laveste pris for generiske piller http://1apotekonline.com/

Lær noget nyt på den sjove måde:

Næsehulen og stemmelæberne McGurk-effekten Overtonesang Kardinalvokalerne Hvorfor får man lys stemme når man inhalerer helium? Strubesang

Stemmer i naturen

P1’s naturprogram Natursyn har hen over sommeren haft et tema om stemmer i naturen, om hvordan dyr bruger stemmer og lyd til at kommunikere. Det er ikke sprog, men derfor kan det nok alligevel interessere nogle af denne blogs læsere. Her er et overblik over udsendelserne:

  • Dyrestemmer – hør om de fire forskellige måder dyr benytter til at udsende lyd.
  • Fuglestemmer – tema om fuglesang
  • Frøernes sang – tema om frøers lydkommunikation
  • Stemmer i havet – havdyr bruger lyd lige så flittigt som landdyr
  • Stemmer i stalden – husdyrs naturlige lydkommunikation spiller en stor rolle for deres trivsel
  • Hvalstemmer i de syv have – tema om hvalers kommunikation over meget lange afstande
  • Jordens stemme – selve jordkloden vibrerer også, meget langsomt. Med simulationer kan man omdanne disse vibrationer til hørbar lyd og få indblik i jordens klang

Desuden kan jeg anbefale denne udsendelse:

  • Ørets landskab – om den blinde Daniel Kish der har optrænet en evne til at bruge ekkolokalisering til at orientere sig i sine omgivelser

 

40 nye ord med schwa

I Retskrivningsordbogen 2012 har sprognævnet givet tilladelse til at stave ord som gymnasium, akvarium og territorium med –ie, altså gymnasie, akvarie og territorie i den offentlige forvaltning. Selvom det er en gammel nyhed, har den været oppe og vende i  nyhedsmedier de sidste par dage.

Formen med –ie har længe været almindelig i dansk, både på skrift og i tale, hvor vi altså har /ə/ i endelsen i fx [gymnæːˀɕə] gymnasie i modsætning til den udanske endelse /om/. Som schwa-fanatiker ser jeg naturligvis denne ændring som en til det bedre.

Som sædvanlig når noget ændrer sig, er der et hylekor af sprogrøgtere som brokker sig over at sprognævnet ophøjer dumme menneskers fejl til korrekt dansk, men de nye former er langt mere naturlige, logiske og danske end de gamle var.

Siden vikingetiden har vi i dansk haft en tilbøjelighed til schwaificere ubetonede vokaler der forekommer efter stavelser med fuldvokaler. Vi kan åbenbart godt lide en lydstruktur der veksler mellem stærke og svage stavelser, hvor de stærke stavelser bliver stadig stærkere og bærer mere og mere af den betydningsadskillende byrde, mens de svage stavelser bliver  svagere.

Det er bl.a. derfor at det på dansk hedder gade, love og koge med schwa i anden stavelse, i stedet for som på svensk gata, lova, koka med fuldvokal i anden stavelse (dette er der dog ingen sprogrøgtere der beklager). Tendensen ses andre steder i sproget, såsom i frikkedelle-effekten, som sørger for at vi fx siger frikkedelle, krokkedille og irretere i stedet for frikadelle, krokodille og irritere. De nye stavemåder af gymnasie osv. følger blot samme tendens, som har været gældende i dansk de sidste 1000 år.

Dertil kommer at de berørte ord, ganske aparte, med den gamle stavemåde mister en stammestavelse når de bøjes, fx gymnasier, gymnasiet og ikke *gymnasiummer, *gymnasiummet, som ville være regelret dansk bøjning af stammen gymnasium. Med de nye stavemåder får man en naturlig dansk bøjning af ordene.

Udviklingen her er altså ikke et udtryk for at fejl og sjusk ophøjes til korrekthed, men derimod at ordene tilpasses til det danske sprogsystem, og sprogsystemet er der som sådan ikke noget galt med. At nogen kan finde på at forsvare den aparte ium-endelse, må ganske enkelt skyldes sproghistorisk uvidenhed og manglende lingvistikundervisning i skolesystemet.

