laveste pris for generiske piller http://1apotekonline.com/

Lær noget nyt på den sjove måde:

Næsehulen og stemmelæberne McGurk-effekten Overtonesang Kardinalvokalerne Hvorfor får man lys stemme når man inhalerer helium? Strubesang

Lydskrift – IPA vs. Dania

I litteratur om dansk udtale er der to konkurrende lydskriftsystemer, IPA og Dania. Som dansk fonetiker eller lydskriftbruger skal man derfor tage stilling til hvilket system man vil benytte. Her på siden, og i alle andre sammenhænge i øvrigt, bruger jeg IPA, og det er også det jeg anbefaler til andre. Men hvorfor egentlig det? Der er stadig sprogfolk der er uddannet med udgangspunkt i ældre litteratur som benytter Dania, og deriblandt er der nogen der er kritiske over for udskiftningen af af Dania med IPA. Her sammenligner jeg de to systemer på en række parametre, og så kan du selv tage stilling.

Udbredelse

Dania benyttes kun i Danmark. IPA er vidt udbredt i hele verden, herunder Danmark. Hvis man vil læse fagtekster fra ikke-danskere (og danskere der bruger IPA), eller selv vil skrive til og læses af andre end en snæver gruppe danskere, så er det kun IPA der kan bruges. Hvis man vil undervise i dansk for fremmedsprogede, så er der en vis sandsynlighed for at de kender til IPA, men ikke Dania, og hvis man vil undervise danskere i fremmedsprog, så er fremmedsproget garanteret beskrevet i IPA. IPA kan således på grund af sin udbredelse benyttes som udgangspunkt til sammenligning af forskellige sprog.

Vinder: IPA

Fleksibilitet

dania

De 100 oprindelige lydskrifttegn i Dania (Jespersen 1890)

Dania blev opfundet engang i 1890’erne til at beskrive de sproglyde man kendte til i det dansk der blev talt på det tidspunkt, inkl. de mange dialekter. Det var tilfældigvis lige præcis 100 forskellige symboler man havde brug for, hvilket ganske vist er noget mere fleksibelt end alfabetets 28 bogstaver, og en nybegynder i dansk fonetik har normalt ikke brug for mere end ca. 40 symboler, så umiddelbart er det rigeligt. Men hvis man vil beskrive andre lyde end dem der fandtes i 1890’ernes dansk, eller nuancer som man ikke lige var opmærksom på dengang, så kommer Dania til kort. Det sker jo at sprog forandrer sig og nye lyde kommer til, eller at sprogforskere indimellem bliver opmærksomme på nye nuancer som man ønsker at beskrive, eller at man vil beskrive indvandreres udtaleproblemer når de forsøger at lære dansk, eller at man vil sammenligne dansk med andre sprog der rummer andre lyde. Dania rummer ingen metode til at tilføje nye tegn eller kombinere eksisterende. Man må klare sig med dem der er eller selv opdigte nye symboler efter behov (eller låne nogen fra IPA).

ipa_chart_2005

IPA-skemaet, v. 2005

IPA er defineret ud fra taleorganernes muligheder, og derfor er man i princippet i stand til at beskrive alle de sproglyde der er fysisk mulige at artikulere. Der er en stor mængde diakritiske tegn som man kan modificere grundtegnene med, så man samlet set kan skelne mange tusinde nuancer. Man kan transskribere træk som fonation og tonegang hvilket er umuligt i Dania. Der er endda i IPA udviklet er en mængde symboler til at beskrive lyde der forekommer hos folk med læbe-gane-spalte eller andre stemmelidelser.

Vinder: IPA

Entydighed

Symbolerne i Dania er til dels defineret ud fra udtalen af eksempelord (som de udtaltes i 1890’erne). Hvis man ikke på forhånd kender til dansk udtale, kan det være vanskeligt at vide hvad lydene står for. Hvad vil det fx sige at j er den først lyd i jul? Er det en frikativ, approksimant, affrikat eller hvad? Sprogforskeren Lars Brink (Dania-bruger) demonstrerer på bedste vis, omend uintenderet, problemet i Mål & Mæle 35/4, hvor han beskriver ”a som i Ghita Nørbys udtale af Hansen” og ” som i Leif Sylvesters udtale af Hansen”. Hvis man ikke lige ved hvem de to skuespillere er, og hvad der er forskellen på deres Hansen-a’er, er den definition ikke til nogen hjælp. Desuden er det uklart hvilken forskel på a’erne der er i fokus her. Er det overhovedet muligt for andre end Ghita Nørby at udtale Hansen på samme måde som Ghita Nørby? Ikke ned i mindste detalje i hvert fald.

