Kategorier
Lydskrift

Utilpasset IPA (bonus): Det bløde d

Det danske bløde d noteres traditionelt med ð, som i IPA står for en dental frikativ. Men det bløde d er typisk ikke en dental frikativ, så er ð bare et levn fra Dania? Er der en bedre måde at notere det på i IPA?

Historisk set et d

Hvis jeg skal beskrive mit eget bløde d, fx i tid, så udtaler jeg det med tungespidsen presset godt ind mod tænderne i undermunden og fortungen skubbet længere frem mod alveolarranden end i det foranstående /i/, men ikke så meget at der opstår støj. Den minder meget om en vokal, der bare ligger længere fremme i munden end /i/.

Hvordan skal notere sådan en lyd? Det er en approksimant i og med at der ikke er støj, den er længere fremme end /j/, som er palatal, den er laminal i og med at tungespidsen er sænket, og med tungespidsen presset mod fortænderne kan man forsvare at kalde den dental, altså en laminal dental approksimant.

IPA har desværre ikke et dedikeret symbol for en dental approksimant, så man må danne det med diakritiske tegn. Det kan man gøre på flere måder. Vi kan tage udgangspunkt i den alveolære approksimant /ɹ/ og tilføje at den er dental og laminal [ɹ̪̻]. Vi kan også tage udgangspunkt i den palatale approksimant /j/, som i forvejen er underforstået laminal, og tilføje at lyden skal længere frem i munden [j̟]; det er faktisk ikke helt tosset i betragting af at det bløde d på nogle dialekter har udviklet sig til /j/. Vi kunne også opfatte det bløde d som en vokallyd, og så notere det på basis af /i/ efter samme princip, [i̟]. Eller vi kan tage udgangspunkt i den dentale frikativ /ð/ og specificere at den er laminal, men mere åben, så der ikke opstår friktionsstøj, [ð̻̞].

Når lyden skal noteres i bred IPA, fjerner vi de diakritiske tegn (medmindre de er distinktive), og alt efter hvad vi baserer lyden på, kan den altså noteres /ð ɹ j i/. Det går ikke at bruge /j i/ da de er reserveret til andre fonemer i dansk, og forskellige fonemer skal noteres forskelligt. Så har vi /ð ɹ/ tilbage. Begge er lige gode kanditater, men traditionelt har vi valgt at bruge /ð/, dels fordi det noteres sådan i Dania, dels pga. det historiske og ortografiske slægtskab med d. Det bløde d er en slags d, ikke en slags r.

Sammenligning med andre sprog

/ð/ findes i engelsk, fx svarende til th-lyden i the, mother, father. Paradoksalt nok synes danskere at man fint kan erstatte den engelske th-lyd med det danske bløde d. En englænder kan også fint bruge sit /ð/ når de taler dansk, og vi hører det som vores bløde d. Men det går ikke den anden vej. Englændere hører typisk enten ingenting eller en slags /l/ når danskere erstatter engelsk /ð/ med blødt d når de taler engelsk.

Der må således være tale om to vidt forskellige lyde, og det er vel en indikation af at vi ikke kan tillade os at bruge /ð/ i dansk, eller hvad?

Det synes jeg ikke nødvendigvis. Forholdet kan fint forklares med at englændernes måde at udtale /ð/ på, er en allofon af vores /ð/, en lidt distinkt, konservativ udtale af det bløde d, mens den moderne vokaliske udtale ikke er en tilladt allofon af engelsk /ð/. Danskere tillader ganske enkelt større variation i /ð/ end englændere gør.

I bred IPA skal man ikke tage hensyn til hvad der er fonologiske kontraster eller ej i andre sprog. Vi kan heller ikke tvinge englændere til at skrive /pʰ kʰ/ i stedet for /p k/ bare fordi vi synes det lyder som dansk /pʰ kʰ/ snarere end dansk /p k/. Aspirationen er allofonisk, ikke distinktiv i engelsk, så de kan tillade sig at ignorere aspirationen i bred IPA.

