Guide til NDF for erfarne fonetikere

Fonetik har udviklet sig fra at være et meget specialiseret fag, til noget der anvendes langt bredere, bl.a. inden for sprogpædagogik, sprogteknologi, sanguddannelser, og meget mere. Moderne fonetikforløb er ofte korte og komprimerede, og derfor er det vigtigt at udnytte tiden så godt som muligt. Til praktisk anvendt fonetik er det ofte spild af tid at skulle forklare hvorfor vi traditionelt bruger vores helt egen tilgang til fonetik og lydskrift i dansk.

NDF er designet til at være så let tilgængelig som muligt. Lydskriften forholder sig strikt til IPA’s principper, hvilket både er nemmere at arbejde med, og det gør det nemmere at se sammenhængen mellem dansk fonetik og fonologi og beskrivelser af andre sprog.

Sprog er altid i forandring. Det samme gælder de lydskriftsystemer som vi bruger til at beskrive sprogene med. De fonetiske og fonologiske beskrivelser af et sprog må derfor naturligvis også forandre sig. NDF introducerer en ny tilgang til dansk udtale og lydskrift som repræsenterer nogle af disse forandringer. Den gamle lydskrifttavle er visket ren, og der bydes ind med en tidssvarende beskrivelse baseret på de seneste IPA-principper appliceret på det dansk som tales af de nye universitetsstuderende.

Den let prætentiøse titel, Ny dansk fonetik, refererer til at der er meget nyt at vænne sig til her for dem der har beskæftiget sig med dansk fonetik før. Der er givetvis noget der er for nyt, eller der er måske for meget af det nye på en gang, til nogens smag, men forhåbentlig også en del man kan lade sig inspirere af.

Konventioner er normer, og normer er følelser. Mange af os er gennem årene blevet følelsesmæssigt attached til bestemte lydskrifttraditioner, og det vil nok tage tid at vænne sig til noget andet. Selvom jeg selv har arbejdet med mange af disse nyheder i en årrække, er der stadig ting jeg ikke har vænnet mig til endnu, men det skal ikke forhindre mig i at lære noget fra mig, som jeg mener er rigtigt.

Ny IPA-lydskrift

Det der nok springer tydeligst i øjnene for erfarne læsere, er den nye lydskrift i NDF. Frem for at lægge sig i forlængelse af dansk lydskrifttradition er der i NDF en notationspraksis som lægger sig så præcist op ad principper og definitioner i IPA jf. Handbook of the IPA.

Nogle vil nok være af den overbevisning at danske fonetikere da allerede bruger IPA, og den helt nye lydskrift i NDF må da så være noget andet end IPA. Jeg mener forholdet er omvendt.

Forskellen på IPA og traditionel dansk lydskrift er ikke bare hvilke symboler man bruger for hvilke lyde. IPA er også et sæt principper, en bestemt måde at tænke fonetik på og arbejde praktisk med lydskrift.

I dansk lydskrifttradition har man gennem tiden akkumuleret en del meget indforståede tilpasninger af IPA. Samtidig har traditionen ikke fulgt med de mange opdateringer af IPA gennem årene, og derfor er der en del uoverensstemmelser mellem hvordan IPA fremstilles i dansk lydskrifttradition vs. hvordan IPA definerer sig selv. Fx fremstilles IPA på DDO som meget besværlig at benytte, med mange diakritiske tegn osv. fordi lydene ikke passer godt til dansk, og derfor finder man det nødvendigt at “forenkle” lydskriften. Men et grundlæggende princip i IPA er faktisk at undgå diakritiske tegn, og derfor giver præsentation på DDO ikke et rimeligt billede af moderne IPA.

Den opdaterede IPA er absolut en hovedmotivation til overhovedet at skrive en ny fonetikbog. Studieordningerne i Lingvistisk på Københavns Universitet og Århus Universitet og uddannelsen i klassisk sang på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium kræver IPA, og derfor har der længe været et gabende hul i undervisningsmaterialet.

Derudover føles de traditionelle danske tilpasninger nogle gange mere som benspænd end forbedringer. De forhindrer forståelsen af IPA og hvordan IPA bruges internationalt, og de forhindrer både danske studerende i at forstå andre sprog såvel som udlændinge at forstå dansk fonologi. Ellers fremragende online sprogresurser som Wiktionary og Wikipedia er fyldt med volapyk om dansk fordi vi kalder vores lydskrift for IPA, men bruger det på vores helt egen indforståede måde.

