krympe og [gʁɶnˀ drʁɶmˀ ʁœʊ̯ˀ] grøn, drøm, røv. (Hos nogle talere bliver /ø/ snarere [ʌ] efter /r/ foran nasal – [gʁʌn].)
  6. (Om man vil, bliver/ø/ desuden [ʌ] foran /j/, fx [tʌj] tøj. Dette er ukontroversielt.)

[ɶː] er kort og [ø œ] er ofte lange

Konsekvensen af denne analyse er at [ɶː] altid er fonologisk kort, og [ø œ] nogle gange er fonologisk lang. Det virker kontraintuitivt, men sådan er fonologi nogen gange, men ikke desto mindre ganske rimeligt.

Sagen er nemlig at vokallængdekontrasten er ophævet foran vokoider ([ð ɐ̯ ɪ̯ ʊ̯] og vokaler) hos yngre danskere, hvilket er en forudsætning for min analyse. Det lydlige resultat, altså hvornår vokalerne forkortes og hvornår de forlænges, varierer vist fra taler til taler, men dette gælder i min egen distinkte udtale: korte vokaler forlænges foran en syllabisk vokoid (fx gedde, sove, dreje, kærre som jeg udtaler med lang vokal), og lange vokaler forkortes foran en ikke-syllabisk  vokoid (fx bog, våd, stor som jeg udtaler med kort vokal, selvom de fonologisk er lange).

Det er værd at bemærke at:

  • Stødløse enstavelsesord fx først, tørst, drøv, øv(int.), hør(sb.), tør(vb.), smør, gør har altid den åbne ø-variant. Stødløshed er ifølge standardbeskrivelsen garanti for at vokalen er kort. Hvis der fandtes stødløse ord med den lukkede variant, ville min fortolkning ikke holde, men det findes ikke.
  • Dobbeltkonsonanter signalerer at foranstående vokal er kort. Foran dobbeltkonsonanter findes derfor kun den åbne ø-variant, jf. større, fyrre, tørre. Den lukkede variant findes kun foran enkeltkonsonanter (føre, køre, øve osv.). Den åbne variant findes også foran enkeltkonsonant i gøre, smøre som er bøjninger af stødløse enstavelsesord, og i snøre (ingen forklaring). Ortografi er vel at mærke ikke bevis på fonologisk struktur, slet ikke i dansk, men ikke desto mindre er der god overensstemmelse i dette tilfælde.

Det er også værd at bemærke at vi kun har to vokalbogstaver der svarer til rundede fortungevokaler, y, ø. I forrige århundrede var der godt nok en bevægelse for at indføre et tredje vokalbogstav ö, men det slog aldrig an – et tegn på at to vokalbogstaver er tilstrækkeligt.

Fonologer er ofte ikke glade for at bruge ortografien som argument i den fonologiske analyse. Der er da også masser af eksempler hvor ortografien kan snyde. Jeg er dog af den overbevisning at den måde hvorpå vi lærer at kæde bogstaver og lyde sammen, spiller en rolle for vores lydlige kategorisering. Til en vis grad er det med til at sørge for at der er konsensus mellem alfabetiske størrelser og fonologiske størrelser.

En anden betragtning er at /y ø œ/ er de tre sjældneste vokalfonemer i DanPASS-korpusset. Tilsammen er de tre fonemer kun lige så hyppige som det fjerdesjældneste fonem /o/. Selvom de udgør 30 % af vokalfoneminventaret,  dækker de kun 4 % af de faktiske forekomster.

I nyere fonologiske retninger spiller frekvens en stor rolle. En høj frekvens fører til en stærkere mental repræsentation. Omvendt kan man forestille sig at en lav frekvens gør det vanskeligt at opretholde en fonologisk kontrast. Der er således en vis rimelighed i at slå de to fonemer /ø œ/ sammen nu når der som følge af sprogudviklingen er opstået mulighed for det.

Sproget tilhører alle

Jeg havde en lang snak om fonetik og sprog med Trine Jul Bastrup fra P1’s program VITA. Det blev til en 25-minutters udsendelse om sprogforandring, sprogholdninger, sjusk og forskellen på unge og ældres udtale. Hør programmet her.

Kommentarer til programmet er velkomne herunder.

Hvad rimer på gris?

Jeg sad for nylig og prøvede at få min datter på 4 år til finde rim til forskellige ord. Undervejs havde vi nogenlunde denne ordveksling:

– Hvad rimer på gris?
Fes (altså [feːˀs])
– Du mener fis.
– Naarj! Fes! Fis rimer da ikke på gris!

Hun var temmelig overbevist. Min kone, der overhørte samtalen, rettede mig også, og sagde at vokalen i gris da er tættere på [e] end [i]. Det var nyt for mig. I mit hoved er vokalen et [i], men min familie er åbenbart af en anden mening.

R-påvirkning

Det er ganske almindelig at et /r/ påvirker udtalen af en efterfølgende vokal så den bliver mere åben, fx øde vs. røde, rude der bliver til rode, ret der bliver til rat osv., men jeg har ikke stødt på at nogen har påstået at gris bliver til gres. DSDU kender heller ikke en udtale med [e].

Er det min kone og datter der er tossede, eller er der andre der kender til udtalen? Er det en nyere udvikling, eller er det dialektalt?

Følg med

rss e-mail FB Twitter