I engelsk kontrasterer [ð] med [ɫ], fx [wɪð wɪɫ] with, will, hvor [ɫ] er en velariseret lateral approksimant, dvs. den har nogle fællestræk med dansk blødt d. På engelsk har man også en alveolær approksimant [ɹ]. På engelsk er det altså vigtigt at deres /ð/ lyder tydeligt forskelligt fra de to andre lyde, så /ð/ har mindre bevægelsesfrihed på engelsk. Men det er englændernes problem, ikke danskernes.

Varianter af ð findes også på andre sprog, både i form af frikativer og approksimanter, som fonemer eller allofoner af andre fonemer. Det spanske /ð/ kan fx sagtens udtales som en approksimant. Engelsk fylder meget i vores bevidsthed, men jeg tror mere at vi skal se det som at det er engelsk der er lidt speciel, når de ikke tillader en approksimeret udtale af deres /ð/.

Når IPA ikke har et dedikeret symbol til dentale approksimanter, så skyldes det at man ikke har fundet sprog endnu der har en distinktion mellem dental approksimant og fx dental frikativ eller alveolær approksimant. I sådanne tilfælde er det praksis blot at bruge et af de eksisterende symboler i bred IPA. Det gælder også for andre ikke-coronale stemte frikativer/approksimanter som /β v j ɣ ʁ/. I bred IPA kan disse repræsentere lyde der veksler frit mellem frikativ/approksimant. Denne forskel er sjældent distinktiv (men få sprog har en distinktion mellem /v ʋ/ eller /ʝ j/, og derfor er der dedikerede symboler til disse). Jeg henviser altid mine studerende til dette skema, som rent grafisk bedre illustrerer at der ikke er nogen skarp opdeling mellem frikativ/approksimant for visse lyde.

Generelt gælder det at hvis udlændinge behersker en form for /ð/, kan de fint anvende den lyd når de skal lære at tale dansk, og danskere anvender deres /ð/ når de indlåner ord fra disse sprog, som cortado og godfather. Derfor giver det god transparens mellem sprogene at anvende /ð/. Men begge parter skal selvfølgelig være opmærksomme på at der kan være friere variation på dansk, eller flere restriktioner på de andre sprog. Og det gælder uanset hvilken notation vi vælger for fonemet.

En velær lyd

Normalt beskrives /ð/ som en anelse velariseret, [ðˠ], dvs. tungeryggen er hævet mod velum lidt som i /u/. En laminal lyd med hævet velum, eller en velær lyd med hævet lamina er to sider af samme sag. Hvis man fokuserer mere på det velære træk, åbner det for at tage udgangspunkt i en velær approksimant/vokal med hævet lamina, [ɰ̻] eller [ɯ̻].

Jeg kan godt høre nogle unge københavnere med kraftigt velariseret /ð/. Min fornemmelse er denne velarisering er en sekundær glidning efter /ð/ snarere end koartikuleret med /ð/, eller en velarisering/uvularisering som er tiltagende gennem lyden, så fx /mæð/ får karakter af en triftong, [mæðʁ], med først en svag glidning mod /ð/ og derefter mod /ʁ/, snarere end [mæðˠ].

En svag vokal

Når /ð/ optræder i andre kontekster end efter /i/, som beskrevet ovenfor, bliver det i min udtale typisk ikke helt så lukket og fremskudt. I /mæð skɒð lɔkð/ mad, skod, lukket kan det lande på et lidt lukket [ə]. Udtalen afhænger mao. af hvilken lyd der står foran.

Vores /ð/ tilhører i dansk samme gruppe lyde som jeg kalder svage vokaler, /ə ɪ ɐ ʊ/. De kaldes også halvvokaler eller ikke-fuldvokaler. Det er de vokaler vi typisk har i ubetonede stavelser i almindelige danske ord som /fætə fætɪ fætɐ fætð/ fatte, fattig, fatter, fattet. Det er også dem vi har i diftonger som /aɪ æɐ aʊ/. Disse vokaler har en masse fællestræk, som adskiller dem fra de øvrige stærke vokaler, de 13 (fuld)vokaler som vi skelner i betonede stavelser. De svage vokaler er altid ubetonede, de danner diftong med en foranstående kort vokal, de varierer en del i udtale alt efter kontekst, de indgår i eller er konsekvenser af schwa-assimilation, de er varisyllabiske (dvs. det er ofte uklart om de er syllabiske og asyllabiske) historisk er de spor af konsonanterne d g v r j, som er blevet vokaliseret.

