laveste pris for generiske piller http://1apotekonline.com/

Lær noget nyt på den sjove måde:

Næsehulen og stemmelæberne McGurk-effekten Overtonesang Kardinalvokalerne Hvorfor får man lys stemme når man inhalerer helium? Strubesang

Korte, lange og ekstralange konsonanter

I dansk skelner man mellem korte og lange vokaler, fx i [kulə] kulde vs. [kuːlə] kugle. Vi er ikke vant til at tænke på at vi også har forskel på korte og lange konsonanter, men faktisk har vi en kontrast mellem mindst tre forskellige konsonantlængder: kort, lang og ekstralang med stavelsestop. Det fremgår fx af denne minimaltrio:

  • [bɔnə] bonde – kort n
  • [bɔnnə] bundne – langt n
  • [bɔnn̩nə] bundene – ekstra langt stavelsesbærende n

Lange og ekstralange konsonanter i dansk stammer altid fra at der er flere fonologiske stavelser, og det er derfor vi traditionelt lydskriver dem med dobbelt- og tripelkonsonant. Der er fonologisk, morfologisk og sikkert også kognitivt tale om flere ens nabokonsonanter snarere en enkelt lang eller ekstralang konsonant.

Dobbeltkonsonanter findes oftest i sammensatte ord som

  • [issyːˀl] issyl
  • [gullʌg] Guldlok
  • [sdʌbbʌlˀd] stopbold

Vi kan også fakultativt have konsonantforlængelse hvor der underliggende er tale om et /r/, fx

  • [bɛððɐ] bedre
  • [hʌjjɐ] højre
  • [feŋŋɐ] fingre

Tripelkonsonant findes kun med [n] og [l] i ord som rindende, hundene, uudholdelig, adskillelig. Fakultativt kan det nok også findes i sammensatte ord som [ʌnn̩nøðˀ] åndenød, men min fornemmelse er at vi foretrækker et distinkt schwa her [ʌnənøðˀ].

Når man lydskriver, kan man komme ud for at have brug for hele fem forskellige måder at annotere konsonantlængde på. De er dog ikke alle distinktive, men varierer alt efter den fonologiske kontekst de indgår i:

  1. Kort, fx [vɛn] ven. Defaultlængden.
  2. Kort syllabisk, fx [lɛːn̩] læne. Bruges ved schwa-assimilation efter lang vokal med schwa i åben stavelse.
  3. Lang ikke-syllabisk, fx [svɔnnə] svundne. Bruges når coda-konsonant møder ansats-konsonant.
  4. Lang syllabisk med final stavelsestop, fx [vɛnn̩ sɛːnn̩] vende, Seinen. Bruges ved schwa-assimilation efter kort vokal og/eller schwa i lukket stavelse.
  5. Lang syllabisk med initial stavelsestop, fx [liːn̩nə] lignende. Bruges ved schwa-assimilation efter lang vokal i proparoxytone ord.
  6. Ekstralang syllabisk, fx [sbɛnn̩nə] spændende. Bruges ved schwa-assimilation efter kort vokal i proparoxytone ord.

Hvis man virkelig skal gå i detaljer, er der vist statistisk set en forskel på varigheden af konsonanten i type 4 alt efter om schwa-stavelsen er åben eller lukket og om foranstående vokal er kort eller lang, dvs. [vɛnn̩ ɛnn̩ sɛːnn̩] vende, enden, Seinen har vistnok i gennemsnit forskellig varighed selvom de traditionelt annoteres ens. Og lur mig om ikke tilstedevær af stød også påvirker konsonantvarigheden i en eller anden grad.

Bevæggrunden for at man skelner mellem at skrive et, to eller tre konsonantsymboler og syllabicitetstegn på første/midterste/sidste konsonant, skal findes i dels den akustiske varighed, dels i at stavelsestoppen ligger enten centreret eller højre-/venstreforskudt alt efter den underliggende stavelsesstruktur.

Man skeler dog nok også til en symmetri med lignende ord med andre konsonanter. Man kan let være fristet til at droppe en af konsonanterne i [vʌll̩li sbɛnn̩nə] voldelig, spændende, men da disse ord er opbygget fonologisk og morfologisk som fx [ʌnn̩li kʌmm̩nə] åndelig, kommende hvor der er mindre tvivl om annotationen, er man på den sikreste side hvis man bevarer tripelkonsonanterne i de første ord.

Konsonantlængde i andre sprog

Mange sprog har som dansk en forskel på korte og lange konsonanter, men ligesom på dansk findes lange konsonanter typisk kun mellem to vokaler og kan således fortolkes som at der underliggende er to ens konsonanter der støder sammen.

Det er heller ikke ualmindeligt at konsonantvarighed varierer betydeligt betinget af den fonologiske kontekst de indgår i. I fx svensk og norsk er konsonanter typisk betydeligt længere efter korte vokaler end efter lange (vi har spor af dette i dansk ortografi hvor kort vokal signaleres med dobbeltkonsonant). I fx engelsk og fransk er sonore konsonanter typisk betydeligt længere foran stemte lukkelyde end foran ustemte.