Fra mange modstridende principper til et princip

Fonetikstuderende har gennem mange år undret sig over hvorfor man skriver fx [sd̥ʁæɡ̊s] i stedet for [stʁæks], når [t k] nu er identisk med [d̥ ɡ̊]. Tegnene [d̥ ɡ̊] virker som en unødig og kontraintuitiv komplicering af lydskriften. Og det bliver kun mere ulogisk og upræcist når man fjerner bollerne og skriver [sdʁæɡs]. Hvorfor skriver DDO [tjad hɑj] tjat, hej, når man i engelsk IPA skriver /tʃæt haɪ/ chat, high, selvom ordene er nærmest enslydende. Og hvorfor skriver DDO [tj] i tjat, men [dɕ] i match? Hvorfor skal man lære at notere forskel på vokalerne i Mads og mas, når fonetikbogen samtidig siger at de er tilbøjelige til at blive udtalt ens af unge mennesker? Osv.

Man kan godt svare på alle disse spørgsmål hvis man er godt inde i fagets historie, men svarene er baseret på indbyrdes modstridende principper, og forklaringerne er ikke nedfældet nogen steder. Nogle ting gør man fordi det skulle være nemmere og mere intuitivt, andet gør man fordi det er mere fonetisk præcist. Nogle ting gør man fordi IPA engang var anderledes, nogle ting gør man fordi dansk engang var anderledes. Nogle ting gør man måske fordi man gjorde sådan i det gamle Dania. Nogle ting gør man af hensyn til 50-70 år gamle ekstremt detaljeorienterede fonetiske undersøgelser, nogle ting gør man af hensyn til abstrakte fonologiske analyser. Det er alt sammen meget fint hvis man interesserer sig for det faghistoriske, men det er ikke forhold der hjælper studerende til at se det logiske, internationale, moderne og objektive i IPA. Meget lidt gøres fordi det står i IPA’s principper at man skal gøre det på den måde.

Et princip

Lydskriften i NDF følger ét gennemgående og klart princip: den forholder sig 100 % loyalt til hvordan IPA defineres i Handbook of the International Phonetic Association. Intet andet. Det er der ingen andre danske fonetikbøger der har gjort før.

Der ligger et større analysearbejde og argumentation bag opdateringen af lydskriften, som ikke gennemgås i detaljer her. Det er dog værd at nævne at alle de nye valg der er truffet her, ikke er truffet på må og få, men gennemanalyseret, præsenteret for og diskuteret med fagfolk, og sammenlignet med IPA-praksis i over 140 sprog. En mere detaljeret beskrivelse af disse analyser er på vej.

At lydskriften i NDF forholder sig loyalt til IPA betyder også at det antages at IPA faktisk fungerer efter sine egne principper. Det antages at dansk ikke indeholder lyde, distinktioner eller koncepter der ikke kan noteres eller skelnes inden for IPA’s rammer. Sådan en antagelse kan vel at mærke godt problematiseres. Undervejs i bogen diskuteres sprogeksempler som kunne pege på mangler i IPA, men der er også givet løsninger på hvordan disse kan håndteres inden for IPA’s rammer.

Sidst betyder loyaliteten over for IPA også at der er tilstræbt kategorier og termer der har et modsvar i IPA. Frem for traditionelle danske termer som lukkelyd, hæmmelyd, halvvokal, ganesejl, prosodi og stød, bruges IPA-termerne plosiv, frikativ, velum, approksimant, suprasegmentelle træk og creaky voice.

Den principfaste tilgang til IPA gennemføres dels fordi en sådan tilgang mangler. Der findes allerede ganske fremragende fonetikbøger der henvender sig til dem der kan klare sig med Dania- eller DDO-lydskrift. Men der mangler beskrivelser af dansk til dem der enten skal lære moderne IPA eller bare foretrækker den tilgang. Det er også min erfaring at ingen af de hjemlige justeringer, afvigelser og tilpasninger fører nogen egentlige fordele med sig, ud over hensynet til tradition, men de fører mange ulemper med sig. Gennem et århundrede har fonetikere og lingvister stået op for det internationale IPA frem for nationale systemer som Dania. Den tradition vil jeg gerne følge. I den forståelse er det et klart fremskridt at forsøge at indhente IPA frem for at gå tilbage til en mere Dania-lignende lydskrift som fx DDO-lydskriften. 

Baggrund for udvælgelsen af distinktive lyde og symboler

Der kan sagtens være flere “rigtige” måder at bruge IPA på. I NDF kap. 4 beskrives nogle alternative notationsformer, som er mere eller mindre forsvarlige inden for IPA’s rammer. I NDF er der, når der er flere forsvarlige notationsformer, valgt den praksis der lægger sig tættest op ad mest udbredt praksis i andre sprog. Dette er bl.a. baseret på en analyse af over 140 Illustations of IPA, som er et særligt artikelformat der findes i Journal of the IPA. Der er mange frit tilgængelige IPA illustrations her. Man kan læse om en del af forarbejdet i serien om Utilpasset IPA her på schwa.dk.