IPA er defineret ud fra hvordan vores taleorganer er indstillet, ikke hvilke ord eller sprog lydene forekommer i, eller hvem der udtaler dem. Vores taleorganer er isomorfe på tværs af køn, alder og race, så det er entydigt defineret hvilke lyde IPA-symboler svarer til.

Vinder: IPA

IT-understøttelse

Både IPA og Dania bruger symboler der ikke er umiddelbart tilgængelige på et almindeligt tastatur. Det er bl.a. derfor jeg har lavet op til flere tegnvælgere, så man har dem lige ved hånden. Dania har dog forskellige problemer, der er utilgængelige tegn, som spejlvendt j, og forskellen på vokalen i og får som udtrykkes med hhv. oblikt ‘å’ og kursiveret ‘å’ (svarende til forskellen på å/ɑ̊, men i skrå skrift), som ikke understøttes af nogen almindeligt tilgængelige skrifttyper. I Dania er kursiv/ikke-kursiv betydningsadskillende, men kursiv/ikke-kursiv er i IT-mæssig forstand blot stilinformation, ikke indholdsinformation (hvis du søger på [blus] får du samme søgeresultat som hvis du søger på [blus], som er Dania-lydskrift for ordene blus og plus). Det lyder måske som småting, men det gør at det er vanskeligt at indsætte Dania i elektroniske tekster, og det er uegnet til digitale ordbøger og generel databehandling.

IPA er understøttet i Unicode-formatet, og derfor kan alle nyere computere håndtere IPA nogenlunde uproblematisk, og man kan skrive det med den skrifttype og -stil man nu synes er kønnest.

Vinder: IPA

Fremtidssikring

Fremtiden bliver formentlig kun mere digital, og behovet for international kommunikation og formidling er stigende. Den manglende IT-integration og internationaliserbarhed i Dania gør at det vil blive brugt mindre og mindre. Digitale resurser som DDO og Wikipedia benytter IPA frem for Dania. I fremtiden vil mere og mere blive publiceret digital (lærebøger, tidsskrifter og andre resurser), og sprogstuderende skal besvare øvelser og eksamensopgaver elektronisk. Stort set al publiceret forskning i dansk udtale de sidste 10 år benytter IPA, så hvis man vil følge med i den nyeste viden og benytte de nyeste IT-resurser, er IPA det sikreste bud.

Vinder: IPA

Pædagogik

sammenligning ipa dania

Sammenligning af de almindeligste symboler i IPA og Dania på begynderniveau.

Dania-fortalere argumenterer med at Dania er nemmere for nybegyndere end IPA, fordi der er en vis sammenhæng mellem lydskrifttegnene og de tilsvarende bogstaver.. Men det ikke helt indlysende at der skulle være større overensstemelse mellem stavning og lydskrift i Dania, da danske bogstaver ikke bruges konsekvent for en bestemt lyd. Og det er ikke ubestrideligt en fordel hvis der skulle være sådan en sammenhæng. Erfaringsmæssigt er forveksling af bogstaver og lydskriftsymboler et af de største nybegynderproblemer, og det kan lige så vel tænkes at være en fordel at lydskriften adskiller sig i nogen grad fra skriften.

Hvis vi taler om de 40 mest basale (hyppigst forekommende i distinkt tale) lydtegn i grov begynderlydskrift, så er det kun 13 symboler der adskiller IPA og Dania. Begge bruger æ, men for forskellige vokaler, hhv. i bær (IPA) og hest (Dania). Derudover er det i Dania kun r og å der findes i det danske alfabet. Til gengæld bruger Dania å/ɑ̊ om forskellige lyde (IPA [ɔ ɒ]), som i hhv. ost og ordne, hvilket ikke er pædagogisk, da man let forveksler de to symboler. Apostrof benyttes som stødtegn, hvilket ligeledes er upædagogisk, da apostrof i skriftsproget har en anden fonetisk værdi, nemlig elision, som i sku’, hva’, ik’, se’fø’li‘ osv. Når Dania afviger fra almindelige bogstaver, er det oftere ved brug af diakritiske tegn (prikker, boller, streger osv. over og under grundsymbolerne) som ȧ ä å ɑ̊ ö ɔ̈ ɔ̇ w̩ ɹ̩ osv., hvilket erfaringsmæssigt er vanskeligere at få rede på og derfor mindre pædagogisk. IPA har i højere grad defineret grundsymboler for de basale lydlige forskelle, mens diakritiske tegn fortrinsvis benyttes i mere viderekomne sammenhænge.

