Kategori: Vokaler

Kategorier
Lydskrift Vokaler

Utilpasset IPA: Hvordan bruges vokaler i IPA?

Update oktober 2023: Dette indlæg repræsenterer et tidligt stadie i mit forarbejde for artiklen Utilpasset IPA. Jeg anbefaler denne artikel i stedet. Indlægget herunder kan indeholder outdatede elementer eller synspunkter som ikke længere er repræsentative for mit ståsted i dag. ~~ Ruben

Dette indlæg indeholder blot en kort beskrivelse af hvordan vokaler er defineret i IPA. De vigtigste pointer er at IPA-vokaler ikke er Daniel Jones-kardinalvokaler, og at IPA-vokaler er mere abstrakt og relativt defineret end vi er vant til at bruge dem i dansk. En vokal som /e/ kan altså i IPA står for lidt forskellige vokaler i forskellige sprog. Og så bruger man typisk ikke snæver notation af vokaler.

Vokaler er notorisk vanskelige at håndtere i lydskrift. Mens der kan gives rimelig klare definitioner af konsonanter (er lyden lukket eller ej, stemt eller ej, nasal eller ej osv.), er vokaler mere flydende. Vokaler defineres traditionelt efter åbningsgrad, fortunge/bagtunge og læberunding, men åbningsgrad og fortunge-bagtunge-dimensionen er skalære; der er et kontinuum af vokaler mellem /i/ og /a/, mellem /y/ og /u/ osv.

Hvordan skal vokaler håndteres i lydskrift, når man i princippet kan lave uendelig mange vokaler, men er nødt til at begrænse det til et endeligt, og helst relativt lille, antal symboler?

En metode er at benytte nogle referencevokaler, hvor de mest kendte er Daniel Jones’ kardinalvokaler. Fonetikeren Daniel Jones indtalte i 1917 en række vokaler (8 primære og 10 sekundære kardinalvokaler), som blev distribueret rundt til fagfæller, og når man så skulle beskrive en konkret vokal i et sprog, kunne man gøre det ud fra en fælles refererence. Er vokalen tættest på kardinalvokal nr. 3 eller 4, er den lidt mere åben eller lukket, lidt mere fremskudt eller tilbagetrukket end den og den kardinalvokal, osv.?

I Dania er vokaler ikke rigtig defineret, men snarere forklaret ud fra eksempelord fra danske dialekter eller andre sprog som fransk og tysk kombineret med beskrivelser af artikulatoriske og auditive forhold. Lydskrifttegnet e beskrives som vokalen i rigsmålets udtale af det, se, sele. Denne metode er særlig problematisk fordi referencerne kan være ukendte eller have forandret sig. Fx er ȣ vokalen i sønderjysk hun, men det er svært at blive klog på hvis man ikke lige ved hvordan det ord udtales på sønderjysk. Og vokalen ä beskrives som vokalen i tretten og færdig, hvilket i min egen udtale er to vidt forskellige vokalen, fordi udtalen har forandret sig i forskellige retninger siden Dania blev opfundet.

Vokaler i IPA

IPA’s vokalskema ligner Daniel Jones’ kardinalvokaler. Der skelnes mellem fire åbningsgrader, rundet og urundet, fortunge og bagtunge, og der bruges samme notation, blot med nogle ekstra tilføjelser i IPA. Så det er nærliggende at tro at vokalerne i IPA svarer til DJ (hvilket jeg måske også har bildt en fonetikstuderende eller to ind igennem tiden, undskyld). Men det er de ikke.

IPA tager konsekvensen af at vokaler ikke lader sig definere i nogen absolut forstand og har derfor en mere abstrakt definition af vokalerne. Først defineres et ‘vokalrum’ som er afgrænset af de fire vokaler /i a ɑ u/ som de mest lukkede/åbne fortunge-/bagtungevokaler. De øvrige vokaler er så blot defineret som vokaler der ligger mellem disse. Dvs. /e/ kan bruges om en vokal der ligger mellem /i/ og /ɛ/, og /ɛ/ kan bruges om en vokal der ligger mellem /e/ og /a/.

