(Dette indlæg er en opsummering af en længere redegørelse jeg skrev ifm. et foredrag for lingvistikstuderende på Københavns Universitet.)
NB! Dette indlæg er forældet. Det repræsenterer et tidligt trin i processen der er beskrevet i nærmere detaljer under temaet Utilpasset IPA.
I mange år har jeg benyttet mig af de lydskriftkonventioner som jeg lærte fra Nina Grønnums bøger da jeg studerede på universitetet, og som benyttes i forenklet udgave i DDO. Men inden for de sidste par år har jeg arbejdet på en nye lydskriftstandard, som både er mere præcis ift. IPA, enklere og mere intuitiv, og mere velegnet til praktiske formål såsom sprogundervisning og sprogteknologi.
Herunder er en oversigt over de tegn i den traditionelle lydskriftstandard som Nina Grønnum (NG) benytter i sin seneste fonetikbog, og den som DDO benytter, som jeg mener bør ændres. I kolonnen schwa.dk ses min forslag til hvilke tegn der bør benyttes i stedet, og det hvordan den pågældende lyd skrives i mere præcis IPA. Mht. alle andre end de nævnte lyde er der overensstemmelse mellem alle fire standarder.
| NG | DDO | schwa.dk | IPA | |
| p t k b d g | pʰ tˢ kʰ b̥ d̥ ɡ̊ | p t k b d g | pʰ ts kʰ p t k | pʰ ts kʰ p t k |
| tj | tɕ | tj | tɕ | tɕ |
| dræbe abe kat | æ æ a | ɛ æ a | æ | ɛ̞~æ ɛ̞~æ æ |
| tak | ɑ | ɑ | a | ä |
| Morten måtten | ɒ ʌ | ɒ ʌ | ɒ | ɒ ɒ̜ |
| ø | ø œ œ̞ ɶ | ø œ ɶ | ø œ ɶ | ø œ ɶ̝ |
| ej, av, er | j/ɪ̯ w/ʊ̯ ɐ̯ | j w ɐ̯ | ɪ̯ ʊ̯ ɐ̯ | ɪ̯ ʊ̯ ɐ̯ |
| snedig, mødding | i e | i e | ɪ | ɪ |
Nogle af de ting i de traditionelle standarder som jeg i tiltagende grad undrede mig over, og som igen og igen førte til faglige og pædagogiske problemer, var:
- hvorfor bruger man de stemte lyde [b d g] når de nu er ustemte i dansk?
- hvorfor skelner man den meget lille forskel i kort og lang vokal i [æːnə anə] Ane, Anne, og [mɒːdn̩ mʌdn̩] Morten, måtten, når man nu ikke skelner for andre vokalers vedkommende?
- og hvorfor bruger man [ʌ] for en vokal der, om noget, er mere åben end [ɒ], når åbningsgraden for symbolerne i IPA er lige omvendt?
- hvorfor skriver man [ɑ] for den vokal som ifølge IPA skal skrive [a], og [a] for den vokal der skal skrives [æ]?
- hvorfor skriver man fx [sdɑɡ] for stak, når det ville være både mere præcist og helt intuitivt ift. skriftbilledet at skrive [stak]?
- og hvorfor skal det trække ned i karakter hvis en student netop skriver [stak] , når det nu er ganske præcis IPA?
- hvorfor skriver man [dʁɛːbə æːbə] dræbe, abe, med forskellige vokaler, når ordene rimer?
- hvorfor skriver man [ɕad] sjat, men [tjad] chat, når chat egentlig bare er sjat med [t] foran, [tɕad]?
- hvorfor skriver man forskellige vokaler i høne og rynke, når nu de er ens? Og hvorfor skriver man samme vokal i grynt og gøre når nu de er forskellige?
- m.m.
Nogle af disse ting har at gøre med at sproget har forandret sig. Andre gange skal svar på disse spørgsmål findes i praktiske årsager; man vil fx gerne skelne de væsentligste lydkontraster i sproget med forskellige symboler, og visse steder i sproget har vi flere kontraster inden for et område end der er symboler i IPA.
Men der er formentlig også tale om et stort element tradition. Da danske sprogforskere begyndte at gå over til IPA, var det i et miljø med meget stærk tradition for at bruge det hjemlige Dania. Måske under indflydelse af Dania, måske pga. af diskussioner af (faglige, pædagogiske osv.) styrker og svagheder ved de forskellige systemer m.m., sneg der sig en del Dania-arv med ind i adaptionen af IPA blandt danske sprogfolk, så en del symboler ikke bruges i overensstemmelse med IPA.
