laveste pris for generiske piller http://1apotekonline.com/

Lær noget nyt på den sjove måde:

Næsehulen og stemmelæberne McGurk-effekten Overtonesang Kardinalvokalerne Hvorfor får man lys stemme når man inhalerer helium? Strubesang

vokallængde

Tab af stød og længde i sammensatte ord

Nogle ord der isoleret udtales med stød, taber stød når de står som førsteled i et sammensat ord, fx [iːˀs væːˀl huːˀs lyːˀs bɔːˀl] is, hval, hus, lys, bål, men [isbiːˀl væːlfesg huslyːˀ lysɒːˀ bɔːltæːlə] isbil, hvalfisk, husly, lysår, båltale. Som opvokset uden stød (Bornholm), er dette noget der stadig kan forvirre mig. Hvilke ord taber stød og hvilke gør ikke? Jeg kender ikke til nogen komplet gennemgang af emnet, og nogle af de ting jeg har læst rundt omkring, er forkerte. I dette indlæg gennemgår jeg nogen af mine egne observationer.

Hvis ordet får fuge-e, fx hund/hundehus, taber det så godt som altid stød. Hvis det får fuge-s bevares stød som regel fx landmand vs. landsmand og håndsrækning vs. håndbold, men det tabes efter [ð w], fx tidsnød, dødsulykke, livskraft.

Men når der ikke er noget fugeelement, er det ret uforudsigeligt hvad der sker med stødet. Hvilke ord der taber stød er i høj grad leksikaliseret, dvs. det er bestemte ord der taber stød, og de gør det som regel i alle sammensætninger de indgår i.

Grønnum (2005) nævner kun at enstavelsesord kan tabe stød på denne måde, men det er ikke helt korrekt. Der er ganske få flerstavelsesord som taber stød i sammensætninger: under-, over-, finger-, mellem– og sammen-. Jeg desuden hørt et stødløst kobber-, som DSDU angiver som jysk og ældre udtale. Disse ord har det til fælles at de slutter på schwa + sonorant.

Flerstavelsesord der ender på betonet i synes også som regel at blive ramt, såsom parti/partiformand, kemi/kemiingeniør, anæstesi/anæstesilæge, politi/politibetjent osv.

Helt uden for disse mønstre findes telefon– stødløst hos en del talere.

Længdetab

Ud over at tabe stød er der også nogle ord der taber vokallængde, som is-, hus-, lys– i overnstående eksempler. Dette gælder oftest for ord med høje vokaler /i y u/ fx fri-, ny-, dyb-, pris-, ris-, rus-, men længden synes at blive bevaret foran /n/ ikke fx tun-, vin-, lyn-.

Også /ø/ taber hyppigt længde jf. løs/løssluppen, sø/sømand, og /o/ når det står i åben stavelse, jf. to/todelt, sko/skosål, men fx ikke sol/solgud.

Med /ɔ/ veksler det lidt. I nogle ord taber det længde og ændrer samtidig vokalkvalitet, fx stål/ståltråd. Det gælder vist alle ord med åben stavelse, jf. blå/blåskimmel, grå/gråhåret, skrå/skråplan. Andre taber stød, men bevarer længden fx mål/målmand, bål/båltale. En ændring i vokalkvalitet indikerer at længden er tabt fonologisk og ikke blot ad hoc i udtalen, da forskellen på kort og langt /ɔ/ regelret giver forskellig vokalkvalitet i dansk.

For /a/ gælder det vist at alle ord der rimer på bag eller lav, taber længde og får åben a-vokal, jf. sag/sagfører, sav/savværk osv. Igen indikerer det et fonologisk længdetab.

Vokalerne /e ɛ/ synes at modstå længdetab, jf. ben/benspæn, mel/melbolle.

Vokallængdetab er vist i nogle tilfælde et dialektalt træk; jeg har i hvert fald hørt jyder sige Island o.lign. med lang vokal.

