Supplerende materiale til NDF kap. 4

I dette kapitel gennemgås de distinktive danske konsonanter og vokaler, de konventioner der er knyttet til den brede notation af lydene, de typiske problemer når de skal lydskrives, og forskellige alternative fortolkninger og notationer.

De danske vokaler

Det er overordentligt vanskeligt at formidle visuelt eller skriftligt hvordan et sprogs vokaler mere præcist lyder. IPA’s 28 vokalsymboler giver kun en grov indikation af sprogs vokalkvaliteter. Det er dog klogt af IPA at holde sig til en grov indikation, for vokaler er en meget elastisk størrelse, og der er kolossal variation i hvordan vokalfonemer varierer i udtalen på tværs af talere og sprog. Det mest rimelige er at betragte vokaler som relative størrelser: Det er den relative forskel på to vokaler der er afgørende, ikke den absolutte vokalkvalitet.

For at give et lidt mere præcist billede af vokalerne i et sprog er der tradition for at plotte dem i IPA’s vokaldiagram, som jeg med løs hånd har gjort nedenfor med de danske vokaler. Diagrammet giver en indikation af de danske vokalers relative position i forhold til hinanden og aandre sprog. Sådanne diagrammer skal dog stadig læses med betydelige forbehold. Der er ikke objektive kriterier for hvor man præcist skal placere en vokal i diagrammet, og jeg har ikke være omhyggelig med placeringerne (for der findes ingen kriterier at være omhyggelig ud fra).

En anden metode til at præcisere vokalkvaliteter, er akustiske målinger. Navnlig mål af vokalers formanter er en udbredt metode. Selvom akustiske mål i en vis forstand er objektive, skal de stadig læses med forbehold. Formantværdier hænger nært sammen med størrelsen på vores mundhule og længden af vores talekanal, altså afstanden fra stemmelæberne til læberne. Groft sagt, mennesker med store hoveder har dybere formanter end mennesker med små hoveder. Derfor afspejler formantmålinger en sammenblanding af vokalkvalitet og hovedstørrelse. I beskrivelsen af et sprog er mennesker hovedstørrelse ideelt set irrelevant, så det er en væsentlig fejlkilde i formantmålinger. Der kan meget vel være forskel på gennemsnitlige hovedstørrelser i forskellige befolkningsgrupper, og derfor skal man være påpasselig når man sammenligner formanter på tværs af sprog.

Fonetikeren J.C. Catford opstiller i sin fonetikbog A Practical Introduction to Phonetics nogle pejlemærker for formantværdier for en “neutral” udtale af kardinalvokalerne (husk dog stadig at IPA’s vokaler hverken er defineret ud fra kardinalvokalerne eller formantværdier). Herunder er disse værdier sammenlignet med målinger af lange danske vokaler (Jf. Juul & al. 2016) og mine egne vokalformanter.

VokalF1F2
i240 191 2692400 2016 2468
e390 299 3692300 2258 2447
ɛ610 345 4181900 2132 2348
æxxx 420 525xxx 2040 2265
a850 665 9051610 1222 1484
ɑ750 xxx xxx 940 xxx xxx
y235 220 2742100 1818 2150
ø370 325 3781900 1665 1951
œ585 348 xxx 1710 1538 xxx
ɶ820 479 xxx 1530 1392 xxx
u250 212 277595 699 833
o360 340 390640 570 709
ɔ500 344 434700 771 1124
ɒ700 434 540760 676 910
ʌ600 xxx xxx 1170 xxx xxx
Første tal (i normal) viser J.C. Catfords standardværdi, andet tal (i kursiv) er mine egne formanter, tredje tal (i fed) er målinger fra Moderne dansk vokaler (Juul & al. 2016)

Man se flere ting ud fra disse tal. Mine egne tal (midterste) er altid lavere end gennemsnitstallene (fed), hvilket indikerer at mit hoved er større end gennemsnittets 😐Men det illustrerer også hvor stor variation der kan være i sådanne målinger. Forskellene er så store at mine formanter i nogle tilfælde ville ramme 1-2 åbningsgrader ved siden af, hvis man stolede blindt på formantværdierne.

Man kan også se at højere F1 indikerer større åbningsgrad, og høj F2 indikerer fortungevokal, mens lav F2 indikerer bagtungevokal. Ud fra dette kan man se at især dansk /ɛ æ œ ɶ ɔ ɒ/ er lidt mere lukket end standardværdierne. Det er forventeligt, da vi skal skabe plads til fem distinktive åbningsgrader.

Man kan også se at dansk /a/ egentlig ligger meget tættere på standard [a] end standard [ɑ]. Det er altså både mest fonetisk forsvarligt og bedst i overensstemmelse med international praksis at notere vokalen med /a/, som i NDF, og ikke med /ɑ/, som man gør i DDO-lydskrift.

Final aspiration mm.

