I dette kapitel gås i dybden med creaky voice.
Øvelser
Tonal accent i jysk
Traditionelt beskrives creaky voice (trad. stød) som et træk der findes i størstedelen af danske dialekter. Når jeg gennem de sidste mange år har undervist i cv, har især jyder imidlertid ofte undret sig over fonetikbøgernes beskrivelser og ikke kunnet genkende sig selv i de beskrivelser. Tværtimod er jyder ofte bevidste nok om distancen til det københavnske stød til at de kan finde på at karikere eller vrænge ad københavneres knirkede udtale.
I dansk dialektforskning beskrives det at cv findes i størstedelen af Jylland, Fyn og Sjælland, men i nogle dialekter er der i stedet for cv en tonal accent, og i nogle dialekter er der hverken cv eller noget andet tilsvarende.

Den tonale accent beskrives altså traditionelt som noget der kun findes i meget begrænsede områder af Jylland, men det er min oplevelse at unge jyder i vid udstræk har en faldende tone i stedet for cv i mange ord. Mens københavnere har samme tonegangsmønster i bønn↑er/bø̰nd↑er, men en forskel i cv, har unge jyder samme tonegang som københavnere i bønn↑er, men faldende tone og ingen cv i bønd↓er (hvilket også er i modstrid med traditionelle beskrivelser af at jysk generelt har et andet tonegangsmønster end københavnsk).
Jeg er ikke bekendt med undersøgelser af denne faldende tone som erstatning for cv i moderne jysk. Min formodning, baseret på diskussioner med jyder gennem en årrække, er at trækket findes hos midaldrende og yngre i størstedelen af Jylland, ikke blot det allersydligste Jylland, som fremgår af de traditionelle dialektbeskrivelser.
Det er også min formodning at jyder bevarer cv før ustemte konsonanter og i udlyd, dvs. i ord som puls, bank, ramt, sø, gå som ikke har tonal accent hos unge jyder.
Her er nogle spektrogrammer , der dokumenterer forholdet (baseret på en 32-årig vestjysk taler):




Glottale træk i andre sprog
Traditionelt beskrives det danske stød (i NDF creaky voice) som noget ganske særligt dansk. Otto Jespersen beskriver det som en af de største ejendommeligheder ved dansk udtale. Grønnum (2005, s. 214) beskriver stød som “et særligt dansk fænomen”. I Udtalt (Heegård et. al. 2021) beskrives det som “et unikt dansk fænomen”. Det ejendommelige og unikke understreges ved at man selv i engelske tekster traditionelt bruger termen stød frem for en engelsk term, og ved at man traditionelt bruger af hoc-tegnet [ˀ] frem for et IPA-tegn. Grønnum fremhæver dog at det særlige ikke er stødets artikulatoriske og auditive egenskaber, men dets distinktive funktion og dets funktion som signal for bestemte ordstrukturer.
Reelt er glottale træk ganske almindelige i verdens sprog. De følger forskellige mønstre i forskellige sprog. Men det er i sig selv ikke uventet at et fonetisk træk følger følger unikke mønstre i forskellige sprog. Tonale accenter er ganske almindelige i verdens sprog. Og et kraftigt faldende toneleje kan godt resultere i creaky voice, især hvis man er ved at løbe tør for luft i lungerne. Glottale plosiver findes også i mange sprog, og hvis man ikke får lukket en glottal plosiv helt, hvilket ligeledes er almindeligt, resulterer det gerne i creaky voice. Ustemte konsonanter gøres almindeligvis ustemte ved at stemmelæberne abduceres, men ustemthed kan også skabes ved at stemmelæberne samles til et lukke (en koartikuleret glottal plosiv), såkaldt præglottalisering. Dette kan ligeledes resultere i lidt creaky voice i eller omkring konsonanterne.
Her er nogle eksempler på lignende træk i andre sprog: