Et ord det rimer på kartoffel

I en ikke særlig velskrevet artikel i Berlingske i dag, omtales det fænomen at forkortelser fra SMS- og chatsprog er begyndt at brede sig til talesproget. Det er ord som lol, lmao, omg, asap osv.

Og ikke mindst rofl [ʁʌfl̩] (som, for de uinviede, er en forkortelse for rolling on the floor laughing). Således har vi langt om længe fået et ord i dansk der rimer på kartoffel.

Hvor længe disse ord får lov at leve i sproget er tvivlsomt, så nyd det så længe det varer.

Verdens sværeste sprog – ǃXóõ

Verdens sværeste sprog, i hvert fald at udtale, må være ǃxóõ – et sprog der tales af cirka 4200 mennesker i Botswana og Namibia.

Lyt til ǃxóõ mens du læser videre (her kan du se transskriptionen og oversættelsen).

ǃXóõ er et såkaldt khoisan-sprog, som tilhører sprogfamiliem tuu. Det eneste andet nulevende sprog i tuu-familien er nǀuu som har under ti talere, alle over 65 år gamle.

Konsonanter

ǃXóõ er det sprog i verden der har flest konsonanter, ikke mindst fordi de har en hel masse kliklyde (clicks). Hvor mange konsonanter de præcist har, er usikkert fordi det afhænger af hvordan man analyserer det, men 119 (et hundrede og nitten) konsonanter er ifølge denne artikel et godt bud.

Af disse 119 konsonanter er der 83 forskellige kliklyde. Kliklydene kan have fem forskellige artikulationssteder, labial, dental, lateral, alveolær og palatal, og desuden kan de være ustemte, stemte, nasalerede, aspirerede, affrikerede, uvulære, glottaliserede, ejektive osv., og forskellige kombinationer af det hele.

Således beskrives fx kliklyden [ᴺɢǂʀ] som et palatalt stemt prænasaleret uvulært klik efterfulgt af en uvulær vibrant. Tak for kaffe.

Ud over kliklydene har de lukkelyde med fire artikulationssteder og en affrikat [b d dz g q], og seks artikulationsmåder, nemlig stemt/ustemt som derudover kan være uaspireret, aspireret eller ejektiv. Og så er der desuden et lille udvalg af nasaler, frikativer og approximanter.

Der er da noget at holde rede på.

Vokaler

Man kunne så håbe på at vokalsystemet var lidt mere enkelt, men ak. Godt nok er der kun fem vokalkvaliteter [a e i o u], men de kan udtales luftfyldt, knirket, glottaliseret og faryngaliseret – og kombinationer af disse. Desuden kan de være nasalerede, og der skelnes mellem korte og lange vokaler. Nårh ja, så skelner de også mellem tre toner, normal, faldende eller lav. Og vokalerne kan diftongeres.

Fx er vokalen [ôʼhõ] et langt, glottaliseret, luftfyldt, nasaleret o med faldende tone.

Se flere detaljer på wiki – omend jeg ikke er sikker på at vores segmentale lydskrift er den bedste måde at beskrive udtalen af ǃxóõ på.

Til sammenligning

Det er ikke usædvanligt for khoisan-sprog at have i omegnen af 70-90 konsonanter, og et lige så kompleks vokalinventar som ǃxóõ.

Hvis man ikke medregner sprog med kliklyde, så er ubykh – et nu uddødt tyrkisk sprogdet sprog man kender til der har flest konsonanter, nemlig 84, heraf 27 frikativer, hvilket er mere end noget andet kendt sprog. Til gengæld har ubykh kun et par vokaler. Den sidste taler af ubykh døde i 1992.

De sprog der har færrest fonemer, er pirahã (Amazonas) og rotokas (Papua Ny Guinea), som begge har elleve fonemer, hhv. 8 og 6 konsonanter og 3 og 5 vokaler. I pirahã har kvinderne et fonem mindre idet /h/ = /s/.

I dansk har vi i almindelig distinkt udtale 20 konsonantlyde [pʰ tˢ kʰ b̥ d̥ g̊ f s ɕ ð h v m n ŋ l ʁ ɐ̯ j w] som dog kan reduceres til 15 konsonantfonemer /p t k b d g f s h v m n l r j/. Og vi har 11 vokalfonemer.