Fantomlængde

Nogle ord, fx fod, bog, fortolkes fonologisk med lang vokal selvom de hos yngre normalt udtales med kort vokal [foðˀ bɔʊ̯ˀ]. Dette skyldes dels at de må have lang vokal for overhovedet at have stødbasis, og dels at de har vokalkvalitet som lang vokal (kort /o ɔ/ realiseres hhv. [ɔ ʌ] i lukket stavelse.

Disse ord taber stød i sammensætninger, fodbold/boghandel. De udtales dog stadig med lang vokalkvalitet, men med kort vokallængde. Dette passer ikke ind i de fonologiske regler beskrevet af Grønnum. Jeg kalder dette for fantomlængde; en fonologisk længde der aldrig realiseres, men præserverer vokalkvaliteten.

Stødharmoni: uventet stødbevarelse

Nogle gange sker det at ord der normalt mister stød, bevarer det i bestemte sammensætninger. Således taber rød– som regel stød, men det bevares i rødgrød. Ligeledes med blå– som bevarer stød i Blågårds Plads (navnlig hvis man er lokalt kendt). Jeg har også hørt koldskål udtalt med stød selvom kold– normalt taber stød.

Fælles for disse eksempler er at rimdelen i de to stavelser i hhv. rødgrød, Blågård og koldskål ligner hinanden meget. Jeg mistænker at stødet i andet led kan have en afsmitning på hvorvidt det bevares i første led hvis de to led ligner hinanden tilstrækkeligt meget.

Fonetisk betinget?

Spøgsmålet er om der er et kriterium for hvilke ord der taber stød og hvilke der ikke gør. Ifølge Grønnum er det kun veletablerede ord der taber stød på denne måde. Men en undersøgelse udført af to overbygningsstuderende i lingvistik i 2008 viste at stødtab også sporadisk forekommer når informanter bliver bedt om at danne sammensætninger af nonsensord såsom gnald+hopper eller grøj+hipper. Det indikerer at vi til en vis grad bruger stødtab som en slags fuge-element, altså en indikator af at der er en særlig tilknytning mellem dette og efterfølgende ord.

For nogle år siden skulle jeg i forbindelse med udviklingen af et talesynteseprogram tjekke en liste med 520 enstavelsesord for se om der kunne dannes en regel for hvilke ord der tabte stød i sammensætninger. Det jeg fandt frem til, var at disse ord som hovedregel taber stød:

  • ord med 0 eller 1 (udtalt) postvokalisk konsonant (men der er undtagelser, fx gen, brøk, ion, ko, kø, te, fe, fæ, bæ, glo som bevarer stød).
  • ord med en eller flere postvokaliske konsonanter hvor den første er vokoid (ingen kendte undtagelser).

Ord med to eller flere postvokaliske ikke-vokoide konsonanter bevarer som regel stød. Dog er der undtagelser, fx mønt, kunst, kant, bank, hals, bold som taber stød jf. fx møntsamler, kunstmaler, kantspiller, bankforretning, halsbrand, boldbane.

Når man kigger på eksemplerne lader det til at høje vokaler /i u y/ er overordentlig tilbøjelige til stød- og længdetab, mens ikke-høje fortungevokaler /e ɛ/ synes at modstå det til en vis grad.

Desuden er ord med postvokaliske halvvokaler [ð ʊ̯ ɪ̯ ɐ̯] meget tilbøjelige til at tabe stød og længde. Ord med postvokalisk /n l/ synes desuden i højere grad at bevare længden selvom de taber stød. Nogen skudsikker regel findes ikke, men der synes trods alt at være visse fonetiske betingelser der spiller ind.

De danske ø’er

De danske ø’er kan let volde problemer, både for folk der skal lære at tale dansk såvel som dem der skal lære at lydskrive det. Grønnum (2005) skelner mellem hele 5 forskellige rundede fortungevokaler, med disse eksempelord (fra høj til lav):

  • y – kyle [kyːlə]
  • ø – køle, føne [køːlə føːnə]
  • œ – høne, skøn [hœːnə sgœnˀ]
  • œ̞ – røbe, ryste, gøre, grynt [ʁœ̞ːbə ʁœ̞sdə gœ̞ːɐ gʁœ̞nˀd]
  • ɶ – grønt, røv [gʁɶnˀd ʁɶʊ̯ˀ]

Jeg har aldrig helt forstået Grønnums inddeling, dels fordi nogen af eksemplerne ikke giver mening i forhold til min egen udtale, dels fordi jeg, hvor gerne jeg end vil, ikke kan erkende mere end fire forskellige kvaliteter i min egen udtale. Jeg ved at andre har det på samme måde, så her er min redegørelse af de danske rundede fortungevokaler.

