Nydanske Sprogstudier (NyS) nr. 39 er netop udkommet, og dette nummer indeholder seks artikler om den nyeste forskning i dansk udtale. Desuden er der en introduktion til computerprogrammet praat, som bruges af fonetikere.
NyS udgives af Dansk Sprognævn og henvender sig til læsere der er en lille smule mere end almindeligt interesseret i sprog, men man behøver ikke at være forsker for at følge med.
Hvis man er nysgerrig, kan man finde forsmage på noget af det rundt omkring på nettet:
- Nicolai Pharao har lavet en light-udgave til Sprogmuseet om hvordan lydene forsvinder jo mere vi bruger ordene.
- John Tøndering har, som tidligere nævnt, lavet en introduktion til praat, også på Sprogmuseet.
- Holger Juul fortæller om sin forskning bogstavlyde i Sprogminuttet på P1.
- Michael Ejstrup har også tidligere skrevet om at dialekterne stadig lever på Sprogmuseet.
- Marie Maegaard har en kortere artikel i Nyt fra Sprognævnet om nye udtaler i københavnsk.
Jeg har også selv en artikel med i nummeret, som sørme handler om schwa. Forvent en kort udgave her på bloggen inden for et par dage.