Hvor mange måder kan man skrive /aɪ/ på?

For et stykke tid siden gav jeg et hold lingvistikstuderende den opgave at de skulle finde så mange forskellige stavemåder hvorpå diftongen [ɑj] kan repræsenteres ortografisk i dansk. Begrænsningen var at det skulle være ord som findes i restskrivningsordbogen. Der er ganske mange muligheder:

  1. aj – ajle, praje
  2. ej – fejle, rejse
  3. eg – jeg, tegne
  4. ig – mig, dig, sig
  5. æ – række, strække
  6. e – drenge, strenge
  7. ek – seksten
  8. ai – bonsai
  9. ei – feinschmecker, aber dabei
  10. ay – mayonnaise, Uruguay
  11. ey – Ceylon
  12. eye – eyeliner
  13. y – cyberspace, nylon
  14. i – timeout, online
  15. ir – wire, ironman (måske = 13)
  16. ie – pie, tiebreak
  17. igh – copyright, hightech
  18. ail – serail
  19. aille – braille
  20. eille – nonpareille (‘korrekt’ udtale er snarere [ɛj], men [ɑj] er registreret i DSDU)
  21. ari – farisær, variant (kun ubetonet) – Tak til Line
  22. arri – karriere, barrikade (kun ubetonet) – Tak til Line
  23. ui – guide – Tak til Holger
  24. ij – rijsttafel – tak til Gaston
  25. ae – aerobics – tak til Sandra

Er der nogen vi har overset?

Om bogstavet ə

Symbolet ə bruges rent faktisk som et bogstav i alfabetet nogle få steder i verden. Det bruges bl.a. i nogle lande såsom Kasakhstan, Usbekistan, Kirgisistan og Tadsjikistan som en tilføjelse til det kyrilliske alfabet.

Det bruges også som en tilføjelse til det latinske alfabet i lande der har indført dette i nyere tid (ligesom vi i dansk har de særlige bogstaver æ, ø, å), bl.a. i Aserbajdsjan og Nigeria. I Nigeria benyttes dog majusklen Ǝ, mens de øvrige sprog bruger majusklen Ə. Se layoutet på et aserbajdsjansk keyboard (både kyrillisk og latin).

Man kan også støde på ə i forskellige standarder for transliteration af ikke-latinske skriftsprog til latin, fx hebraisk. Bogstavnavnet schwa er i øvrigt en tysk skrivemåde af det hebraiske navn for en ekstrakort, epentetisk vokal shva.

I unicode-standarden skelner man mellem flere schwa’er:

  • Latin (Latin Extended B): ǝ Ə (Bogstavet Ǝ kaldes ikke schwa)
  • Kyrillisk: ә Ә
  • IPA: ə

Der er faktisk forskel på disse tegn, selvom de grafisk set er ens. Prøv fx at kopiere dem og søge efter dem her på siden. Så opdager du at du kun kan finde IPA-symbolet (ud over eksemplerne nævnt i dette indlæg). Dog gælder det at det latinske ǝ associeres med majusklen Ǝ, mens det latinske Ə associeres med IPA-symbolet ə. I søgemaskiner skelnes der normalt ikke mellem minuskler og majuskler, og således finder man altså IPA’s ə når man søger på latin Ə. Snedigt.

Kan man smadre glas med stemmen?

Fra tegnefilm og komedier kender man situationen hvor en operasangerinde skråler så højt at hun knuser alle vinglas i salen. Men er det noget der hører hjemme i fantasiens verden, eller kan man rent faktisk knuse glas med stemmen alene?

Hvis man knipser til et vinglas, så ringer det med en bestemt tone, glassets egenfrekvens. Hvis man spiller denne tone, fx med et musikinstrument, i nærheden af vinglasset, opstår der resonans, dvs. glasset begyndet at svinge med; hvis man dæmper musikinstrumentet, vil glasset fortsætte med at svinge, fordi lydbøgerne fra musikinstrumenterne har sat glasset i svingninger.