Vinder: Uafgjort

Nostalgi

Dania-fortalere kan argumentere for at danskstuderende skal benytte Dania fordi der er tradition for det inden for danskfaget el. lign. Jovist, på samme måde kunne man forlange at matematikere skulle bruge kuglerammer frem for computere, fordi der var en tusindårig tradition for det før computerne kom til. Lydskrift er et værktøj, ikke et klenodie, og man lydskriver nu en gang bedst med det værktøj der er bedst udviklet til det. Man kunne slå på at Otto Jespersen, der udviklede Dania, en internationalt kendt lingvist, også havde en finger med i spillet i udviklingen af IPA, og det kunne vi være lige så stolte af, for så vidt som det giver mening at være stolt af en anden persons bedrifter blot fordi det er en landsmand. Men nu er nostalgi jo nostalgi, og det er historien om Otto Jespersen og Dania der er tradition for at fortælle, så …

Vinder: Dania

Resultat

IPA – 5
Dania – 1
Uafgjort – 1

IPA vinder ganske sikkert over Dania på næsten alle saglige punkter. IPA det mest udbredte, veldefinerede, fleksible og praktiske system. Men inden man forkaster Dania helt, skal man være opmærksom på at der er store mængder betydningsfuld ældre faglitteratur der benytter Dania. Værker som Den Store Danske Udtaleordbog og Dansk Rigsmål (Brink & Lund 1975) er vigtige kilder som er baseret på (tillempet) Dania. Det samme er flere ældre dialektordbøger og -værker. Hvis man vil studere det danske sprog, har man brug for at kunne orientere sig i både IPA og Dania, men som aktivt system, det system man selv benytter sig af, og det system man uddanner nye danskstuderende i at bruge, vil man være bedst tjent med IPA.

Nye lydskriftresurser på schwa.dk

Jeg har i den sidste tid lavet et par nye værktøjer til både nybegyndere og erfarne lydskrivere. Se menuen til højre under Resurser på schwa.dk for alle de værktøjer der er tilgængelige. De nye ting er:

1. Simpel IPA-tegnvælger

I denne simple tegnvælger får man en oversigt over de sproglyde der almindeligvis benyttes i grove IPA-transskriptioner af dansk. Der er pædagogiske eksempler på ord der indeholder de forskellige lyde (sådan som jeg udtaler dem). Hvis man fører musen hen over lydskriftsymbolerne, får man desuden en artikulatorisk beskrivelse af lyden og den fine IPA-notation. Gå til tegnvælgeren her.

2. Tastaturgenveje og lydskriftkonvertering (IPA/Dania)

I dette værktøj kan man bruge taster som er tilgængelige på et almindeligt dansk tastatur og få det konverteret til lydskrift, både grov-halvfin IPA og Dania. Det er tidsbesparende når man skriver længere passager med lydskrift. Man kan også indsætte IPA eller Dania (efter de standarder der er givet i den simple IPA-tegnvælger og Dania-tegnvælgeren) og få det konverteret til det andet format. Gå til converteren her.

3. Ny udtaleordbog

I kølvandet på min ph.d.-afhandling i foråret har jeg lavet en ny ordbog over udtalerne i DanPASS-korpusset. Nye features:

  • Sammentrukne ordforbindelser er nu klippet over så man under hvert opslag nu kan se alle forekomster af ordet og alle udtaler. Tidligere kunne man ikke slå klitiske udtaler op (fx ‘er’ der udtales som ingenting i en del ordforbindelser). De metodiske overvejelser i den forbindelse findes i min afhandling (s. 70-77). Desværre kan man så ikke længere se konteksten eller tilknyttede lydfiler – jeg har planer om et værktøj hvor det bliver muligt.
  • Der er angivet kanonisk udtale inkl. hvor mange gange den kanoniske udtale forekommer ud af det totale antal forekomster af ordet.
  • Ordklasseinformation er inkluderet, så man fx kan skelne mellem ‘taget’ som hhv. substantiv og verbum.
  • Reduktionstilbøjeligheder er inkluderet. Hver indgang har fået en R-værdi som angiver ordets tilbøjelighed til at blive udtalt reduceret. Værdien angiver hvor mange fonemer der falder bort eller udtales mindre distinkt pr. 100 fonemer. Se min afhandling (s. 77-84) for nærmere detaljer.
  • Vær opmærksom på at ord med flere fonologiske fortolkninger optræder som flere indgange, fx ‘tegninger’ m. og u. stød.

