Indsæt dania-lydskrift i dine dokumenter

Jeg har forbarmet mig over dem der benytter dania-lydskrift og lavet ikke bare en, men to tegnvælgere, ligesom jeg for nogle måneder siden lavede en IPA-tegnvælger, altså et lille værktøj hvor man kan klikke på lydskriftsymbolerne frem for at skulle lede efter dem i teksbehandlingsprogrammets tegnoversigt.

Grunden til at jeg har lavet to forskellige tegnvælgere, er at der ikke er nogen optimal løsning hvis man skal skrive dania-lydskrift.

  • Unicode-baseret dania-tegnvælger. Fordelen ved at bruge unicode er at det kan genkendes universelt. Man kan fx sende sit dokument til andre, og de kan læse lydskriften uden problemer, og man kan benytte skriften på internetsider. Desværre er der to væsentlige dania-symboler som ikke understøttes af unicode, nemlig et spejlvendt j (IPA: [ɪ̯]) og et oblikt å (IPA: [ɔ]) (oblik er en særlig type kursiv). Jeg foreslår at man bruger IPA-symbolerne i stedet.
  • Dania-tegnvælger baseret på dania-fonten: Denne tegnvælger kræver at man har en særlig font ved navn dania installeret på sin pc. Fonten er symbol encoded, dvs. de viste symboler svarer ikke til de taster man trykker på. Det betyder at lydskriften kun kan læses på pc’er der har fonten installeret. Denne metode frarådes generelt, men det kan være nødvendigt ift. at vise en lang række specielle dania-tegn som ikke understøttes af unicode.

Disse og mange andre problemer kan helt undgås hvis man går over til at bruge IPA i stedet for dania når man skriver lydskrift.

Jeg tager gerne imod forslag til forbedringer af disse tegnvælgere.