Kategorier
Skriftsprog

40 nye ord med schwa

I Retskrivningsordbogen 2012 har sprognævnet givet tilladelse til at stave ord som gymnasium, akvarium og territorium med –ie, altså gymnasie, akvarie og territorie i den offentlige forvaltning. Selvom det er en gammel nyhed, har den været oppe og vende i  nyhedsmedier de sidste par dage.

Formen med –ie har længe været almindelig i dansk, både på skrift og i tale, hvor vi altså har /ə/ i endelsen i fx [gymnæːˀɕə] gymnasie i modsætning til den udanske endelse /om/. Som schwa-fanatiker ser jeg naturligvis denne ændring som en til det bedre.

Som sædvanlig når noget ændrer sig, er der et hylekor af sprogrøgtere som brokker sig over at sprognævnet ophøjer dumme menneskers fejl til korrekt dansk, men de nye former er langt mere naturlige, logiske og danske end de gamle var.

Siden vikingetiden har vi i dansk haft en tilbøjelighed til schwaificere ubetonede vokaler der forekommer efter stavelser med fuldvokaler. Vi kan åbenbart godt lide en lydstruktur der veksler mellem stærke og svage stavelser, hvor de stærke stavelser bliver stadig stærkere og bærer mere og mere af den betydningsadskillende byrde, mens de svage stavelser bliver  svagere.

Det er bl.a. derfor at det på dansk hedder gade, love og koge med schwa i anden stavelse, i stedet for som på svensk gata, lova, koka med fuldvokal i anden stavelse (dette er der dog ingen sprogrøgtere der beklager). Tendensen ses andre steder i sproget, såsom i frikkedelle-effekten, som sørger for at vi fx siger frikkedelle, krokkedille og irretere i stedet for frikadelle, krokodille og irritere. De nye stavemåder af gymnasie osv. følger blot samme tendens, som har været gældende i dansk de sidste 1000 år.

Dertil kommer at de berørte ord, ganske aparte, med den gamle stavemåde mister en stammestavelse når de bøjes, fx gymnasier, gymnasiet og ikke *gymnasiummer, *gymnasiummet, som ville være regelret dansk bøjning af stammen gymnasium. Med de nye stavemåder får man en naturlig dansk bøjning af ordene.

Udviklingen her er altså ikke et udtryk for at fejl og sjusk ophøjes til korrekthed, men derimod at ordene tilpasses til det danske sprogsystem, og sprogsystemet er der som sådan ikke noget galt med. At nogen kan finde på at forsvare den aparte ium-endelse, må ganske enkelt skyldes sproghistorisk uvidenhed og manglende lingvistikundervisning i skolesystemet.

Kategorier
Udtale

Siger vi faktisk ‘fars’?

I fredagens Listen springer Politikens Lars Dahlager ud som sprogrøgter og  skriver på minuslisten:

Alle udtaler efterhånden ordet ’faktisk’ som ’fars’. F.eks.: »Vi er fars løbet tør for smør«.

Jeg går ud fra at ‘fars’ skal gengive udtalen [fɑs] og ikke [fɑːˀs] som i (kød)fars, hvilket peger på problemet med at gengive det åbne [ɑ] ortografisk i uvante kontekster.

Nå, spørgsmålet er hvor stort problemet er, om det er rigtigt at ‘alle’  efterhånden udtaler faktisk som [fɑs], og hvis de gør, gør det så egentlig nogen skade? Talesprogsforskeren finder straks sine værktøjer og argumenter frem og ser nærmere på faktisk.

Til det første spørgsmål: Jeg slår straks op i DanPASS og konstaterer at faktisk forekommer 64 gange i korpusset, og udtalen [fɑs] findes faktisk også, men der er kun en enkelt forekomst. Det er temmelig langt fra alle. Der kan selvfølgelig være forskellige årsager til at udtalen ikke er mere udbredt i lige dette udsnit af sproget. Jeg synes ikke selv at [fɑs] virker specielt usædvanligt, og jeg tror at jeg sagtens selv kan finde på at bruge den udtale.

Hvis vi ser lidt bredere, er der faktisk 13 ud af de 64 forekomster hvor faktisk udtales som et etstavelsesord, altså kraftigt reduceret, typisk med et velært eller palatalt element, så vi kunne ortografere ordet som faks eller fajs. Så det kunne godt tyde på at der er en tendens til at sjuske med udtalen af netop det ord.

Er det skidt? (eller egentlig ret godt?)

Her kommer vi så ind på det andet spørgsmål: Gør det noget? Eller mere interessant: Er der en særlig grund til at vi reducerer dette ord, og er det måske endda en fornuftig grund?

Grammatisk regnes faktisk traditionelt som et såkaldt sætningsadverbial. Sætningsadverbialer er ord som vist, jo, da, vel, sgu, nok, skam osv., som kan stå på samme plads som faktisk i sætningen

Vi er {faktisk, vist, jo, da, vel, sgu, nok, skam} løbet tør for smør

og de har det til fælles at de viser noget om hvad man mener, eller forventer at modtageren mener om rammeudsagnet vi er løbet tør for smør.

