Kategorier
Retskrivning Skriftsprog

5 stavefejl i retskrivningsordbogen

Kan en retskrivningsordbog indeholde stavefejl? Det kan den vel nærmest pr. definition ikke. Men retskrivningsordbøger bliver lavet af mennesker, og selv retskrivningsordbogsredaktører kan begå fejl, så det kan vel ske at der sniger sig noget ind i ordbogen, som ikke var tiltænkt.

I forbindelse med min udtaleordbog.dk har jeg lavet et script der bøjer danske ord. For at se om scriptet fungerer ordentligt, har jeg matchet det op imod retskrivningsordbogen, og her har jeg fundet et par ting der virker mystiske. Der er mange ting i retskrivningsordbogen der er lidt mystiske, men de nedenstående fem officielle stavemåder er så mystiske at jeg mistænker at det ikke er med vilje.

1. Forhandlernetnet

Ifølge retskrivningsordbogen skal forhandlernet bøjes med –net i definit form, forhandlernetnet., hvilket må siges at være yderst usædvanligt. Et net bøjes nettet, og det burde forhandlernet selvfølgelig også.

2. Idrætslærerene

Lærer hedder i definit pluralis lærerne, men i idrætslærer sniger der sig et ekstra e ind, idrætslærerene.

3. Antirefleksbehandlete

Behandlet bøjes behandlede, men i antirefleksbehandlet har man glemt at lave t‘et om til en d, så nu hedder det antirefleksbehandlete.

4. Curriculum vitaeet

Curriculum vitae får tilføjet –et i definit form og –ene i definit pluralis, så det ender med at hedder curriculum vitaeet og curriculum vitaeene. Måske er det efter hensigten så det bøjes ligesom den alternative stavemåde curriculum vitæet, eller også har man overset at de burde have hvert sin bøjning. Der er i hvert fald ikke andre ord i ordbogen hvor ord med ubetonet/stumt e får et ekstra e i bøjninger. Det hedder fx ikke reggaeen, men bare reggaen.

5. Vejskattene

Når skat betyder ‘en samling kostbarheder’, bøjes det skatten, skatte, skattene. Når det er en afgift, bøjes det skatten, skatter, skatterne. En vejskat, som jo er en form for afgift, bøjes imidlertid vejskattene i definit pluralis, som om det henviste til en slags skattekister der ligger ved vejene. Det kunne ligne at de to bøjningsmønstre er blevet blandet sammen.


Ak ja. Normalt synes jeg ikke det er specielt sjovt at rette andres fejl, men når nu det er retskrivningsordbogen, er det da lidt morsomt. I min egen ordbog har jeg tilladt mig at bøje ordene som jeg selv synes de skal bøjes, fx idrætslærerne.