I dette kapitel gås i dybden med distinktionen korte vs. lange lyde.
Øvelser
Online træning: Træn forskellen på kort/lang vokal og creaky/modal voice her
Mere om korte og lange vokaler
Længde er distinktivt i ganske mange ordpar, men den distinktive funktion er begrænset til bestemte kontekster. Længde forekommer ikke lige hyppigt før alle konsonanter, og ikke alle vokaler er lige tilbøjelige til at optræde som lange.
Morfologisk simple minimalpar med længde overholder i de fleste tilfælde begge disse kriterier:
- Distinktionen findes i ordets sidste eller næstsidste stavelse
- Distinktionen findes før en af konsonanterne /n l s/ som står finalt eller før en svag vokal
Det betyder at minimalpar typisk er ord som sen/sind, mil/mild, masse/mase. Der kan tilføjes suffikser så kontrasten kommer til at stå i tredjesidste stavelse, fx hyldene/hylende. Dette betyder ikke at længde ikke kan forekomme andre steder. Men i andre kontekster er længden enten forudsigelig, eller også er der tale om sjældne særtilfælde som ofte ikke har en kort modsætning (men det forekomme dog, fx mist/mest).
Længde i forandring
I de sidste generationer har der været en del forandringer i gang i vokallængde før svage vokaler. Det går generelt i retning af at lang vokal + svag vokal trækkes sammen til en diftong i creaky stavelser, kʰlɔ̰ːʊ → kʰlɔʊ̰ klog, mens korte vokaler forlænges før svag vokal, aɪə → aːɪ eje.
Der er ikke mig bekendt nogen nyere fonetiske undersøgelser af længdeforandringerne. Vores opfattelse af vokallængde er også ofte påvirket af ordenes stavemåde; studerende indrømmer gerne at de opfatter vokalen som kort i ord som større, sidde, og lang i dreje, sjove, ikke så meget fordi man kan høre det, men snarere fordi man har lært at vokaler er korte før dobbeltkonsonanter og lange før enkeltkonsonanter.
En ny tendens der ikke er inkluderet i beskrivelsen i NDF, er at lang vokal + svag vokal forkortes til diftong før /n/, også i modale stavelser. Det gælder ord som viːɤn → viɤn viden, aːɪn → aɪn egen, ɒːʊn → ɒʊn oven.