Tag: schwa-assimilation

Kategorier
Fonologi Konsonanter Lydskrift

Korte, lange og ekstralange konsonanter

I dansk skelner man mellem korte og lange vokaler, fx i [kulə] kulde vs. [kuːlə] kugle. Vi er ikke vant til at tænke på at vi også har forskel på korte og lange konsonanter, men faktisk har vi en kontrast mellem mindst tre forskellige konsonantlængder: kort, lang og ekstralang med stavelsestop. Det fremgår fx af denne minimaltrio:

  • [bɔnə] bonde – kort n
  • [bɔnnə] bundne – langt n
  • [bɔnn̩nə] bundene – ekstra langt stavelsesbærende n

Lange og ekstralange konsonanter i dansk stammer altid fra at der er flere fonologiske stavelser, og det er derfor vi traditionelt lydskriver dem med dobbelt- og tripelkonsonant. Der er fonologisk, morfologisk og sikkert også kognitivt tale om flere ens nabokonsonanter snarere en enkelt lang eller ekstralang konsonant.

Dobbeltkonsonanter findes oftest i sammensatte ord som

  • [issyːˀl] issyl
  • [gullʌg] Guldlok
  • [sdʌbbʌlˀd] stopbold

Vi kan også fakultativt have konsonantforlængelse hvor der underliggende er tale om et /r/, fx

  • [bɛððɐ] bedre
  • [hʌjjɐ] højre
  • [feŋŋɐ] fingre

Tripelkonsonant findes kun med [n] og [l] i ord som rindende, hundene, uudholdelig, adskillelig. Fakultativt kan det nok også findes i sammensatte ord som [ʌnn̩nøðˀ] åndenød, men min fornemmelse er at vi foretrækker et distinkt schwa her [ʌnənøðˀ].

Når man lydskriver, kan man komme ud for at have brug for hele fem forskellige måder at annotere konsonantlængde på. De er dog ikke alle distinktive, men varierer alt efter den fonologiske kontekst de indgår i:

  1. Kort, fx [vɛn] ven. Defaultlængden.
  2. Kort syllabisk, fx [lɛːn̩] læne. Bruges ved schwa-assimilation efter lang vokal med schwa i åben stavelse.
  3. Lang ikke-syllabisk, fx [svɔnnə] svundne. Bruges når coda-konsonant møder ansats-konsonant.
  4. Lang syllabisk med final stavelsestop, fx [vɛnn̩ sɛːnn̩] vende, Seinen. Bruges ved schwa-assimilation efter kort vokal og/eller schwa i lukket stavelse.
  5. Lang syllabisk med initial stavelsestop, fx [liːn̩nə] lignende. Bruges ved schwa-assimilation efter lang vokal i proparoxytone ord.
  6. Ekstralang syllabisk, fx [sbɛnn̩nə] spændende. Bruges ved schwa-assimilation efter kort vokal i proparoxytone ord.

Hvis man virkelig skal gå i detaljer, er der vist statistisk set en forskel på varigheden af konsonanten i type 4 alt efter om schwa-stavelsen er åben eller lukket og om foranstående vokal er kort eller lang, dvs. [vɛnn̩ ɛnn̩ sɛːnn̩] vende, enden, Seinen har vistnok i gennemsnit forskellig varighed selvom de traditionelt annoteres ens. Og lur mig om ikke tilstedevær af stød også påvirker konsonantvarigheden i en eller anden grad.

Bevæggrunden for at man skelner mellem at skrive et, to eller tre konsonantsymboler og syllabicitetstegn på første/midterste/sidste konsonant, skal findes i dels den akustiske varighed, dels i at stavelsestoppen ligger enten centreret eller højre-/venstreforskudt alt efter den underliggende stavelsesstruktur.

Man skeler dog nok også til en symmetri med lignende ord med andre konsonanter. Man kan let være fristet til at droppe en af konsonanterne i [vʌll̩li sbɛnn̩nə] voldelig, spændende, men da disse ord er opbygget fonologisk og morfologisk som fx [ʌnn̩li kʌmm̩nə] åndelig, kommende hvor der er mindre tvivl om annotationen, er man på den sikreste side hvis man bevarer tripelkonsonanterne i de første ord.

Konsonantlængde i andre sprog

Mange sprog har som dansk en forskel på korte og lange konsonanter, men ligesom på dansk findes lange konsonanter typisk kun mellem to vokaler og kan således fortolkes som at der underliggende er to ens konsonanter der støder sammen.

