Kategorier
Konsonanter

Noget om ð

En stemt dental frikativ [ð] eller approximant [ð̞] er relativt sjælden i verdens sprog. Wiki kender til i omegnen af 25 sprog i verden med lyden. Ofte er lyden en bunden variant af /d/ som primært findes mellem to vokaler.

I dansk er [ð] en alvelær approximant (i fin lydskrift [ð̞] ), en variant af /d/ som (næsten) kun findes stavelsesfinalt eller, ved bøjninger, foran [s], fx [tiðˀ tiðˀs] tid, tids. I dansk falder et posttonisk [ə] imidlertid ofte bort i proparoxytone ord, hvorved vi risikerer et initialt [ð], fx [ˈbeləðɐ ˈbelðɐ] billeder. Det er en uvant struktur, hvilket muligvis er forklaringen på at mange laver en metatese, [ˈbeðlɐ] ‘bedler’.

Engelsk har faktisk som noget ganske eksotisk et fonem /ð/. Der findes et enkelt minimalpar med den tilsvarende ustemte lyd [θ], thigh/thy. Fonemet har en interessant distribution som er bundet til ordklassen. Initialt findes /ð/ kun i funktionsord, fx the, them, that, there osv., mens det i indholdsord kun findes medialt eller finalt, og kun i en meget begrænset mængde ord, fx other, bother, rather, gather, mother, father, brother, (se flere). Et initialt /ð/kan i øvrigt assimileres til et foranstående [n l], fx [ɪnnət sdɪllə] in that, still the. (Reference)

Om assimilationsfænomenet primært skyldes lyden eller ordklassen er umuligt at svare på. Funktionsord er mere tilbøjelige til reduktioner end indholdsord, og [ð] er antageligvis en lyd der er tilbøjelig til at lade sig reducere – i forvejen er [ð]/[ð̞] ofte en reduktion af en art af, fx af [d θ].

Under alle omstændigheder er der her et eksempel på et reduktionsfænomen som er knyttet til bestemte ordklasser. Reduktionen kan således medvirke til at afkode sætningens syntaks.