Jeg kan selv erkende kontrasten i

  • kyle [kyːlə]
  • køle [køːlə]
  • curle [kœːlə]

og

  • fyre [fyːɐ]
  • føre [føːɐ]
  • fyrre [fɶːɐ]

og vokalen er mere åben i fyrre [fɶːɐ] end i curle [kœːlə] – altså i alt fire forskellige kvaliteter.

Den vokal Grønnum transskriberer som [œ̞], kan jeg ikke få til at passe nogen steder. De eksempler Grønnum giver,har slet ikke samme kvalitet i min udtale: gøre har en tydeligt mere åben vokal end røbe, ryste, grynt.

Desuden kan vokalerne for mit vedkommende grupperes sammen med de andre vokaler: røbe, ryste, grynte har hos mig omtrent samme vokal som høne, skøn, mens gøre har samme vokal som grønt, røv.

Det skal underforstås at et udtalt [ʁ] nok giver noget uvularisering af efterfølgende vokal, er dermed nok en anelse mere åben kvalitet, men det synes jeg ikke er værd at annotere på dette beskrivelsesniveau – det gør vi normalt ikke ved andre vokaler, fx [ʁæːnə æːnə] rene, ane. Altså kan jeg nøjes med fire rundede fortungevokaler [y ø œ ɶ].

Rundede fortungevokaler – Fonologisk

Blandt danske fonologer er der tradition for at beskrive dansk fonologisk med tre  forskellige rundede fortungevokaler, fx /fyːrə/ fyre vs. /køːrə/ køre vs. /gœːrə/ gøre. Også her synes jeg det er vanskeligt at blive overbevist om rimeligheden. Jeg synes det er tilstrækkeligt med to /y/ og /ø/.

Fra en overfladisk analyse kan man sagtens finde kontraster, jf. ovenstående eksempler som kyle, køle, curle. Men fra med en fonemøkonomisk tilgang kan man for langt den største del af ordforrådet nøjes med to fonemer.

Hvis man ser bort fra

  • tydeligt fremmede ord, fx curle, berceuse
  • interjektioner, fx øh, bøh
  • proprier, fx Røntgen, Ærø
  • arkaiske/højtidelige/religiøse ord, fx brynje, hymne

, som i det hele taget ofte opfører sig mærkeligt fonologisk, og derfor er det efter min mening i orden at udelade dem fra den fonologiske analyse, så findes den tredelte kontrast kun foran /r/, fx fyre/føre/fyrre, og fyr/før(vb.)/før(præp.).

De fonologiske regler jeg foreslår, er

  1. /y ø øː/ åbnes et trin foran nasal, fx [pønˀd] pynt og [sœn œmˀ hœːnə] søn, øm, høne. I modsætning til Grønnums analyse fortolkes alle [øn øŋ øm] derfor som /yn ym/, fx tynd, ønske, lymfe.
  2. /ø øː/ åbnes et trin efter /r/, fx [ʁœsd ʁœðˀ ʁœːbə] røst, rød, røbe.
  3. /ø/ åbnes et trin foran /v/, fx [sdœʊ̯lə] støvle.
  4. /ø/ åbnes to trin foran /r/, fx [gɶɐ̯]  gør.
  5. /ø y/ åbnes to trin efter /r/ og foran /n m v/, fx [ʁœŋgə kʁœmbə] rynke, krympe og [gʁɶnˀ drʁɶmˀ ʁœʊ̯ˀ] grøn, drøm, røv. (Hos nogle talere bliver /ø/ snarere [ʌ] efter /r/ foran nasal – [gʁʌn].)
  6. (Om man vil, bliver/ø/ desuden [ʌ] foran /j/, fx [tʌj] tøj. Dette er ukontroversielt.)