Det er heller ikke ualmindeligt at konsonantvarighed varierer betydeligt betinget af den fonologiske kontekst de indgår i. I fx svensk og norsk er konsonanter typisk betydeligt længere efter korte vokaler end efter lange (vi har spor af dette i dansk ortografi hvor kort vokal signaleres med dobbeltkonsonant). I fx engelsk og fransk er sonore konsonanter typisk betydeligt længere foran stemte lukkelyde end foran ustemte.

Jeg har aldrig stødt på nogen sprog der har en klokkeklar fonologisk længdekontrast i konsonanter, da konsonantlængde således typisk kan kædes sammen med enten en tostavet struktur eller med sekundære faktorer. Jeg har heller aldrig stødt på nogen sprog, ud over dansk, der skelner mellem mere end to konsonantlængder. Men det findes nok derude et sted.

Kategorier
Fonologi

Regler for schwa-assimilation

(Læs min mere dybdegående artikel om schwa-assimilation og stavelsesgrænser fra NyS 39)

Schwa-assimilation er et af de allermest karakteristiske udtalefænomener i dansk. Betegnelsen dækker over det fænomen at schwa ofte ikke udtales [ə], men smelter sammen med en nabolyd og udtales som en stavelsesbærende variant af denne, fx:

  • lige [liːə] → [liːi]
  • solen [soːˀlən] → [soːˀln̩]
  • plade [plæːðə] → [plæːð̩]

Schwa-assimilation er i nogle sammenhænge obligatorisk. Der er fx næppe nogen der siger [sdeːˀnənə] stenene, men altid [sdeːˀn̩nə] i distinkt udtale, med et langt stavelsesbærende [n] (i voksensproget i hvert fald – se mit indlæg om schwa i børnesprog).

I andre sammenhænge sker det yderst sjældent. Det er fx sjældent at et ord som ækle bliver til [ɛːˀgl̩]. Her er en udtale med schwa [ɛːˀglə] den foretrukne udtale.

I atter andre sammenhænge virker det lidt vilkårligt om vi har schwa-assimilation eller ej. Et ord som smule kan lige så vel udtales med distinkt schwa [smuːlə] som assimileret [smuːl̩].

Hvad er reglen?

Jeg plejer at sige at ca. ½ af alle schwa undergår schwa-assimilation, mens hver fjerde schwa falder bort, og hver fjerde udtales distinkt [ə]. Men hvis man fx skal lære nogen at tale dansk, eller hvis man vil simulere schwa-assimilation i et talesynteseprogram, kan man ikke bare kaste en terning for at afgøre hvordan schwa skal udtales.

Spørgsmålet er om man kan give en regel for hvornår der indtræffer schwa-assimilation. Mine undersøgelser af fænomenet viser at det kan man, og endda en meget simpel regel, som er baseret på de (overflade)fonologiske stavelsesgrænser:

Schwa-assimilation indtræffer når /ə/ er nabo til en sonorant der står i coda.

Det vil mao. sige at det indtræffer når schwa står efter en sonorant der står finalt i foranstående stavelse (= heterosyllabisk), fx /gaːð.ə/ → [gæːð̩], eller når det står foran en sonorant der tilhører samme stavelse (= tautosyllabisk), fx /bus.ən/ → [busn̩]. Men det assimileres fx meget sjældent hen over en ordgrænse.

Hvordan går stavelsesgrænserne?

For at ovennævnte regel skal gælde, skal stavelser deles efter bestemte regler. Reglerne bygger på en ide om vokalers tiltrækningskraft, altså deres evne til at trække konsonanter ind i stavelsen. Hvis en konsonant står mellem to vokaler, kæmper de to vokaler så at sige om hvem der skal have konsonanten, hvilket får betydning for om konsonanten kommer til at stå finalt i første stavelse, eller initialt i anden stavelse, se Basbøll (2005 s. 253).

De stavelsesdelingsregler der får ovennævnte regel for schwa-assimilation til at virke, er følgende, i prioriteret rækkefølge:

  1. I proparoxytone ord tiltrækker første posttoniske schwa så vidt muligt ingen kontoider.
  2. I distinkt udtale går vokoider til foranstående stavelse og kontoider så vidt muligt til efterfølgende stavelse.
  3. I mindre distinkt tale flyttes stavelsesgrænsen mod højre. (I mere distinkt udtale flyttes grænsen til venstre.)