Som man kan se, er det karakteristisk for sætningsadverbialer at de er etstavede. Lige med undagelse af faktisk altså. Enstavelsesgøringen (synalepha med et finere ord) af faktisk kan altså ses som en tilbøjelighed til at passe ordet ind i den metriske ramme vi normalt bruger for lignende ord.

Jeg er ikke i tvivl om at vi bruger metrik og prosodi, altså stavelses- og trykgrupperytme og forholdet mellem betonede og ubetonede stavelser, som vigtige værktøjer i sprogprocesseringen, selvom jeg ikke er så meget inde i forskningen på det område. Mao. benytter vi ordenes metriske struktur og deres placering i den prosodiske frase som hjælp til at afkode hvad slags ord der er tale om, substantiver, adjektiver, verber osv., og dermed hvilken del af hjernen der skal viderebearbejde det så det akustiske signal bliver oversat til mening så effektivt som muligt.

Set i det lys er det ganske fornuftigt at reducere faktisk til fags/fajs. Det er både en konsekvens af og en hjælp til at hjernen indekserer ordet som de andre sætningsadverbialer. Og derfor er ganske ufortjent at denne udvikling er havnet på Politikens minusliste.

(En sidebemærkning: Jeg har ladet mig fortælle (af Peter Juul, tak!) at den nye grammatikbog, Grammatik over det danske sprog, skelner mellem sætningsadverbialer og såkaldte dialogpartikler, hvor dialogpartiklerne er de ovennævnte småord, mens sætningsadverbialerne er faktisk, nemlig, desværre og desuden. Man kan overveje om udtalevariationen i faktisk afspejler forskellige grammatiske funktioner og dermed er på vej til at udvikle sig til to forskellige ord. Jeg har ikke nok forstand på grammatik til at sige noget fornuftigere om dette, så det overlader jeg til andre.)

Tak til Morten og Skye for simultant at gøre mig opmærksom på indslaget i Listen.

Kategorier
Fonologi Vokaler

De danske ø’er

De danske ø’er kan let volde problemer, både for folk der skal lære at tale dansk såvel som dem der skal lære at lydskrive det. Grønnum (2005) skelner mellem hele 5 forskellige rundede fortungevokaler, med disse eksempelord (fra høj til lav):

  • y – kyle [kyːlə]
  • ø – køle, føne [køːlə føːnə]
  • œ – høne, skøn [hœːnə sgœnˀ]
  • œ̞ – røbe, ryste, gøre, grynt [ʁœ̞ːbə ʁœ̞sdə gœ̞ːɐ gʁœ̞nˀd]
  • ɶ – grønt, røv [gʁɶnˀd ʁɶʊ̯ˀ]

Jeg har aldrig helt forstået Grønnums inddeling, dels fordi nogen af eksemplerne ikke giver mening i forhold til min egen udtale, dels fordi jeg, hvor gerne jeg end vil, ikke kan erkende mere end fire forskellige kvaliteter i min egen udtale. Jeg ved at andre har det på samme måde, så her er min redegørelse af de danske rundede fortungevokaler.

Jeg kan selv erkende kontrasten i

  • kyle [kyːlə]
  • køle [køːlə]
  • curle [kœːlə]

og

  • fyre [fyːɐ]
  • føre [føːɐ]
  • fyrre [fɶːɐ]

og vokalen er mere åben i fyrre [fɶːɐ] end i curle [kœːlə] – altså i alt fire forskellige kvaliteter.

Den vokal Grønnum transskriberer som [œ̞], kan jeg ikke få til at passe nogen steder. De eksempler Grønnum giver,har slet ikke samme kvalitet i min udtale: gøre har en tydeligt mere åben vokal end røbe, ryste, grynt.

Desuden kan vokalerne for mit vedkommende grupperes sammen med de andre vokaler: røbe, ryste, grynte har hos mig omtrent samme vokal som høne, skøn, mens gøre har samme vokal som grønt, røv.

Det skal underforstås at et udtalt [ʁ] nok giver noget uvularisering af efterfølgende vokal, er dermed nok en anelse mere åben kvalitet, men det synes jeg ikke er værd at annotere på dette beskrivelsesniveau – det gør vi normalt ikke ved andre vokaler, fx [ʁæːnə æːnə] rene, ane. Altså kan jeg nøjes med fire rundede fortungevokaler [y ø œ ɶ].

Rundede fortungevokaler – Fonologisk

Blandt danske fonologer er der tradition for at beskrive dansk fonologisk med tre  forskellige rundede fortungevokaler, fx /fyːrə/ fyre vs. /køːrə/ køre vs. /gœːrə/ gøre. Også her synes jeg det er vanskeligt at blive overbevist om rimeligheden. Jeg synes det er tilstrækkeligt med to /y/ og /ø/.

Fra en overfladisk analyse kan man sagtens finde kontraster, jf. ovenstående eksempler som kyle, køle, curle. Men fra med en fonemøkonomisk tilgang kan man for langt den største del af ordforrådet nøjes med to fonemer.