Forslag til forbedringer og rettelser af disse værktøj modtages gerne.

Kønskrans og krimskrams

En gruppe jordemødre vil gøre op med udtrykket jomfruhinde og derfor forsøger de nu at lancere erstatningsordet kønskrans, skriver Politiken.

Kransekage

Jordemødrenes forslag præmieres her med en virtuel kransekage.

Jordemødrene mener det vist seriøst, og har endda fået Dansk Sprognævns ord for, at betegnelsen kønskrans lever op til kriterierne for et dansk ord. Det gør det vel formelt set også, men der er en særlig lydlig grund (og sikkert adskillige andre grunde) til at det ikke er noget godt dansk ord, hvis man gerne vil tages seriøst. Og det burde sprognævnet måske have fortalt dem.

Grunden til at kønskrans lyder så komisk, er at det er meget tæt på at være en aflydsreduplikation – som krimskrams, miskmask, gynggang, dvs. et ord hvor to stavelser gentages, men først med en høj/fremskudt vokal, derefter med en lav/tilbagetrukket vokal.

Ord med den struktur har reserveret en helt særlig plads i dansk, nemlig i den vrøvlede, pjattede eller lydefterlignende ende af sproget. Der er mao. meget ringe sandsynlighed for at nogen vil tage et ord med den lydstruktur seriøst. Hvis kønskrans optages i sproget, bliver det næppe som andet end et sjofelt udtryk, stik imod jordemødrenes intentioner.

Man kan måske også indvende at ordet består af to meget tunge stavelser, hvilket også har noget udansk og konstrueret over sig. Gode danske ord veksler mellem tunge og lette stavelser, som jomfruhinde fx gør det.

Hvad skal man så kalde den?

Efter min mening skal en jomfruhinde – med den betydning vi normalt tillægger ordet, dvs. en hinde som dækker skedeindgangen og som brydes ved første samleje – vedblive med at hedde jomfruhinde. Jordemødrenes pointe er at jomfruer i virkeligheden ikke er udstyret med sådanne hinder, og betegnelsen kan være med til at skabe myter. Men så er det jo dét man skal fortælle folk i stedet for at lave sproglige krumspring.

Sprog fungerer ikke sådan at myter forsvinder bare fordi man kalder dem noget andet. Det er en sammenblanding af benævnelsen og det der benævnes. Myten kan ikke fjernes med kirurgiske indgreb i sproget, men folk kan oplyses om at ordet dækker over en myte.

Vi kan jo omvendt sagtens have ord for ikke-eksisterende ting – enhjørninge, spøgelser, trolddom osv.  – og vi tror ikke nødvendigvis at tingene eksisterer, bare fordi vi har et ord for det.

Hvad jomfruer har i stedet for en jomfruhinde, behøver vi sådan set ikke noget folkeligt ord for. Når først man har forstået at der er tale om en myte, er de anatomiske detaljer mindre interessante.

Æggedelere, æggeledere og fuge-e’er

Jeg fik en mail fra en biologilærer, som spurgte hvorfor det nogen gange hedder æg-, fx ægcelle, ægløsning, og andre gange ægge-, fx æggeleder, æggeskal. Hans sprogkolleger kunne ikke svare, og hældede angiveligt til den holdning at det er tilfældigt.

Et sjovt spørgsmål. Først og fremmest vil jeg indvende at jeg ikke tror på at sprogets form er tilfældig. Der kan dog være forskellige motivationer og historiske årsager som stritter i forskellige retninger, og derfor kan det godt se lidt kaotisk ud på overfladen. Men lad os prøve at se nærmere på det.

ægge– er den form vi bruger i dagligdags ord, som æggeblomme, æggehvide, æggekage, æggebæger, æggemad, æggedeler, æggeskal osv. Jeg hæfter mig ved at der er tale om ord som vi lærer at kende som børn, og som har været veletablerede i sproget mange generationer. Fordi der udelukkende er tale om almindelige hønseæg i en madlavningskontekst, har ægge– nok også har fået denne særbetydning – eller vil med tiden måske få det.