Når grænserne således er sat, følger schwa-assimilation automatisk deraf. Hvis foranstående stavelse slutter på en sonorant, eller der følger en tautosyllabisk sonorant efter, får vi schwa-assimilation.

Uddybning

“Så vidt muligt” skal forstås som at hvis der er mere end én konsonant mellem vokalerne, så må der ved stavelsesdelingen ikke deles så vi får konsonantklynger der er ikke forekommer naturligt i enstavelsesord.

@ 1: Denne regel rammer den midterste vokal i ord som nydelig, rettelse, børnene som får stavelsesdelingen nyd.e.lig, rett.el.se, børn.e.ne – kun i rettelse får midterstavelsen en konsonant, da vi ikke kan have stavelser der starter med ls-. Vi får schwa-assimilation i alle tre ord da schwa enten følger efter en heterosyllabisk sonorant [nyːð̩li bɶɐ̯ˀn̩nə] nydelig, børnene, eller foran en tautosyllabisk sonorant [ʁɑdl̩sə] rettelse. Men det sidste schwa i børnene udtales distinkt, da den foranstående sonorant er tautosyllabisk.

@ 2: I distinkt udtale får vi stavelsesdelingen mød.e, me.ne, ger.ne, bjerg.e. Vi får schwa-assimilation i [møːð̩ bjæɐ̯ʊ] da schwa følger efter en heterosyllabisk sonorant, men ikke i [meːnə gæɐ̯nə], for godt nok følger schwa efter en sonorant, men den tautosyllabisk.

(Bemærk at formuleringen “så vidt muligt” henviser til konsonantklynger, og at [ŋ] ikke betragtes som en konsonantklynge på dette beskrivelsesniveau. Det er en uskønhed ved mine regler at vi får stavelsesdelingen ma.nge pe.nge, men det er afgørende at [ŋ] behandles som de andre nasaler [n m].)

(Bemærk også at denne formulering er lidt forskellig fra den jeg benytter i dette indlæg. Dette er gjort af hensyn til overskueligheden. Man kunne godt benytte de samme regler, men så skulle der tages flere forbehold i formuleringerne ovenfor.)

@ 3: Reglen gør at grænsen kan flyttes til højre, så vi alligevel kan få schwa-assimilation i ord som [meːn̩ gæɐ̯n̩] men.e, gern.e, når de udtales tilpas udistinkt. Schwa-assimilation i disse ord betragtes altså som et reduktionsfænomen, hvilket det ikke gør i de øvrige ord.

Bemærk at denne regel ikke bruger formuleringen “så vidt muligt” . I reduceret udtale er der i yderste konsekvens ikke nogen begrænsning på hvilke konsonantklynger vi kan have.

Man kan måske umiddelbart få fornemmelsen af at regel 3 er lidt en snyderegel da den sådan set gør at man kan få alt til at passe, bare man påstår at udtalen er tilpas distinkt/reduceret. Det er dog vigtigt at være opmærksom på at den rammer ord eller konstruktioner der generelt er tilbøjelige til at blive reducerede, dvs. de rammes også af andre reduktionsfænomener.

Det er også værd at være opmærksom på at flytning af stavelsesgrænsen er et reduktionsfænom vi kender andre steder fra, fx når [tyːvə] ty.ve bliver til [tyːʊ] tyv.e eller [juːʁi] ju.ry bliver til [juɐ̯i] jur.y.

***

Der findes særtilfælde som dårligt lader sig beskrive ud fra disse regler (se fx dette indlæg), men det vil jeg ikke gå i dybden med her. Jeg indrømmer også at der ikke tale om naturlove, blot meget stærke tendenser.

Reglerne er baseret på en analyse af moderne rigsmålsudtale, og jeg kan derfor ikke sige noget om i hvor høj grad de gælder ude i de forskellige dialekter. Det er derimod ganske sikkert at reglerne afviger fra tidligere beskrivelser af schwa-assimilation (fx Brink & Lund 1975), hvilket tyder på at schwa-assimilation er undergået en væsentlig forandring i løbet af de sidste par generationer.

҉

Kategorier
Fonologi

Hvad ved børn om schwa?

En karakteristisk ting ved dansk er at schwa (det tryksvage e) ofte udtales som alt muligt andet end den øh-agtige vokal [ə]. Vi udtaler ikke katten som [kadən], men [kadn̩] med et stavelsesbærende [n], og ord som pige og flyve udtales [piːi flyːu] og ikke [piːə flyːwə].