Modernet, modernede og moderne

I dagens Sprogminut på P1 fortæller Jørgen Nørby Jensen fra Dansk Sprognævn om formen modernet, som har sneget sig ind i nogle danskeres sprogbrug. Ifølge retskrivningsnormen er moderne et ubøjet adjektiv, og det hedder altså moderne uanset om der er tale om ental, flertal, intetkøn, fælleskøn, bestemt eller ubestemt form.

JNJ forklarer formerne modernet og modernede med at vi jo normalt bøjer adjektiver, og bøjningen af moderne følger således blot det generelle bøjningsmønster og dermed er ganske “logisk og systematisk”.

Hvis man vil beskrive modernet som et bøjet adjektiv, opfører det sig imidlertid efter min mening hverken logisk eller systematisk.

Det er usystematisk fordi den systematiske regel er at vi ikke bøjer adjektiver der ender på schwa. Det hedder et lille, øde, bange, højre, selvmodsigende osv. og ikke et *lillet, *ødet, *banget, *højret, *selvmodsigendet. Jeg har aldrig stødt på nogen der udtalte ordene på den måde, og hvis der skulle være tale om en systematisk tilpasning, virker det mystisk at det så kun rammer et bestemt ord, modernet. Det er der intet systematisk ved.

Det er ulogisk fordi adjektivets normale bøjningsmorfem er /t/, som i udtalen bliver til [d], jf. fx at blåt udtales [blʌd] og ikke *[blʌð]. Modernet får derimod tilføjet et /d/ som bliver til [ð] i udtalen, hvilket slet ikke er et intetkønsmorfem. Her snubler JNJ nok fordi han arbejder i et nævn der kun beskæftiger sig med skriftsproget, for på skrift gengives de to endelser med samme bogstav.

JNJ er selv inde på flertalsformen modernede. Igen, hvis modernet var en intetkønsform af moderne, ville det systematisk hedde moderne i flertal, da stammen stadig må være moderne. Vi flertalsbøjer som nævnt ikke adjektiver der ender på schwa, men selv hvis vi gjorde, ville det regelret blive modernee og ikke modernede. (I morfofonologiske sammenhænge beskrives det faktisk undertiden som at ordet bøjes, men en mere generel regel om at /əə/ -> /ə/ sørger for at bøjningen ikke får noget lydligt udtryk.)

At modernet skulle være en intetkønsform, stemmer i øvrigt ikke overens med talrige eksempler fundet på google, hvor modernet bruges om fælleskønsord, fx en modernet virksomhed, en modernet kunstner, en modernet sygdom.

I øvrigt dokumenterer jeg i min ph.d.-afhandling at adjektivers intetkøns-t er overordentlig tilbøjelig til at blive droppet. Det ville derfor være mærkeligt hvis der samtidig skulle være en tendens til at droppe det de fleste steder, men indføre det andre steder.

Hvorfor siger nogen så modernet og modernede?

Mit bud på en forklaring er at modernet hos dem der bruger den form, skal betragtes som stammen, og ikke som en intetkønsform af moderne. Først da opfører det sig morfologisk regelret. Det får samme bøjningsmønster som ternet, firestjernet og skarphjernet, som ender på /d/ på trods af ortografiens t, og som bøjes i bestemt form og flertal til ternede, firestjernede og skarphjernede.

Det ligner således mere noget participiumsagtigt, som fx malet i fx jeg har malet billedet, nu er det malet. Der er ganske vist ikke noget verbum der hedder at moderne noget, og det kan være at det er derfor at det stadig skratter i ørerne på os der siger moderne.