Hvis man forstærker denne tone tilstrækkeligt, vil glasset til sidst svinge så kraftigt at det knuses. Spørgsmålet er om man med stemmen alene, uden forstærkning, kan frembringe en tone med den rette frekvens og så kraftig at det kan smadre et vinglas.

Det spørgsmål undersøger Adam og Jamie fra Mythbusters i videoen nedenfor. Filmen varer 16 min., men så får man også en lille lektion i akustik. Hvis man er utålmodig, kan man springe direkte til 15:27 for at se konklusionen. Spring direkte til 4:09 og 5:37 for at se hvordan glasset vibrerer i en high speed-optagelse.

Haplologi

En haplologi er når den ene af to ens eller næsten ens stavelser elideres, som regel nabostavelser, fx latin nutritrix > nutrix (amme, sb.).  Det er ikke et særlig almindelig fænomen, men det forekommer dog ofte nok til at det har fået sin egen betegnelse.

Eksempler på haplologier i dansk

Et af de første eksempler man plejer at hive frem, er at haplologi selv kan gøres til genstand for en haplologi: haplogi.

Ikke-etablerede haplologier, som jeg har stødt på gennem tiden:

  • autenticitet > autencitet (meget udbredt ifølge google)
  • narcissisme > narcisme
  • kvantitativ > kvantitiv/kvantativ
  • initiativ > initiv
  • alkoholholdig > alkoholdig – tak til Marie
  • fænomenologi > fænomelogi
  • autorisation > autorition
  • testosteron > testeron/testoron
  • antropologi > antrologi
  • femininisere > feminisere
  • kakografofobi > kakografobi (frygt for stavefejl)
  • morfofonologi > morfonologi

Etablerede haplologier:

  • tragikomisk < tragikokomisk (af tragik + komik)
  • stipendium < stipipendium (af stips + pendere)
  • pacifist < pacificist (det hedder pacificere og ikke pacifere)
  • kamille < kamomille – tak til Adam
  • amfora < amfifora tak til Adam

I dansk spontantale kan man finde eksempler på noget der kan kaldes haplologier i forbindelse med schwa-reduktion. Her er nogle jeg har fundet i DanPASS-korpusset:

  • eneste sted > ene sted.
  • takkerne nedad > takker nedad.
  • så fortsætter du > så fortsættu.

Og så er der de spøgefulde haplologier:

  • Hvor skal du Henrik?
  • Ud og gi’raffen mad.
  • Husk at ta’lerknen med.

En slags haplologier?

Følgende eksempler er måske ikke helt rene haplologier, men det ligner lidt.

To ens konsonantgrupper reduceres ofte til en (men stavelsesantallet reduceres ikke):

  • faststoffysik > fastoffysik
  • tekststørrelse > tekstørrelse
  • poststempel > postempel
  • dansk skole > dan skole

To ens småord efter hinanden er vi ikke glade for:

  • Kurset varer til til sommer > kurset varer til sommer.
  • En besynderlig måde at tage tøj på på > en besynderlig måde at tage tøj på.
  • Gebyr for for sen betaling > gebyr for sen betaling
  • Hun spurgte om om jeg ville med > hun spurgte om jeg ville med.

Endelserne –rere og –dede falder i udtalen ofte sammen med -re og -de. Det ligner en haplologi, men der er nok tale om en generel proces i dansk hvor to stavelsesbærende trykløse lyde efter hinanden reduceres til en, og det har således ikke specifikt at gøre med at stavelserne ligner hinanden. Fx:

  • murere > mure
  • bærere > bære
  • kedede > kede
  • hadede > hade

Haplologier i andre sprog

Et udvalg af historiske haplologier i andre sprog:

  • Engelsk: England < Englalond – tak til Adam
  • Svensk: tiondel < tiondedel (men det hedder niondedel) – tak til Adam
  • Engelsk: Master debater buges indimellem som nedsættende udtryk pga. den haplologiske henvisning til masturbator.

Kender du andre eksempler, så skriv gerne en kommentar nedenfor.

Dissimilation

Dissimilation er det fænomen at to sproglyde i en sammenhæng bliver mindre lig hinanden, fx latinsk anima som på spansk er blevet alma (via anma), så man således undgår to nasaler i træk, og latinsk quinque ‘fem’ er på italiensk blevet cinque således at man undgår to labialiserede k’er i træk.