6857869304_a4d289140d_z

Strengt taget burde det måske have være ‘æggeløsning’, men i krig, kærlighed og ordspil gælder alle kneb.

æg– er omvendt den form vi bruger i fagudtryk og andre nydannelser. Det hedder ægcelle, ægdonation, ægløsning, ægtransplantation osv. Det er ord der ikke indgår i børns ordforråd, og som desuden oftest handler om andre slags æg end madlavningsæg.

Der er et par undtagelser, nemlig æggestok og æggeleder, som ifølge den generelle tendens burde hedde ægstok og ægleder. Mit umiddelbare gæt er at æggestok har lånt den velkendte ægge-form for at undgå en såkaldt spondæ – dvs. et ord med to tunge stavelser, som vi ikke bryder os om i dansk. Æggelederen og æggestokken hænger som bekendt sammen og bliver ofte omtalt sammen, og ord der ofte optræder sammen, kan smitte af på hinandens form. Æggeleder kan således være dannet som analogi til æggestok; hvis det hedder ægge i det ene ord, må det også gøre det i det andet.

Hvorfor ægge?

Men hvor kommer fuge-e’et i ægge– så fra?

Fuge-e er meget almindeligt i sammensatte ord, fx jul-e-mand og hund-e-hus. Det er vist udelukkende enstavelsesord der ender på en konsonant, der får fuge-e (inkl. hvis de indgår i sammensætninger som kamphund-e-ejer), og måske er der flere fonologiske begrænsninger. Hvis ordet har stød, tabes stødet, og indimellem tabes vokallængde også, fx i [guːˀl] → [gulə] i gulerod., hvilket også er det der sker i ægge– (se mere om stødtab i sammensatte ord).

Men det er ikke alle enstavelsesord der får fuge-e. Min egen observation er at det især er ord der har været i sproget længe, som ofte indgår i sammensætninger, og som er almindelige i børns ordforråd, der får fuge-e, fx mange dyre- og madbetegnelser, hunde-, heste-, ande-, svine-, katte-, lamme-, fåre-, oste-, mælke-, ægge- osv.

Ofte vil det være sådan at et ord der kan få fuge-e, altid får fuge-e i sammensætninger. Fx får hund altid fuge-e. Men enkelte ord, som æg, forekommer både med og uden fuge-e. Igen er det min observation at det er ord der forekommer i børns ordforråd der får fuge-e, mens mere voksne ord er mindre tilbøjelige. Det hedder fx storebror, storesøster og storetå, men alle andre sammensætninger med stor får ikke fuge-e; det hedder øllebrød, men ellers øl-; det hedder gulerod, men gulmalet.

Jeg har tidligere skrevet om at børn er tilbøjelige til at putte fuge-e på ord med en bestemt fonologisk struktur. Man kan således høre børn sige fx svingetur, kollebøtte, hjemmeløs, solebriller, dyrelæge, fangearme, osv. som efter retskrivningsnormen ikke har fuge-e, og nogle gange får disse former lov at overleve i voksensproget.

Der kan være forskellige motivationer til dette. Der er en metrisk motivation – vi kan godt lide at veksle mellem tunge og lette stavelser i dansk, og derfor indskydes en let stavelse, /ə/, mellem de to tunge, hund+hushundehus. Og fordi voksne talere ofte dropper et /ə/ i bestemte fonologiske omgivelser, rekonstruerer børn ofte dette /ə/ i ord hvor det oprindeligt ikke hører hjemme, men hvor det lyder regelret.

Fuge-e er næsten en grammatisk regel

Man skal desuden tænke på at børn tilegner sig en grammatik ved at generalisere over det sprog de møder i deres dagligdag. I den del af sproget som børn møder først, kan fuge-e’et meget let virke som en regel: Ord med en bestemt fonologisk struktur får fuge-e når de indgår i sammensætninger. Fuge-e’et er en markering af at de to stammer hører sammen på en særlig måde, og tilsammen danner de en særbetydning som ikke direkte kan udledes af enkeltdelene. Derved kan fuge-e’et langsomt sprede sig til flere og flere kontekster.

Men fuge-e’et er aldrig blevet en rigtig regel i normativ forstand. Sprognævnet og grammatikbøgerne fortæller os ikke at der bør være fuge-e når visse betingelser er opfyldt, og det tillægges ikke nogen særlig betydning, selvom det for børn godt kan ligne en art afledningsendelse.

