Tag: ə

Kategorier
Fonologi Skriftsprog

Æggedelere, æggeledere og fuge-e’er

Jeg fik en mail fra en biologilærer, som spurgte hvorfor det nogen gange hedder æg-, fx ægcelle, ægløsning, og andre gange ægge-, fx æggeleder, æggeskal. Hans sprogkolleger kunne ikke svare, og hældede angiveligt til den holdning at det er tilfældigt.

Et sjovt spørgsmål. Først og fremmest vil jeg indvende at jeg ikke tror på at sprogets form er tilfældig. Der kan dog være forskellige motivationer og historiske årsager som stritter i forskellige retninger, og derfor kan det godt se lidt kaotisk ud på overfladen. Men lad os prøve at se nærmere på det.

ægge– er den form vi bruger i dagligdags ord, som æggeblomme, æggehvide, æggekage, æggebæger, æggemad, æggedeler, æggeskal osv. Jeg hæfter mig ved at der er tale om ord som vi lærer at kende som børn, og som har været veletablerede i sproget mange generationer. Fordi der udelukkende er tale om almindelige hønseæg i en madlavningskontekst, har ægge– nok også har fået denne særbetydning – eller vil med tiden måske få det.

6857869304_a4d289140d_z
Strengt taget burde det måske have være ‘æggeløsning’, men i krig, kærlighed og ordspil gælder alle kneb.

æg– er omvendt den form vi bruger i fagudtryk og andre nydannelser. Det hedder ægcelle, ægdonation, ægløsning, ægtransplantation osv. Det er ord der ikke indgår i børns ordforråd, og som desuden oftest handler om andre slags æg end madlavningsæg.

Der er et par undtagelser, nemlig æggestok og æggeleder, som ifølge den generelle tendens burde hedde ægstok og ægleder. Mit umiddelbare gæt er at æggestok har lånt den velkendte ægge-form for at undgå en såkaldt spondæ – dvs. et ord med to tunge stavelser, som vi ikke bryder os om i dansk. Æggelederen og æggestokken hænger som bekendt sammen og bliver ofte omtalt sammen, og ord der ofte optræder sammen, kan smitte af på hinandens form. Æggeleder kan således være dannet som analogi til æggestok; hvis det hedder ægge i det ene ord, må det også gøre det i det andet.

Hvorfor ægge?

Men hvor kommer fuge-e’et i ægge– så fra?

Fuge-e er meget almindeligt i sammensatte ord, fx jul-e-mand og hund-e-hus. Det er vist udelukkende enstavelsesord der ender på en konsonant, der får fuge-e (inkl. hvis de indgår i sammensætninger som kamphund-e-ejer), og måske er der flere fonologiske begrænsninger. Hvis ordet har stød, tabes stødet, og indimellem tabes vokallængde også, fx i [guːˀl] → [gulə] i gulerod., hvilket også er det der sker i ægge– (se mere om stødtab i sammensatte ord).

Men det er ikke alle enstavelsesord der får fuge-e. Min egen observation er at det især er ord der har været i sproget længe, som ofte indgår i sammensætninger, og som er almindelige i børns ordforråd, der får fuge-e, fx mange dyre- og madbetegnelser, hunde-, heste-, ande-, svine-, katte-, lamme-, fåre-, oste-, mælke-, ægge- osv.

Ofte vil det være sådan at et ord der kan få fuge-e, altid får fuge-e i sammensætninger. Fx får hund altid fuge-e. Men enkelte ord, som æg, forekommer både med og uden fuge-e. Igen er det min observation at det er ord der forekommer i børns ordforråd der får fuge-e, mens mere voksne ord er mindre tilbøjelige. Det hedder fx storebror, storesøster og storetå, men alle andre sammensætninger med stor får ikke fuge-e; det hedder øllebrød, men ellers øl-; det hedder gulerod, men gulmalet.

Jeg har tidligere skrevet om at børn er tilbøjelige til at putte fuge-e på ord med en bestemt fonologisk struktur. Man kan således høre børn sige fx svingetur, kollebøtte, hjemmeløs, solebriller, dyrelæge, fangearme, osv. som efter retskrivningsnormen ikke har fuge-e, og nogle gange får disse former lov at overleve i voksensproget.

Der kan være forskellige motivationer til dette. Der er en metrisk motivation – vi kan godt lide at veksle mellem tunge og lette stavelser i dansk, og derfor indskydes en let stavelse, /ə/, mellem de to tunge, hund+hus → hundehus. Og fordi voksne talere ofte dropper et /ə/ i bestemte fonologiske omgivelser, rekonstruerer børn ofte dette /ə/ i ord hvor det oprindeligt ikke hører hjemme, men hvor det lyder regelret.