Dissimilation er ikke et særlig almindeligt fænomen, navnlig fordi der sjældent er særlig gode grunde til at gøre lyde forskellige.

Eksempler på dissimilation i dansk

  • Den danske endelse –et udtales i københavnsk normalt [ð̩], fx [mæːlð̩ mæːnð̩] malet, manet, men hvis stammen selv slutter på [ð], kan endelsen fakultativt udtales [d], fx [mæːð̩d].
  • I et enkelt ord, rydde, bliver stammens [ð] til [d] når participiumendelsen tilføjes [ʁydð̩] ryddet.
  • Danske forbindelser af [ɑj], fx ej, mig, vej, leg osv., har tidligere haft en højere vokal [ɛj] (og endnu tidligere sikkert endnu højere). Konsonanten har tillige tidligere været en lukkelyd eller hæmmelyd, og man kan forestille sig at der med svækkelsen af konsonanten er opstået et behov for at skelne tydeligere mellem vokalen og konsonanten og således er vokalen blevet sænket.
  • Danske endelser –pisk, -tisk, -kisk kan udtales med eller uden aspiration på den første lukkelyd. Der er muligvis en tendens til dissimilation, således at hvis der er en aspireret eller affrikeret lyd i stammen, så undlades aspiration i endelsen, fx [ˈtybisg ˈeːˀpʰisg aˈpæ:ˀdisg ˈeːˀtˢisg ˈsygisg iˈʁɑkisg] typisk, episk, apatisk, etisk, psykisk, irakisk. Men der kan være mange andre faktorer der spiller ind på dette.
  • Det er almindeligt at opfatte bunsenbrænder som bundselbrænder.
  • Flere eksempler fra andre sprog på http://en.wikipedia.org/wiki/Dissimilation.

Forklaringer på dissimilation

Dissimilationsfænomener hvor to ens lyde gøres forskellige, kan forklares ud fra at visse lyde har en tendens til at påvirke sine omgivelser. Således ser man fx ofte at vokaler nasaleres i nærheden af nasaler og rhotificeres i nærheden af r-lyde. Ligeledes har det danske [ð] en tendens til at påvirke omkringstående vokaler.

Man kan forestille sig to sådanne lyde i nærheden af hinanden kan lyde snøvlet; ‘bunsenbrænder’ lyder som en snøvlet udtale af ‘bunselbrænder’. En lytter der skal lære ordene at kende, kan således blive vildledt til at tro at der er tale om et utilsigtet assimilationsfænomen, og lytteren hyperkorrigerer derfor til den dissimilerede form.

I andre tilfælde, fx de danske aj-diftonger, er der tale om at to lyde kun er lidt forskellige, og derfor dissimileres de for at tydeliggøre forskellen.

Man kunne forestille sig dissimilationer som et reduktionsfænomen. Man kan sige flere stavelser pr. sekund hvis man siger bada-bada-bada end hvis man siger baba-baba-baba, simpelthen fordi tungespidsen kan gøres klar til [d] uafhængigt af den bilabiale eksplosion og vice versa. Således er det muligvis lettere at sige fx pædagog end Papa Bue. Jeg kender dog ingen eksempler på dissimilation mht. artikulationssted i spontantale, og jeg har ikke kunnet finde nogen sproghistoriske eksempler, så det er næppe et udbredt fænomen.

(Det var dog lettere for mig at komme i tanker om eksempler på labial-alveolær-velær-sekvenser end labial-labial-labial-sekvenser, fx Madagaskar, bodega, madrigal).

Dissimilation på tværs af ord

Et beslægtet fænomen, som er langt mere udbredt, er at en lyd udtales forskelligt i forskellige ord for at tydeliggøre nogle andre forskelle i ordet.