Når velopdragne, skolede sprogbrugere danner eller lærer nye ord, putter de derfor normalt ikke fuge-e på, medmindre det er et af den slags ord som altid har det (som hund). Derfor ser vi en opsplitning i ord som indgår i det tidlige ordforråd, som godt kan få fuge-e, og ord som er dannet af voksne i en meget voksen kontekst, hvor der ikke introduceres fuge-e.

Snak om sprogsjusk

De to standuppere Sofie Flykt og Tine Marie, som har deres egen podcast Nøglen til alt, kontaktede mig fordi de var interesserede i at høre noget om sprogsjusk. Det fik vi en lang snak om, som kan høres her.

Lyden er lidt sløj i starten, men den bliver bedre. Jeg kommer på ca. 4½ min. inde i casten.

Ph.d.-forsvar om fonetisk reduktion i dansk talesprog

D. 15. april kl. 14.00 forsvarer jeg min afhandling om fonetisk reduktion i dansk (CBS, Dalgas Have 15, lokale D1V001). Alle er velkomne til forsvaret og den efterfølgende reception. For dem der ikke har mulighed for at deltage, kan jeg trøste med at godbidder fra afhandlingen vil blive præsenteret drypvist her på bloggen i den kommende tid.

Man kan tilkendegive sin intention om at dukke op på facebook (tilmelding er hverken bindende eller nødvendig)

Beskrivelse
I naturlig tale er det karakteristisk at vi udtaler ord mindre tydeligt, springer stavelser over og snupper endelser af. Den slags talesprogsvaner karakteriseres undertiden som udtalesjusk og sproglig dovenskab.

I min afhandling udforsker jeg disse fonetiske reduktioner. Jeg undersøger hvilke dele af sproget der rammes af reduktioner, og hvad de konkrete lydlige konsekvenser er.

Det viser sig at reduktioner langtfra er tilfældige, men kan knyttes til fonologiske, grammatiske, semantiske og pragmatiske forhold. Sproglige funktioner afspejles mao. i fonetisk variation.

I stedet for at betragte reduktion som en forstyrrende faktor, fx i forbindelse med taleteknologi, kan man betragte det som en funktionel og essentiel del af sproget.

*********************

Forsvaret foregår på dansk (og norsk) og finder sted

15. april 2013
14.00-16.00 (+ efterfølgende reception)

Lokale: D1V.001
Copenhagen Business School
Dalgas Have 15
2000 Frederiksberg

Afhandlingen er tilgængelig her.

*********************

Vejleder: Lektor Peter Juel Henrichsen (CBS)
Bivejleder: Lektor emerita Nina Grønnum (KU)

Bedømmelsesudvalget:
Lektor Inger Mees (Formand)
Department of International Business Communication
Copenhagen Business School

Professor Torbjørn Nordgård
Linguistics, Faculty of Professional Studies
University of Nordland, Bodø

Lektor John Tøndering
Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab
Københavns Universitet

*********************

Urelateret: Dette var i øvrigt indlæg nr. 100 her på siden, og markerer schwa.dk’s 4-årsfødselsdag.

Udtalesjusk i radioen

I sidste uge blev der afholdt Copenhagen Speech Event, en dobbeltkonference om den seneste forskning i udtalevariation (læs mere om begivenheden her). En af arrangørerne, Jan Heegård, var i radio24syv for at fortælle om konferencen og om forskningen i fonetisk reduktion i talesproget. Hør indslaget her (20:15 min. inde i programmet):

Ord der udtales som ingenting

For nylig døde det første menneske på månen, Neil Armstrong. I den forbindelse blev der rusket op i en gammel diskussion om hvad Armstrong egentlig sagde da han landede på månen. Spørgsmålet er om han sagde:

One small step for man, one giant leap for mankind, eller
One small step for a man, one giant leap for mankind

Vi kan sende folk til månen, men der er stadig meget vi ikke ved om vores eget sprog

I den oprindelige transskription fra NASA er artiklen ‘a’ udeladt, fordi man ifølge NASA ikke kunne høre ordet, selvom Armstrong selv mente at han havde sagt det. Sidenhen er det akustiske signal gennemanalyseret, og det er diskuteret om ordet faldt ud af transsmissionen eller blev kamufleret af statisk støj, eller om Armstrong ganske enkelt lavede en fejl i et af historiens mest berømte citater (hør selv lydklippet her).