Som svag vokal skal /ð/ ikke opfattes som en specifik lyd, men mere en slags “retning”. Som /ɪ ɐ ʊ/ skal det ikke skal opfattes alt for konkret i diftonger som /aɪ æɐ aʊ æð/, men snarere en bevægelse fra den stærke vokal hen imod /ɪ ɐ ʊ ð/. Man behøver ikke lande på den givne lyd, men man skal indikere klart hvor man bevæger sig hen. Det findes der ikke nogen måde at notere eksplicit på i IPA; det må man se i prosabeskrivelser af sproget, men det er almindeligt at diftonger fungerer på den måde.

Som svag vokal kunne man ønske sig en bedre notation. Tegnet /ð/ indikerer en konsonantlyd, og det ville være kønnere med et vokalsymbol i stil med /ɪ ɐ ʊ/.

Akustisk og auditivt –ɤ?

Juul & al. (2016) har målt /ð/ akustisk (formantmålinger), og her opfører /ð/ sig snarere som en mellemtunge-bagtungevokal. Formantmæssigt er den tættest på dansk /ɔ/, kun en anelse mere centraliseret. Det er formentlig den før omtalte velarisering der slår igennem. Det skal bemærkes der her er tale om et snit af /ð/ målt i forskellige ord med forskellig foranstående vokal, og effekten af foranstående vokal er ikke inkluderet i undersøgelsen. Det udelukker altså ikke at der er en del variation alt efter kontekst.

Hvis man lytter til forskellige bud på typiske vokaler, fx her eller her, er denne måling af /ð/ ikke helt ved siden af. Vokaler som [ɯ ʊ ɤ] lyder i mine ører ikke langt fra /ð/. Af dem er [ɤ] nok tættest på og mest i overensstemmelse med formantmålingerne.

Når /ð/ både beskrives som laminalt og velært, så er det måske en indikation af at de ikke har et klart artikulationssted. Det er måske mere henad en neutral vokal, /ə/, som bare er mere lukket generelt. Det kunne tale for /ɘ/, [ɘ̝̠], som heller ikke lyder helt ved siden af. Selvom jeg personligt ville elske flere schwa’er i vores lydskrift, forudsiger jeg dog et kolossalt bøvl med at lære studerende ikke at rode rundt i de to symboler ɘ ə (nogle gør det allerede).

Man kunne derfor overveje at notere det bløde d med /ɤ/, i snæver transskription [ɤ̻̽] (en centraliseret laminaliseret halvlukket velær vokal). Det har den klare fordel at være et vokalsymbol. Og vokaler er i forvejen lidt abstrakt defineret i IPA og tillader en del variation. Rent visuelt har tegnet flere ligheder med ð. Visuelt forveksles det heller ikke let med andre fonemer (i modsætning til hvis man bruger fx ɯ ʊ ɨ j ɹ som basis). Visuelt giver det også et godt indryk af at her er der en lyd som er lidt speciel.

Opsamling

Det bløde d er lidt en slags ð, men det er også lidt en slags ɹ j ɰ ə ɘ ɯ ɤ. Hvordan skal vi lige notere det i IPA?

Notationen /ð/ er ikke uproblematisk, men de alternative måder at notere det på, er heller ikke problemfri. Det er både en laminal og velær lyd, og det er svært at indfange i ét symbol. Notationen /ð/ er artikulatorisk forsvarlig, frikativen [ð] er om ikke hyppigst, så dog en mulig allofon af fonemet, og andre allofoner kan beskrives som modifikation af denne.

At bruge /ð/ er også forsvarlig ift. hvordan tegnet bruges på andre sprog (end engelsk). Vi opfatter udenlandsk /ð/ som vores /ð/, men vi skal være opmærksomme på at fonemet har større variationsfrihed på dansk end i mange andre sprog.

Det lidt specielle i dansk er at /ð/ systematisk opfører sig som de svage vokaler /ɪ ɐ ʊ/, som alle er resultater af nogle historiske svækkelser. Det kunne tale for at anvende et vokalsymbol i stedet for et konsonantsymbol.

