laveste pris for generiske piller http://1apotekonline.com/

Lær noget nyt på den sjove måde:

Næsehulen og stemmelæberne McGurk-effekten Overtonesang Kardinalvokalerne Hvorfor får man lys stemme når man inhalerer helium? Strubesang

Hvor mange vokallyde er der i dansk?

Det spørgsmål er ikke helt let at besvare, for det kommer i høj grad an på hvordan man tæller, og hvor meget der skal til før man synes to vokaler er ens eller forskellige. Svaret på det spørgsmål kan veksle fra ca. 10 til ca. 50 vokaler.

Strengt taget, akustisk set, er enhver vokal der udtales, fysisk forskellig fra alle andre vokaler der nogensinde er udtalt. Med tilstrækkelig fint måleapparat vil man altid kunne måle en lille forskel på to vokaler.

På trods af dette har vi en abstrakt forestilling om at nogle vokaler er ens. Dels er vores perceptionsapparat ikke fintfølende nok til at opfange bittesmå akustiske detaljer, og dels kan udtalen af en vokal påvirkes af de konsonanter den er omgivet – også så meget så vi tydeligt kan høre det – men vi tilskriver ikke denne variation nogen sprogligt betydningsadskillende funktion.

Eksempel: Alle danskere ved at /a/ lyder tydeligt forskelligt i ordene kat og rat. Vi ved at /a/ udtales arh-agtigt når vi sætter er /r/ foran. I en vis forstand har vi dog kun ét a, ét fonem, men det kan udtales forskelligt alt efter omgivelserne.

Fonologisk

Man kan analysere sig frem til at vi har 11 vokalfonemer på dansk:

/i y u/ – høje vokaler

/e ø o/ – halvhøje vokaler

/ɛ œ ɔ/ – halvlave vokaler

/a/ – lav vokal

/ə/ – neutral vokal (findes kun i ubetonede stavelser)

Alle vores forskellige vokalkvaliteter kan udledes af disse 11 fonemer efter bestemte regler der tager højde for om vokalerne er korte eller lange og hvilke konsonanter de er nabo til osv.

De tre vokaler /y ø œ/ kan måske endda reduceres til /y ø/ jf. dette indlæg. (Tilføjet 17. maj. 2011)

Vokalkvalitet

Hvis man undersøger hvordan vokalerne konkret udtales (det kan man enten gøre artikulatorisk, akustisk eller auditivt) så er der i betonede stavelser typisk et sted mellem 16-18 vokalkvaliteter afhængigt af hvilken variant af dansk man taler. Hvis man er godt trænet i lydopfattelse, kan man skelne nogle flere, men så er vi vist også ved at nærme os grænsen for vores auditive formåen.

Dvs. vi har brug for 16-18 forskellige lydskriftsymboler, når vi skal lydskrive danske vokaler i betonede stavelser. Hertil kommer nogle stykker som kun findes i ubetonede stavelser (se nedenfor).

Igen, akustisk set er alle vokaler i hvert fald en lille smule forskellige, men de samler sig i nogle klynger, og man kan derfor regne med at vokalerne inden for en klynge er så ens så vi ikke opfatter dem som forskellige i nogen lingvistisk interessant henseende.

Vokallængde og stød

Vi har på dansk en skelnen mellem korte og lange vokaler, og lange vokaler kan desuden have stød. Hvis man ønsker at regne stød og længde som en egenskab ved vokalen (snarere end en egenskab ved stavelsen, hvilket der ellers kan være god grund til at gøre), så har vi i betonet stavelse:

12 forskellige lange vokaler (nogle har 13)

12 forskellige vokaler med stød

16 forskellige korte vokaler

I alt 40 forskellige vokalkvaliteter i betonede stavelser. Dertil kommer vokaler som i distinkt udtale normalt kun findes i ubetonede stavelser. Her er nok en håndfuld, primært [ə ɐ ɪ ʊ ð̩], men vokalinventaret i ubetonede stavelser er noget sløret og ikke særlig godt undersøgt endnu.

Konklusion

Så hvor mange vokaler har vi? Tja, hvis du vil chokere, så sig endelig at vi har 40-50 stykker. Hvis de vil være mere lempelig, så sig 11 fonemer; det er stadig et imponerende antal der kan slå de fleste af verdens sprog af banen. Og endelig, når vi lydskriver vokaler, bruger vi typisk omkring 20 forskellige vokalsymboler.

14 Comments

  1. bjarne Kissov siger:

    Hvordan deler man chauffør?
    cha-uf-før eller chauf-før??