Fuge-e er næsten en grammatisk regel

Man skal desuden tænke på at børn tilegner sig en grammatik ved at generalisere over det sprog de møder i deres dagligdag. I den del af sproget som børn møder først, kan fuge-e’et meget let virke som en regel: Ord med en bestemt fonologisk struktur får fuge-e når de indgår i sammensætninger. Fuge-e’et er en markering af at de to stammer hører sammen på en særlig måde, og tilsammen danner de en særbetydning som ikke direkte kan udledes af enkeltdelene. Derved kan fuge-e’et langsomt sprede sig til flere og flere kontekster.

Men fuge-e’et er aldrig blevet en rigtig regel i normativ forstand. Sprognævnet og grammatikbøgerne fortæller os ikke at der bør være fuge-e når visse betingelser er opfyldt, og det tillægges ikke nogen særlig betydning, selvom det for børn godt kan ligne en art afledningsendelse.

Når velopdragne, skolede sprogbrugere danner eller lærer nye ord, putter de derfor normalt ikke fuge-e på, medmindre det er et af den slags ord som altid har det (som hund). Derfor ser vi en opsplitning i ord som indgår i det tidlige ordforråd, som godt kan få fuge-e, og ord som er dannet af voksne i en meget voksen kontekst, hvor der ikke introduceres fuge-e.

Kategorier
Fonologi Konsonanter Skriftsprog

Modernet, modernede og moderne

I dagens Sprogminut på P1 fortæller Jørgen Nørby Jensen fra Dansk Sprognævn om formen modernet, som har sneget sig ind i nogle danskeres sprogbrug. Ifølge retskrivningsnormen er moderne et ubøjet adjektiv, og det hedder altså moderne uanset om der er tale om ental, flertal, intetkøn, fælleskøn, bestemt eller ubestemt form.

JNJ forklarer formerne modernet og modernede med at vi jo normalt bøjer adjektiver, og bøjningen af moderne følger således blot det generelle bøjningsmønster og dermed er ganske “logisk og systematisk”.

Hvis man vil beskrive modernet som et bøjet adjektiv, opfører det sig imidlertid efter min mening hverken logisk eller systematisk.

Det er usystematisk fordi den systematiske regel er at vi ikke bøjer adjektiver der ender på schwa. Det hedder et lille, øde, bange, højre, selvmodsigende osv. og ikke et *lillet, *ødet, *banget, *højret, *selvmodsigendet. Jeg har aldrig stødt på nogen der udtalte ordene på den måde, og hvis der skulle være tale om en systematisk tilpasning, virker det mystisk at det så kun rammer et bestemt ord, modernet. Det er der intet systematisk ved.

Det er ulogisk fordi adjektivets normale bøjningsmorfem er /t/, som i udtalen bliver til [d], jf. fx at blåt udtales [blʌd] og ikke *[blʌð]. Modernet får derimod tilføjet et /d/ som bliver til [ð] i udtalen, hvilket slet ikke er et intetkønsmorfem. Her snubler JNJ nok fordi han arbejder i et nævn der kun beskæftiger sig med skriftsproget, for på skrift gengives de to endelser med samme bogstav.

JNJ er selv inde på flertalsformen modernede. Igen, hvis modernet var en intetkønsform af moderne, ville det systematisk hedde moderne i flertal, da stammen stadig må være moderne. Vi flertalsbøjer som nævnt ikke adjektiver der ender på schwa, men selv hvis vi gjorde, ville det regelret blive modernee og ikke modernede. (I morfofonologiske sammenhænge beskrives det faktisk undertiden som at ordet bøjes, men en mere generel regel om at /əə/ -> /ə/ sørger for at bøjningen ikke får noget lydligt udtryk.)

At modernet skulle være en intetkønsform, stemmer i øvrigt ikke overens med talrige eksempler fundet på google, hvor modernet bruges om fælleskønsord, fx en modernet virksomhed, en modernet kunstner, en modernet sygdom.

I øvrigt dokumenterer jeg i min ph.d.-afhandling at adjektivers intetkøns-t er overordentlig tilbøjelig til at blive droppet. Det ville derfor være mærkeligt hvis der samtidig skulle være en tendens til at droppe det de fleste steder, men indføre det andre steder.

Hvorfor siger nogen så modernet og modernede?

