laveste pris for generiske piller http://1apotekonline.com/

Lær noget nyt på den sjove måde:

Næsehulen og stemmelæberne McGurk-effekten Overtonesang Kardinalvokalerne Hvorfor får man lys stemme når man inhalerer helium? Strubesang

De danske ø’er

De danske ø’er kan let volde problemer, både for folk der skal lære at tale dansk såvel som dem der skal lære at lydskrive det. Grønnum (2005) skelner mellem hele 5 forskellige rundede fortungevokaler, med disse eksempelord (fra høj til lav):

  • y – kyle [kyːlə]
  • ø – køle, føne [køːlə føːnə]
  • œ – høne, skøn [hœːnə sgœnˀ]
  • œ̞ – røbe, ryste, gøre, grynt [ʁœ̞ːbə ʁœ̞sdə gœ̞ːɐ gʁœ̞nˀd]
  • ɶ – grønt, røv [gʁɶnˀd ʁɶʊ̯ˀ]

Jeg har aldrig helt forstået Grønnums inddeling, dels fordi nogen af eksemplerne ikke giver mening i forhold til min egen udtale, dels fordi jeg, hvor gerne jeg end vil, ikke kan erkende mere end fire forskellige kvaliteter i min egen udtale. Jeg ved at andre har det på samme måde, så her er min redegørelse af de danske rundede fortungevokaler.

Jeg kan selv erkende kontrasten i

  • kyle [kyːlə]
  • køle [køːlə]
  • curle [kœːlə]

og

  • fyre [fyːɐ]
  • føre [føːɐ]
  • fyrre [fɶːɐ]

og vokalen er mere åben i fyrre [fɶːɐ] end i curle [kœːlə] – altså i alt fire forskellige kvaliteter.

Den vokal Grønnum transskriberer som [œ̞], kan jeg ikke få til at passe nogen steder. De eksempler Grønnum giver,har slet ikke samme kvalitet i min udtale: gøre har en tydeligt mere åben vokal end røbe, ryste, grynt.

Desuden kan vokalerne for mit vedkommende grupperes sammen med de andre vokaler: røbe, ryste, grynte har hos mig omtrent samme vokal som høne, skøn, mens gøre har samme vokal som grønt, røv.

Det skal underforstås at et udtalt [ʁ] nok giver noget uvularisering af efterfølgende vokal, er dermed nok en anelse mere åben kvalitet, men det synes jeg ikke er værd at annotere på dette beskrivelsesniveau – det gør vi normalt ikke ved andre vokaler, fx [ʁæːnə æːnə] rene, ane. Altså kan jeg nøjes med fire rundede fortungevokaler [y ø œ ɶ].

Rundede fortungevokaler – Fonologisk

Blandt danske fonologer er der tradition for at beskrive dansk fonologisk med tre  forskellige rundede fortungevokaler, fx /fyːrə/ fyre vs. /køːrə/ køre vs. /gœːrə/ gøre. Også her synes jeg det er vanskeligt at blive overbevist om rimeligheden. Jeg synes det er tilstrækkeligt med to /y/ og /ø/.

Fra en overfladisk analyse kan man sagtens finde kontraster, jf. ovenstående eksempler som kyle, køle, curle. Men fra med en fonemøkonomisk tilgang kan man for langt den største del af ordforrådet nøjes med to fonemer.

Hvis man ser bort fra

  • tydeligt fremmede ord, fx curle, berceuse
  • interjektioner, fx øh, bøh
  • proprier, fx Røntgen, Ærø
  • arkaiske/højtidelige/religiøse ord, fx brynje, hymne

, som i det hele taget ofte opfører sig mærkeligt fonologisk, og derfor er det efter min mening i orden at udelade dem fra den fonologiske analyse, så findes den tredelte kontrast kun foran /r/, fx fyre/føre/fyrre, og fyr/før(vb.)/før(præp.).