Lyde og symboler

Denne gamle diskussion om Armstrongs citat illustrerer noget der ligner et paradoks, som i virkeligheden er ganske normalt, nemlig at ord ofte udtales som ingenting, selvom vi tydeligt hører dem.

Sagen er at sproget består af en lydside og en symbolside. Lydsiden er det rene fonetiske signal, de lydbølger der dannes af vores taleorganer, transmitteres gennem luften og opfanges af vores ører. Symbolsiden er de abstrakte symboler – ord, betydninger, fonemer – der aktiveres inde i vores hjerner når vi taler og lytter.

Fortalerne for udeladelsen af ‘a’ baserer deres argumenter på en forestilling om at der til hvert abstrakte symbol skal svare en vis mængde akustisk materiale. Ordet er der ikke fordi det ikke modsvares af et bestemt akustisk signal. De sætter mao. lighedstegn mellem det akustiske signal og de abstrakte symboler.

Er der noget hvis man ikke kan høre det?

For at demonstrere urimeligheden i denne diskussion kan man starte med at spørge om der er et ‘h’ i [ves]. Svaret på dette kommer sandelig an på om man tænker på ordet hvis eller vis. Hvis man laver ortografisk transskription af en monolog hvor [ves] forekommer, vælger man naturligvis det grammatisk korrekte ord.

Man kan også betragte ord der kan udtales med flere eller færre lyde. I DanPASS-korpusset er ordet jernbaneoverskæring transskriberet bl.a. på følgende måder (og mange andre):

  • [ˈjæɐ̯nbæːnəɒwəsgɛɐ̯ˀeŋ]
  • [ˈjæɐ̯nbæːnɒːɐsgɛɐ̯ˀeŋ]
  • [ˈjæɐ̯nbænʌsgɛŋˀ]

Ingen vil vel påstå at der er tale tre forskellige ord her – jernbaneoverskæring, jernbanåreskæring og jernbanåskæng. Vi identificerer det som samme ord, uanset hvordan bliver udtalt. En ortografisk transskription er mao. ikke en fonetisk præcis gengivelse.

Pointen er altså at de rigtige symboler i hjernen sagtens kan være eller blive aktiveret selvom de ikke modsvares 1-til-1 i den fonetiske form. De aktiveres af den grammatiske og semantiske kontekst. Vi aktiverer ordet jernbaneoverskæring, og de mange symboler (lydlige, grammatiske, semantiske) som det ord i sig selv indeholder, selvom de ikke manifesteres fysisk.

Og vi gør det hele tiden. I min ph.d.-afhandling har jeg registreret at 68 % af alle ord i DanPASS-korpusset udtales med færre lyde eller andre lyde end vi ville forvente i den mest distinkte udtale. Alligevel (eller måske netop derfor) fungerer kommunikationen i de fleste tilfælde perfekt.

Når hele ord udtale som ingenting

Da det enkelte fonem kan realiseres som ingenting, kan det også ske at alle fonemer i et ord realiseres som ingenting, og ordet udtales dermed som ingenting. I DanPASS har jeg fundet 854 ord der således ikke har noget fonetisk signal. I alle tilfælde er der tale om grammatiske småord, i langt de fleste tilfælde ordet er.

Ord nulrealiseringer
er 517
jeg 87
at 53
i 38
og 34
et 24
en 14
har 12
jo 11
det 11

Det karakteristiske for sådanne ord er at de dikteres grammatisk og semantisk, selvom de ikke nævnes. Hvis der ikke er et udtalt verbum i en sætning, er defaultverbet er. Og hvis der ikke er noget andet subjekt, er defaultsubjektet jeg osv. Dermed kan vi sagtens ikke-udtale sådanne ord og stadig udtrykke dem på anden vis, nemlig via grammatikken og vores fælles sprogforståelse.

En anden karakteristisk ting er at ordene forsvinder i en lignende fonologisk kontekst. Ordet jeg kan forsvinde efter har, som har samme vokallyd, så har jeg udtales [hɑ], og vice versa, jeg har kan udtales [jɑ]. På den måde kan man sige at de tilbageværende ord får en fonetisk dobbeltrolle med at udtrykke begge ord.

Tilbage til Armstrong

I det berømte citat siger Armstrong i mine ører for a man, udtalt [fə˞ ˈmæːn]. Selvom artiklen ‘a’ ikke har noget selvstændigt fonetisk udtryk, så dikteres det af grammatikken, og [fə] har dobbeltrollen med at udtrykke både for og a.