Den bedste alternative notation er måske /ɤ/, en halvlukket urundet bagtungevokal, selvom denne fokuserer mere på det velære træk end det dentale/laminale. Det symbol indfanger heller ikke alle de artikulatoriske egenskaber ved fonemet. Men det er et symbol der artikulatorisk, akustisk og auditivt (og visuelt) virker forsvarligt, og som på godt og ondt ikke er ladet med samme forventninger som /ð/ måske er.

Personligt har jeg indtil nu ikke set noget behov for at udskifte symbolet /ð/. Da jeg startede med at skrive indlægget, havde jeg planlagt det som et forsvar for /ð/, men som jeg dykket ned i det, er jeg fristet til at gå over til et vokalsymbol. Jeg er dog i skrivende stund ikke afklaret.

Støtte til det ene eller andet forslag, indvendinger eller andre gennemtænkte notationsforslag der kan forsvares inden for IPA og som er i tråd med international praksis, er velkomne. Se mere på schwa.dk’s facebookside.

Kategorier
Fonologi Konsonanter Skriftsprog

Modernet, modernede og moderne

I dagens Sprogminut på P1 fortæller Jørgen Nørby Jensen fra Dansk Sprognævn om formen modernet, som har sneget sig ind i nogle danskeres sprogbrug. Ifølge retskrivningsnormen er moderne et ubøjet adjektiv, og det hedder altså moderne uanset om der er tale om ental, flertal, intetkøn, fælleskøn, bestemt eller ubestemt form.

JNJ forklarer formerne modernet og modernede med at vi jo normalt bøjer adjektiver, og bøjningen af moderne følger således blot det generelle bøjningsmønster og dermed er ganske “logisk og systematisk”.

Hvis man vil beskrive modernet som et bøjet adjektiv, opfører det sig imidlertid efter min mening hverken logisk eller systematisk.

Det er usystematisk fordi den systematiske regel er at vi ikke bøjer adjektiver der ender på schwa. Det hedder et lille, øde, bange, højre, selvmodsigende osv. og ikke et *lillet, *ødet, *banget, *højret, *selvmodsigendet. Jeg har aldrig stødt på nogen der udtalte ordene på den måde, og hvis der skulle være tale om en systematisk tilpasning, virker det mystisk at det så kun rammer et bestemt ord, modernet. Det er der intet systematisk ved.

Det er ulogisk fordi adjektivets normale bøjningsmorfem er /t/, som i udtalen bliver til [d], jf. fx at blåt udtales [blʌd] og ikke *[blʌð]. Modernet får derimod tilføjet et /d/ som bliver til [ð] i udtalen, hvilket slet ikke er et intetkønsmorfem. Her snubler JNJ nok fordi han arbejder i et nævn der kun beskæftiger sig med skriftsproget, for på skrift gengives de to endelser med samme bogstav.

JNJ er selv inde på flertalsformen modernede. Igen, hvis modernet var en intetkønsform af moderne, ville det systematisk hedde moderne i flertal, da stammen stadig må være moderne. Vi flertalsbøjer som nævnt ikke adjektiver der ender på schwa, men selv hvis vi gjorde, ville det regelret blive modernee og ikke modernede. (I morfofonologiske sammenhænge beskrives det faktisk undertiden som at ordet bøjes, men en mere generel regel om at /əə/ -> /ə/ sørger for at bøjningen ikke får noget lydligt udtryk.)

At modernet skulle være en intetkønsform, stemmer i øvrigt ikke overens med talrige eksempler fundet på google, hvor modernet bruges om fælleskønsord, fx en modernet virksomhed, en modernet kunstner, en modernet sygdom.

I øvrigt dokumenterer jeg i min ph.d.-afhandling at adjektivers intetkøns-t er overordentlig tilbøjelig til at blive droppet. Det ville derfor være mærkeligt hvis der samtidig skulle være en tendens til at droppe det de fleste steder, men indføre det andre steder.

Hvorfor siger nogen så modernet og modernede?

Mit bud på en forklaring er at modernet hos dem der bruger den form, skal betragtes som stammen, og ikke som en intetkønsform af moderne. Først da opfører det sig morfologisk regelret. Det får samme bøjningsmønster som ternet, firestjernet og skarphjernet, som ender på /d/ på trods af ortografiens t, og som bøjes i bestemt form og flertal til ternede, firestjernede og skarphjernede.