Lydskriftkonventionen er således både 100 % loyal over for IPA og optimeret til at danne bro mellem dansk og IPA-baserede beskrivelser af andre sprog. Dette er en kolossal fordel for enhver der beskæftiger sig bare en smule med andre sprog end dansk. Det gælder ikke bare lingvister og sangere. Det gælder også alle dem der lærer om dansk fonetik på danskstudiet, som tager tilvalg på andre sprogfag, eller som kommer til danskstudiet som tilvalgsstuderende.

Bred og snæver notation for dummies

Et af de væsentlige koncepter der følger med den nye IPA, er introduktionen af en skelnen mellem bred og snæver notation. Bred notation skrives i / / og snæver i [ ]. Den distinktion arbejder man traditionelt ikke med i dansk fonetik; her arbejder man typisk kun med [ ]-notation. Bred og snæver svarer vel at mærke ikke til den traditionelle opdeling i grov/tilpasset/forenklet IPA vs. fin/præcis/nøjagtig IPA. Den svarer heller ikke til den traditionelle opdeling i fonemskrift og lydskrift.

Bred notation er den “normale” notation. Hvis man fx ser et typisk opslag i Wiktionary, bruges / / i langt de fleste sprog, men af en eller anden grund skal dansk skeje ud. Ingen danske fonetikbøger har introduceret bred og snæver notation, og derfor er der ingen der traditionelt bruger det. Vi bruger traditionelt bare [ ], som international står for meget præcis og detaljeret notation, men i dansk foretages der stadig rask væk en masse forenklinger og tilpasninger i [ ]-notation, og det gør det meget forvirrende at navigere rundt i.

Den brede notation er en anelse mere fonematisk end traditionel lydskrift, men ikke så abstrakt som traditionel fonemskrift. Det bærende princip er at man inkluderer distinktive lyde, dvs. lyde der kan vises at være betydningsadskillende med minimalpar. Desuden undgår man diakritiske tegn som ikke er distinktive. Man inkluderer ikke distributionelle forhold i analysen, og man forholder sig stadig så nøjagtig som muligt til IPA’s defintioner. Man bruger fx ikke /b d g/ til at repræsentere hverken ustemte plosiver eller approksimanter. Man skriver lyde der giver mening uden kendskab til komplekse fonologiske regler. Denne notation er både mere nøjagtig end fx DDO-lydskrift og samtidig enklere at håndtere.

Det at man kun noterer distinktive lyde, gør at man til at begynde med forholder sig til lyde der er lette at erkende, fordi de nemt kan illustreres med minimalpar. Man slipper for at forholde sig til nogle af de subtile nuancer som traditionelt spænder ben for nybegyndere og som kan være vanskelige at skelne efter objektive kriterier. Der er meget få diakritiske tegn i den brede notation, og der er ikke ting man bare skal lære som en huskeregel (fx hvor man skal bruge DDO’s [æ] vs. [a]). Det betyder vel at mærke ikke at finere nuancer ignoreres. Man kan altid beskrive detaljerne i snæver IPA.

I snæver IPA kan man tilføje alverdens detaljer, allofonisk og sociofonetisk variation, reduceret udtale osv. i takt med at man introducerer sådanne emner. Det primære beskrivelsesniveau er imidlertid bred IPA. Ord og passager noteres som udgangspunkt blot i bred IPA. Forhold der er selvindlysende eller blot kan nævnes en enkelt gang, inkluderes ikke i bred IPA. Konventioner for læsning af bred IPA angives i snæver IPA, men detaljerne behøver ikke at blive inkluderet i lydskriften af hvert eneste ord.

Man kan, som IPA anbefaler, desuden være selektiv med det snævre i den snævre notation. Hvis man laver en undersøgelse om s-varianter, kan man inkludere fine nuancer for s-lydene, men man kan lade andre lyde være uændrede. IPA opererer ikke med faste detaljeringsgrader a la grov, halvfin, fin, normaliseret, forenklet, nøjagtig osv.

Opdelingen i bred og snæver handler altså ikke om hvor detaljeret lydskrift man kan skrive, men om i hvilken modus man inkluderer hvilke distinktioner eller nuancer. I dansk lydskrifttradition mangler en sondring mellem de vigtige distinktive lyde og de sekundære udtalenuancer og variation. Det får man med en skelnen mellem bred og snæver notation. Der er altså ikke noget tab af viden om dansk udtale ved at benytte bred IPA. Tværtimod er der en uddybning af hvad der er distinktivt, og hvad der er finere nuancer med relevans i mere specifikke kontekster. Selvom NDF generelt bruger bred IPA, er der beskrevet mange detaljer om dansk fonetik i snæver IPA.