Formen modernet vil jeg beskrive som moderne med falsk rekonstruktion af /d/. Normalt opfatter vi ikke alle de reduktioner vi laver i daglig tale; vores hjerne rekonstruerer den fulde, distinkte form helt automatisk. Nogen gange rekonstruerer vi også noget der ikke er intenderet, fx når børn danner formerne [ˈkɑːjə] og [ˈdʁɑːvə] af [ˈkɑːi ˈdʁɑːu] karry, drage – nogle udtaler de næsten garanteret aldrig har hørt fra en voksen mund. I et tidligere indlæg skrev jeg også om lykkes og lykkedes og forskellen på [ð] og [ə]. Det er almindeligt at reducere [ð] til [ə], men som lytter er man i stand til at rekonstruere den distinkte form. Som uerfaren sprogbruger kan man altså af vanvare komme til at opfatte moderne som modernet, formentlig fordi det af en eller anden grund bare lyder mere rigtigt eller almindeligt. På den måde er der intet regelmæssigt over det. Det er bare en enkelt smutter som har fået en vis udbredelse.

Gør-det-selv-palatografi

I eksperimentel fonetik bruger man indimellem en teknik der hedder palatografi til at udforske hvordan konsonanter artikuleres. Teknikken går ud på at smøre noget sværte på ganen eller tungen på en forsøgsperson og så få vedkommende til at udtale den konsonant man er i gang med at undersøge. Under artikulationen vil der opstå kontakt mellem tunge og gane. Ved at tage et billede af ganen og tungen, kan man undersøge hvor sværten er blev afsat eller slidt af, og dermed kan man få et indtryk af hvilke dele af tungen og ganen der har været i kontakt med hinanden under artikulationen af lyden.

Nu har en gruppe studerende og deres undervisere fra University og London lagt en serie videoer på youtube, hvor man kan lære at lave palatogrammer selv. Se dem her:

Samlet link: http://www.youtube.com/user/PalatographyLessons

1: Equipment
http://youtu.be/wCDuh6dfw6g
2: Mixing the paint
http://youtu.be/2XEJVs6XbYA
3. Choosing and remembering test words
http://youtu.be/kC1x63lgulM
4. Hygiene
http://youtu.be/llP36cePiMM
5. Doing linguograms
http://youtu.be/CqN-mh02o5U
6. Doing palatograms
http://youtu.be/8Sh5hFnIuS4

Årets ord 2011: wordfeud

DR’s Sproglaboratoriet kårede Arabisk forår som årets ord 2011, hvilket var lidt af en fesen beslutning, dels fordi arabisk forår slet ikke er nye ord, det er blot en ny sammenstilling af ord, dels fordi det lingvistisk set er en trivialitet, omend det i global politisk forstand er et interessant fænomen.

Her på bloggen kårer jeg wordfeud til året ord. Wordfeud er som de fleste fandt ud af i løbet af 2011 navnet på en scrabble-efterligning til smartphones (os der bare har stupidphones – et andet godt ord der er blevet tiltagende relevant – føler os udenfor) der har opnået enorm popularitet.

Nå, men Wordfeud har affødt verbet at wordfeude, ligesom Google for længst har affødt verbet at google og en række andre tilsvarende teknologier har navngivet verber. Det demonstrerer en skøn indbygget autonomi og tilpasningsevne i sproget. Ordklasser, som her verber og proprier, er fleksible og ord skvulper uden problemer fra en ordklasse over i en anden alt efter vores behov for kommunikation. Google prøvede vist endda engang at stoppe brugen af deres navn som et verbum, men sproget tager ikke hensyn til registrerede varemærker.

Hvordan udtales wordfeud?

Det her er jo en fonetikblog, så årets ord skal også være udtalemæssigt relevant, og det er det. Når man lærer et ord at kende på skrift frem for at få det mundtligt overleveret, kommer der ofte nogle ukvalificerede gæt på hvordan ordet skal udtales, især naturligvis når det er en fremmedsproglig ortografi.

Der er lige nu især to konkurrerende udtaler af wordfeud, og det er især udtalen af feud der bøvles med. Skal det være [fjuːd̥] eller [fʌjd̥], fjoot eller føjt?