Det ligner således mere noget participiumsagtigt, som fx malet i fx jeg har malet billedet, nu er det malet. Der er ganske vist ikke noget verbum der hedder at moderne noget, og det kan være at det er derfor at det stadig skratter i ørerne på os der siger moderne.

Formen modernet vil jeg beskrive som moderne med falsk rekonstruktion af /d/. Normalt opfatter vi ikke alle de reduktioner vi laver i daglig tale; vores hjerne rekonstruerer den fulde, distinkte form helt automatisk. Nogen gange rekonstruerer vi også noget der ikke er intenderet, fx når børn danner formerne [ˈkɑːjə] og [ˈdʁɑːvə] af [ˈkɑːi ˈdʁɑːu] karry, drage – nogle udtaler de næsten garanteret aldrig har hørt fra en voksen mund. I et tidligere indlæg skrev jeg også om lykkes og lykkedes og forskellen på [ð] og [ə]. Det er almindeligt at reducere [ð] til [ə], men som lytter er man i stand til at rekonstruere den distinkte form. Som uerfaren sprogbruger kan man altså af vanvare komme til at opfatte moderne som modernet, formentlig fordi det af en eller anden grund bare lyder mere rigtigt eller almindeligt. På den måde er der intet regelmæssigt over det. Det er bare en enkelt smutter som har fået en vis udbredelse.

Kategorier
Akustik Lydopfattelse

Om lykkes, lykkedes og forskellen på ð og ə

Baconbidderne i dette indlæg (til dem der ikke gider læse hele indlægget):

  • Forskellige artikulationer kan føre til nogenlunde samme akustiske resultat.
  • [ð] og [ə] kan komme til at lyde ens i bestemte fonetiske omgivelser.
  • Dette er en plausibel forklaring på hvorfor nogen skriver lykkedes i stedet for lykkes.

I et blogindlæg fra d. 5 februar “Intet kan lykkedes” tager retskrivningspolitibetjenten Martin Lund udgangspunkt i et klip fra tv-avisen hvor en person skulle have sagt “som handler om at det kan lykkedes” hvor det korrekt hedder lykkes – en fejl som Martin i øvrigt har haft fokus på før.

Jeg syntes dette udgangspunkt var mistænkeligt. Min opfattelse er at det kan være meget vanskeligt at skelne mellem udtalerne [løgəs] og [løgð̩s], som jeg vil udtale de to ord i sammenhængende tale, og man skal derfor være meget sikker i sin sag før man skyder nogen noget i skoene.

Det er rigtigt at det er rimelig udbredt af skrive fx vil lykkedes i stedet for vil lykkes (ifølge google måske omkring 10 %), men det tager jeg netop som et udtryk for at de to udtaler mere eller mindre falder sammen; grammatisk forvirring udspringer ofte af sammenfald i udtalen.

Jeg måtte finde tv-klippet frem og lytte efter, og jeg blev ikke overbevist om andet end at det var svært at afgøre. Bedøm selv her, først hele frasen, dernæst isoleret (fra tv-avisen on d. 2/2/11 kl. 18.30):

Lydklip: Adobe Flash Player (version 9 eller højere) kræves for at afspille dette lydklip. Hent den seneste version her. Du skal også have JavaScript aktiveret i din browser.

Lydklip: Adobe Flash Player (version 9 eller højere) kræves for at afspille dette lydklip. Hent den seneste version her. Du skal også have JavaScript aktiveret i din browser.

Dette skrev jeg i en kommentar på Martins blog, hvortil han svarede “hvis jeg havde været det mindste i tvivl om hvad han sagde, så havde jeg nævnt det.”

Nu er jeg forsker og kan derfor ikke som Martin tillade mig ikke at være det mindste i tvivl om noget. Som erfaren lyd-til-lydskrift-transskriptør (jeg har vel lyttet til og lydskrevet et godt stykke over 200.000 ord de seneste år) ved jeg desuden at hvis der er noget man bliver sikker på når man lydskriver så meget, så er det at der er en masse ting man ikke kan være sikker på.

Hvad gør man når man hører noget forskelligt?

