Svar på Grønnums kritik af NDF

Nina Grønnum (NG) anmeldte i NyS 63 min bog Ny dansk fonetik (NDF). NG omtaler en del af bogens kapitler ganske positivt, men er især kritisk over for bogens lydskrift (IPA), og fremstillingen af creaky voice (stød).

Det er naturligvis vigtigt at læsere og studerende har tillid til at bogen er skrevet på et solidt fagligt grundlag. Derfor har jeg brugt en del tid på at forsvare mig mod NG’s kritik.

I NyS 64 svarer jeg på kritikken. Der er en del detaljer som jeg af pladshensyn og relevans for den typiske NyS-læser ikke går i detaljer med i min replik. Og meget af kritikken har jeg allerede imødegået i ældre indlæg her på siden eller andre steder. Herunder samler jeg op på detaljerne.

TL;DR — Helt kort

Den ultrakorte version af hele diskussion er at jeg ganske enkelt og kompromisløst bruger IPA som det er defineret i IPA’s håndbog, fordi målet med NDF er at introducere dansk udtale med IPA.

NG bruger temmelig mange og ofte indbyrdes modstridende argumenter imod IPA og for sin egen lydskrift hvor hun blander forskellige elementer af IPA og Dania for at balancere hensyn til fonetiske detaljer, fonologiske abstraktioner, franske plosiver, fagtraditioner, forskning fra 60’erne og forskellige andre forhold.

NG’s argumenter forholder sig ikke til IPA’s principper, international sammenlignelighed, den nye forskning som NDF er baseret på osv.

NG’s anmeldelse er i sig selv en glimrende illustration af hvor uhensigtsmæssig NG’s lydskrift er. Den viser hvor meget man skal forklare og forsvare for at skrive lydskrift som NG gør i stedet for blot at henvise til IPA’s principper og definitioner. Som jeg skriver i min replik:

Lingvister skal lære IPA; derfor går jeg direkte til kilden, IPA’s håndbog, uden alle de omsvøb som NG argumenterer for.

Citat fra min replik i NyS 64

NG’s anmeldelse

Det korte version af NG’s anmeldelse er:

  • I NDF benytter jeg som udgangspunkt bred IPA, en fonetiknær fonematisk notation, dvs. en notation hvor kun distinktive lyde og træk inkluderes. Det er grundigt forklaret i bogen. NG starter med at argumentere imod dette udgangspunkt. NG slutter på baggrund af flere usaglige argumenter at der ikke er tale om fonematisk notation, men hvad NG kalder grov lydskrift, og NG anmelder så bogens lydskrift på dén præmis frem for NDF’s egen præmis.
  • NG kommer derefter med 10 kritikpunkter af lydskriften, de punkter hvor den adskiller sig fra NG’s egne grove, halvfine og fine lydskrifter. Mange af kritikpunkterne er baseret på ovennævnte forkerte præmis om at der er tale om “grov lydskrift”, ikke bred IPA.
  • NG gennemgår derefter bogens 12 kapitler. De fleste kapitler gennemgås overfladisk, men overvejende positivt bortset fra gentagelser af kritikken af lydskriften. NG er kritisk over for min fremstilling af creaky voice/stød i kapitel 7 hvor jeg forsøger at skabe overblik over de meget komplekse regler for hvornår cv forekommer i danske ord. NG kritiserer især at jeg ikke bruger Basbølls model for hvornår cv ikke forekommer.

Replik

Baggrunden for lydskriften i NDF er udgivet i artiklen Utilpasset IPA, hvor jeg analyserer dansk lydskriftradition, IPA-principper og international lydskriftpraksis. Her imødegås meget NG’s kritik.

Jeg har skrevet en replik til NyS. Der bliver linket til den så snart den er offentliggjort.

Der var en mængde detaljer som der ikke var plads til at kommentere i NyS. Jeg har lavet et google-doc hvor jeg svarer på en lang række af NG’s udsagn. Man er velkommen til at spørge og diskutere i dokumentet (se vilkår i doccet).

Herunder opsummeres og uddybes nogle af punkterne i replikken og den kommenterede version af anmeldelsen, og der gives links til relevante indlæg på schwa.dk.

Fonemskrift og lydskrift

Lydskriften i NDF er bred IPA. Det kan kort sagt beskrives som fonemskrift, hvor fonemanalysen er baseret på kommutation, mens komplementær distribution spiller en meget beskeden rolle. Dette følger principperne og beskrivelserne i IPA’s guide. Jeg vil ikke forklare disse begreber her, men de spiller en rolle for hvilke lyde der skal skelnes i lydskriften og hvordan de skal noteres.