På engelsk er den gængse udtale af wordfeud [wɜːd fjuːd]. Dette fordanskes som regel til [wœːd̥fjuːd̥] – d’erne aftemmes og /ɜː/ fortolkes som /œː/ som er den danske vokal der er tættest på den engelske.

Den anden udtale [fʌjd̥] må pokker vide hvor kommer fra, men det ligner en slags tysk udtale. Bruger man den udtale, afslører man sig selv som enten ikke-engelskkyndig eller spøgefugl.

Det minder om dengang euroen blev indført rundt omkring i Europa. Der diskuterede man om det hed [øʊ̯ʁo œʊ̯ʁo juɹɔʊ̯ ʌjʁo] alt efter om man benyttede det ene eller andet danske ø, eller engelsk eller tysk ortoepi. Jeg siger selv det første.

Den danske fortolkning af bogstavsekvens feud ville i den forbindelse i øvrigt normalt være [føʊ̯ˀd̥/fœʊ̯ˀd̥], men den har jeg ikke hørt i tale endnu. Det kan være det kommer.

Hvad ved danske popsangere om prosodi?

Her i weekenden blev sangen Jeg bli’r ved kåret som vinderen af børnenes MGP 2012. Jeg synes den stilistiske udeladelsesapostrof i bli’r er lidt pjattet, for der er aldrig nogen der siger [bliːˀvɐ/bliːʊ̯ˀɐ], så det er jo ikke fordi vi er i tvivl om hvorvidt ordet skal udtales med en eller to stavelser. Nå, men det er sådan et pædagogisk kneb lyrikforfattere benytter indimellem, måske fordi vi kan være tilbøjelige til en hyperdistinkt udtale når vi synger lejlighedssange og deslige.

Men i denne sammenhæng var det ekstrafjollet med stavemåden bli’r, for i sangen bliver bliver tydeligt udtalt [bliːvɐ]. Bedøm selv. Der er således et dobbelt udtryk for dårligt lyrikforfatterskab: En unødvendig omskrivning af bliver, og dernæst en udtale som ikke er tro mod denne omskrivning, eller gængs udtale i det hele taget.

Nu er Energy, som MGP-vinderne kalder sig, kun 10-13 år, så man kan nok bære over med dem. Men er det bedre hos voksne, professionelle sangskrivere? Men burde vel forvente at folk der lever af at sætte sprog og musik sammen, har en særligt forfinet sans for sprogets prosodi. Men sådan er det nu ikke altid.

I Medinas hit Ensom fra 2009 skanderer hun som hun var til staveprøve i 3. klasse: Jeg vil ikke [ˈhæːvə] nogen anden synger hun, men [ˈhæːvə] kan i talesprogsdansk kun være en distinkt udtale af det udendørsareal der almindeligvis befinder sig bag parcelhuse i provinsen, aldrig af verbet have, som udtales [ha] eller [hæːˀ] hvis de skal være rigtig tydeligt. Kort efter dette synger hun i omkvædet “[ˈsyːnəs] du selv”, men [syːnəs] er kun noget biler skal en gang imellem. I betydningen mene udtales det etstavet [sys] eller til nød [syns].

Medina kan mere. I Kl. 10 har hun ikke bare ikke schwa-assimilation i indeni i første linje af første vers, men schwaet er stærkt betonet. I første linje i andet vers er det at i “Jeg glæder mig til at vi” der tager trykket.

Et andet af mine yndlingseksempler er Natashas Gi’ mig Danmark tilbage (endnu en overflødig udeladelsesapostrof) hvor hun og hele koret råber Giv mig Ungeren igen hvor ungeren bliver udtalt [ˈɔŋɐˈʁʌn] med tydeligt konsonantisk /r/. Altså, det lyder bare lidt mormoragtigt og ikke særlig rebelsk. Husets brugere vil nok snarere sige [ˈɔŋɐn]. Samme konsonantiske /r/ støder man på i Thomas Buttenschøns Smukkere end smuk.