De fonologiske regler jeg foreslår, er

  1. /y ø øː/ åbnes et trin foran nasal, fx [pønˀd] pynt og [sœn œmˀ hœːnə] søn, øm, høne. I modsætning til Grønnums analyse fortolkes alle [øn øŋ øm] derfor som /yn ym/, fx tynd, ønske, lymfe.
  2. /ø øː/ åbnes et trin efter /r/, fx [ʁœsd ʁœðˀ ʁœːbə] røst, rød, røbe.
  3. /ø/ åbnes et trin foran /v/, fx [sdœʊ̯lə] støvle.
  4. /ø/ åbnes to trin foran /r/, fx [gɶɐ̯]  gør.
  5. /ø y/ åbnes to trin efter /r/ og foran /n m v/, fx [ʁœŋgə kʁœmbə] rynke, krympe og [gʁɶnˀ drʁɶmˀ ʁœʊ̯ˀ] grøn, drøm, røv. (Hos nogle talere bliver /ø/ snarere [ʌ] efter /r/ foran nasal – [gʁʌn].)
  6. (Om man vil, bliver/ø/ desuden [ʌ] foran /j/, fx [tʌj] tøj. Dette er ukontroversielt.)

[ɶː] er kort og [ø œ] er ofte lange

Konsekvensen af denne analyse er at [ɶː] altid er fonologisk kort, og [ø œ] nogle gange er fonologisk lang. Det virker kontraintuitivt, men sådan er fonologi nogen gange, men ikke desto mindre ganske rimeligt.

Sagen er nemlig at vokallængdekontrasten er ophævet foran vokoider ([ð ɐ̯ ɪ̯ ʊ̯] og vokaler) hos yngre danskere, hvilket er en forudsætning for min analyse. Det lydlige resultat, altså hvornår vokalerne forkortes og hvornår de forlænges, varierer vist fra taler til taler, men dette gælder i min egen distinkte udtale: korte vokaler forlænges foran en syllabisk vokoid (fx gedde, sove, dreje, kærre som jeg udtaler med lang vokal), og lange vokaler forkortes foran en ikke-syllabisk  vokoid (fx bog, våd, stor som jeg udtaler med kort vokal, selvom de fonologisk er lange).

Det er værd at bemærke at:

  • Stødløse enstavelsesord fx først, tørst, drøv, øv(int.), hør(sb.), tør(vb.), smør, gør har altid den åbne ø-variant. Stødløshed er ifølge standardbeskrivelsen garanti for at vokalen er kort. Hvis der fandtes stødløse ord med den lukkede variant, ville min fortolkning ikke holde, men det findes ikke.
  • Dobbeltkonsonanter signalerer at foranstående vokal er kort. Foran dobbeltkonsonanter findes derfor kun den åbne ø-variant, jf. større, fyrre, tørre. Den lukkede variant findes kun foran enkeltkonsonanter (føre, køre, øve osv.). Den åbne variant findes også foran enkeltkonsonant i gøre, smøre som er bøjninger af stødløse enstavelsesord, og i snøre (ingen forklaring). Ortografi er vel at mærke ikke bevis på fonologisk struktur, slet ikke i dansk, men ikke desto mindre er der god overensstemmelse i dette tilfælde.

Det er også værd at bemærke at vi kun har to vokalbogstaver der svarer til rundede fortungevokaler, y, ø. I forrige århundrede var der godt nok en bevægelse for at indføre et tredje vokalbogstav ö, men det slog aldrig an – et tegn på at to vokalbogstaver er tilstrækkeligt.

Fonologer er ofte ikke glade for at bruge ortografien som argument i den fonologiske analyse. Der er da også masser af eksempler hvor ortografien kan snyde. Jeg er dog af den overbevisning at den måde hvorpå vi lærer at kæde bogstaver og lyde sammen, spiller en rolle for vores lydlige kategorisering. Til en vis grad er det med til at sørge for at der er konsensus mellem alfabetiske størrelser og fonologiske størrelser.

En anden betragtning er at /y ø œ/ er de tre sjældneste vokalfonemer i DanPASS-korpusset. Tilsammen er de tre fonemer kun lige så hyppige som det fjerdesjældneste fonem /o/. Selvom de udgør 30 % af vokalfoneminventaret,  dækker de kun 4 % af de faktiske forekomster.