Mit bud på en forklaring er at modernet hos dem der bruger den form, skal betragtes som stammen, og ikke som en intetkønsform af moderne. Først da opfører det sig morfologisk regelret. Det får samme bøjningsmønster som ternet, firestjernet og skarphjernet, som ender på /d/ på trods af ortografiens t, og som bøjes i bestemt form og flertal til ternede, firestjernede og skarphjernede.

Det ligner således mere noget participiumsagtigt, som fx malet i fx jeg har malet billedet, nu er det malet. Der er ganske vist ikke noget verbum der hedder at moderne noget, og det kan være at det er derfor at det stadig skratter i ørerne på os der siger moderne.

Formen modernet vil jeg beskrive som moderne med falsk rekonstruktion af /d/. Normalt opfatter vi ikke alle de reduktioner vi laver i daglig tale; vores hjerne rekonstruerer den fulde, distinkte form helt automatisk. Nogen gange rekonstruerer vi også noget der ikke er intenderet, fx når børn danner formerne [ˈkɑːjə] og [ˈdʁɑːvə] af [ˈkɑːi ˈdʁɑːu] karry, drage – nogle udtaler de næsten garanteret aldrig har hørt fra en voksen mund. I et tidligere indlæg skrev jeg også om lykkes og lykkedes og forskellen på [ð] og [ə]. Det er almindeligt at reducere [ð] til [ə], men som lytter er man i stand til at rekonstruere den distinkte form. Som uerfaren sprogbruger kan man altså af vanvare komme til at opfatte moderne som modernet, formentlig fordi det af en eller anden grund bare lyder mere rigtigt eller almindeligt. På den måde er der intet regelmæssigt over det. Det er bare en enkelt smutter som har fået en vis udbredelse.

Kategorier
Fonologi

Regler for schwa-assimilation

(Læs min mere dybdegående artikel om schwa-assimilation og stavelsesgrænser fra NyS 39)

Schwa-assimilation er et af de allermest karakteristiske udtalefænomener i dansk. Betegnelsen dækker over det fænomen at schwa ofte ikke udtales [ə], men smelter sammen med en nabolyd og udtales som en stavelsesbærende variant af denne, fx:

  • lige [liːə] → [liːi]
  • solen [soːˀlən] → [soːˀln̩]
  • plade [plæːðə] → [plæːð̩]

Schwa-assimilation er i nogle sammenhænge obligatorisk. Der er fx næppe nogen der siger [sdeːˀnənə] stenene, men altid [sdeːˀn̩nə] i distinkt udtale, med et langt stavelsesbærende [n] (i voksensproget i hvert fald – se mit indlæg om schwa i børnesprog).

I andre sammenhænge sker det yderst sjældent. Det er fx sjældent at et ord som ækle bliver til [ɛːˀgl̩]. Her er en udtale med schwa [ɛːˀglə] den foretrukne udtale.

I atter andre sammenhænge virker det lidt vilkårligt om vi har schwa-assimilation eller ej. Et ord som smule kan lige så vel udtales med distinkt schwa [smuːlə] som assimileret [smuːl̩].

Hvad er reglen?

Jeg plejer at sige at ca. ½ af alle schwa undergår schwa-assimilation, mens hver fjerde schwa falder bort, og hver fjerde udtales distinkt [ə]. Men hvis man fx skal lære nogen at tale dansk, eller hvis man vil simulere schwa-assimilation i et talesynteseprogram, kan man ikke bare kaste en terning for at afgøre hvordan schwa skal udtales.

Spørgsmålet er om man kan give en regel for hvornår der indtræffer schwa-assimilation. Mine undersøgelser af fænomenet viser at det kan man, og endda en meget simpel regel, som er baseret på de (overflade)fonologiske stavelsesgrænser:

Schwa-assimilation indtræffer når /ə/ er nabo til en sonorant der står i coda.

Det vil mao. sige at det indtræffer når schwa står efter en sonorant der står finalt i foranstående stavelse (= heterosyllabisk), fx /gaːð.ə/ → [gæːð̩], eller når det står foran en sonorant der tilhører samme stavelse (= tautosyllabisk), fx /bus.ən/ → [busn̩]. Men det assimileres fx meget sjældent hen over en ordgrænse.

Hvordan går stavelsesgrænserne?

For at ovennævnte regel skal gælde, skal stavelser deles efter bestemte regler. Reglerne bygger på en ide om vokalers tiltrækningskraft, altså deres evne til at trække konsonanter ind i stavelsen. Hvis en konsonant står mellem to vokaler, kæmper de to vokaler så at sige om hvem der skal have konsonanten, hvilket får betydning for om konsonanten kommer til at stå finalt i første stavelse, eller initialt i anden stavelse, se Basbøll (2005 s. 253).