  • Den danske skelnen mellem korte og lange vokaler var oprindeligt en skelnen mellem efterfølgende kort og lang konsonant. For at tydeliggøre forskellen i konsonantlængden, har man gjort vokalen kortere foran lange konsonanter og længere foran korte konsonanter. Dette er senere blevet til en kontrast i vokallængde, mens kontrasten i konsonantlængde er forsvundet. Dette er forklaringen på at vi i dansk ofte har kort vokal foran dobbeltkonsonanter og lang vokal foran enkeltkonsonanter, fx mase/masse, male/malle, dame/damme. Kontrasten i konsonantlængde findes stadig i svensk og norsk.
  • I sprog der har en forskel på stemte og ustemte lukkelyde, er grundtonen i en vokal alt andet lige lavere efter end stemt lukkelyd end efter en ustemt. Denne kontrast er i mange asiatiske sprog blevet fremhævet, og således får man kontraster mellem ord med høj/lav/stigende/faldende tone (disse sprog kaldes ofte tonesprog).
  • Sonoranter gøres ofte længere foran stemte lukkelyde end foran ustemte, fx engelsk [bɛnˑd bɛnt] bend, bent. Stemte lukkelyde kan ikke opretholdes særlig længe, og man kan forestille sig at man for at fremhæve stemtheden, forlænger der hvor man kan forlænge, nemlig i den foranstående sonorant.

Børns tilegnelse af fonotaks

De tidligste proto-ord hos småbørn har en meget simpel struktur. De består typisk af én konsonant og én vokal (CV), ma, ba. Derfra og til de komplicerede fonologiske strukturer man finder i voksent sprog, ord som sprælsk, angstskrig, ekspressionistisk, strukturrationalisering, er der et stykke vej.

Jeg kender ikke til meget litteratur der beskriver ruten fra børns simple CV-stavelser til komplekse CCCVCCCC-stavelser, så her er nogle af de observationer jeg har gjort hos mine egne (og nogle gange andres) børn.

De tidligste enstavelsesord

De første ord er ma, ba som kan betyde flere forskellige ting. Men ud over disse overraskede det mig at de tidlige ord var den posttoniske stavelse der fangede an. Således blev bamse til og lampe til og ikke hhv. bam og lam.

Jeg tænker at det skyldes at den posttoniske stavelse i københavnsk har en højere grundtone end den betonede stavelse, og den kan således fremstå som mere prominent. Barnet opdager dog nok hurtigt at der er større fonetiske kontraster i den betonede stavelse, og at det således er den man skal hæfte sig ved.

De tidligste tostavelsesord

De første tostavelsesord er for det meste ord der ender på schwa. Ud over det er det ofte reduplikationer, dvs. gentagelser af samme stavelse, fx:

  • lælæ (ælling)
  • klykly (kylling, cykle)
  • Glagla (Clara)
  • madmad (morgenmad)
  • blæblæ (æble)

Således ser man også at børn tidligere lærer at sige farfar og mormor frem for farmor og morfar (indimellem til stor fortrydelse for hhv. farmor og morfar).

Det næste skridt er nær-reduplikationer hvor en enkelt lyd kan udskiftes, fx:

  • Memma (Emma)
  • lolle (oldemor)
  • boba (klapvogn)
  • Dode, Bebo (Pedro)
  • Molo (Simone)
  • pompum (computer)
  • sangsyng (fjernsyn)

Konsonantharmoni

Ved tilegnelsen af mere komplicerede ord ses stadig spor af sådanne reduplikationer, eller man kan kalde dem konsonantharmonier, fx:

  • Ovivia (Olivia)
  • obbehab (ostehaps)
  • maman (banan)
  • jøbehjul (løbehjul)

Man støder ofte på konsonantgruppeharmonier, dvs. hvis én stavelse har en konsonantgruppe, får en anden stavelse det også, og lignende fænomener, fx:

  • flugragra (flyverdragt)
  • krapblov (klapvogn)
  • Predro (Pedro)
  • Pleter Plys
  • trekrant
  • zrebra
  • tjippetjov (sjippetov)
  • drikkedrunk
  • blegeblads (legeplads)
  • blåblær
  • fyrkerværkeri

Prætoniske stavelser udelades

I ord der starter med ubetonede stavelser, udtales disse ikke et langt stykke hen ad vejen, fx:

  • fant (elefant)
  • lerke (tallerken)
  • daler (sandaler)

Metateser

Metateser, ombytning af lyde og stavelser, er ganske almindelige, fx:

  • dode (Pedro)
  • pumpom (computer)
  • ponuter (computer)
  • munse (numse)
  • pakmad (madpakke)
  • stuvsøger (støvsuger)
  • pansresse (prinsesse)
  • madmår (morgenmad)
  • bandtørste (tandbørste)
  • hukse (huske)
  • gujurt (jogurt)

En mere spektakulær metatese var at lampe på et tidspunkt blev til mbela [ˈmbœlɑ].