NG argumenterer for at NDF’s lydskrift ikke er bred IPA/fonematisk, men hvad NG kalder grov lydskrift. NG skriver “Herefter kan jeg se nærmere på RS’s notation under den  præmis at den – selvom RS kalder den fonemskrift og sætter den i fonemskriftens skråklammer – er en grov lydskrift”. Men den præmis er forkert. NDF’s lydskrift er fonematisk. Det er grundigt forklaret i bogen, og i replikken i NyS 64 viser jeg hvorfor NG’s argument er en fejlslutning. En stor del af NG’s kritik er altså baseret på en forkert præmis.

NG argumenter i vid udstrækning ud fra at lydskrift skal afspejle de forskelle man kan høre eller måle instrumentelt. Man kan naturligvis godt lydskrive efter sådan et princip, men lydskriften i NDF er baseret på det princip at man i bred IPA kun skelner betydningsadskillende lyde, mens finere detaljer beskriver i snæver IPA.

NG’s kritikpunkter

NG opstiller 10 kritikpunkter og en kommentar om suprasegmentelle træk. Herunder tilbagevises kritikken punkt for punkt.

(i) Det affrikerede [ts] i tak noterer RS med en sekvens, RS/ts/

NG ser der som et problem at /ts/ indikerer at lyden får “en anden status” end /pʰ kʰ/. Det er ikke klart hvad NG mener med “en anden status” og derfor ikke klart hvad problemet er.

Jeg gætter på at NG hinter til at hun selv skelner mellem affrikat og affrikeret plosiv. Det er imidlertid ikke udbredt at skelne mellem de to kategorier. IPA gør det ikke, og derfor gør jeg det heller ikke.

At man kan høre små forskelle på [ts] i starten og slutningen af /tsæɐts/ terts er ikke et argument for at skelne dem i bred IPA. Forskellene kan noteres i snæver IPA hvis der er behov i særlige kontekster.

IPA forbyder ganske rigtigt ikke at man bruger [tˢ] – IPA forbyder ikke noget i det hele taget – men [ˢ] blev fjernet fra IPA-skemaet i 1987 fordi det kun blev brugt meget sjældent. Derfor bruger jeg det heller ikke. /ts/ fungerer glimrende og er desuden lettere at skrive på et tastatur.

(ii) Det mest kontroversielle aspekt ved RS’s lydskrift er – også ifølge ham selv (side 72) – uden sammenligning gengivelsen af lukkelydsfonemerne /b d ɡ/ med symbolerne RS/p t k/

Dette er et fejlcitat. Jeg siger absolut ikke at notationen er kontroversiel. Der er intet kontroversielt ved at notere ustemte plosiver som ustemte plosiver.

(iii) Den er kontraintuitiv. Det medgiver RS selv: ”Noget af det mest kontraintuitive for en dansker er nok at skrive /p t k/ i ord der starter med b, d, g, fx /pḭːl tæ̰ː ko̰ː/ bil, dag, god.” (side 72)

Det kan ikke undgås at lydskrift er kontraintuitiv. Det er ikke et problem at jeg gør særligt opmærksom på de mest kontraintuitive forhold mellem lyd og bogstav. Alt andet ville være dårlig pædagogik.

(iv) Ifølge RS er dansk /b d ɡ/ præcist – altså også udtømmende – beskrevet ved at være ustemte og uaspirerede.

Jeg siger ikke noget om /b d g/. Det er ikke fonemer i dansk hvis man holder sig til IPA-notation.

Jeg siger at /p t k/ er en præcis notation fordi den viser det faktum at lydene er ustemte og uaspirerede. Jeg siger ikke at det er en “udtømmende” beskrivelse, men jo, mht. distinktive træk er beskrivelsen udtømmende. Fonetisk kan der selvfølgelig tilføjes flere detaljer til beskrivelsen.

NG argumenterer for at danske plosiver skal noteres med [b̥ d̥ ɡ̊ b̥ʰ d̥ˢ ɡ̊ʰ] idet de er lenis, og henviser til EFJ’s sammenligning af danske og franske plosiver fra 1967. Jeg betvivler ikke EFJ’s forskning fra 1967. Jeg vil dog sige at der mangler forskning i moderne dansk og andre sprog end dansk og fransk for at afdække om dansk adskiller sig markant fra andre sprog mht. lenis plosiver.