De stavelsesdelingsregler der får ovennævnte regel for schwa-assimilation til at virke, er følgende, i prioriteret rækkefølge:

  1. I proparoxytone ord tiltrækker første posttoniske schwa så vidt muligt ingen kontoider.
  2. I distinkt udtale går vokoider til foranstående stavelse og kontoider så vidt muligt til efterfølgende stavelse.
  3. I mindre distinkt tale flyttes stavelsesgrænsen mod højre. (I mere distinkt udtale flyttes grænsen til venstre.)

Når grænserne således er sat, følger schwa-assimilation automatisk deraf. Hvis foranstående stavelse slutter på en sonorant, eller der følger en tautosyllabisk sonorant efter, får vi schwa-assimilation.

Uddybning

“Så vidt muligt” skal forstås som at hvis der er mere end én konsonant mellem vokalerne, så må der ved stavelsesdelingen ikke deles så vi får konsonantklynger der er ikke forekommer naturligt i enstavelsesord.

@ 1: Denne regel rammer den midterste vokal i ord som nydelig, rettelse, børnene som får stavelsesdelingen nyd.e.lig, rett.el.se, børn.e.ne – kun i rettelse får midterstavelsen en konsonant, da vi ikke kan have stavelser der starter med ls-. Vi får schwa-assimilation i alle tre ord da schwa enten følger efter en heterosyllabisk sonorant [nyːð̩li bɶɐ̯ˀn̩nə] nydelig, børnene, eller foran en tautosyllabisk sonorant [ʁɑdl̩sə] rettelse. Men det sidste schwa i børnene udtales distinkt, da den foranstående sonorant er tautosyllabisk.

@ 2: I distinkt udtale får vi stavelsesdelingen mød.e, me.ne, ger.ne, bjerg.e. Vi får schwa-assimilation i [møːð̩ bjæɐ̯ʊ] da schwa følger efter en heterosyllabisk sonorant, men ikke i [meːnə gæɐ̯nə], for godt nok følger schwa efter en sonorant, men den tautosyllabisk.

(Bemærk at formuleringen “så vidt muligt” henviser til konsonantklynger, og at [ŋ] ikke betragtes som en konsonantklynge på dette beskrivelsesniveau. Det er en uskønhed ved mine regler at vi får stavelsesdelingen ma.nge pe.nge, men det er afgørende at [ŋ] behandles som de andre nasaler [n m].)

(Bemærk også at denne formulering er lidt forskellig fra den jeg benytter i dette indlæg. Dette er gjort af hensyn til overskueligheden. Man kunne godt benytte de samme regler, men så skulle der tages flere forbehold i formuleringerne ovenfor.)

@ 3: Reglen gør at grænsen kan flyttes til højre, så vi alligevel kan få schwa-assimilation i ord som [meːn̩ gæɐ̯n̩] men.e, gern.e, når de udtales tilpas udistinkt. Schwa-assimilation i disse ord betragtes altså som et reduktionsfænomen, hvilket det ikke gør i de øvrige ord.

Bemærk at denne regel ikke bruger formuleringen “så vidt muligt” . I reduceret udtale er der i yderste konsekvens ikke nogen begrænsning på hvilke konsonantklynger vi kan have.

Man kan måske umiddelbart få fornemmelsen af at regel 3 er lidt en snyderegel da den sådan set gør at man kan få alt til at passe, bare man påstår at udtalen er tilpas distinkt/reduceret. Det er dog vigtigt at være opmærksom på at den rammer ord eller konstruktioner der generelt er tilbøjelige til at blive reducerede, dvs. de rammes også af andre reduktionsfænomener.

Det er også værd at være opmærksom på at flytning af stavelsesgrænsen er et reduktionsfænom vi kender andre steder fra, fx når [tyːvə] ty.ve bliver til [tyːʊ] tyv.e eller [juːʁi] ju.ry bliver til [juɐ̯i] jur.y.

***

Der findes særtilfælde som dårligt lader sig beskrive ud fra disse regler (se fx dette indlæg), men det vil jeg ikke gå i dybden med her. Jeg indrømmer også at der ikke tale om naturlove, blot meget stærke tendenser.

Reglerne er baseret på en analyse af moderne rigsmålsudtale, og jeg kan derfor ikke sige noget om i hvor høj grad de gælder ude i de forskellige dialekter. Det er derimod ganske sikkert at reglerne afviger fra tidligere beskrivelser af schwa-assimilation (fx Brink & Lund 1975), hvilket tyder på at schwa-assimilation er undergået en væsentlig forandring i løbet af de sidste par generationer.

҉