Schwa udtales kort fortalt som den vokal det står ved siden af – hvis det altså står ved siden af en vokal – eller som en stavelsesbærende konsonant hvis det ved siden af en konsonant. Dette kaldes schwa-assimilation. Det betyder at schwa kan udtales som [m̩ n̩ ŋ̩ l̩ ð̩] eller en hvilken som helst vokal, afhængigt af den kontekst det står i.

Det er svært at give præcise tal for hvor ofte schwa assimileres, men ifølge min optælling af ca. 3000 forekomster af schwa i DanPASS-korpusset bliver ca. halvdelen af alle schwa assimileret, en fjerdedel falder helt bort, og det er således kun en fjerdedel der bliver udtalt som noget ə-lignende.

I københavnsk (og sikkert i det meste af landet, undtagen måske Bornholm hvor udtalt schwa er mere almindeligt) er schwa-assimilation så godt som gennemført i bestemte fonologiske omgivelser, navnlig når schwa er nabo til en vokoid (en vokal eller konsonanterne [w j ɐ̯ ð]), undtagen i de mest konservative udtaler.

Spørgsmålet i dette indlæg er: Hvad ved børn om schwa, når det hos voksne oftest udtales som noget helt andet end [ə]?

Børn starter ikke med schwa-assimilation

Børn starter med enstavelsesord. Når de begynder at lave flerstavelsesord, begynder de ikke med avancerede stavelsesbærende konsonanter og ekstralange vokaler. De begynder med simple konsonant-vokal-forbindelser.

Jeg har observeret hos mine egne børn at de skulle have en vis alder før de begyndte at lave schwa-assimilation, ca. 2,5 år. Før dette udtalte de schwa distinkt [ə], som i [kadən mæːwə] katten, mave. hvor voksne ville sige [kadn̩ mæːu]. De første steder de begyndte at lave schwa-assimilation var i forbindelsen [ən] → [n̩] (dette er også den forbindelse hvor schwa-assimilation er mest gennemført i sproget, og hvor det historisk er indtrådt tidligst, og som er ganske almindelig også i andre sprog som ellers ikke kender til schwa-assimilation).

I treårsalderen applicerede de schwa-assimilation vilkårligt, fx når de skulle tælle 13, 14, 15 [tʁɑdən/tʁɑdn̩ fjoɐ̯dən/fjoɐ̯dn̩ fɛmdən/fɛmdn̩] osv. Først i femårsalderen begyndte min ældste datter at lave schwa-assimilation konsekvent som voksne, mens min næsten fireårige datter stadig ikke assimilerer så meget som voksne.

Der er allerede her to interessante pointer at trække frem:

  • Børn må på en eller anden måde regne ud at der er schwa bestemte steder, selvom voksne ikke udtaler det.
  • Børn udtaler som udgangspunkt mere distinkt end voksne, og reduktionsmønstre er noget der skal tilegnes.

Børn folder lydene ud

Selvom voksne i mange lydforbindelser konsekvent har schwa-assimilation, så regner børn altså ud at der underliggende er et schwa. Så når voksne siger [n̩ l̩ ð̩ w̩] osv., så gennemskuer børn på en eller anden måde at der er tale om [ən əl ðə wə], så de kan meget vel sige [mæːwə gæːðə] mave, gade, selvom voksne næsten konsekvent siger [mæːʊ gæːð̩].

Men det går ikke altid godt. Et problem for børnene er at de voksnes assimilerede former kan dække over flere forskellige underliggende former. Fx kan [n̩] både være /nə/ som i grønne, /ən/ som i katten, eller /nən/ som i vinen. Når børn hører et [n̩], kan de derfor ikke være sikre på hvad den udfoldede form i virkeligheden er.

Nogle typiske eksempler er at [hoːð̩] hoved bliver udtalt [hoːðə], og [bʌbl̩] boble bliver til [bʌbəl], osv., sikkert fordi dette er den mest sandsynlige fortolkning for barnet ([ːð̩] er oftest = /ːðə/, og [l̩] er oftest = /əl/).