I nyere fonologiske retninger spiller frekvens en stor rolle. En høj frekvens fører til en stærkere mental repræsentation. Omvendt kan man forestille sig at en lav frekvens gør det vanskeligt at opretholde en fonologisk kontrast. Der er således en vis rimelighed i at slå de to fonemer /ø œ/ sammen nu når der som følge af sprogudviklingen er opstået mulighed for det.

14 Comments

  1. Idet jeg i øvrigt går ud fra, at du med ‘frekvens’ sigter til hyppighed, har jeg lidt vanskeligt ved at forstå, hvor du vil hen med de afrundende bemærkninger – hvordan vil du slå de to fonemer sammen? … var aprilsnaren mere end en aprilsnar? Jeg synes personligt, det vil være en gevinst at indføre de par tegn som vil skabe mere overensstemmelse mellem lyd og tegn, bl.a. ö.

  2. Det jeg gør rede for i artiklen, er at det faktisk er tilstrækkeligt med to fonemer /y ø/, og dermed to bogstaver, y ø, for at gøre rede for distributionen af de rundede fortungevokaler i min udtale. I mere konservativ udtale er der stadig i højere grad spor af tre fonemer.

    Frekvensen/hyppigheden spiller en rolle på den måde at afvigelser fra de beskrevne regler er så sjældne (og optræder i ord der i forvejen er lidt specielle) at de kan håndteres med udenadslære. Mao. behøver vi ikke et ekstra vokalbogstav bare for at vise at ‘hymne’ udtales med [y] og ikke [ø].

    Overensstemmelse mellem udtale og skrivemåde kan opnås ved at ændre stavemåden af fx ‘tønde’ til ‘tynne’, da således regelret realiseres [ø] foran nasaler. Det virker måske kontraintuitivt, men for mig ville det være mere problematisk at indføre bogstavet < ö> i fx ‘göre’ da det ikke udtrykker nogen fonologisk kontrast. Jeg ville mao. komme i tvivl om hvornår man skulle skrive ø/ö, hvilket blot ville føre til en masse stavefejl.

  3. Albert Worsøe siger:

    Bliver /y/ mon egentlig ikke også sænket et trin før /v/, som i imperativerne ‘øv’ og ‘tøv’? Eller er de lange et eller andet sted i systemet?

    Og er ‘øh’ i øvrigt ikke snarere et schwa end et ø?

  4. ‘øv (dig)’ og ‘tøv (en kende)’ vil jeg fortolke med lang vokal da de har stød, /ø:v tø:v/.

    Jeg synes ‘øh’ er [œ]. Hvis man betoner schwa, hvilket kun sker i metasproglige sammenhænge, fx “sagede du ‘ørreddam’ eller ‘ørreddammE‘?” synes jeg også det normal får en œ-kvalitet. Men, der er nok ikke rigtig noget man kan kalde etableret om de to ting du nævner.

  5. dainichi siger:

    “Stødløse enstavelsesord […] har altid den åbne ø-variant”

    Det er ikke sandt, mener du “trykstærke stødløse”?. “dør” i “Planen dør ud” er den lukkede ø-variant og er stødløs.

    Dækker din analyse kun vokalfonemer i trykstærke stavelser? Jeg kan ikke se hvordan du kan klare de 3 tryksvage vokaler i “syr”, “dør” og “gør” i hhv. “jeg syr færdig”, “den dør ud” og “jeg gør rent”, med kun 2 vokalfonemer.

    1. Jeg vil fremstille det sådan at ‘dør’ i sig selv fonologisk set har stød, men ord kan realiseres uden deres stød under bestemte betingelser, fx i forbindelse med enhedstryk, som du giver eksempel på. Ligeledes som første led i sammensætninger, hvor det stadig er betonet, jf. [ˈsgøɐ̯ˀ ˈsgøɐ̯buːˀ] ’skør’/’skørbug’. Da vi kan formulere den slags tilfælde med fonologisk-syntaktiske regler, er det strengt taget ikke nødvendigt at postulere flere fonemer. Igen, det kan man jo gøre hvis det passer til ens formål, men denne analyse kan måske forklare hvorfor vi klarer os fint med kun et ø-bogstav i alfabetet; udtalen af ‘dør ud, skørbug’ osv. er forudsigelig fordi vi har den syntaktiske sammenhæng.

