De fleste lingvister har hørt om distinktive træk, binære træk, phonological features eller lignende. Jeg har lavet en lille feature browser, så man let kan finde ud af hvilke lyde der har hvilke træk og hvad der adskiller to lyde. Tjek min phonological feature browser.
De fleste udtaler fem som [fɛm̰], men nogle siger også [fœm̰] som om det var stavet føm. Men hvad er det egentlig der ændrer sig og hvorfor?
Lyde er ikke bare lyde, men de er sat sammen af nogle bestemte træk. Det ser man i masser af lydudviklinger hvor lyde ændrer sig fordi de låner et træk af en nabolyd, såsom når hindbær bliver til ‘hembær’ og håndklæde til ‘hångklæde‘.
I fonologien arbejder man med distinktive træk. Et [m] er en lyd der er konsonantisk, labial, nasal, stemt, eller mere formelt [+konsonantisk, +labial, +nasal, +stemt].
Databasen PHOIBLE rummer over 3.000 forskellige sproglyde, men de mange hundrede sproglyde kan egentlig koges ind til et sæt af omkring 30 forskellige fonologiske træk, og det er de mange mulige kombinationer af disse træk der skaber den store variation i verdens sprog.
I fonetik- og fonologibøger kan man finde lister med lyde og deres træk. Det kan være bøvlet at navigere rundt i de lange lister, så nu har jeg lavet en lille browser baseret på data fra PHOIBLE, hvor man kan klikke på lyde og se deres træk, eller klikke på træk og se hvilke lyde der har det træk, og man kan sammenligne to lyde og se hvad de har til fælles og hvad der adskiller dem.
Fx kan man se lydene [ɛ] og [œ] i de to udtaler af fem adskiller sig fra hinanden ved at [œ] har trækket [+labial], og hvis man så sammenligner lydene [f] og [m], ser man at de begge har trækket [+labial]. Det er altså sandsynligvis trækket [+labial] der spreder sig fra konsonanterne til [ɛ] og derfor laver lyden om til [œ], når nogen siger [fœm̰]. Smart, ikke?