I den traditionelle vokalbeskrivelse, beskriver man vokaler ud fra disse tre træk:
- Artikulationssted: for-, mellem– eller bagtunge.
- Åbningsgrad: høj, halvhøj, halvlav eller lav.
- Runding: rundet eller urundet.
Ud over disse træk kan vokaler modificeres på forskellige måder, hvilket udnyttes på en del sprog. Her er nogle af de modifikationer og kontraster man finder :
- nasale vokaler
- spændte vs. slappe vokaler
- vokaler med advanced tongue root (Dette er principielt forskelligt fra spændt/slap-kontrast. Nogle sprog har ATR, mens andre har spændt/slap, men der er næppe nogen sprog der har en tredelt skelnen mellem disse. Som distinktivt træk kan man derfor nøjes med [+ATR].)
- faryngaliserede vokaler
- retroflekse vokaler
- frikative vokaler
- creaky/breathy/modal stemthed (dansk stød kan beskrives som en art creaky voice)
- korte/lange vokaler
- diftongering
Disse træk beskrives nærmere i fx Grønnum (2005) og Ladefoged & Maddieson (1996).
Hvis man går i detaljer, kan man sikkert finde mange flere modifikationer en disse. Nogle sprog har ustemte vokaler findes som allofoner. Svensk har et såkaldt Viby-i som for mig lyder en smule frikativt, men jeg har ikke kunnet finde en præcis artikulatorisk beskrivelse af det. Svensk skelner desuden mellem tre former for læberunding; ud over alm. rundet/urundet har de også indrundede vokaler.
På dansk kan vokaler fakultativt udtales kraftigt ð-påvirket foran [ð] i ord som side, sæde, søde osv. hvor der ikke er nogen tydelig forandring fra vokal til [ð]. Jeg er usikker på hvordan disse skal beskrives, men måske en art ekstrasnæver mellemtungevokal.