Det er overordentligt almindeligt at to lyttere hører noget forskelligt selvom de lytter til samme lyd. Ens forventninger til hvad der bliver sagt, ens opmærksomhed på bestemte fænomener (ens kæpheste) og ens egen udtalenorm spiller en stor rolle for hvordan man vurderer det man hører.

Det kan man ikke undslippe, og det nytter derfor ikke meget at lytte til lydklippet ovenfor igen og igen. Man kan overbevise sig selv om at høre det ene lige så vel som det andet.

Men lyd er et fysisk fænomen, og der kan derfor analyseres med objektive måleredskaber. Her er et spektrogram af omtalte ord, og spektrogrammer lyver ikke (så meget som ens ører):

I spektrogrammet kan man se (fra venstre): første stavelse [lø]; det lidt tomme område i midten er lukkelyden [g]; dernæst det interessante område [ə/ð̩]; og længst til højre ses [s] som det sværtede område.

Den traditionelle metode til akustisk analyse af vokaler er at måle deres formanter, som er de aflange linjer man kan fornemme på tværs af spektrogrammet, som er opmærket med røde prikker.

Hvis man måler i det markerede område mellem de stiplede linjer, hvor den omstridte vokal ligger, får man formantfrekvenserne

  • F1 = 335 Hz
  • F2 = 1560 Hz
  • F3 = 2715 Hz

Uanset hvad vi synes vi hører, er det groft sagt dette der rammer vores ører og fortolkes i hjernen.

Hvad er forskellen på [ə] og [ð]?

Så kommer spørgsmålet: Svarer disse formantfrekvenser mest sandsynligt til at taleren har udtalt et [ə] som i lykkes eller et [ð] som i lykkedes?

[ə] er isoleret set en halvåben mellemtungevokal, mens [ð] er en lidt mere lukket, lidt velariseret alveolær vokoid. I mindre distinkt tale kan [ð] dog let svækkes og centraliseres så det reduceres til en slap høj fortungevokal [ɪ], mens et [ə] i mindre distinkt udtale helt falder bort.

Et idealiseret [ə] ville have formanter omkring 500, 1500 og 2500 Hz, altså i nærheden af det man kan måle i vokalen her. Men medmindre man er meget omhyggelig med udtalen, er [ə] dog typisk kraftigt koartikuleret med omgivende lyde.

Efter det velære [g] kan [ə] udmærket en højere tungestilling. Mellem de snævre lyde [g] og [s] som i [løgəs] vil [ə] være lidt mere lukket og fremskudt, hvilket sænker første formant og hæver anden formant. Desuden er foranstående vokal [ø] rundet, hvilket også giver læberunding i [ə] hvilket sænker alle formanterne en smule.

På den baggrund må man sige at de formanter man kan måle i den omstridte vokal, svarer vældig godt til hvad man ville forvente af et [ə] i de omgivelser. Og så kunne jeg vælge at lukke sagen her.

Men for at det skal være helt redeligt, skal man huske at forskellen på [ð] og [ə] er at [ð] som udgangspunkt er en lille smule mere fremskudt, lukket og velariseret, hvilket vil sige at det som udgangspunkt også vil ligge tæt på de målte formantfrekvenser. De målte frekvenser svarer således i lige så høj grad til hvad man kunne forvente af et [ð] i disse omgivelser.

Opsummering: et [ə] i lykkes vil blive trukket i retning af at lyde som et [ð], mens et [ð] vil lyde som et [ð] i forvejen. Man kan mao. kun vanskeligt skelne mellem de to lyde i den position og derfor ikke afgøre hvad der bliver sagt i interviewet.

For mig at se forklarer dette netop hvorfor nogen skriver kan lykkedes i stedet for kan lykkes. Den akustiske påvirkning af [ə] i de omgivelser gør at det af den grammatisk uopmærksomme omfortolkes til et [ð].

Denne forklaring er også tilfredsstillende da det er mindre almindeligt at svage stavere putter ekstra morfemer på et ord. Det er mere almindeligt at morfemer udelades i skriften da de ofte udelades i udtalen. Hvis der var tydelig forskel på udtalen af lykkes og lykkedes, ville det ganske enkelt være vanskeligt at forklare hvordan det skulle opstå at nogen skrev den komplekse form lykkedes frem for den simple lykkes.