Kontrasten mellem /pʰ ts kʰ/ vs. /p t k/ findes kun stavelsesinitialt. Efter /s/ og før svage vokaler findes almindeligvis kun /p t k/. I andre positioner kan der indimellem være fri variation mellem aspireret/affrikeret vs. uaspireret/uaffrikreret.

Den frie variation gælder især hvis plosiverne staves med p, t, k, og især i disse positioner:

  • Ytringsfinalt/før pause, fx [tsak kʰæt kʰɒp] eller [tsakʰ kʰæts kʰɒpʰ] tak, kat, kop.
  • Intervokalisk i prætoniske stavelser, fx [kʰætæˈpʰul̰t sykoˈlo̰ː hypoˈtseːsə] eller [kʰætsæˈpʰul̰t sykʰoˈlo̰ː hypʰoˈtseːsə] katapult, psykolog, hypotese.
  • Før endelsen -isk, fx [ˈtsypisk ˈsykisk pʰoˈlitisk] eller [ˈtsypʰisk ˈsykʰisk pʰoˈlitsisk] typisk, psykisk, politisk.
  • I det hele taget i ord hvor der kan være vekslen i hvor den fonologiske stavelsesgrænse ligger, fx rekt-angel, tran-sport, ek-strem eller rek-tangel, trans-port, eks-trem.

Tendensen til aspiration/affrikation i disse positioner afhænger en del af både det specifikke ords morfologi såvel som den specifikke kombination af vokaler og plosiver. Oftest vil aspiration/affrikation virke en smule overtydelig.

Variationsmulighederne er ikke implementeret i udtaleordbog.dk endnu.

Er danske plosiver lenis?

Danske plosiver beskrives traditionelt som lenis, dvs. artikuleret med mindre muskelspænding end hvad der er typisk for ustemte plosiver i verdens sprog. Dette bruges også traditionelt som begrundelse for at notere plosiverne med [b̥ d̥ ɡ̊] (se common misconceptions nedenfor).

Eli Fischer-Jørgensen skrev en rapport om forholdet i 1969, hvor det fremgår, baseret på ganske få informanter optaget under laboratorieforhodl, at danske plosiver var mere lax end franske ditto. Fischer-Jørgensens primære pointe er at vise at stemthed, aspiration og tenseness er tre separate fonetiske træk som ikke nødvendigvis følges ad, modsat populære opfattelser i 1950’erne.

Jeg kender ikke til undersøgelser der er nyere eller mere omfattende end ovenstående. Det er uvist om beskrivelsen fra 1969 holder for moderne, spontan dansk tale. Mit gæt er at der er betragtelig variation i tenseness.

Tenseness er ikke overbevisende fundet som et distinktivt træk i nogen sprog (men jeg har set diskussioner af det i tysk dialektologi), og det inkluderes ikke i IPA. I extIPA er der de diakritiske tegn [◌͈ ◌͉] til at notere stærk og svag artikulation, som man evt. kan benytte i kontekster hvor trækkene er relevante.

Common misconceptions

  • Det er mere præcist at skrive de danske plosiver med [b̥ d̥ ɡ̊ b̥ʰ d̥͡s ɡ̊ʰ] end [p t k pʰ ts kʰ]
  • Nej. I IPA står [p t k] for ustemte plosiver og [b d g] for stemte plosiver. Bollen gør en lyd ustemt, så [b̥ d̥ ɡ̊] er alt andet lige identisk med [p t k]. Ideen med at notere[b̥ d̥ ɡ̊] stammer fra starten af 1900-tallet hvor fonetikere formodede at visse træk automatisk hørte sammen. Plosiver var enten fortis eller lenis, formodede man med baggrund i mange europæiske sprog, hvor fortis var en kombination af artikulatoriske træk som ustemt, aspiration og kraftigere muskelspænding, mens lenis var en kombination af stemt, uaspireret og svag muskelspænding.
    Den danske fonetiker Eli Fischer-Jørgensen viste faktisk at dette ikke var tilfældet. Med udgangspunkt i danske plosiver viste hun at mens de danske plosiver kontrasterede i aspiration, var de alle ustemte og med svagere muskelspænding. Alligevel holdt man fast i notationen [b d g]. Og det blev man ved med selv om IPA gik over til at definere forskellen som udelukkende er spørgsmål om stemthed.
  • Det ville være mere præcist at notere /ɑ/ i stedet for /a/
  • Nej. For det første indikerer akustiske målinger af moderne danske vokaler, jf. ovenstående, at kappe-vokalen ligger tættere på [a] end [ɑ]. For det andet er det et princip i IPA at hvis man kun har en enkelt distinktiv helt åben vokal (som er tilfældet i dansk), noteres den med /a/ i bred notation. I bred IPA kan /a/ mao. bruges for en hvilken som helst vokal fra [a] til [ɑ]. Fonetikeren John Wells, tidligere formand for IPA, gør rede for det her.