Sammen satte ord – fra et fonetisk perspektiv

Retskrivningsordbogen har en enkelt regel hvor skrivemåden gøres afhængig af udtalen. Det drejer om § 18 – om hvorvidt en ordforbindelse skal skrives i et eller flere ord.

At lade en skrivemåde være afhængig af udtalen er problematisk, især fordi det forudsætter at forskellige sprogbrugere udtaler ordene ens, og det kræver at sprogbrugerne er bevidste om udtalen.

Den konkrete formulering i RO er:

Hvis en ordforbindelse udtales med ét hovedtryk (stærkt tryk) på det første led og bitryk (svagere tryk) på det andet, skrives forbindelsen i ét ord.

Hvis en ordforbindelse udtales med lige stærkt tryk på begge led, skrives den i to (eller flere) ord.

Problem 1: Trykbevidsthed

Vi er generelt ikke særligt bevidste om tryk, os danskere. Og det er ikke bare hr. og fru Danmark og Brian fra Valby der ikke kan finde ud af det. Som underviser i fonetik er min erfaring at trykforhold ikke altid er let at lære selv for lingvistikstuderende, som man må forvente er tilstrækkeligt sprogligt bevidste og i øvrigt motiverede for at lære det.

Selv erfarne fonetikere som er trænede i lydopfattelse, kan være uenige om hvorvidt en stavelse er betonet eller ej. Hvis man klipper en ordforbindelse ud af en kontekst i et stykke spontantale, kan det være overordentligt svært at afgøre om der er tale om et kompositum eller om en frase.

At bede folk om at fornemme om et ord har hovedtryk eller ej, kan altså være meget at forlange. At oven i købet at bede dem om at skelne mellem flere trykgrader – hovedtryk, bitryk, nultryk – og for meget for de fleste.

Det kan være svært at forstå hvis man selv har let ved at høre tryk, men man må nok sige at en pæn del af befolkningen simpelthen er trykdøve.

Problem 2: Dobbelttryk

Reglerne forudsætter at sprogbrugerne rent faktisk udtaler et kompositum med et hovedtryk og et bitryk, men det gør man ikke i alle tilfælde. Man kan, måske især i visse dialekter, støde på at komposita udtales med dobbelttryk. I DanPASS-korpusset kan man fx finde følgende (og mange andre) ord udtalt med hovedtryk på begge stammer:

  • ‘færdigbe’skrevet
  • ‘første’salen
  • gar’din’billede
  • ‘lys’krydset
  • ‘løve’park
  • ‘rullegar’din
  • ‘start’punktet

Ifølge reglerne skal disse ord således skrives i to ord, for så vidt som de udtales med dobbelttryk, fx der ligger en løve park, et grønt rulle gardin, osv. Da Sprognævnet endnu ikke har beføjelser til at diktere udtalen, er man frit stillet mht. at skrive i ét eller to ord, bare man postulerer at det svarer til ens trykfordeling.

Ud over dette har vi en del ord som har en velatableret udtale med dobbelttryk, som ikke desto mindre skal skrives i ét ord, fx:

  • ‘øje’blik
  • ‘jule’aften
  • na’turlig’vis
  • ‘simpelt’hen
  • ‘stadig’væk

Ifølge § 18 skulle man skrive *naturlig vis er det simpelt hen stadig væk jule aften om et øje blik.

Det passer ikke lige godt ind i alles kram at ord udtales med dobbelttryk. Nogle taler endda om at danskere lider af trykkesyge. Men sådan forholder det sig nu en gang.

Problem 3: Dansk prosodi

Hvis en ordforbindelseudtales med éthovedtryk (stærkttryk) på det førsteled og bitryk (svageretryk) på det andet, skrives forbindelsen i étord.