  2. Ruben siger:

    Min personlige holdning er at man slet ikke skal dele ord. Hvis du absolut skal, er det pænest at dele mellem de to f’er.

  3. Kristi siger:

    Hej,
    Taenkte paa om du ville laese de vokaler ind, saa man kunne lytte til dem ogsaa?

    1. Det er en god ide. Jeg vil prøve at lave en god optagelse af dem ved nærmeste lejlighed.

  4. dainichi siger:

    Jeg ærgrer mig over ikke at have fundet dette websted før.

    Et par spørgsmål:

    1. Hvis der kun er et /a/-fonem, hvor kan jeg så finde reglerne for hvornår det udtales som i “kat”, og hvornår det udtales som i “rat”?

    2. Med de vokalfonemer du angiver ovenfor, hvilke fonemer bruger du så for de trykstærke vokaler i “rille”, “drille”, “trælle” og “ralle”? Hvis du bruger /i/, /e/, /ɛ/ og /a/, kunne jeg godt tænke mig at høre hvordan man retfærdiggør de overlappende allofoner, for eksempel ville “pille” og “drille” både have /e/, men de rimer ikke, “drille” rimer mere med “falde” /a/ (eller “fælde” /ɛ/, synes nogen måske). For /ɛ/ kunne man sige at morfemet /ɛl/ virker i både “materiel” og “generel”… Gode argumenter for de andre fonemer?

    3. Du deler op i lange, korte og stødbærende trykstærke vokaler. Hvis jeg tæller til 4 i “(jeg) maler”, “(en) maler”, “mand” og “man”, hvad har jeg så misforstået? Er det noget med at stødet er på n’et i “mand”?

    1. Hej dainichi

      Glæd dig over at du har fundet det nu, og ikke om lang tid ;) Et par svar:

      1. Reglen er at /a/ udtales [a] hvis begge disse betingelser er opfyldt: det står foran en koronal konsonant, og det følger ikke efter /r/. Ellers udtales det [ɑ].

      2. “rille” = /ri/, “drille” = /re/, “trælle” = /rɛ/, “tralle” = /ra/. Når “pille” og “drille” ikke rimer, så er det fordi /e/ og mange andre vokaler realiseres anderledes efter /r/. Denne fonemanalyse er ikke baseret på hvad der rimer, men på hvordan lydene er distribueret, dvs. i hvilken fonologisk kontekst de kan forekomme. Vi kan se at der efter ikke-/r/ er fire forskellige urundede fortungevokaler, inkl. /a/, og efter /r/ er der ligeledes fire forskellige. Ergo behøver vi ikke postulere mere end fire urundede fortungevokaler. Man kan naturligvis godt lave en model for sproget med flere fonemer, hvis man synes det er en gevinst. Det kommer an på hvad man vil med sin model.

      3. Jeg vil helst sige at vi har 8-9 vokalfonemer, som kan forekomme i korte/lange og stødte/stødløse stavelser. Jeg synes det er smartere at se længde/stød som en egenskab ved stavelsen snarere end vokalfonemet. Men igen, alt efter hvad man vil med sin sprogmodel, kan det være hensigtsmæssigt at beskrive det på andre måder.

      Fonologi er bare en model, og “all models are wrong but some are useful” (G.E.P. Box)

      1. dainichi siger:

        Hej Ruben,

        Tak for svaret!

        Jeg kan ikke se hvordan din regel for /a/ kan forklare hvorfor “vandre” ikke rimer på “klandre”. Jeg kunne også godt tænke mig at se hvordan den model håndterer for eksempel tryksvagt “har” [hɑ] (i modsætning til tryksvagt “have” [ha]).

        1. Der er nogle undtagelser fra reglen, ‘andre, vandre, Anders, anderledes, aldrig’ og måske et par mere. De har alle /rə/ eller /ər/ i efterfølgende stavelse, som formentlig har sørget for at de har modstået udviklingen.

          “har” [hɑ] er mere uproblematisk. Det er /har/, dvs. /a/ står foran en ikke-koronal konsonant. Når du ikke kan høre /r/, kan det beskrives med en regel om at /r/ forsvinder efter /a/ (og /ɔ/).

          1. dainichi siger:

            OK. Analyserer du så også tryksvagt “jeg”, “mig”, “dig” og “sig” som /jar/, /mar/, /dar/ og /sar/?

        2. Mere generelt så kan du finde hele analysen, inkl. de problemer du peger på og mange andre, i Nina Grønnums “Fonetik & fonologi” (http://schwa.dk/litteratur/). Men du er også velkommen til bare at spørge :)

  5. “OK. Analyserer du så også tryksvagt “jeg”, “mig”, “dig” og “sig” som /jar/, /mar/, /dar/ og /sar/?”