Gode sjuskere

Jeg har før været ude med at sige at det at sjuske ordentligt med sproget er udtryk for god sprogbeherskelse, og manglende reduktioner er udtryk for manglende erfaring med sproget. Pointen kan fint overføres til lyrik, hvor det kræver en god sprogfornemmelse at udnytte den elastik der er i danske stavelser, når det skal stemme med versefødderne. Hyperdistinkte udtaler findes overalt i sange, men de er ikke altid lige påfaldende.

I den anden ende af skalaen vil jeg fremhæve Marie Key som er fremragende til at undermarkere stavelsesstrukturen i de kvasisyllabiske danske ordendelser. Dyrk:

En anden der har en stor plads i mit sjuskehjerte er den unge Niklas. Han har helt styr på schwa-reduktioner og tappede /d/’er og har stadig et fuldstændig tydeligt sprog. På trods af udeladelsesapostroffen får han lov til at afslutte dette indlæg med Ikke mer’ mig:

Björn Lindblom om fonetikken før, nu og i fremtiden

Stockholms universitet har gjort et foredrag med den svenske fonetiker og professor emeritus Björn Lindblom tilgængeligt her. Björn Lindblom fortæller om fonetikken fra fagets opståen frem til i dag, og han kommer med et bud på hvor fonetikken skal bevæge sig hen i fremtiden.

I foredraget fortæller Björn Lindblom bl.a. om sin seneste forskning i samarbejde med Peter McNeilage om sammenhængen mellem koartikulation i sproget og vores biologisk betingede cykliske motorik. Det kan man læse mere om i artiklen her.

Foredraget tager ca. en time. Derefter er der spørgsmål fra tilhørerne, som man kan vælge at springe over.

Siger vi faktisk ‘fars’?

I fredagens Listen springer Politikens Lars Dahlager ud som sprogrøgter og  skriver på minuslisten:

Alle udtaler efterhånden ordet ’faktisk’ som ’fars’. F.eks.: »Vi er fars løbet tør for smør«.

Jeg går ud fra at ‘fars’ skal gengive udtalen [fɑs] og ikke [fɑːˀs] som i (kød)fars, hvilket peger på problemet med at gengive det åbne [ɑ] ortografisk i uvante kontekster.

Nå, spørgsmålet er hvor stort problemet er, om det er rigtigt at ‘alle’  efterhånden udtaler faktisk som [fɑs], og hvis de gør, gør det så egentlig nogen skade? Talesprogsforskeren finder straks sine værktøjer og argumenter frem og ser nærmere på faktisk.

Til det første spørgsmål: Jeg slår straks op i DanPASS og konstaterer at faktisk forekommer 64 gange i korpusset, og udtalen [fɑs] findes faktisk også, men der er kun en enkelt forekomst. Det er temmelig langt fra alle. Der kan selvfølgelig være forskellige årsager til at udtalen ikke er mere udbredt i lige dette udsnit af sproget. Jeg synes ikke selv at [fɑs] virker specielt usædvanligt, og jeg tror at jeg sagtens selv kan finde på at bruge den udtale.

Hvis vi ser lidt bredere, er der faktisk 13 ud af de 64 forekomster hvor faktisk udtales som et etstavelsesord, altså kraftigt reduceret, typisk med et velært eller palatalt element, så vi kunne ortografere ordet som faks eller fajs. Så det kunne godt tyde på at der er en tendens til at sjuske med udtalen af netop det ord.

Er det skidt? (eller egentlig ret godt?)

Her kommer vi så ind på det andet spørgsmål: Gør det noget? Eller mere interessant: Er der en særlig grund til at vi reducerer dette ord, og er det måske endda en fornuftig grund?

Grammatisk regnes faktisk traditionelt som et såkaldt sætningsadverbial. Sætningsadverbialer er ord som vist, jo, da, vel, sgu, nok, skam osv., som kan stå på samme plads som faktisk i sætningen

Vi er {faktisk, vist, jo, da, vel, sgu, nok, skam} løbet tør for smør

og de har det til fælles at de viser noget om hvad man mener, eller forventer at modtageren mener om rammeudsagnet vi er løbet tør for smør.