Jeg har aldrig stødt på nogen sprog der har en klokkeklar fonologisk længdekontrast i konsonanter, da konsonantlængde således typisk kan kædes sammen med enten en tostavet struktur eller med sekundære faktorer. Jeg har heller aldrig stødt på nogen sprog, ud over dansk, der skelner mellem mere end to konsonantlængder. Men det findes nok derude et sted.

5 Comments

  1. Jan Heegård siger:

    Mener du så heller ikke at den fonologiske længdekontrast i vestgrønlandsk er klokkeklar? – Som jeg ellers lærte det tilbage i de der 90’erne, og hvis du altså er stødt på vestgrønlandsk.
    Jeg indrømmer at jeg ikke længere på stående kan redegøre for vestgrønlandsk fonologi og fonotaks så der kan være faktorer jeg overser. Jeg er også med på at når fonologisk lange lukkelyde manifesteres som hæmmelyde (fx /g:/ = [x], vs. /g/ = [g]), ja så er det ikke så klokkeklart at det er en længdeforskel der er tale om (for en ikkegrønlænder, i hvert fald). Og det er muligt at man kan sætte stavelsesgrænser ind i fx

    anaavaa ’slår ham med noget’ [anava:] – a.na.va.a
    annavaa ‘mister den’ [an:ava:] – an.na.va.a (frem for ann.va.a)
    – og således har analyseret en helt klart fonetisk lang konsonant til en sekvens af konsonant + konsonant.

    Men hvis man gør tilsvarende i

    angak ‘morbror’ /aŋak/ [aŋak] – aŋ.ak (eller a.ŋak ?)
    anngaq ‘pimpsten’ /aŋŋaq/ [aŋ:aq] – aŋ.ŋaq

    kommer man i den situation at man siger at en stavelse kan starte med en velær nasal, og det kan et vestgrønlandsk ord ikke. Altså, aldrig velær nasal ordinitialt, men gerne stavelsesinitiale – inde i ordet, det vil man komme til at sige. Det vil da være mærkeligt, eller hur?

    Jan

  2. Laurits siger:

    Estisk har tre konsonantlængder (og tre vokallængder).

    Mærkeligt nok skelner det estiske skriftsprog kun mellem alle tre længder for konsonanterne k, t og p. For alle andre konsonanter skelner skriftsproget ikke mellem lange og ekstralange konsonanter, selvom længden har en væsentligt grammatisk betydning.

    Eksempel:
    kort: lina [linɑ] – lagen
    lang: linna [linːɑ] – byens (ejefald af „linn“ – by)
    ekstralang: linna [linːːɑ] – til byen (indifald [illativ] af „linn“)

    Sidstnævnte kan også være delfald (partitiv) af „linn“

  3. @ Jan: Jeg kom til lingvistikstudiet efter at vestgrønlandsk var holdt op med at være obligatorisk, så jeg har aldrig studeret det, desværre.

    Jeg kan godt acceptere argumentet med at hvis /ŋ/ ikke kan være initialt, så må det være finalt. Men er vi sikre på at det er et /ŋ/? Det kunne fx være et /n/ eller /k/ der assimileres eller noget helt tredje der droppes og giver erstatningsforlængelse.

    Dette er parallelt med dansk [feŋŋɐ] fingre. Vi har heller ikke [ŋ] initialt, så efter dit argument skulle vi sige at det var /feŋ:.ɐ/, men vi kan også fortolke det som et /r/ der droppes og giver erstatningsforlængelse.

    Spørgsmålet er om vestgrønlandsk så har en kontrast mellem [ŋ] og [n] i den position. Findes [aŋnaq] eller tilsvarende i sproget? For så kan det jo ikke være et /n/ der realiseres [ŋ]. Do. med andre hypoteser man vil teste.

  4. @ Laurits: Der kan man bare se. Jeg kender heller ikke forfærdeligt meget til estisk, men hvad jeg umiddelbart kan wikie mig frem til, ligner det meget den tredelte distinktion vi har i dansk: Den ekstralange konsonant har tilknyttet et tonalt mønster som stammer fra en underliggende stavelse.

    Jeg er dog ikke overbevist om at kontrasten er fonematisk. Mon ikke man også som i dansk kan fortolke denne ekstralange konsonant som fordelt over flere stavelser?

  5. Laurits siger:

    Jeg ved heller ikke særlig meget om estisk, så jeg kan ikke svare på dit spørgsmål om hvorvidt de ekstralange konsonanter kan fortolkes som fordelt over flere stavelser, men til gengæld kan jeg bestille en kop kaffe eller en øl på estisk. Mere avancerede estiskkundskaber har jeg ikke haft brug for de par gange jeg har være i Tallinn ;) (som forresten er en sammentrækning af Taani Linn – den danske by…)

    Jeg faldt lige over er en kort gennemgang af estisk fonetik, det kan være den kan kaste mere lys over emnet:
    http://www.humnet.ucla.edu/humnet/linguistics/people/hayes/103/SampleTermPaperEstonian.pdf

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Følg med

rss e-mail FB Twitter