De danske ø’er

De danske ø’er kan let volde problemer, både for folk der skal lære at tale dansk såvel som dem der skal lære at lydskrive det. Grønnum (2005) skelner mellem hele 5 forskellige rundede fortungevokaler, med disse eksempelord (fra høj til lav):

  • y – kyle [kyːlə]
  • ø – køle, føne [køːlə føːnə]
  • œ – høne, skøn [hœːnə sgœnˀ]
  • œ̞ – røbe, ryste, gøre, grynt [ʁœ̞ːbə ʁœ̞sdə gœ̞ːɐ gʁœ̞nˀd]
  • ɶ – grønt, røv [gʁɶnˀd ʁɶʊ̯ˀ]

Jeg har aldrig helt forstået Grønnums inddeling, dels fordi nogen af eksemplerne ikke giver mening i forhold til min egen udtale, dels fordi jeg, hvor gerne jeg end vil, ikke kan erkende mere end fire forskellige kvaliteter i min egen udtale. Jeg ved at andre har det på samme måde, så her er min redegørelse af de danske rundede fortungevokaler.

Jeg kan selv erkende kontrasten i

  • kyle [kyːlə]
  • køle [køːlə]
  • curle [kœːlə]

og

  • fyre [fyːɐ]
  • føre [føːɐ]
  • fyrre [fɶːɐ]

og vokalen er mere åben i fyrre [fɶːɐ] end i curle [kœːlə] – altså i alt fire forskellige kvaliteter.

Den vokal Grønnum transskriberer som [œ̞], kan jeg ikke få til at passe nogen steder. De eksempler Grønnum giver,har slet ikke samme kvalitet i min udtale: gøre har en tydeligt mere åben vokal end røbe, ryste, grynt.

Desuden kan vokalerne for mit vedkommende grupperes sammen med de andre vokaler: røbe, ryste, grynte har hos mig omtrent samme vokal som høne, skøn, mens gøre har samme vokal som grønt, røv.

Det skal underforstås at et udtalt [ʁ] nok giver noget uvularisering af efterfølgende vokal, er dermed nok en anelse mere åben kvalitet, men det synes jeg ikke er værd at annotere på dette beskrivelsesniveau – det gør vi normalt ikke ved andre vokaler, fx [ʁæːnə æːnə] rene, ane. Altså kan jeg nøjes med fire rundede fortungevokaler [y ø œ ɶ].

Rundede fortungevokaler – Fonologisk

Blandt danske fonologer er der tradition for at beskrive dansk fonologisk med tre  forskellige rundede fortungevokaler, fx /fyːrə/ fyre vs. /køːrə/ køre vs. /gœːrə/ gøre. Også her synes jeg det er vanskeligt at blive overbevist om rimeligheden. Jeg synes det er tilstrækkeligt med to /y/ og /ø/.

Fra en overfladisk analyse kan man sagtens finde kontraster, jf. ovenstående eksempler som kyle, køle, curle. Men fra med en fonemøkonomisk tilgang kan man for langt den største del af ordforrådet nøjes med to fonemer.

Hvis man ser bort fra

  • tydeligt fremmede ord, fx curle, berceuse
  • interjektioner, fx øh, bøh
  • proprier, fx Røntgen, Ærø
  • arkaiske/højtidelige/religiøse ord, fx brynje, hymne

, som i det hele taget ofte opfører sig mærkeligt fonologisk, og derfor er det efter min mening i orden at udelade dem fra den fonologiske analyse, så findes den tredelte kontrast kun foran /r/, fx fyre/føre/fyrre, og fyr/før(vb.)/før(præp.).