I en mere distinkt form kunne det måske udtales [fəɹə ˈmæːn], men det er uhyre almindeligt at trække sådanne grammatiske småord sammen til en enkelt fonetisk form. Vi gør det selv hele tiden. Vi siger [ded] det er et, [snɔð] sådan noget, [sgweg] skulle vi ikke, osv. Men at ord og fonemer ikke udtrykkes i en bestemt, isolerbar fonetisk form, er ikke ensbetydende med at de ikke skal tages med i en abstrakt transskription. I modsat fald skulle størstedelen af verdens berømte citater skrives om.

Stemmer i naturen

P1’s naturprogram Natursyn har hen over sommeren haft et tema om stemmer i naturen, om hvordan dyr bruger stemmer og lyd til at kommunikere. Det er ikke sprog, men derfor kan det nok alligevel interessere nogle af denne blogs læsere. Her er et overblik over udsendelserne:

  • Dyrestemmer – hør om de fire forskellige måder dyr benytter til at udsende lyd.
  • Fuglestemmer – tema om fuglesang
  • Frøernes sang – tema om frøers lydkommunikation
  • Stemmer i havet – havdyr bruger lyd lige så flittigt som landdyr
  • Stemmer i stalden – husdyrs naturlige lydkommunikation spiller en stor rolle for deres trivsel
  • Hvalstemmer i de syv have – tema om hvalers kommunikation over meget lange afstande
  • Jordens stemme – selve jordkloden vibrerer også, meget langsomt. Med simulationer kan man omdanne disse vibrationer til hørbar lyd og få indblik i jordens klang

Desuden kan jeg anbefale denne udsendelse:

  • Ørets landskab – om den blinde Daniel Kish der har optrænet en evne til at bruge ekkolokalisering til at orientere sig i sine omgivelser

 

40 nye ord med schwa

I Retskrivningsordbogen 2012 har sprognævnet givet tilladelse til at stave ord som gymnasium, akvarium og territorium med –ie, altså gymnasie, akvarie og territorie i den offentlige forvaltning. Selvom det er en gammel nyhed, har den været oppe og vende i  nyhedsmedier de sidste par dage.

Formen med –ie har længe været almindelig i dansk, både på skrift og i tale, hvor vi altså har /ə/ i endelsen i fx [gymnæːˀɕə] gymnasie i modsætning til den udanske endelse /om/. Som schwa-fanatiker ser jeg naturligvis denne ændring som en til det bedre.

Som sædvanlig når noget ændrer sig, er der et hylekor af sprogrøgtere som brokker sig over at sprognævnet ophøjer dumme menneskers fejl til korrekt dansk, men de nye former er langt mere naturlige, logiske og danske end de gamle var.

Siden vikingetiden har vi i dansk haft en tilbøjelighed til schwaificere ubetonede vokaler der forekommer efter stavelser med fuldvokaler. Vi kan åbenbart godt lide en lydstruktur der veksler mellem stærke og svage stavelser, hvor de stærke stavelser bliver stadig stærkere og bærer mere og mere af den betydningsadskillende byrde, mens de svage stavelser bliver  svagere.

Det er bl.a. derfor at det på dansk hedder gade, love og koge med schwa i anden stavelse, i stedet for som på svensk gata, lova, koka med fuldvokal i anden stavelse (dette er der dog ingen sprogrøgtere der beklager). Tendensen ses andre steder i sproget, såsom i frikkedelle-effekten, som sørger for at vi fx siger frikkedelle, krokkedille og irretere i stedet for frikadelle, krokodille og irritere. De nye stavemåder af gymnasie osv. følger blot samme tendens, som har været gældende i dansk de sidste 1000 år.

Dertil kommer at de berørte ord, ganske aparte, med den gamle stavemåde mister en stammestavelse når de bøjes, fx gymnasier, gymnasiet og ikke *gymnasiummer, *gymnasiummet, som ville være regelret dansk bøjning af stammen gymnasium. Med de nye stavemåder får man en naturlig dansk bøjning af ordene.

Udviklingen her er altså ikke et udtryk for at fejl og sjusk ophøjes til korrekthed, men derimod at ordene tilpasses til det danske sprogsystem, og sprogsystemet er der som sådan ikke noget galt med. At nogen kan finde på at forsvare den aparte ium-endelse, må ganske enkelt skyldes sproghistorisk uvidenhed og manglende lingvistikundervisning i skolesystemet.

Følg med

rss e-mail FB Twitter