      1. dainichi siger:

        “fonologisk-syntaktiske regler” OK, her er der et åbenlyst hul i min viden. Det ser ud til at jeg tog det for givet at syntaksen ikke kunne have denne slags indflydelse på et fonetisk niveau, men det må jeg læse op på.

        Men hvad så med ordet “synes” som i “jeg synes” (som jeg ikke synes falder inden for nogen af dine undtagelsesgrupper)? Jeg udtaler det [syns], muligvis men syllabisk n, men altid med kort y. Hvis det er /y/, skulle det ifølge dine regler realiseres som [søns]? Måske analyserer du det som /sy:nəs/, men det har jeg svært ved at godtage, eftersom jeg har en klar leksikal udtaleforskel mellem dette ord og “synes” som i “bilen skal synes”.

        1. “fonologisk-syntaktiske regler” – Måske skulle jeg have sagt ‘morfofonologisk’, men det er vel lidt en morfologisk-syntaktisk diskussion om komposita er ét eller to ord, så på den måde er syntaksen lidt i spil. Det jeg mener er at variationen er knyttet til en bestemt orddannelse og derfor forudsigelig ud fra morfologisk(-syntaktisk)e forhold. Selvom der måske er nogle der ikke bryder sig om at blande grammatiske forhold ind i de fonologiske regler, synes jeg der er meget der tyder på at de spiller en stor rolle for udtalen. Men det er en længere diskussion – bladr evt. i min afhandling (link under ‘publikationer’)

          ‘Synes’ tilhører den gruppe af ord som jeg kalder ‘grammatiske småord’. Sådanne ord er ofte i forandring pga. reduktionsprocesser, og derfor ofte fonologisk afvigende (lige som interjektioner, arkaiske ord mfl. kan være fonologisk afvigende). Måske er det ved at udvikle sig til [sys] eller [søns] eller noget tredje. Man kan godt tage den slags mellemtrin med i den fonologiske analyse, men hvis man gør, slører man også for de systematiske forhold der ellers gælder i sproget.

          1. dainichi siger:

            Hej,

            Tak for svaret. Undskyld jeg bliver ved med at spørge til din analyse, det er ikke fordi jeg er ud på at finde fejl, men fordi jeg gerne vil forstå den.

            Hvis [ɶː] altid er fonologisk kort, hvordan repræsenterer du så “frigøre” [fʁigɶːˀɐ] fonemisk (din IPA-tegnvælger siger [fʁigœːˀɐ], men det går jeg ud fra er en slåfejl)? Så vidt jeg forstår, skal vokalen være lang for at der kan være stød på den, ikke? Eller er dette endnu et eksempel på en morfofonologisk regel, og stødet er forudsigeligt?

            Når du siger at stødtabet i [ˈsgøɐ̯buːˀ] er forudsigeligt, modsiger du da ikke havd du siger i http://schwa.dk/fonologi/tab-af-stod-og-laengde-i-sammensatte-ord/ om at ændriger i sammensatte ord ikke er forudsigelige (målmand vs. ståltråd)? Det må da betyde at sammensatte ord i en vis grad er leksikaliserede, dvs. stødtabet er gemt i leksikonet og ikke indført på taletidspunktet som en syntaktisk regel.

          2. (tak for at gøre opmærksom på fejlen i tegnvælgeren)

            ‘Frigøre’ vil jeg umiddelbart repræsentere /frigørˀə/. Efter de regler som jeg foreslår, bliver kort /ø/ til [ɶ] foran /r/, og desuden forlænger jeg vokaler foran halvvokaler i stødstavelser, jf. skemaet her: http://schwa.dk/filer/%C3%B8er.pdf. Vokalen behøver ikke fonologisk at være lang for at have stød. Den må gerne være kort, hvis den efterfølges af en stemt konsonant, hvilket er tilfældet her.

