Sprog er fyldt med fonetiske mønstre som der ikke umiddelbart er nogen dybere mening i. Tænk fx på ord som sniksnak, klipklapper og zigzag. Formlen her er gentagelsen af en stamme hvor vokalen i den betonede stavelse er skiftet ud. Og ikke nok med det; vi starter altid med en høj fortungevokal [i e y ø] og derefter en åben vokal [a ɑ ʌ]. Da det minder om aflydsbøjninger, som ligge/lagt, kaldes det undertiden aflydsredukplikation.
Formlen kendes i rigtig mange ord og udtryk. Se bare:
- sniksnak
- klipklapper
- zigzag
- krimskrams
- miskmask
- tingeltangel
- lirumlarum
- ritsj ratsj
- flikflak
- trip trap
- tik tak
- pikpak
- fiksfakseri
- visse vasse
- krible krable
- hip som hap
- fnidderfnadder
- ditten og datten (eller dit og dat)
- dillerdaller
- Chip og Chap
- Mik og Mak
- tip top
- hip hop
- flip flop
- ping pong
- ding dong
- gyng gang
- godnit og godnat
- syvsover
- (Ylle) Dylle Dolle
- (dyt båt)
Disse alternationer bruges ofte om ting der gentages, og de symboliserer således noget iterativt, såsom i klip-klap-klip-klap-klip-klap, gyng-gang-gyng-gang-gyng-gang osv. Eller der er tale om noget ubestemmeligt hvor det konkrete indhold er ukendt eller uvedkommende, såsom miskmask, tingeltangel, krimskrams. Mange af udtrykkende er lydefterlignende, såsom ding dong. Og endelig er der i flere tilfælde tale om en kombination af disse egenskaber: Sniksnak er indholdsløs snak i det uendelige, tik tak er lydefterlignede og iterativt osv.
Treleddede figurer
Nogle gange udvides figuren med et tredje led, hvor vokalen er u, så vi får vokalrækken i-a-u:
- Rip, Rap og Rup
- Pif Paf Puf
- Slim, Slam og Slum
- riv rav ruskende
- snip, snap, snude
- bim bam busse
- giffen gaffen guffen
Sjovt nok er det samme vokalvekslen vi har i stærkt bøjede verber som stikke/stak/stukket, springe/sprang/sprunget, binde/bandt/bundet osv. I modsætning til de toleddede figurer ovenfor, som ofte signalerer noget iterativt, signalerer de treleddede figurer snarere treenighed eller afsluttethed.
Konsonantvekslen
Vi kan også have figurer hvor det ikke er den betonede vokal der udskiftes, men konsonanten lige foran. Som regel bliver den udskiftet med en nasal eller likvid dvs. en af konsonanterne /m n l r/. Rigtig mange af disse er vrøvleord eller navne fra børnesange og -remser:
- kissemisse
- skuddermudder
- kluddermutter
- hyggenygge
- ogginok
- Tokkenokke
- Turelure
- Trolderolle
- dingeling
- tingelingelater
- ej sikkelej
- bimmelim
- bummelum
- tummelumsk
- tjikkerlikker
- avra for Laura
- ase og mase
- Ylle Dylle (Dolle)
Andet led kan også starte med en lukkelyd /p t k b d g/, men så starter første led næsten altid med en vokal (eller /h/):
- okker gokker
- erle perle
- ælle bælle
- ævl og kævl
- ævlebævle
- av godav
- øv bøv
- Else Pelse (Pølsesnak)
- Abel Spendabel
- Ole Bole
- (lille) Olle Bolle
- Unga Bunga
- abrakadabra
- hokus pokus
- hør og bør
Det er næppe tilfældigt at det er første led og ikke andet led der starter med en vokal. Hvis det var andet led der startede med en vokal, ville vi få en masse vokalsammenstød, og dem er vi ikke glade for. Af samme grund kan man hedde Annemette og Ingelise, men ikke Metteanne og Liseinge.
Andre sprog
Vi er ude i den perifere ende af sprogkundskaberne, så jeg er bestemt ikke på hjemmebane når det handler om andre sprog, men der er en del engelske eksempler af sniksnak-typen.
På fransk er det almindeligt at bruge regulær reduplikation, især om ting der kommer fra barnesprog fx tonton (onkel), tata (tante), susu (sut), dodo (lur). Det er ligeledes almindeligt i (kæle)navne. Tænk fx på Tintin, og Rip, Rap og Rup hedder Fifi, Riri og Loulou på fransk. Regulær reduplikation er til gengæld ualmindeligt i dansk.
Her er en liste over hvad Rip, Rap og Rup hedder på forskellige sprog, og ditto for Pif Paf Puf (bemærk Afrikaans Knap! Knaetter! Knak! hvor det er coda-konsonanten der veksler).
Litteratur:
- Pif Paf Puf (af Steen Schousboe i Sprogvidenskab i Glimt, Syddansk Universitetsforlag 2009)
- Dippedutter og duppeditter (af Kasper Boye i Mål og Mæle nr. 4, 2010)