Hvis man ser bort fra

  • tydeligt fremmede ord, fx curle, berceuse
  • interjektioner, fx øh, bøh
  • proprier, fx Røntgen, Ærø
  • arkaiske/højtidelige/religiøse ord, fx brynje, hymne

, som i det hele taget ofte opfører sig mærkeligt fonologisk, og derfor er det efter min mening i orden at udelade dem fra den fonologiske analyse, så findes den tredelte kontrast kun foran /r/, fx fyre/føre/fyrre, og fyr/før(vb.)/før(præp.).

De fonologiske regler jeg foreslår, er

  1. /y ø øː/ åbnes et trin foran nasal, fx [pønˀd] pynt og [sœn œmˀ hœːnə] søn, øm, høne. I modsætning til Grønnums analyse fortolkes alle [øn øŋ øm] derfor som /yn ym/, fx tynd, ønske, lymfe.
  2. /ø øː/ åbnes et trin efter /r/, fx [ʁœsd ʁœðˀ ʁœːbə] røst, rød, røbe.
  3. /ø/ åbnes et trin foran /v/, fx [sdœʊ̯lə] støvle.
  4. /ø/ åbnes to trin foran /r/, fx [gɶɐ̯]  gør.
  5. /ø y/ åbnes to trin efter /r/ og foran /n m v/, fx [ʁœŋgə kʁœmbə] rynke, krympe og [gʁɶnˀ drʁɶmˀ ʁœʊ̯ˀ] grøn, drøm, røv. (Hos nogle talere bliver /ø/ snarere [ʌ] efter /r/ foran nasal – [gʁʌn].)
  6. (Om man vil, bliver/ø/ desuden [ʌ] foran /j/, fx [tʌj] tøj. Dette er ukontroversielt.)

[ɶː] er kort og [ø œ] er ofte lange

Konsekvensen af denne analyse er at [ɶː] altid er fonologisk kort, og [ø œ] nogle gange er fonologisk lang. Det virker kontraintuitivt, men sådan er fonologi nogen gange, men ikke desto mindre ganske rimeligt.

Sagen er nemlig at vokallængdekontrasten er ophævet foran vokoider ([ð ɐ̯ ɪ̯ ʊ̯] og vokaler) hos yngre danskere, hvilket er en forudsætning for min analyse. Det lydlige resultat, altså hvornår vokalerne forkortes og hvornår de forlænges, varierer vist fra taler til taler, men dette gælder i min egen distinkte udtale: korte vokaler forlænges foran en syllabisk vokoid (fx gedde, sove, dreje, kærre som jeg udtaler med lang vokal), og lange vokaler forkortes foran en ikke-syllabisk  vokoid (fx bog, våd, stor som jeg udtaler med kort vokal, selvom de fonologisk er lange).

Det er værd at bemærke at:

  • Stødløse enstavelsesord fx først, tørst, drøv, øv(int.), hør(sb.), tør(vb.), smør, gør har altid den åbne ø-variant. Stødløshed er ifølge standardbeskrivelsen garanti for at vokalen er kort. Hvis der fandtes stødløse ord med den lukkede variant, ville min fortolkning ikke holde, men det findes ikke.
  • Dobbeltkonsonanter signalerer at foranstående vokal er kort. Foran dobbeltkonsonanter findes derfor kun den åbne ø-variant, jf. større, fyrre, tørre. Den lukkede variant findes kun foran enkeltkonsonanter (føre, køre, øve osv.). Den åbne variant findes også foran enkeltkonsonant i gøre, smøre som er bøjninger af stødløse enstavelsesord, og i snøre (ingen forklaring). Ortografi er vel at mærke ikke bevis på fonologisk struktur, slet ikke i dansk, men ikke desto mindre er der god overensstemmelse i dette tilfælde.

Det er også værd at bemærke at vi kun har to vokalbogstaver der svarer til rundede fortungevokaler, y, ø. I forrige århundrede var der godt nok en bevægelse for at indføre et tredje vokalbogstav ö, men det slog aldrig an – et tegn på at to vokalbogstaver er tilstrækkeligt.

Fonologer er ofte ikke glade for at bruge ortografien som argument i den fonologiske analyse. Der er da også masser af eksempler hvor ortografien kan snyde. Jeg er dog af den overbevisning at den måde hvorpå vi lærer at kæde bogstaver og lyde sammen, spiller en rolle for vores lydlige kategorisering. Til en vis grad er det med til at sørge for at der er konsensus mellem alfabetiske størrelser og fonologiske størrelser.

En anden betragtning er at /y ø œ/ er de tre sjældneste vokalfonemer i DanPASS-korpusset. Tilsammen er de tre fonemer kun lige så hyppige som det fjerdesjældneste fonem /o/. Selvom de udgør 30 % af vokalfoneminventaret,  dækker de kun 4 % af de faktiske forekomster.

I nyere fonologiske retninger spiller frekvens en stor rolle. En høj frekvens fører til en stærkere mental repræsentation. Omvendt kan man forestille sig at en lav frekvens gør det vanskeligt at opretholde en fonologisk kontrast. Der er således en vis rimelighed i at slå de to fonemer /ø œ/ sammen nu når der som følge af sprogudviklingen er opstået mulighed for det.