De fonologiske regler jeg foreslår, er

  1. /y ø øː/ åbnes et trin foran nasal, fx [pønˀd] pynt og [sœn œmˀ hœːnə] søn, øm, høne. I modsætning til Grønnums analyse fortolkes alle [øn øŋ øm] derfor som /yn ym/, fx tynd, ønske, lymfe.
  2. /ø øː/ åbnes et trin efter /r/, fx [ʁœsd ʁœðˀ ʁœːbə] røst, rød, røbe.
  3. /ø/ åbnes et trin foran /v/, fx [sdœʊ̯lə] støvle.
  4. /ø/ åbnes to trin foran /r/, fx [gɶɐ̯]  gør.
  5. /ø y/ åbnes to trin efter /r/ og foran /n m v/, fx [ʁœŋgə kʁœmbə] rynke, krympe og [gʁɶnˀ drʁɶmˀ ʁœʊ̯ˀ] grøn, drøm, røv. (Hos nogle talere bliver /ø/ snarere [ʌ] efter /r/ foran nasal – [gʁʌn].)
  6. (Om man vil, bliver/ø/ desuden [ʌ] foran /j/, fx [tʌj] tøj. Dette er ukontroversielt.)

[ɶː] er kort og [ø œ] er ofte lange

Konsekvensen af denne analyse er at [ɶː] altid er fonologisk kort, og [ø œ] nogle gange er fonologisk lang. Det virker kontraintuitivt, men sådan er fonologi nogen gange, men ikke desto mindre ganske rimeligt.

Sagen er nemlig at vokallængdekontrasten er ophævet foran vokoider ([ð ɐ̯ ɪ̯ ʊ̯] og vokaler) hos yngre danskere, hvilket er en forudsætning for min analyse. Det lydlige resultat, altså hvornår vokalerne forkortes og hvornår de forlænges, varierer vist fra taler til taler, men dette gælder i min egen distinkte udtale: korte vokaler forlænges foran en syllabisk vokoid (fx gedde, sove, dreje, kærre som jeg udtaler med lang vokal), og lange vokaler forkortes foran en ikke-syllabisk  vokoid (fx bog, våd, stor som jeg udtaler med kort vokal, selvom de fonologisk er lange).

Det er værd at bemærke at:

  • Stødløse enstavelsesord fx først, tørst, drøv, øv(int.), hør(sb.), tør(vb.), smør, gør har altid den åbne ø-variant. Stødløshed er ifølge standardbeskrivelsen garanti for at vokalen er kort. Hvis der fandtes stødløse ord med den lukkede variant, ville min fortolkning ikke holde, men det findes ikke.
  • Dobbeltkonsonanter signalerer at foranstående vokal er kort. Foran dobbeltkonsonanter findes derfor kun den åbne ø-variant, jf. større, fyrre, tørre. Den lukkede variant findes kun foran enkeltkonsonanter (føre, køre, øve osv.). Den åbne variant findes også foran enkeltkonsonant i gøre, smøre som er bøjninger af stødløse enstavelsesord, og i snøre (ingen forklaring). Ortografi er vel at mærke ikke bevis på fonologisk struktur, slet ikke i dansk, men ikke desto mindre er der god overensstemmelse i dette tilfælde.

Det er også værd at bemærke at vi kun har to vokalbogstaver der svarer til rundede fortungevokaler, y, ø. I forrige århundrede var der godt nok en bevægelse for at indføre et tredje vokalbogstav ö, men det slog aldrig an – et tegn på at to vokalbogstaver er tilstrækkeligt.

Fonologer er ofte ikke glade for at bruge ortografien som argument i den fonologiske analyse. Der er da også masser af eksempler hvor ortografien kan snyde. Jeg er dog af den overbevisning at den måde hvorpå vi lærer at kæde bogstaver og lyde sammen, spiller en rolle for vores lydlige kategorisering. Til en vis grad er det med til at sørge for at der er konsensus mellem alfabetiske størrelser og fonologiske størrelser.

En anden betragtning er at /y ø œ/ er de tre sjældneste vokalfonemer i DanPASS-korpusset. Tilsammen er de tre fonemer kun lige så hyppige som det fjerdesjældneste fonem /o/. Selvom de udgør 30 % af vokalfoneminventaret,  dækker de kun 4 % af de faktiske forekomster.