Jf. IPA’s princip om at undgå diakritiske tegn til notation af distinktive lyde, og primært benytte almindelige latinske bogstaver frem for specialtegn, foretrækkes /e/ og /o/ frem for /ɛ/ og /ɔ/ hvis sproget kun har en enkelt vokal mellem /i/ og /a/ eller /u/ og /a/. Hvis man har brug for at skelne flere distinktive åbningsgrader, tilføjes så ekstra symboler.

Det betyder i praksis at fx /e/ typisk er mere midt mellem /i/ og /a/ i sprog der der kun har fem vokaler, /i e a o u/, end i sprog der har syv vokaler /i e ɛ a ɔ o u/, fordi vokaler er tilbøjelige til at fordele sig med størst mulig afstand imellem sig.

Man kan sagtens finde traditioner i bestemte sprog, der ikke helt holder sig til IPA’s principper. Fx i polsk er der tradition for at bruge /i ɛ a ɔ u/ frem for /i e a o u/ fordi polsk /ɛ ɔ/ er relativt åbne og derfor svarer bedre til /ɛ ɔ/ i sprog der skelner /e ɛ/ og /o ɔ/. Men det ville ikke være imod IPA’s principper blot at notere polske vokaler /i e a o u/.

Når man fx i Illustrations of IPA skal give en mere præcis indikation af vokalers åbningsgrad og artikulationssted, gør man det typisk ikke med diakritiske tegn. Man bruger i stedet vokaldiagrammer som fx dette. Der findes ganske vist diakritika som ◌̞ ◌̝ til at angive mere åbne eller lukkede vokaler, men da vokaler kun er relativt, ikke absolut defineret, giver disse diakritika kun mening hvis man har en kontekst. Notationen e̞ indikerer således ikke en specifik vokalkvalitet, da /e/ kan være forskellig fra sprog til sprog. Men man kan bruge det til fx at sige at dansk /e/ typisk er mere lukket, [e̝], end engelsk /e/, [e̞].

I de næste par indlæg ser jeg nærmere på hvordan de danske vokaler skal noteres i IPA.

Kategorier
Konsonanter Udtale Vokaler

Hvorfor forsvinder /v/ i ‘blevet’, ‘lavet’, ‘skrevet’?

Jeg er blevet spurgt i seneste nummer af Mål & Mæle om hvorfor v’et forsvinder i ord som ‘blevet’, ‘lavet’, ‘skrevet’ osv. Her er er en redigeret udgave af mit svar:

Det er rigtigt at der er en stærk tendens til at v forsvinder foran endelser udtalt med [ð], som i de nævnte eksempler. Det er et led i en mere generel udvikling, nemlig at halvvokaler er tilbøjelige til at forsvinde mellem to vokaler, en udvikling som jeg kalder udjævning. De almindeligste halvvokaler i dansk er [ɪ̯ ʊ̯ ɐ̯], dvs. de bløde, vokaliske udtaler af især bogstaverne v, j, r, g. Således ser man også lydene forsvinde i ord som drejet, løjet, været, meget, sørget osv. Tendensen er stærkest foran –et-endelsen, hvor [ð] overtager halvvokalen, men det ses også andre steder, som fx i horoskop, irritere, provokere, mayonnaise, leverpostej, bliver, ærgrer, jury, virus, tivoli, som kan udtales ho’oskop, i’itere, pro’okere, ma’onæse, le’rpostej, bli’r, æw’er, ju’i, vi’us, ti’oli, og i mange andre ord.

Forklaringen ligger nok primært i hvordan vokaler og halvvokaler artikuleres. Konsonanter som [p t k m n l] osv. artikuleres med en meget konkret kontakt mellem tunge og gane eller læberne, men de vokaliske lyde har ikke på samme måde en klar artikulatorisk forankring i mundhulen, og derfor man tilbøjelig til at glide hurtigt hen over dem når der er flere af dem i træk, når man taler sit modersmål flydende. Således er det relativt sjældent i verdens sprog at man støder på mere end to vokallyde i træk, men i dansk er det ret almindeligt som følge af at v, j, r, g for generationer siden er blevet vokaliseret. I engelsk er det også relativt almindeligt med tre vokallyde i træk, fx i ord som power, fire [paʊ̯ə faɪ̯ə], men her ser man netop samme tendens til bortfald af den midterste halvvokal, [paə faə]. Så bortfaldet af disse lyde må betragtes som en ganske naturlig udvikling. På ældre mennesker kan det ofte virke som at det er de nye generationer der sjusker med udtalen, men for at vende tingene lidt om kan man sige at de yngre generationer rydder ud i den meget bøvlede og uklare vokaliske struktur, som med samme retorik er en konsekvens af ældre generationers udtalesjusk som gjorde konsonantlydene til halvvokaler i første omgang.