Som man kan se, er det karakteristisk for sætningsadverbialer at de er etstavede. Lige med undagelse af faktisk altså. Enstavelsesgøringen (synalepha med et finere ord) af faktisk kan altså ses som en tilbøjelighed til at passe ordet ind i den metriske ramme vi normalt bruger for lignende ord.

Jeg er ikke i tvivl om at vi bruger metrik og prosodi, altså stavelses- og trykgrupperytme og forholdet mellem betonede og ubetonede stavelser, som vigtige værktøjer i sprogprocesseringen, selvom jeg ikke er så meget inde i forskningen på det område. Mao. benytter vi ordenes metriske struktur og deres placering i den prosodiske frase som hjælp til at afkode hvad slags ord der er tale om, substantiver, adjektiver, verber osv., og dermed hvilken del af hjernen der skal viderebearbejde det så det akustiske signal bliver oversat til mening så effektivt som muligt.

Set i det lys er det ganske fornuftigt at reducere faktisk til fags/fajs. Det er både en konsekvens af og en hjælp til at hjernen indekserer ordet som de andre sætningsadverbialer. Og derfor er ganske ufortjent at denne udvikling er havnet på Politikens minusliste.

(En sidebemærkning: Jeg har ladet mig fortælle (af Peter Juul, tak!) at den nye grammatikbog, Grammatik over det danske sprog, skelner mellem sætningsadverbialer og såkaldte dialogpartikler, hvor dialogpartiklerne er de ovennævnte småord, mens sætningsadverbialerne er faktisk, nemlig, desværre og desuden. Man kan overveje om udtalevariationen i faktisk afspejler forskellige grammatiske funktioner og dermed er på vej til at udvikle sig til to forskellige ord. Jeg har ikke nok forstand på grammatik til at sige noget fornuftigere om dette, så det overlader jeg til andre.)

Tak til Morten og Skye for simultant at gøre mig opmærksom på indslaget i Listen.

Shī Shì shí shī shǐ

Jeg stødte for nylig på dette kinesiske digt som består af 96 stavelser, som er identiske bortset fra de fire forskellige betydningsadskillende toner man har på standardkinesisk (mandarin). Digtet, som handler om poet der holder af at spise løver, kan høres nedenfor. På wiki kan man læse en hel masse mere om digtet og de historiske udviklinger som har ført til de mange sammenfaldende stavelser.

Slides fra SJUSK 2011

D. 23-24. nov. blev der afholdt SJUSK 2011 på CBS, et symposium om sjusk, reduktioner og udtalevariation i dansk talesprog. Jeg var naturligvis selv meget begejstret for arrangementet, og det var spændende at se at så mange forskelligartede forskningsområder der havde berøring med emnet.

Ganske mange præsentationer kredsede om emner som sammenhængen mellem udtalevariation og betydning og/eller grammatik. Et andet centralt omdrejningspunkt var de vanskeligheder som udtalevariation og det indistinkte danske lydsystem stiller i forhold til sprogtilegnelse og forståelse, om det så er børn, udlændinge eller computere der skal lære og forstå sproget.

Jeg havde selv en præsentation af en del af mit forskningsprojekt hvor jeg har kortlagt sammenhængen mellem 270.000 fonemer, altså den forventede distinkte udtale af sproglydene, og deres faktiske realisering i dansk talesprog. På den måde er det muligt at spore hvilke lyde der reduceres, og hvordan og hvornår. Jeg har gjort mine slides fra præsentationen tilgængelige her. Der kommer formentlig et uddybende indlæg på et tidspunkt her på bloggen.

Thomas Olander fortalte om Tusind års dansk sjusk, om de store lydforandringer i dansk som skete tilbage i 1000-tallet som har direkte forbindelse til de mest prominente udtalevariationer og reduktionsfænomener i moderne dansk. Han har lagt sine slides her.

(hvis andre har gjort slides tilgængelige, så giv gerne besked)

Følg med

rss e-mail FB Twitter