Man har mao. aldrig gjort helt op med Dania, et lydskriftsystem der er velegnet til at beskrive dansk, men kun dansk, og som ikke forstås af udenlandske studerende og forskere. Man er aldrig rigtig gået med på den internationale standard IPA. Det giver både problemer når man skal studere fonetik på tværs af sprog, og nogle af Dania-traditionerne giver problemer ifm. sprogteknologi.
Hvorfor ændrer man det ikke bare? Det er lettere sagt end gjort. Traditioner er i sig selv træge, men det handler også om at skabe en sammenhængende konvention. For når man ændrer én ting i en lydskriftkonvention, skubber man til alle de andre ting. Hvis man ændrer [ɑ d g] til [a t k] i stak, så [sdɑɡ] bliver til [stak], hvad så med det [a t k] man i forvejen brugte i [kad tal] kat, tal? De skal så ændres til noget tredje så man stadig kan se forskel på lydene.
Det er også et spørgsmål om hvor mange og hvilke fonetiske detaljer man skal medtage i en almindelig, praktisk, bred transskription. Mange fonetiske detaljer er vanskelige at opfatte og spiller ingen praktisk rolle – måske er de endda direkte forstyrrende – i sprogbeskrivelse, undervisning, sprogteknologi, formidling osv.
Når man tilrettelægger en lydskriftstandard, er der således mange hensyn man kan tage:
- præcist: tegnene skal benyttes i overensstemmelse med IPAs definitioner, ellers kan man ikke rimeligt kalde sine transskriptioner for IPA
- sprogligt: man skal kunne skelne vigtige betydningsadskillende kontraster i sproget, lyde der opfattes forskelligt, skal skrives forskelligt, og lyde der opfattes ens, skal skrives ens
- pædagogisk: det må gerne være nemt at lære, så man starter med de nødvendigste lyde og kan udbygge med mere subtile detaljer senere hen
- tværfaglighed: det er smart hvis man bruger samme konventioner på tværs af fag, så der er en kontinuitet når man studerer andre sprog, og det er smart hvis folk der har lært IPA i udlandet, umiddelbart kan læse danske IPA-transskriptioner; det er hele grundtanken med IPA
- praktisk og læsbart: det er en god ide så vidt muligt at undgå diakritiske tegn, som både tager tid at lære, skrive, læse, og let fører til fejl i transskriptioner, og det er smart hvis man i vid udstrækning kan bruge de symboler der er på tastaturet frem for alverdens specialtegn
- gennemskuelighed: det er lettere at lære lydskrift hvis der er en vis sammenhæng mellem de bogstaver vi er vant til og de lydskriftsymboler man skal lære
- systematik: der må godt være en slags systematik i symbolvalgene, så samme lydtyper skrives ensartet og man så vidt muligt er konsekvent med hvilke detaljer der skelnes og hvordan
- tradition: det er hensigtsmæssigt at der er kontinuitet mellem gamle og nye værker, traditionerne kan være tunge og uhensigtsmæssige
Alle disse forhold kan stikke i forskellige retninger og tale for forskellige transskriptionsstandarder. Og en del er til diskussion; hvad er vigtigt at kunne skelne i et sprog, hvad er mest pædagogisk, hvad gør man i andre fag, og hvis de gør noget forskelligt, hvad skal man så prioritere
I de ændringer jeg foreslår ovenfor, har jeg gjort op med traditionen og i stedet forsøgt at balancere de øvrige forhold. Resultatet er at der alt i alt er:
- bedre overensstemmelse med IPA
- færre specialtegn, hvilket gør det nemmere at skrive, læse og lære
- bedre overensstemmelse med praksis i andre sprogfag
- bedre sproglig/pædagogisk sammenhæng og systematik i den forstand at de betydningsadskillende kontraster i moderne dansk vises tydeligt i symbolvalgene, mens der er mere subtile nuancer og dialektal/sociolektal ikke nødvendigvis vises i brede transskriptioner
- på nogle punkter større sammenhæng mellem udtale og stavning, på andre punkter dårligere sammenhæng
Uddybende begrundelse for enkelte ændringer
plosiverne: Jeg foreslår at man bruger [pʰ ts kʰ p t k] i stedet for det traditionelle [p t k b d g]. Vi har en kontrast mellem aspireret/affrikeret [pʰ ts kʰ] og uaspireret [p t k]. Det er vigtigt at danske sprogstuderende forstår denne kontrast. Der er ikke en stemthedskontrast som [p t k] vs. [b d g] indikerer, og som mange fejlagtig opfatter det. Man kunne vælge skrive det affrikerede /t/ som [tˢ], hvilket giver en bedre visuel sammenhæng mellem [ pʰ tˢ kʰ ]. Men [ˢ] er strengt taget ikke et IPA-tegn, omend det er almindelig brugt og kendt af IPA-brugere, så jeg ser ikke noget problematisk i den notation. Jeg synes selv det er enkelt, præcist og tastaturvenligt at skrive [ts], og det skaber til gengæld en visuel sammenhæng med [tɕ], se nedenfor.