Hvis jeg skulle læse § 18 op, ville min trykfordeling umiddelbart være sådan at ordene burde skrives sammen sådan som det er gjort ovenfor. Nu er jeg oven i købet en trænet fonetiker og kan finde ud af at skelne mellem mere end to trykgrader. Hvis jeg nu kun kunne skelne mellem stærkt tryk og svagere tryk, ville sætningen skulle skrives således:

Hvis en ordforbindelseudtalesmed éthovedtrykpådet førsteledog bitrykpådet andet, skrives forbindelseni étord.

Lige nu er jeg regelrytter og læser helt bevidst ikke intentionen i § 18. Men der er et problem i at trykforhold er tæt knyttet til hvilke ord man vil fremhæve, og dét kan variere en del.

Ord har det med at indgå i en kontekst, og ofte er konteksten afgørende for hvilke ord der skal have hoved-/bitryk. At fremhæve et ord prosodisk betyder ofte at man reducerer et hovedtryk i de omgivende ord til et bitryk, hvilket ifølge § 18 får konsekvenser for om ordene skal skrives sammen eller ej.

Ofte er det valgfrit om et ord skal udtales med hovedtryk eller bitryk. Skal denne valgfrihed afspejles i skrivemåden?

Der er ingen sprogbrugere der skriver på denne måde, heldigvis, men det viser at retskrivningsreglerne ikke er formuleret i overensstemmelse med deres intention. Hvad skal den kompositumudfordrede skribent stille op med de regler?

Dette problem også knyttet til det næste problem.

Problem 4: Hvad menes der med ‘ordforbindelse’?

Ovenfor viste jeg at der er masser af tilfælde hvor naboord ikke skal komponeres på trods af at de strengt taget opfylder kravene til det. Men hvilke ord skal så komponeres? § 18 henviser til ‘ordforbindelser’. Skal det forstås sådan et visse naboord indgår i en ordforbindelse, mens andre naboord ikke gør? Hvordan skal sprogbrugeren afgøre i eksemplet ovenfor at hoved+tryk er en ordforbindelse, men stærkt+tryk ikke er det, når trykfordelingen nu er ens?

Tja, det er muligt at grammatikerne har et svar på det. Jeg har ikke. Og Retskrivningsordbogen er tavs om det. Igen, hvad skal den kompositumudfordrede skribent stille op?

Problem 5: Det er slet ikke det der er problemet

Nu har jeg angrebet § 18 fra et fonetisk synspunkt. Det er blot for at vise at det er problematisk at bruge henvisninger til udtalen i forbindelse med retskrivningsreglerne. Hvis man gør det, må man acceptere at to sprogbrugere skriver samme ord forskelligt.

Men det er slet ikke det der er problemet ift. hvorfor så mange ikke kan finde ud af at skrive sammensatte ord.

Jeg vil vove at påstå at der findes to forskellige grammatiker i dansk: En der tillader andet end adjektiver på adjektivets plads, og én der ikke gør det (det er muligvis ikke den bedste beskrivelse – jeg er elendig til grammatik).

En meget forsimplet forklaring/et muligt scenarie

Man kan forestille sig at et dansk barn fx lærer ordene ringe og klokke at kende. Senere støder barnet på ordet ringeklokke. I talesproget er der ingen mellemrum, så barnet ved ikke som udgangspunkt om der er tale om et eller to ord. For barnet er der to muligheder: (1) Barnet opfatter det prosodiske cue hovedtryk+bitryk og lærer at de to ord er særligt integrerede – det er i virkeligheden kun ét ord, eller (2) barnet opfatter ikke det prosodiske cue (muligvis er det slet ikke til stede i de stimuli barnet får, jf. problem 2, muligvis tillægger barnet det en anden betydning, jf. problem 3).

På baggrund af barnets erfaringer danner det en grammatik. Barn 1 lærer at et ord kan bestå af flere stammer, og barn 2 lærer at substantiver og verber kan modificere et ord på samme måde som adjektiver kan. Begge børn har klaret en svær opgave, nemlig at udregne en grammatik på baggrund af begrænsede oplysninger.

I skolen lærer børnene at vi sætter mellemrum mellem to ord. “Det er fint”, tænker børnene. Barn 1 skriver ringeklokke i ét ord som de jo er i barn 1’s hoved, og barn 2 skriver ringe klokke i to ord, som det jo er i barn 2’s hoved.