Det er i øvrigt ikke første gang i historien at dette sker. Ord som fx due, flue, bue havde tidligere en konsonant mere, duva, fluga, bogi, og der er næppe nogen der undrer sig over at vi ikke udtaler r, g, v i ord som fare, båre, pige, uge, nogen, stuve osv., så der er næppe grund til bekymring for at sproget tager skade af sådanne udviklinger. Man kan nærmest sige at det er en dansk tradition at reducere konsonanter der står mellem vokaler. Det er noget vi har gjort siden vikingetiden, det er med til at adskille dansk fra andre nordiske sprog, og der er intet der tyder på at det er en udvikling vi har tænkt os at stoppe.

Kategorier
Fonologi Vokaler

Gør de danske vokaler det vanskeligere at lære dansk?

I starten af ugen var der en artikel i politiken om at danske børn lærer deres modersmål langsommere end børn i andre lande, fordi vi har så mange vokaler. Undersøgelsen er også tidligere blevet omtalt på videnskab.dk.

Børnesprogsforskerne konstaterer at danske børn på 1½ år kan ca. 80 ord, mens jævnaldrende børn i andre lande kan dobbelt så mange ord. Forskerne har dernæst sammenlignet det med antallet af vokaler og konsonanter i de forskellige sprog, og er kommet frem til at dansk har mange flere vokaler end de øvrige sprog har.

Jeg har vanskeligt ved at blive overbevist om sammenhængen mellem antallet af vokaler og indlæringsvanskeligheder. Jeg skal dog indrømme at jeg ikke har læst forskningsartiklen, så jeg må basere mig på det der står i de formidlende artikler.

22 vokaler?

For det første er der et rent metodisk problem. Forskerne har talt sig frem til at der er 22 vokaler i dansk. Men hvor kommer det tal fra? I realiteten har dansk jo uendeligt mange vokaler, ligesom alle andre sprog. Hvis vi måler tilstrækkelig detaljeret, er alle vokaler der nogensinde er ytret og nogensinde vil blive ytret, forskellige fra alle andre vokaler.

Ok, 22 er en abstraktion, men jeg har tidligere blogget om hvor mange vokaler der er i dansk, og konklusionen er alt efter hvordan man vælger at analysere, kan dansk siges at have fra 10 til 50 forskellige vokaler. Så hvorfor lige præcis 22? Hvilke 22? Dette må udelukkende være et spørgsmål om hvor fine detaljer man er interesseret i at skelne.

Akustisk set kan vokalerne i et sprog inddeles i vilkårligt mange grupper, eller vilkårligt få, så tallet 22 er ganske enkelt et tal forskerne har besluttet sig for, sikkert efter nogle rimelig fornuftige kriterier, men ikke desto mindre er det forskernes beslutning, og ikke et faktum om dansk.

Skal man kunne alle vokalerne for at lære et ord?

Det næste problem er selve hypotesen, at mange vokaler er årsagen til at det tager længere tid at lære ord. Det har jeg vanskeligt ved at indse. Jeg kan ganske enkelt ikke følge logikken i det er vanskeligt at lære et ord fordi der er mange vokaler at vælge imellem.

Medmindre, selvfølgelig, hvis forskerne regner et ord som ulært indtil en præcis vokalkvalitet er opnået, dvs. hvis barnet udtaler kat som [kæd] eller [kɑd] i stedet for [kad]. Men det ville være ganske urimeligt at bestemme for et barn på 1½ år at en bestemt vokaler er korrekt, og alle andre er forkerte. Det kan jeg ikke tro at de har gjort.

