Update oktober 2023: Dette indlæg repræsenterer et tidligt stadie i mit forarbejde for artiklen Utilpasset IPA. Jeg anbefaler denne artikel i stedet. Indlægget herunder kan indeholder outdatede elementer eller synspunkter som ikke længere er repræsentative for mit ståsted i dag. ~~ Ruben
I dansk fonetik har vi tradition for at bruge en IPA-lydskrift i en eller anden modificeret form, indimellem omtalt som forenklet, modificeret eller tilpasset IPA, men almindeligvis blot IPA. Denne tradition stammer tilbage fra før 1950, hvor både dansk udtale og IPA var noget andet end i dag. Det betyder at man i dansk lydskrifttradition ikke altid bruger symbolerne som defineret af IPA, og der benyttes nogle ekstra symboler som ikke findes i IPA.
IPA udgav i 1999 en håndbog hvor lydskriftskemaet blev opdateret, og hvor principperne for brugen af IPA blevet revideret. Disse ændringer er aldrig blevet inkorporeret i dansk lydskrifttradition.
I dette og følgende indlæg der kommer hen over sommeren, vil jeg gennemgå hvad moderne IPA egentlig er, og hvordan den danske lydskrifttradition adskiller sig fra officiel IPA, og hvorfor jeg mener det er en god ide at gå over til at benytte rigtig, utilpasset IPA.
Dem der har fulgt denne side i længere tid, eller har fulgt mit arbejde med udtaleordbog.dk, eller min undervisning på Københavns Universitet osv., vil have bemærket at jeg de senere år har arbejdet mig væk fra den danske lydskrifttradition og hen imod “utilpasset” IPA. Jeg har set dette blive omtalt som ‘Ruben Schachtenhaufens nye system’ eller lignende. Jeg indrømmer at min oprindelige motivation var at videreudvikle det traditionelle system og slippe af med nogle af de typiske pædagogiske udfordringer. Men jeg endte med at lande på at konsekvent brug af IPA er langt det mest pædagogiske, praktiske og elegante. Jeg må slå fast at jeg ikke har opfundet noget nyt. Jeg har blot taget et i forvejen eksisterende system, IPA, og anvendt det på moderne dansk. Jeg har lavet en del undersøgelser af IPA’s principper og hvordan de implementeres på andre sprog, og dem vil jeg løfte sløret for i en serie af indlæg her på siden.
Jeg har gennem 15 års undervisning i fonetik og lydskrift og med mine indlæg og lydskriftværktøjer her på siden medvirket til at udbrede en forkert opfattelse af hvad IPA er. Det beklager jeg. Med denne serie af indlæg forsøger jeg at råde bod på de misforståelser jeg har været med til at sprede.
I dette indlæg gennemgår jeg IPA’s principper og hvordan dansk lydskrifttradition afviger fra disse principper.
Introduktion til IPA og IPA’s principper
IPA (International Phonetic Alphabet) er et lydskriftalfabet som benyttes af fonetikere i hele verden til at beskrive sprogs udtale på et objektivt, sammenligneligt og sprogvidenskabeligt grundlag. IPA’s principper er formuleret i Handbook of the IPA og eksemplificeret i talrige Illustrations of the IPA, hvoraf mange ligger frit tilgængeligt på nettet.
IPA blev grundlagt helt tilbage i 1886, men det har ændret sig meget på de over 100 år i takt med den faglige udvikling af fonetikken og fonologien og det øgede kendskab til alverdens sprog, lyde og lydsystemer.
IPA’s mål er at levere a separate symbol for each distinctive sound; that is, for each sound which, being used instead of another, in the same language, can change the meaning of the word (HotIPA, s. 27).
IPA’s andet mål er at levere redskaber til når man ønsker at notere sprogs finere udtalenuancer. Hertil har man en række diakritiske tegn som kan bruges til at modificere grundtegnene efter behov.
Begrebet distinctive sound, eller distinktive lyde er således centralt i IPA. Distinktive lyde benævnes også i HotIPA som fonemer, men det må ikke forveksles med den meget abstrakte fonemnotation som fx kendes fra Nina Grønnums værker.
En lyd er distinktiv hvis ombytning med denne lyd i et ord giver en betydningsændring. Hvis man bytter /f/ ud med /h/ i fest, får man hest, som betyder noget andet, og dermed er /f/ og /h/ distinktive lyde. Det er det som også traditionelt kaldes kommutationsprøven, og hest og fest udgør et minimalpar, ord der adskiller sig fra hinanden med en enkelt lyd.
Men IPA’s definition af fonemer inkluderer ikke distributionelle forhold. I traditionel dansk fonologi vil man fx se [ʁ] og [ɐ̯] som allofoner af /r/, fordi de er komplementært distribueret; de forekommer hhv. før og efter vokaler. Men i IPA er det kun interessant om man kan finde minimalpar. Således er /ʁ/ distinktiv fordi vi har minimalpar som ramme/samme, og /ɐ̯/ er distinktiv fordi vi har minimalpar som stor/stod.
Distinktive lyde er mao. de lyde man skal beherske for at kunne udtale forskel på ord der betyder noget forskelligt i et sprog. Det er i den forbindelse underordnet at nogle af disse distinktive lyde på et mere abstrakt, kognitivt, systematisk, morfofonologisk eller historisk plan er allofoner af samme fonem.