tj: Jeg foreslår at /tj/ skrives [tɕ] i stedet for [tj]. Dette er til dels en konsekvens af at ændre [t] til [ts]. Ligesom /sj/ smelter sammen til [ɕ], smelter [j] sammen med affrikationen i [ts] sammen til [tɕ]. Det kan man lige så godt notere, når [ɕ] bruges i forvejen. Det giver både en mere præcis og systematisk beskrivelse, og det er i overensstemmelse med hvordan man noterer affrikater på andre sprog.
a, o, å: Jeg foreslår at man reducerer den tredelte skelnen mellem [æ a ɑ] til blot [æ a], hvor [æ] bruges i fx mase/masse, og [a] i mange. De fleste nybegyndere i dansk fonetik opfatter en længdeforskel på vokalen i mase/masse og i Morten/måtten, men ikke en kvalitetsforskel. På begynderniveau og i formidlingssammenhænge er det tilstrækkeligt at skelne længdeforskellen. I sprogteknologiske sammenhænge er en tredelt skelnen direkte forstyrrende.
Dette er ikke en påstand om at der ikke er nogen forskel. Det er der ganske sikkert. Men det er ikke (længere) en fonologisk kontrast, og det gælder i øvrigt for alle vokaler at der er en lille åbningsgradsforskel på korte og lange varianter af sammen fonem, hvilket der ikke er nogen tradition for at notere. Det virker arbitrært at skelne lige præcis i de to vokaler og ingen andre.
I meget konservativ sprogbrug kan man finde en fonematisk kontrast efter /r/ i fx [ʁæst ʁæ̞st ʁast] rist, rest, rast, så tidligere var det nødvendigt at skelne tydeligt mellem disse, hvilket formentlig har ført til traditionen med at skelne kort og lang vokal også (når man har indført denne skelnen i sin konvention, er man nødt til at være konsekvent). Til undervisnings- og formidlingsformål synes det dog vilkårligt at indføre denne skelnen som noget primært i moderne dansk. Det kan vente til forløb om dialekter og sociolekter, hvor man kan markere forskellene med diakritika.
ø’erne: Dette handler mest om at sproget har ændret sig så vi i dag har færre forskelle i ø-varianterne.
halvvokaler: når man skriver diftonger, benytter man almindeligvis [ɪ̯ ʊ̯ ɐ̯] i andre sprogfag. Jeg kan desuden godt lide den visuelle sammenhæng mellem [ɪ̯ ʊ̯ ɐ̯] (pædagogisk: halvvokaler er dem med buen under), og sammenhængen mellem disse og når de indgår i schwa-assimilation, [ɪ ʊ ɐ].
ig, ing: den ikke-fuldvokaliske lyd i –ig, -ing skrives traditionelt med hhv. [i e], men jeg synes der er fordele ved at skelne mellem fuldvokal [i e] i tit, lidt, og ikke-fuldvokal i –ig, -ing, ligesom der traditionelt skelnes mellem mellem [œ] vs [ə], og mellem [ɒ/ʌ] vs [ɐ]. Argumenterne er dog lidt snirklede, så jeg vil springe over dem her, men det er bl.a. baseret på praktiske erfaringer med sprogteknologi, hvor den manglende skelnen mellem fuldvokal og ikke-fuldvokal er et væsentligt problem, så det vil være en fordel hvis fremtidige sprogteknologer har lært at skelne.
Reaktioner
Jeg har diskuteret disse konventioner med mange studenter og fagfolk. Generelt spænder reaktionerne fra positive til begejstrede. Jeg har tydeligvis ikke været alene om at undre mig over de eksisterende konventioner og ønsket forandring.