Min erfaring med børns sprogtilegnelse er at de er ret ligeglade med præcise vokalkvaliteter. Hvis børn vil have mad, starter de med at siger [mɑ], de venter ikke på at lære ordet til de kan skelne mellem [a] og [ɑ]. Sådan er det for alle ord: De tilnærmer vokalen så godt de kan blandt de vokaler de mestrer.

Voksne er i øvrigt også ret ligeglade med præcise vokalkvaliteter. I almindelig sammenhængende naturlig tale virker det ligegyldigt om vi siger [i] eller [e], [y] eller [ø], [a] eller [æ] osv. Selvom vi har nogle idealer i distinkt leksikonudtale, er det ikke noget der er særlig vigtig når vi faktisk taler, og jeg har derfor vanskeligt ved er se at det skulle være et problem for børn at vi i laboratorieudtale kan måle subtile forskelle på vokalerne.

Hvis barnet har vanskeligt ved at opfatte de subtile forskelle på vokalerne, så bliver de blot opfattet som homonymer; de bliver ikke ikke-opfattet, så hvad skulle problemet være?

Er det så de bløde endelser?

Forskerne nævner også at de bløde danske endelser, som –ede, giver problemer. Fx siger Dorthe Bleses til videnskab.dk:

I det danske sprog betyder de mange vokallyde, at der ikke er ret meget, der siger: her er der et ord, der stopper, og et nyt, der begynder

Dette er jeg lodret uenig i. I dansk har vi stor forskel på hvilke lyde der står i starten og i slutningen af ord. De hårde lyde som [p t k f v ɕ] signalerer at vi er i starten af ordet, mens bløde lyde som [ð ɐ̯ ʊ̯ ɪ ə] signalerer at vi er i slutningen af ordet.

Det må alt andet lige være lettere at genkende dansk [kæːɪ] kage som ét ord, da [ɪ] ikke kan være et ord, end svensk [kɑːka] kaka, hvor [ka] godt kunne være et ord. Eller tænk på fransk hvor ordfinale konsonanter ofte trækkes over i starten af efterfølgende ord, så fx tout homme udtales [tu tɔm] og ikke som adskilte ord [tu ɔm]. Dansk har mao. et ganske klart signal for ordgrænser ift. mange andre sprog.

Det kan ikke være de bløde endelser der gør det vanskeligere at finde ord i dansk end i andre sprog.

Hvad er så årsagen?

Der er ingen tvivl om at danske børn har sværere ved at lære deres modersmål ift. børn i andre lande. Og ideen om at det skulle være noget i selve den sproglige struktur der er årsagen, synes jeg er temmelig interessant og relevant at undersøge nærmere. Men jeg tror ikke forskerne fra Odense har fat i den rigtige ende – igen med det forbehold at jeg ikke har læst den konkrete artikel, og dette bare er nogle tanker jeg gør mig baseret på min lingvistiske intuition.

Min personlige teori – den vej jeg ville gå hvis jeg skulle kaste mig over et nyt forskningsprojekt – er at afstanden mellem den abstrakte fonologiske og morfologiske repræsentation og den konkrete udtale er større i dansk end i mange andre sprog, dvs. noget der på et abstrakt niveau er det samme, har meget akustisk/artikulatorisk forskellige realiseringer.

Fx bøjes verbet bage helt regelmæssigt at bage/jeg har bagt, men i udtalen er der er overordentlig stor forskel på [bæːɪ bɑgd]. Det er to meget forskellige vokaler, og /g/ realiseres som hhv. en halvvokal og en klusil. Og i en sammensætning som bagværk, bliver /g/ til [w]. Jeg forestiller mig at det er en stor opgave for børn at gennemskue at [ɪ̯ g ʊ̯] på et abstrakt niveau er den samme lyd.

Og den slags er der rigtig meget af i dansk. Afstanden mellem /y/ og /ø/ synes ikke at være lang, men i ryge/røg bliver det til [ʁyːy ʁʌɪ̯ˀ], hhv. en lukket, rundet fortungevokal og en åben urundet bagtungevokal. Forskellen kunne dårligt være større.

Hvis forskerne tæller det som ét ord når barnet har lært at sige bære/bar/båret, så kan jeg godt forstå at danske børn kan færre ord, for forskellen i udtalen i det forskellige bøjninger er så stor, at barnet reelt er nødt til at lære tre ord for at lære et ord.