Fortis-lenis-distinktionen er dog 100 % irrelevant for notationen, og her er nogle grunde:

  • Fransk er ikke referencesprog i IPA (det kunne lige så godt være fransk der skulle lave om på deres notation af plosiver hvis man skulle skelne).
  • INGEN andre sprog bruger [b d g] på denne måde. Det er ikke korrekt IPA, og det er ikke sammenlignelig med international praksis. Ifølge PHOIBLE er dansk det eneste sprog ud af over 3.000 der bruger [b̥ʰ ɡ̊ʰ], og de andre lyde er ligeledes uhyre sjældne. Det giver ikke mening at sige at man følger en international standard hvis man ikke faktisk følger den.
  • Det er ikke sådan at bittesmå målbare forskelle betyder at to lyde skal skrive forskelligt i IPA. Man kan sikkert måle bittesmå forskelle på ustemte plosiver i alverdens sprog, men det er stadig ustemte plosiver, som skrives med [p t k] i IPA.
  • NG nævner selv i F&F at fortis og lenis er problematiske koncepter. Det er dårlig praksis at basere basal lydskrift på problematiske koncepter.
  • Fortis-lenis er ikke distinktivt i dansk. Derfor skal det ikke inkluderes i bred IPA, som er baseret på distinktive lyde.
  • Fortis-lenis er ikke længere en del af IPAs definition af tegnene. Notationen [b̥ d̥ ɡ̊] betyder ikke lenis; det betyder blot ustemt [b d ɡ] hvilket alt andet lige er det samme som [p t k] sådan som IPA umiddelbart er defineret, også selvom man kunne tænke sig en anden praksis. Hvis man vil skrive lenis ustemte plosiver i IPA, er der særlige tegn til det; det skrives [p͉ t͉ k͉]. Hvis man vil skrive eksplicit uaspirerede plosiver, skrives de [p˭ t˭ k˭]. Dette står i NDF.
  • NG ignorerer selv EFJ’s undersøgelse når hun skriver [pʰ tˢ kʰ] eller [p t k] eller /p t k/. Hvis NG kan ignorere EFJ i aspirerede plosiver, kan man vel også i uaspirerede.
  • EFJ brugte [p t k b d ɡ] lang tid før 1967, og argumentet om fortis-lenis er således en efterrationalisering. Brugen af [p t k b d ɡ] stammer fra Otto Jespersens lydskrift. NG forsvarer Dania-lydskrift når hun forsvarer [p t k b d ɡ].

(v) Der er blandt konsonanterne i oversigten på bogens side 15 ikke noget ’blødt d’ som i mad, i grov lydskrift [ð], i fin lydskrift [ð̞ˠ] hvor sænketegnet [◌] markerer at konsonanten er støjfri, og det lille [ˠ] siger at den er velariseret.

Der er ingen grund til at være overrasket. Der er heller ikke noget blødt g, blødt r eller blødt v. Det er vokaliske lyde, og det ved NG udmærket godt. Derfor behandles de ikke blandt konsonanterne.

(vi) På bogens side 61 står at ”… mange ikke kun vil bemærke en længdeforskel, men også en kvalitetsforskel på /æː æ/ i ordpar som /mæːsə mæsə/ mase, masse. Denne forskel er dog ikke distinktiv og inkluderes ikke i bred IPA her, men kan noteres i snæver IPA hvis man har behov for det.” Hvordan det i så fald kan gøres, har RS ikke rigtig noget forslag til (se side 76 i afsnit 4.5 om alternative notationer og fortolkninger).

Kappe-a er klokkeklart [a] jf. alle definitioner, målinger og international praksis. Det ville være dobbelt brud på IPA at omdefinere vokalsymbolerne blot for at skelne den ikke-distinktive forskel på mase/masse-vokalerne.

På side 60 er en oversigt over de diakritiske tegn man kan bruge til at modificere vokalerne i snæver notation.

(vii) RS skelner heller ikke kvaliteten i den korte vokal i op – som han noterer RS/ɒ/, identisk med kvaliteten af den lange vokal i stork.

Af samme grund som ovenfor.

(viii) Vokalerne [ɪ] og [ʊ] i RS/fætɪ/ fattig og RS/løːʊ/ løve forekommer ifølge RS kun i visse tryksvage stavelser hvor [i] hhv. [u] ikke forekommer.

Brugen af /ɪ ʊ/ såvel som /ɐ ə/ er grundigt forklaret i bogen. Det er beskrevet at man kan undvære dem, men af praktiske grunde er de inkluderet i bogen, fordi beskrivelse i flere dele af bogen er afhængig af opdelingen i stærke og svage vokaler. /ɪ ʊ ɐ ə/ bruges for grafisk at skelne de svage vokaler fra de tilsvarende stærke /i~e u~o a~ɒ ɛ~œ/.

(ix) Det ’bløde d’ i fattet regner RS for en svag vokal, RS/ɤ/, en halvhøj urundet bagtungevokal (et urundet [o]), på linje med RS/ə ɐ ɪ ʊ/.

Det bløde d er klart vokalisk. Fonetisk er det en vokallyd, fonologisk (i NDF’s brede notation) er den funktionelt i kategori med andre svage vokaler. Derfor et vokalsymbol.