IPA’s principper
Jeg vil fremhæve nogle af de afgørende punkter i IPA’s principper (HotIPA s. 159-160), som dansk lydskrifttradition er i konflikt med:
- Hvis to lyde er distinktive, skrives de med forskellige symboler
- Hvis to lyde ikke er distinktive, skrives de som udgangspunkt med samme symbol
- Alle distinktive lyde skrives med et grundtegn, så vidt muligt uden brug af diakritiske tegn
- Hvis to symboler er omtrent lige passende, foretrækkes almindelige latinske bogstaver frem for specialtegn (hvis et sprog fx har en vokal mellem [e] og [ɛ], foretrækkes /e/ til at repræsentere denne)
Brugen af diakritiske tegn bør i det hele taget begrænses til følgende tilfælde:
- Notation af suprasegmentale egenskaber som betoning, længde og tonegang
- Hvis det diakritiske tegn udtrykker en distinktiv egenskab
- Kontekster hvor man vil notere finere, ikke-distinktive nuancer
IPA har, i overensstemmelse med deres mål og principper, grundtegn til at alle distinktive lyde kan noteres forskelligt, dog med det forbehold at visse træk udtrykkes med diakritika for at undgå at der skal opfindes en hel række nye tegn. Fx noteres nasalvokalfonemer med ◌̃ på de eksisterende vokaler, så man undgår at skulle finde på nye specialtegn for alle tænkelige nasalvokaler. To tegn kan desuden kombineres til at udtrykke et fonem hvis det er passende, fx affrikater og diftonger som /tʃ aɪ/.
Principperne udmøntes i at man skelner mellem bred og snæver transskription (broad og narrow), eller fonematisk og allofonisk transskription om man vil. I den brede transskription skriver man altså kun de distinktive lyde uden brug af diakritika, jf. ovenstående, mens man i snæver transskription kan inkludere de finere nuancer som man har brug for i konteksten, primært ved at der inkluderes diakritiske tegn og andre specialtegn.
- Bred transskription angives med klammerne / /
- Snæver transskription angives med klammerne [ ]
Almindelig praksis er at føre transskriptioner i bred IPA, suppleret med et sæt konventioner om specifikke detaljer noteret i snæver IPA. Disse detaljer har typisk meget subtil karakter, såsom hvorvidt alveolære lyde er apikale eller laminale, almindelige assimilationsfænomener, vekselforhold m.v.
IPA og dansk lydskrifttradition
I traditionel dansk IPA er der, ligesom i Dania, ikke nogen skelnen mellem bred og snæver transskription, og en del andre afvigelser fra moderne IPA ligner også Dania, fx [b d g]; disse er ganske vist også IPA-tegn, men i IPA står de for andre lyde end i Dania.
Dania er defineret ud fra danske dialekter og sociolekter, og ikke ud fra om lyde er distinktive eller ej. Fordi Dania fx har været brugt til at beskrive sociolektalt væsentlige forskelle i a-kvaliteter i københavnsk, har man mange forskellige symboler for disse, også selvom de ikke er distinktive efter IPA’s definition. Når man bruger Dania er man tvunget til at skelne meget fine a-kvaliteter, også selvom det konkret kan være svært at høre forskel i moderne dansk. Selvom man kunne skelne lige så mange nuancer i o-lyde eller å-lyde osv., har det i den fagtradition som Dania er brugt i, ikke været interessant, og derfor skelnes ikke så mange lyde. Uden kendskab til denne tradition virker det altså lidt arbitrært hvornår man skelner fine nuancer i Dania, og hvornår man ikke gør.
Denne tilgang til lydskrift genfindes i den dansk IPA-tradition. Det ses også i at man kun bruger klammerne [ ] om lydskrift, mens / / i dansk tradition bruges om en meget abstrakt, teoretisk fonemnotation, hvor symbolerne kan ligger meget langt fra deres konkrete udtale, fx skrives ‘ringe’ som /rɛngə/ selvom udtalen i IPA almindeligvis er /ʁæŋə/.
Den lydskrift man skriver i [ ], svarer altså ikke til bred IPA, men den svarer heller ikke til IPA’s snævre transskription. Den svinger mellem at være abstrakt ortografisk-fonematisk, fx notationen [tj] frem for /tɕ/ i ord der starter med ‘tj’, og unødigt fonetisk detaljeret, fx argumenteres der for notationen [b̥] frem for [p] fordi det skulle afspejle den fonetisk subtile egenskab lenis. Der benyttes mao. ikke ét gennemgående fonematisk eller fonetisk princip som i IPA, men et inkonsekvent samsurium af principper forskellige steder i systemet.
Denne vekslen mellem nogle steder at være overdrevet detaljeret og andre steder ortografisk tilpasset og forenklet, og sammenblandingen af IPA-symboler, Dania-symboler og hjemmelavede lydskrifttegn, skaber et rodet og inkonsekvent system. Selvom enkelthederne i systemet hver især har forståelige faghistoriske forklaringer (som jeg gennem mange år har brugt undervisningstid på at forsvare over for undrende studerende), så er det et usammenhængende system som, på trods af brugen af ordet international og IPA, ikke er sammenligneligt med hvordan IPA skal bruges og bliver brugt i andre sprog.
I kommende indlæg går jeg i nærmere detaljer med de specifikke afvigelser fra IPA. Følg siden og få besked når næste indlæg kommer.