I nyere fonologiske retninger spiller frekvens en stor rolle. En høj frekvens fører til en stærkere mental repræsentation. Omvendt kan man forestille sig at en lav frekvens gør det vanskeligt at opretholde en fonologisk kontrast. Der er således en vis rimelighed i at slå de to fonemer /ø œ/ sammen nu når der som følge af sprogudviklingen er opstået mulighed for det.

Slappe y'er og ustemte l'er – i islandsk og dansk

Der er vist ikke den sprogblog der i den sidste tid ikke har haft Eyjafjallajökull oppe at vende, lige bortset fra, indtil nu, denne blog. Jeg vil nøjes med en henvisning til Language Log og Sprogmuseets behandling af emnet – der er rigeligt med links til at surfe videre derfra. Der er naturligvis fokus, fra sproglig side, på hvordan mange udtaler Eyjafjallajökull, og hvordan det så udtales rigtigt af en rigtig islænder.

Nu er der jo ikke noget overraskende i at ikke-indfødte talere kan have svært ved at udtale nogle ting på så eksotiske sprog som fx islandsk, men er det nu så eksotisk igen?

Wikipedias IPA-transskription af Eyjafjallajökull er [ˈɛɪjaˌfjatlaˌjœːkʏtl̥]. De fra et dansk synspunkt mest usædvanlige lyde i denne sammenhæng er det slappe y [ʏ], som på sprogmuseet beskrives som en mellemting mellem y og u, og så det ustemte l [l̥]. Resten af lydene svarer nogenlunde til de danske lyde.

Men det slappe y og det ustemte l er ikke så fremmedartede igen. Vi har dem faktisk i dansk i forvejen, men kun som varianter af andre fonemer i meget specifikke lydlige sammenhænge. Det gør at vi ikke umiddelbart er bevidste om de findes som sproglyde, og medmindre vi bliver bevidstgjorte om det, har vi svært ved at udtale lydene i andre sammenhænge.

Slapt y

Det slappe y [ʏ] findes som en variantudtale af schwa efter et [y] i foranstående stavelse som i hygge, lytte, hylde [hygʏ lydʏ hylʏ]. Udtalen af schwa koordineres kraftig med vokalen i foranstående stavelse, og bliver altså tilnærmet [y] i denne kontekst, svarende til [ʏ].

Fremskydning og hævning af schwa fremmes i øvrigt hvis de omkringstående konsonanter har høj tungestilling, hvilket fx gælder /k/, så Pakistan og pakkestand (hvad det så end er) ofte udtales tilnærmelsesvis ens. Således kan ASCII-sky og askesky også blive homonymer.

I Eyjafjallajökull er det slappe [ʏ] netop efter et [k], men vokalen i foranstående stavelse er ikke [y] men [œ] som i høne. Hvis man dog lader som om at det var et [y], burde man ikke have problemer med det slappe [ʏ] der følger efter.

Ustemt l

Hvad så med det ustemte l i slutningen af ordet? Faktisk har vi masser af ustemte l‘er i dansk. De findes bare stort set kun efter [p] og [k] i fx plade og kladde. Vi tænker ikke på dem som ustemte l’er – vi tænker på det som en egenskab ved [p] og [k], men ustemtheden i l er faktisk det der primært adskiller plade og kladde fra hhv. blade og glade.

Mange danskere er også tilbøjelige til at udtale et ustemt l hvis de bliver tvunget til at udtale de besyndelige imperativformer af ord som cykle, hutle, kniple osv.: cykl! hutl! knipl! [sygl̥ hudl̥ knebl̥]. Det sker i øvrigt for at overholde sonoritetsprincippet som siger at en konsonant der er fjernere fra stavelsens kerne skal være mindre sonor end en konsonant der er tættere på stavelsens kerne.

Såå, det burde ikke være så svært at sige Æjafjatlajøketl, vel?