Notation [ð] for blødt d stammer fra Dania. I IPA er det en dental frikativ, som fx engelsk /ð/, som er klart en anden lyd end dansk blødt d.

NG siger (i F&F) at det bløde d er en approksimant. NG definerer selv en approksimant som en lyd der ikke er mere åben end de snævreste konsonanter. Men det bløde d er mere åbent end de mest lukkede vokaler, og altså efter NG’s egen definition af ‘approksimant’ ikke en approksimant.

NG skriver “Man kan måske spørge om der snarere er tale om en dobbeltartikulation”. Det er faktisk lige præcis hvad jeg gør s. 64.

NG mener at kunne høre alveolær friktionsstøj i det bløde d, også i min udtale. Jeg kan ikke argumentere imod at NG hører noget bestemt. Ører hører ofte hvad de vil. Men jeg er fuldstændig sikker på at jeg i hvert fald ikke artikulerer det med alveolær friktionsstøj; jeg kan trods alt mærke hvordan jeg artikulerer lyden. Man kan jo også altid ty til akustiske målinger hvis man er i tvivl, og der er klart ikke [θ] i mit bløde d.

(x) Diftonger noterer RS med to vokalsymboler – som i RS/maɪ haʊ iɐ mæɤ/ mig, hav, ir, mad.

Ja. Man kan notere diftonger på flere måder i IPA, fx [aj ai aɪ aɪ̯] m.fl. Jeg følger ganske enkelt den mest almindelige internationale praksis, som er [aɪ]. Det er mest praktisk når man skal bruge IPA på tværs af sprog.

Formen [aɪ̯] med bue er i det hele taget meget sjælden i andre sprog. Princippet i bred IPA er også at undgå diakritiske tegn der ikke er distinktive, derfor blot /aɪ/. (Dertil er det uskønt at det i cv-stavelser resulterer i en ophobning af diakritiske tegn, /haɪ̯̰/ haj).

En pædagogisk uheldig konsekvens af notationen [haj haw] er i forbindelse med schwa-assimilation. Notationen [støw̰ støːʊ] støv, støve implicerer at [w] bliver til en anden lyd. Det gør den ikke, den bliver bare syllabisk. Man kunne overveje Dania-notationen [sdø:w̩], men så er vi efterhånden langt væk fra almindelig IPA-prakis.

Syllabicitet er i det hele taget en problematisk størrelse. Det er uklart hvad syllabicitet egentlig er, og det er derfor overordentligt svært at afgøre hvornår noget er syllabisk eller ej. Det er frustrerende for studerende af forholde sig til i fx eksamensopgaver, og næsten umuligt som eksaminator at bedømme om de har gjort det forsvarligt. Det har ikke rigtig nogen funktion i dansk og derfor er det spild af kræfter at inkludere det i notationen. Jeg gør i stedet en del ud af at beskrive forholdet i bogen.

Suprasegmentelle træk, stød/creaky voice

Jeg bruger termen creaky voice og notationen [◌̰] frem for den traditionelle term stød og notation [ˀ]. NG mener at NDF’s term og notation er upræcis med henvisning til EFJ’s forskning, men NG bruger selv denne term og notation i sine egne bøger, og NG har ikke noget konkret bud på hvad der ville være en mere præcis term eller notation. Ad hoc-termen stød og tegnet [ˀ] giver ingen ekstra præcision; det gør bare notationen vag og usammenlignelig med andre sprog. Uanset om præmissen er bred IPA eller grov lydskrift, er det uklart hvorfor NG kræver større præcision i NDF end man traditionelt finder i danske fonetikbøger. Det er ikke NDF’s mål at overgå andre på dette punkt.

I det hele taget stræber jeg i NDF efter en terminologi og notation der er transparent med engelsksproget litteratur. Det skaber sammenhæng mellem beskrivelsen af dansk og andre sprog, hvilket er til stor fordel for lingvistikstuderende eller udlændinge der prøver at forstår dansk fonetik og fonologi. Jeg fokuserer med bred IPA på hvordan sprog i store træk er ens før de i detaljen er forskellige. Det gælder også for stød. Jeg forholder mig strikt til IPA, hvor [ˀ] ikke findes, og jeg benytter den notation og term i IPA som bedst og simplest svarer til traditionelle beskrivelser af stød. Det er [◌̰] og creaky voice.

Selvfølgelig kan man komme med yderligere detaljer i den fonetiske beskrivelse, og jeg har inkluderet lidt i NDF, men det er ikke et fokuspunkt i bogen. Fokus er notationen i bred IPA og opmærksomhed på forekomsten. Jeg diskuterer andre notationer, men i bred notation har jeg lagt mig fast på [◌̰], som NG også selv benytter i fin lydskrift.