Hvordan pokker lærer vi barn 2 at man kontraintuitivt skal undlade at lave mellemrum mellem to ord i særlige tilfælde? Eller skal vi måske i stedet lære barn 1 at den anden måde at gøre det på, også er i orden?

En bemærkning om indflydelse fra engelsk, stavekontroller og sms-ordbøger

Det bliver ofte fremført at orddelingsfejl skyldes påvirkning fra engelsk, stavekontroller eller sms-ordbøger, som ikke kan finde ud af at sammenskrive ord sådan som de skal være.

Børns tilegnelse af orddannelsesprocesser sker før de introduceres til disse tre ting. Så hvis de skulle have en indflydelse, må man altså forudsætte at barnet har lært at skrive sammensatte ord først, men at dette så ‘ulæres’ når barnet stifter bekendskab med engelsk og elektroniske ordbøger. Det finder jeg meget usandsynligt.

Der kan næppe heller påvises nogen sammenhæng mellem hvor meget man udsættes for engelsk, eller hvor meget man bruger elektroniske ordbøger, og så hvor mange orddelingsfejl man laver.

Metatese

Metatese er det fænomen at der byttes om lydenes rækkefølge i et ord. Der kan være tale om at to lyde bytter plads, eller at en lyd flyttes et andet sted hen i ordet, fx:

  • fransk: au revoir > au vroir
  • engelsk: pretty > purty

Børnesprog

Metatese er relativt sjældent i voksensprog, selv i spontantale. Men det er overordentligt almindeligt i børnesprog. Efterhånden som man vokser op, får man udryddet de fleste metateser. Her er nogle eksempler fra mine egne børn:

  • spaghetti > basketti
  • risotto > ritosso
  • sløjfe > fløjse
  • støvsuger > stuesøger
  • numse > munse

Indimellem bytter hele stavelser plads:

  • morgenmad > madmår
  • madpakke > pakmad

Diakront

En sjælden gang imellem får en metatese lov at overleve og bliver etableret i sproget, fx:

  • Engelsk: wæps > wasp
  • Spansk: crocodillo > cocodrillo
  • Spansk: miraglo > milagro (mirakel)
  • Fransk: mosquito > moustique

Metateser ses også ofte i navne, fx:

  • Birgit > Brigitte
  • Petrus > Peter

Forklaringer

Der kan være forskellige forklaringer på metateser. For det første kan man se en tendens til at lyde ombyttes så der dannes konsonantgrupper foran en betonet stavelse frem for en ubetonet, fx basketti, cocodrillo, au vroir (se ovenfor).

For det andet kan man se en tendens til at man med metateser danner højfrekvente lydkombinationer frem for lavfrekvente. I dansk har vi fx kun to-tre ord der ender på /əm/, nemlig (i)gennem og mellem. Til gengæld er endelsen /ən/overordentlig hyppig, hvorfor det er naturligt at opfatte gennem som /gɛmən/.

Der kan også være tale om at man foretrækker homorgane konsonantgrupper, fx munse frem for numse. Og endelig kan der være tale om at man bytter om på lydene for at overholde sprogets fonotaks bl.a. i forbindelse med vokalbortfald, fx billeder > bedler, rvoir > vroir.

I alle tilfælde lader det til at metatese primært rammer ord som introduceres meget tidligt i livet. Det kan være en grund til at det kan opfattes som umodent sprog når metateser optræder hos voksne. Hos folk der har små børn, er det en almindelig mekanisme at man synes børnenes afvigende udtaler kan virke sjove eller nuttede, og så dyrker man dem internt i familien. Hvis tilstrækkelig mange familier gør det, kan metateserne med tiden blive etablerede i sproget.

Ordspil og slang

Metatese bruges ofte bevidst i forbindelse med ordspil og slang. Vi har vi alle lært at bakke snagvendt af Kaj og Andrea. Asterix og Obelix er metateser af asterisk og obelisk. I Frankrig kan man tale verlan, som er en metatese af l’envers, hvor stavelser byttes om så fx métro bliver til tromé, og cigarette bliver til garetsi.

Kender du eksempler på metateser, så skriv en kommentar nedenfor.