I dette kapitel gennemgås principperne for bred og snæver IPA.
Den grundlæggende ide med lydskrift er at samme lyde skrives med samme symboler, og forskellige lyde skrives med forskellige symboler. Selvom det ved første tilnærmelse er en god definition af lydskrift, løber man hurtigt ind i problemer med at afgøre hvornår lyde er ens eller forskellige. Lyde der i en forstand er forskellige, kan sagtens i en anden forstand være ens.
Sondringen mellem bred og snæver notation er et centralt koncept i IPA, og det løser problemet med hvilke distinktioner man skal inkludere i lydskriften på en meget elegant måde, men sondringen er ofte overset i dansk lydskrifttradition.
Kapitlet henvender sig både til nybegyndere der vil forstå hvordan IPA er indrettet og hvordan man løser problemet med hvilke lydlige forskelle man skal skelne i lydskriften, og det henvender sig til fonetisk erfarne, som ikke er vant til at bruge IPA på denne måde.
Sammenligning af bred IPA på tværs af sprog
Når man læser bred IPA notation på andre sprog, skal man, ligesom i dansk, være opmærksom på at der er underforstået en række detaljer, og det kan være forskellige detaljer der er underforstået på forskellige sprog. Det afhænger af hvad der er distinktivt på forskellige sprog. På mange sprog er /p t k/ fx let aspirerede og svarer nærmere til dansk /pʰ ts kʰ/. Derfor er den brede notation ikke altid direkte sammenlignelig på tværs af sprog.
Det kan måske virke selvmodsigende at IPA på den ene side udgiver sig for at være et internationalt system, og at man på den anden side ikke helt kan stole på den brede notation. Bred IPA er dog stadig i store træk sammenlignelig på tværs af sprog. Bred IPA giver et godt indtryk af hvor mange distinktive vokaler og konsonanter der er i forskellige sprog, og hvilke distinktioner der findes, fx hvilke artikulationssteder og artikulationsmåder der er distinktive, hvor mange åbningsgrader der skelnes i vokalerne, om man skelner rundede og urundede vokaler osv. Det er blot de detaljer man vil notere med diakritiske tegn, som typisk ikke vil fremgå af den brede notation.
Common misconceptions
- ‘Rigtig’ IPA er meget detaljeret og fyldt med diakritiske tegn, og man er nødt til at forenkle det for at kunne bruge det i praksis
- Denne forestilling kan man støde på mange steder. DDO har en liste med ‘nøjagtig IPA‘. Heegård & al’s Udtalt har en tilsvarende liste som blot er kaldt ‘IPA’ i modsætning til bogens ‘Dansk IPA’. Grønnums bøger har lister med ‘fin lydskrift’. Basbølls The Phonology of Danish kalder det non-normalized IPA. Fælles for disse kilder er at de laver deres egne forsimplede (forenklede, tilpassede, modificerede, grove, danske) versioner af denne ‘præcise IPA’. Hegers Sprog & Lyd beskriver ligeledes IPA som ekstremt kompliceret med en masse diakritiske tegn og bruger dette som begrundelse for at IPA aldrig vil kunne udkonkurrere nationale systemer som Dania.
Ingen af disse kilder refererer til IPA’s principper, hvor det klart fremgår at diakritiske tegn kun skal bruges undtagelsesvist, at man ikke skal inkludere forhold der er selvindlysende eller kan beskrives en enkelt gang og derefter underforstås. Ingen udnytter at der allerede er et system til forenkling af lydskriften indbygget i IPA, nemlig bred notation.
Hvis man endelig skal tale om den mest rigtige måde at bruge IPA på, må det være en praksis der følger IPA’s officielle principper så tæt som muligt, som NDF.
- Rigtig IPA skrives i [ ]
- IPA bruger både / / og [ ]. IPA’s primære mål er at levere tegn til at skelne distinktive lyde i verdens sprog, og et grundlæggende princip er så vidt muligt at undgå diakritiske tegn og andre specialtegn for fonetiske detaljer som kan underforstås. I den forstand er bred notation den primære notationsform i IPA, mens snæver notation skal bruges til særlige tilfælde hvor den brede notation ikke er tilstrækkelig.
- Klammerne / / bruges til mere abstrakt fonologisk notation
- I IPA bruges / / til bred notation, som ikke er særlig abstrakt. Man kan sagtens lave mere abstrakte notationssystemer som inkluderer historiske eller morfologiske forhold og komplekse fonologiske regler. Det er IPA ikke velegnet til, da symbolerne i IPA har bestemte fonetiske egenskaber. Hvis man bevæger sig væk fra IPA, kan man naturligvis bruge / / som man vil, og der er tradition for også at bruge / / i mere abstrakt fonologi. Hvis man vil undgå at skabe forvirring for IPA-brugere, er det dog en god ide at bruge noget andet end / / til mere abstrakt fonologisk notation. Jeg anbefaler Basbølls praksis med at bruge | | til det formål.
- Notation i [ ] bør være så præcis som muligt og inkludere alle nuancer man kan høre eller måle
- Det er ikke sådan det er beskrevet i Handbook of the IPA, og det bestemt ikke sådan [ ]-notation traditionelt bruges i dansk. I HotIPA står der at man i snæver notation kun bør inkludere forhold der er relevante i konteksten. Hvis man rapporterer om en undersøgelse af fx vokaler, kan man lave snæver notation af de nuancer man undersøger, men resten kan man lade være umodificeret. Snævre detaljer bør kun inkluderes undtagelsesvist og i det omfang det er relevant i den specifikke kontekst. En notation kan aldrig blive så snæver at den inkluderer alle nuancer.
Lydsystemer i forandring
Sprog forandrer sig stille og roligt, og med tiden kan gamle fonologiske kontraster smelte sammen, eller nye kan opstå. Forandringerne går hurtigt nok til at der kan være forskel på hvilke lyde der er distinktive hos unge og ældre. Helt nye fonologiske kontraster starter i meget begrænsede kontekster, og derfor kan de nyeste fonologiske kontraster være svære at bemærke eller bevise. Her er nogle kontraster som kan være overraskende svære at demonstrere med minimalpar. Prøv selv:
kort [a] vs. kort [æ]
kort [o] vs. kort [ɔ]
kort [o] vs. langt [o]
[œ] vs. [ɶ]
[pʰ ts kʰ] vs. [p t k] i andre positioner end i starten af et ord