            Mht. ’skørbug’ så er det rigtigt at stødtab i førsteled generelt er uforudsigeligt. Det er rimeligt at sige at det er leksikaliseret, men det er leksikaliseret for ’skør’, ikke for ’skørbug’, da ’skør’ taber stød i alle sammensætninger, som ’skørhat, skørlevned’. Det gælder også andre ord; hvis de taber stød sammensætninger, gør de det som hovedregel i alle sammensætninger. Dog kan der findes leksikaliserede undtagelser, fx taber ‘rød’ stød i de fleste sammensatte ord, fx ‘rødvin, rødkælk, rødmosset’ osv., men lige præcis i ‘rødgrød’ er der nogle der bevarer stødet (måske en slags assimilation til ‘grød’, stødharmoni). Dvs. det er leksikaliseret for visse ord at de taber stød i førsteled i sammensætninger. Det kan betragtes som en morfologisk-prosodisk regel, som træder i kraft efter at vokalkvaliteten er bestemt.

  6. Janus siger:

    »Sagen er nemlig at vokallængdekontrasten er ophævet foran vokoider ([ð ɐ̯ ɪ̯ ʊ̯] og vokaler) hos yngre danskere, hvilket er en forudsætning for min analyse.«

    Mnjaeh… nok for *mange* yngre danskere, men absolut ikke alle. Jeg er yngre end dig, og selv om jeg kun har inkonsekvent længdekontrast i visse sammenhænge (jeg udtaler f.eks. som regel ‘geder’ og ‘gedder’ ens, og ofte – men langt fra altid – ‘hede’ og ‘hedde’), så har jeg helt konsekvent skelnen mellem kort og lang vokal andre steder, f.eks. i ‘gøre’ [ˈɡœːɐ] og ‘fyrre’ [ˈfœɐ̯ɐ], eller i ‘made’ [ˈmæːð̩] og ‘madding’ [ˈmaðeŋ]. ‘Gøre’ og ‘smøre’ har samme lange vokal; ‘fyrre’ og ‘smørret (adj.)’ har samme korte vokal.

    Så for i hvert fald mit eget vedkommende er det ikke sandt at [ø] og [œ] ofte er lange. [e] og [eː] kan begge være enten kort eller langt /e(ː)/ foran /ð/ (og muligvs også andre vokoider), men [ø] og [œ] er altid korte.

    Jeg kan heller ikke helt se hvad du (ikke bare for mig, men rent generelt set) vil gøre ved ‘fyr’ [fyɐ̯ˀ], ‘før (vb.)’ [føɐ̯ˀ] og ‘før (præp.)’ [fɶɐ̯ˀ]. Her er der da helt tydeligt tre fonemer på spil, så vidt jeg kan se. Alle tre ord har stød og må derfor have lange vokaler, og jeg kan ikke se at nogen af dine regler kan forklare noget. Hvis ikke her er tale om /fyːr/, /føːr/ og /fœːr/, hvad er det så?

    Faktisk, bredere sagt: Du skriver at vi – hvis man ser blot fra diverse perifære tilfælde – kun har en trevejsdistinktion /y ø œ/ før /r/, og så opstiller du en række (ganske fornuftige) regler der *ikke* relaterer til position før /r/… så hvordan ender du med kun et ø-fonem?

    1. Hej Janus

      Vokalforlængelsen/-kortelsen er nok, som du antyder, ikke helt konsekvent gennemført blandt alle yngre danskere, og i et eller andet omfang kan vi nok godt markere kontrasten selvom vi ikke gør det spontant. Tendensen er efter mine observationer i det sprog der er omkring mig til daglig, at vokaler forkortes foran halvvokaler i stødstavelser, fx [møːˀɐ̯ ]→ [møɐ̯ˀ], men forlænges foran schwa-assimilation, fx [sdɶɐ̯ɐ] → [sdɶːɐ] (det lader til at du ikke følger den sidste tendens, og derfor kan jeg ikke komme uden om et ekstra fonem i din udtale, men ellers er der ikke noget af det du siger der er i modstrid med mine antagelser). Dette har ikke kun noget med ø’er at gøre, men gælder alle vokaler.

      Mht. ‘fyr’ [fyɐ̯ˀ], ‘før (vb.)’ [føɐ̯ˀ] og ‘før (præp.)’ [fɶɐ̯ˀ] så kan de analyseres som hhv. /ˀfy(ː)r ˀføːr ˀfør/ jf. ovenstående regler. Forskellen på [føɐ̯ˀ fɶɐ̯ˀ] er altså efter denne analyse et spørgsmål om lang/kort vokal – længden realiseres ikke længere i den struktur, men markeres som en kvalitetsforskel i stedet. Det er naturligvis lidt abstrakt, men vi er under alle omstændigheder nødt til at postulere fonologisk forskel på kort/lang vokal, men vi er ikke nødt til at postulere flere fonemer. Sagen er at vi mht. rundede fortungevokaler ikke har en minimalserie med [y ø œ ɶ yː øː œː ɶː]. Lydene er, i min udtale, distribueret på en måde så det ikke er nødvendigt at postulere mere end to fonemer /y ø/ (og /yː øː/, men jeg betragter længde som en egenskab ved stavelsen, ikke fonemet, men det er en anden diskussion).

      Jeg har lavet et skema med fonemerne og deres realisering her: http://schwa.dk/filer/%C3%B8er.pdf som jeg håber giver bedre overblik end mine formuleringer i indlægget

      1. dainichi siger:

        Skemaet er meget brugbart, mange tak!

        Et par kommentarer:

        Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvilke celler i skemaet (om nogen) er fonotaktisk umulige. Er der f.eks. noget ord med /yv/? Hvis jeg forstår din analyse korrekt, er imperativen “lyv” /ˀly:v/. “Syv” må også være /ˀsy:v/ på grund af stødet, er det korrekt?

        Det er interessant at du nævner ordet “synd” med [œ]. Som normalt navneord har jeg det altid med [ø] (Jeg er sidst i 30rne, opvosket omkring Roskilde). Men i forbindelsen “det er synd for”, tror jeg pudsigt nok [œ] også er en mulighed for mig. Har du også [œ] i verbet “synde”? Der har jeg altid [ø]. “Synder” og “sønner” er forskellige for mig.

        “Drøm” med [ʌ] er interessant. Jeg sammenligner det med sammenfaldet af “ret” og “rat”. Noget med at r’et gør vokalen lavere, og fortunge-bagtunge-skelnen falder bort for lave vokaler. Jeg antager at disse sammenfald (er det den rigtige oversættelse af det engelske “mergers”?) er mere udtalte for yngre talere, er der noget om det? Jeg gad også vide om disse 2 sammenfald følger hinanden til en vis grad. Selv synes jeg at jeg har en klar forskel mellem “røm” (som i “røm dig”) og (drikken) “rom”. Men “ret” og “rat” tror jeg kun jeg skelner hvis jeg taler overtydeligt (og muligvis når jeg snakker med min far, som ellers driller mig: “er du traaaaart?”).

        1. Hvad der er fonotaktisk muligt er nok til diskussion (skyldes fraværet af ord med bestemt fonotaks at fonotaksen er umulig, eller er det bare historiske tilfældigheder at pladsen er uudnyttet?). Jeg synes umiddelbart ’syv’ mm. kan fortolkes både /ˀsy:v/ og /ˀsyv/, da /v/ også kan indgå i stødbasis, jf. fx ’sjov’ /ˀsjɔv/. Da man ikke kan være sikker på eksempler, har jeg ladet feltet være tomt umiddelbart.

          Jeg har ligesom dig forskel på vokalerne i ‘en synd’ ([ø])og ‘det er synd’ ([œ]), samme forskel som ’synder’ vs. ’sønner’ hvilket gør at de må have forskellige fonemer.

          Mht. ‘drøm’ er jeg helt enig i det du skriver. For mit eget vedkommende veksler lidt fra ord til ord. Rønne, hvor jeg boede som barn, udtaler jeg altid med [ɶ], men jeg er ikke sikker på at ‘Rønne’ og ‘grønne’ rimer i min almindelige udtale. Jeg har omvendt taget mig selv i at hyperkorrigere ‘rom’ til [ʁɶmˀ] :)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Notify me of followup comments via e-mail. You can also subscribe without commenting.

Følg med

rss e-mail FB Twitter