Jeg har selvfølgelig også mødt indvendinger. Det er især svært at sluge at skille sig af med [b d g] og vænne sig til at skrive [pilə tilə kilə] i stedet for [bilə dilə gilə] bille, dille, gilde, endda med risiko for uheldige fejllæsninger af fx [pætɐ tisə] batter, disse. Men det er svært at argumentere for at [b d g] hører hjemme i sprogundervisningen, når alle lærebøger nu beskriver aspiration, og ikke stemthed, som den afgørende kontrast i plosiverne. Det er især uheldigt hvis man har studeret eller kommer til at studere et andet sprog, hvor [b d g p t k] står for nogle andre lyde.
Et argument for brugen af [b d g] er at det er bedre i overensstemmelse med skriftbilledet i ord som bal, dal, gal. Det er dog ikke et holdbart argument, da [b d g] måske oftere ikke er i overensstemmelse med skriften, fx i stak, spæk, skrap, ud, leg. Det er ikke indlysende for mig at [p t k] skulle være mindre i overensstemmelse med skriften. Under alle omstændigheder må det i sidste ende være de fonetiske forhold der er afgørende.
Kill your darlings. Når man har brugt årevis på at terpe regler og skelne subtile kontraster, kan det være svært at lægge disse fra sig. Som så meget andet bliver konventioner til normer, som bliver til æstetik og følelser. Når man først har lært at skelne mellem mase/masse og Morten/måtten, kan det virke provokerende at andre skal slippe for at terpe det. I overgangen til den nye standard har jeg selv skulle vænne mig til at lave om på ting jeg har benyttet og forsøgt at banke ind i hovedet på studenter gennem mange år. Jeg var selv længe om at acceptere [p t k] i bal, dal, gal, og personligt (og samme reaktion har jeg fået fra andre) kunne jeg godt lide ’teltet’ [ʌ], som jeg nu har vinket farvel til. Men i sidste ende er jeg ikke i tvivl om at det det rigtige at gøre.
Den seneste årgang lingvister på KU har jeg (efter lidt børnesygdomme) undervist efter disse konventioner, og resultatet taler for sig selv. Det er mærkbart nemmere at lære lydskrift, og der er langt bedre sammenhæng mellem beskrivelsen af dansk og andre sprog. Før skulle man afsætte en del undervisningstid på igen og igen at forklare hvad forskellen er på de mange meget ens a-lyde og å-lyde, og hvorfor vi skriver [b d g] når vi skriver dansk lydskrift, men [p t k] i andre sprog (som så igen står for noget andet i dansk), og hvorfor den danske lærebog bruger [a] i kat og skriver [hɑj] for hej, når den engelske bruger [æ] i cat og skriver [haɪ] for high. Det var undervisningstid der blev brugt på at man blev klogere på hvorfor der opstår forskellige traditioner forskellige steder i verden, men det var ikke fordi man blev bedre til noget af det der stod i studieordningen. Jeg glæder mig derfor til at arbejde videre med denne standard og kommer ikke til at savne de gamle. Jeg håber andre vil tage pointerne til sig.
Tilføjelse: eksempel på transskription med traditionel og ny standard
Transskription med DDO-standard
ˈnoːɐnvenˀn̩ ʌ ˈsoːˀln̩ ˈsɡɛndəs eŋˈɡɑŋˀ ʌm ˈvɛmˀ ˈabm̩ dɑ vɑ ˈsdæɐ̯ɡəsd | iˈmɛnˀs kʌm en ˈvɑndʁeŋsmanˀ fʌˈbiːˀ ˈsvøbd iːn ˈvɑːˀm ˈkɑbə | di blew ˈeːnii ʌm ad ˈɑwɡɶːˀɐ ˈsdʁiðˀn̩ veð ad kʌŋɡuˈʁæːˀɐ ʌm ˈvɛmˀ dɑ ˈfɶɐ̯sd ku fɔ ˈkɑbm̩ ˈa hɑm
Transskription med ny standard
ˈnoːɐnvenˀn̩ ɒ ˈsoːˀln̩ ˈskɛntəs eŋˈkaŋˀ ɒm ˈvɛmˀ ˈæpm̩ ta va ˈstæɐ̯kəst | iˈmɛnˀs kʰɒm en ˈvantʁɪŋsmænˀ fɒˈpiːˀ ˈsvøpt iːn ˈvaːˀm ˈkʰapə | ti pleʊ̯ ˈeːnɪɪ ɒm æt ˈaʊ̯kɶːˀɐ ˈstʁiðˀn̩ veð æt kʰɒŋkuˈʁæːˀɐ ɒm ˈvɛmˀ ta ˈfɶɐ̯st kʰu fɔ ˈkʰapm̩ ˈæ ham