Et mere bemærkelsesværdigt eksempel er [soːfæːn̩ sduːn̩ bœ̞ɐ̯nəhæːwn̩] sofaen, stuen og børnehaven som hos min yngste datter blev til [ˈsoːfæːnən ˈsduːnən ˈbœ̞ɐ̯nəhæwnən] – ord som hun primært stødte på i bestemt form og som hun derfor nok ikke var klar over hed sofa, stue og børnehave i ubestemt form, og ikke sofane, stune, og børnehavne.

Et [ːi] og [ːu] vil i de fleste tilfælde underliggende være hhv. et /jə/ og /və/, som i fx [dʁɑːi mæːu] dreje, mave. Det betyder at børn kan folde disse lyde ud til [jə] og [və] også hvor de ikke skal. Fx fortalte min datter en dag at hun havde fået boller i [ˈkɑːjə ] (= karry), og jeg har hørt dem sige [kæˈkæːvə ˈdʁɑːvə] kakao, drage.

Schwa dukker op hvor det ikke skal

Ligesom schwa ofte assimileres i de voksnes sprog, kan det også helt droppes. Vi kan fx let droppe det i verber som [sbiːs snɑg fen] spise, snakke, finde osv. Det kan være noget vilkårligt om vi dropper det eller ej, og når børn folder de voksnes sprog ud, kan de derfor putte schwa ind nogle steder, hvor det ikke hører til. Det er fx almindeligt efter prætoniske stavelser, så fx delfin og kalkun bliver til dellefin og kallekun. Der kan også meget let komme fuge-e på ord som svingtur, kolbøtte, hjemløs, solbriller, dyrlæge, fangarme som bliver til svingetur, kollebøtte, hjemmeløs, solebriller, dyrelæge, fangearme.

Bemærk at schwa i disse eksempler dukker op efter en stavelse med stødbasis, men uden stød [kal dɛl sveŋ kʌl jɛm] kal-, del- sving-, kol-, hjem-. Jeg tænker at fraværet af stød for barnet indikerer at det er et af de steder man kan putte schwa ind. Tostavelsesord som ender på schwa (men ofte realiseres med assimileret eller udeladt schwa), er nemlig almindeligvis stødløse, fx kalde, delle, svinge, kolde, hjemme.

Omvendt kan der være schwa som barnet ikke har nogen chance for at vide er der. Min femårige datter syntes det lød forkert i en film hvor der blev sagt men-ne-ske, for det hedder jo menske.

Nogen schwa er så sjældne i de voksnes sprog at børn aldrig opdager at de er der. De absolut mest truede schwa er dem der findes i ord med tryk på tredjesidste stavelse, som menneske, hundrede, billede, værelse, køkkenet, lykkelig, der bliver til menske, hundred, billed, værlse, køknet, lyklig.

(Reglen er at en posttonisk stavelse der kun består af et schwa, forsvinder i ord med tryk på tredjesidste stavelse. Det berører en del flerestavede endelser som –ede, -ere, -ene, -ende, -elig. Disse endelser udtales efterhånden enstavede [ð̩ ɐ nə li]. Det bliver spændende at se om ikke skriftsproget har tilpasset sig denne udtale i løbet af en generation eller to.)

Hvorfra ved børn noget om schwa?

Man kan undre sig over hvordan børn ved at der er schwa i nogen af de ord hvor voksne konsekvent har udeladt eller assimileret schwa.

En ting er at børn bliver udsat for mange sange, rim og remser. Her er der fokus på stavelsesantallet for at få versefødderne til at passe, og stavelserne bliver udtalt meget tydeligere end i det almindelige sprog – Kej-ser-en bor på det hø-je hvi-de slot. Ligeledes udsættes de for pædagogisk udtale, og ikke mindst en del råb og emfatisk udtale, og også her er artikulationen ofte overdrevet tydelig.

Men barnet må også lære et system; ellers ville de kun putte schwa ind i de ord som de støder på i distinkt udtale, og det gør de ikke kun.

Her spiller hyppighed formodentlig en stor rolle. En ordstruktur med en betonet stavelse + schwa er overordentlig almindelig i dansk. Børn opdrages således til at hvis ordet ikke er tydeligt enstavet, fx ved at det har stød, eller tydeligt flerstavet, fx ved at der er en anden vokal end schwa, så er det meget sandsynligt at man kan putte et schwa i enden af ordet.

Mao. bliver barnet i stand til at skelne på baggrund af ordets lydlige sammensætning om det er et ord der kan have schwa eller ej. Først når dette er på plads kan barnet begynde at lære hvornår schwa skal assimileres.