Om lydskrift

Hop straks til:

• Dansk lydskrift – oversigt over lydskriften her på siden
• IPA-tegnvælger
• Dania-tegnvælger (Unicode) – og en anden dania-tegnvælger (dania-font)

Lydskrift [ˈlyðsg̊ʁæfd̥] er et værktøj som fonetikere bruger til gengive sproglyde i tekster. Hvert lydskriftsymbol er artikulatorisk defineret, dvs. det angiver at taleorganerne skal stå i en bestemt stilling for at artikulere pågældende lyd.

Transskriptionen af et ord kan således betragtes som en opskrift på de artikulatoriske begivenheder man skal igennem for at udtale et ord. Hvis man fx skal udtale ordet [tˢeŋˀ] ting skal man først udtale en affrikeret ustemt alveolær lukkelyd [tˢ], dernæst en halvhøj-høj urundet fortungevokal [e], og til sidst en velær nasal [ŋ]. Hele stavelsen skal desuden udtales med stød, hvilket er angivet med [ˀ].

Selvom transskriptionen giver indtryk af at der er tale om diskrete elementer, så udtales lydene i en glidende bevægelse hvor de enkelte lyder griber ind i hinanden og påvirker hinandens udtale. Fx vil læberne allerede være spredte i [tˢ] som en foregribelse af den efterfølgende vokal, og ganesejlet kan sænkes allerede i vokalen for at foregribe den efterfølgende nasale lyd.

Man må beslutte sig for hvor mange af disse mikrovariationer man medtager i sin lydskrift, og derfor kan man skelne mellem grov, halvfin og fin lydskrift. Grov lydskrift er mere generel og indforstået og ofte lettere at læse, mens fin lydskrift er mere specifik, informativ og vanskeligere at skrive og læse. Fx kan ordet tråd i grov lydskrift transskriberes [tʁɔðˀ] mens det i fin lydskrift kan transskriberes [d̥͡s̻ʁ̥̞ɔ̝̰ð̞̰ˠ].