Den brede IPA fokuserer først på overblik og hvordan sprog i grove træk er ens, frem for hvordan de i subtile detaljer er forskellige. Den giver uhindret adgang til international litteratur, online sprogresurser og generel sprogforståelse. Den er let at forstå og håndtere, og det er let for studerende at forstå fordelen ved en international standard når man arbejder på tværs af sprog, og at man selvfølgelig også må vænne sig til et par misforhold mellem bogstav og lyd i beskrivelsen af dansk. Den brede notation er således et ideelt sted at starte og et godt udgangspunkt for videre studier af fonetiske detaljer eller fonologiske analyser.

Ny terminologi

Som nævnt vælges der i NDF en terminologi som er i overensstemmelse med IPA. Dette ses også som en absolut fordel for faget, ligesom man i de fleste andre fag på akademisk niveau læner sig mere op ad international transparent terminologi. Grammatikere taler ikke længere om genstandsled og udsagnsord, men om objekter og verber. På samme måde virker det bedaget, ikke mindst for helt unge universitetsstuderende, at tale om hæmmelyde, lukkelyde og ganesejl, når man har fagtermer som frikativ, plosiv og velum. Den internationale terminologi hjælper til at se sammenhængen mellem taleorganer og lydskrifttegn. Det er også en god forberedelse til at læse international litteratur.

Navnlig udskiftning af tryk og stød med betoning og creaky voice har jeg selv oplevet som en betydelig fordel i at tilegne sig en forståelse af koncepterne. Mens det måske gør ondt på nogle at skille sig af med stød, så har det i generationer været kendt at termerne er forvirrende. Tryk og stød som termer lyder for ens, vækker for ens associationer, og indikerer ikke klart nok hvilket fonetisk koncept der er tale om. Betoning og creaky voice (eller glottal plosiv eller tonal accent om man vil) er tydeligt forskellige termer. De forveksles ikke med hverdagsord, og de er fonetisk beskrivende. Hvor mange gange er man ikke som fonetikunderviser blevet bedt om at forklare forskellen på tryk og stød igen? Dette problem er pist væk nu. Så hvad er vigtigst: at holde Dania-terminologien i hævd, eller at sikre at studerende forstår stoffet? Her er NDF på de studerendes side.

Hvad er ellers nyt?

I NDF introduceres flere nye koncepter, begreber og vinkler på danske udtaleforhold.

  • Stærke og svage vokaler spiller en stor rolle. Det svarer omtrent til klassisk opdeling i vokal og halvvokal eller fuldvokal og ikke-fuldvokal. Men de får en mere fremtrædende rolle her, og blive inddraget mere aktivt i gennemgangen af regler for diftonger, betoning, længde og creaky voice.
  • Regler for betoning, længde og creaky voice (stød) er reanalyseret ud fra data fra udtaleordbog.dk. Der er en del justeringer i forhold til ældre gennemgange. Noget er helt nyt, og meget er bare en anden måde (for nogle måske en mere brugbar måde) at skære kagen på. Gennemgangen af reglerne for creaky voice er baseret på almindelige morfologiske koncepter, som rod, præfiks og suffiks, frem for minord, grundord, produktive og semiproduktive endelser. Med den tilgang kan man også vise at creaky voice næææsten ikke er distinktivt i dansk, hvilket forklarer hvorfor nogle af os klarer os fint uden.
  • Lange konsonanter har for længst gjort indtog i dansk (igen) via schwa-assimilation, og det ignoreres ikke i NDF.
  • Syllabicitet er en spøjs størrelse i dansk og der er måske brug for at se på det på en ny måde. Syllabicitet er ikke distinktiv i moderne dansk, og derfor slipper man for at skelne syllabisk og asyllabisk i den brede notation. Men det kan alligevel være relevant at håndtere og forholde sig til. I NDF bruges stavelsesgrænser, [.], mere flittigt, hvilket er i overensstemmelse med internationale trends.
  • Varisyllabicitet er en løsning på et klassisk problem med at afgøre hvornår lyde er syllabiske eller asyllabiske
  • Schwa-assimilation og fonetisk reduktion er ikke nye emner i dansk fonetik, men selvfølgelig kommer jeg også med mine vinkler på det
  • Udtalen af fremmedord er traditionelt lidt overset, men gennemgås i flere detaljer her og med alle de nye lyde og lydskrifttegn man må forholde sig til