    Nej. Det nemmeste er at sige at ord har samme fonologiske form uanset om de er i betonet eller ubetonet stilling. Men nogle ord, typisk grammatiske småord, kan realiseres uden den finale konsonant i visse sammenhænge. Det er lidt parallelt med at vi jo heller ikke staver ord forskelligt alt efter om de er betonede eller ej. Det er noget vi på en eller anden måde kan regne ud pga. konteksten.

  6. Snorre siger:

    Hej Ruben

    Jeg har et fonologisk problem, jeg undrer mig over. Om de allofoniske regler for /a/ skriver Grønnum i Fonetik og Fonologi, at /a/ bliver:

    [a] foran koronaler og foran stavelsesgrænser, der ikke følger efter /r/

    og

    [ɑ] alle andre steder.

    Du nævner selv i en kommentar på schwa.dk, at “andre, vandre, Anders, anderledes og aldrig” er undtagelser.

    Hvad stiller man så op med ordet “tarantel, maraton og Sara”?

    Deler man “tarantel” op /ta-ran-tɛl/, så burde det vel hedde *[taʁ̞ɑn’tɛlˀ] (hvis man insisterer på at udtale [ʁ̞]et, som jo kan udelades i prætoniske stavelser efter /a/)? Men der findes kun én form på DDO (http://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=tarantel), og den har [ɑ]. Det samme gælder for “maraton” og “Sara”. Kan man sige, at /r/ i disse ord er ambisyllabiske, fordi det påvirker begge /a/ fonemer i stedet for enten at påvirker det første eller det sidste? Eller er disse eksempler mon undtagelser ligesom “Anders, vandre … “, fordi det er udenlandske lån og et proprium?

    Jeg kan lettere få ordene “arabisk” og “farin” til at have ambisyllabisk /r/, fordi de har de to former [aˈʁɑˀbisg faˈʁiˀn] og [ɑˈʁɑˀbisg fɑˈʁiˀn]. De første to med [a] peger på stavelsesopdelingen /a-raː-bisk/ og /fa-riːn/, mens de sidste to med [ɑ] peger på at /r/ hører til to stavelser.

    “Tarantel, maraton og Sara” har ingen varianter med [a]. Er det indikation på, at /r/ ikke er ambisyllabisk, og at ordene i stedet optræder med uregelmæssig distribution af [ɑ]?

    En anden mulig begrundelse for, at det første /a/ bliver til [ɑ] i første stavelse af /tarantɛl/ kunne også være et produkt af udtalen
    [tɑɑn’tɛlˀ], hvor /r/ først bliver til [ɐ̯] i en prætonisk stavelse. Derefter kunne man så argumentere at /a/ bliver til [ɑ] for at undgå den ulovlige fonetiske form [aɐ̯]? Men det forklarer stadig ikke hvorfor formen *[taʁ̞ɑn’tɛlˀ] ikke findes?

    Mvh

    Snorre, EnGeRom, KU (som på et tidspunkt lånte en diktafon af dig i Lingvistisk Laboratorium)

    1. Hej Snorre

      Jeg er enig med dig mht. dine mulige udtaler, og i at der mangler noget i Grønnums beskrivelse. Der ser ud til at gælde følgende:

      /a/ som har mere end nultryk, udtales [ɑ] foran /r/ uanset om der er stavelsegrænse eller ej imellem, fx ‘Sara, Aron, safari, karry’ osv.

      Prætonisk /-ara/ udtales altid [ɑ(ʁ)ɑ], fx ‘paragraf, karakter, sarabande, marabu’ osv.

      Hvis /a/ står foran /r/ som står i starten af en trykstærk stavelse, /-a’r/, kan det udtales både [a] og [ɑ], nok alt efter hvem der udtaler ordet, fx ‘parat, baron, farin, sarong’ osv. Personligt har jeg altid [ɑ] her, men jeg hører andre have [a].

      Vi kan altså konkludere at /a/ → [ɑ] før og efter /r/ uanset stavelsesgrænse eller ej. Hos nogle talere bliver det dog [a] før betonet stavelse (dvs. i nultryksstavelser).

      Vi kan godt vælge at beskrive /r/ som ambisyllabisk – det har artikulatoriske træk der spreder sig til begge sider, så det er rimeligt nok. Men rent matematisk behøver vi ikke tage stilling til hvilken stavelse det står i; vi kan blot sige at reglen gælder uanset stavelsesgrænser.

      1. Snorre siger:

        Mange tak for dit udførlige svar

        Det giver bedre mening nu :)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Følg med

rss e-mail FB Twitter