[ɶː] er kort og [ø œ] er ofte lange

Konsekvensen af denne analyse er at [ɶː] altid er fonologisk kort, og [ø œ] nogle gange er fonologisk lang. Det virker kontraintuitivt, men sådan er fonologi nogen gange, men ikke desto mindre ganske rimeligt.

Sagen er nemlig at vokallængdekontrasten er ophævet foran vokoider ([ð ɐ̯ ɪ̯ ʊ̯] og vokaler) hos yngre danskere, hvilket er en forudsætning for min analyse. Det lydlige resultat, altså hvornår vokalerne forkortes og hvornår de forlænges, varierer vist fra taler til taler, men dette gælder i min egen distinkte udtale: korte vokaler forlænges foran en syllabisk vokoid (fx gedde, sove, dreje, kærre som jeg udtaler med lang vokal), og lange vokaler forkortes foran en ikke-syllabisk  vokoid (fx bog, våd, stor som jeg udtaler med kort vokal, selvom de fonologisk er lange).

Det er værd at bemærke at:

  • Stødløse enstavelsesord fx først, tørst, drøv, øv(int.), hør(sb.), tør(vb.), smør, gør har altid den åbne ø-variant. Stødløshed er ifølge standardbeskrivelsen garanti for at vokalen er kort. Hvis der fandtes stødløse ord med den lukkede variant, ville min fortolkning ikke holde, men det findes ikke.
  • Dobbeltkonsonanter signalerer at foranstående vokal er kort. Foran dobbeltkonsonanter findes derfor kun den åbne ø-variant, jf. større, fyrre, tørre. Den lukkede variant findes kun foran enkeltkonsonanter (føre, køre, øve osv.). Den åbne variant findes også foran enkeltkonsonant i gøre, smøre som er bøjninger af stødløse enstavelsesord, og i snøre (ingen forklaring). Ortografi er vel at mærke ikke bevis på fonologisk struktur, slet ikke i dansk, men ikke desto mindre er der god overensstemmelse i dette tilfælde.

Det er også værd at bemærke at vi kun har to vokalbogstaver der svarer til rundede fortungevokaler, y, ø. I forrige århundrede var der godt nok en bevægelse for at indføre et tredje vokalbogstav ö, men det slog aldrig an – et tegn på at to vokalbogstaver er tilstrækkeligt.

Fonologer er ofte ikke glade for at bruge ortografien som argument i den fonologiske analyse. Der er da også masser af eksempler hvor ortografien kan snyde. Jeg er dog af den overbevisning at den måde hvorpå vi lærer at kæde bogstaver og lyde sammen, spiller en rolle for vores lydlige kategorisering. Til en vis grad er det med til at sørge for at der er konsensus mellem alfabetiske størrelser og fonologiske størrelser.

En anden betragtning er at /y ø œ/ er de tre sjældneste vokalfonemer i DanPASS-korpusset. Tilsammen er de tre fonemer kun lige så hyppige som det fjerdesjældneste fonem /o/. Selvom de udgør 30 % af vokalfoneminventaret,  dækker de kun 4 % af de faktiske forekomster.

I nyere fonologiske retninger spiller frekvens en stor rolle. En høj frekvens fører til en stærkere mental repræsentation. Omvendt kan man forestille sig at en lav frekvens gør det vanskeligt at opretholde en fonologisk kontrast. Der er således en vis rimelighed i at slå de to fonemer /ø œ/ sammen nu når der som følge af sprogudviklingen er opstået mulighed for det.

Creme fraiche

Min 6-årige datter spurgte for nylig om det egenlig hedder [kʁæm ˈfʁæːɕə] eller [kʁæm ˈfʁæɕ], altså med lang vokal og schwa eller med kort vokal og uden schwa. Hun har altid selv sagt [kʁæm ˈfʁæːɕə], men hun må have undret sig over den voksne udtale [kʁæm ˈfʁæːɕ] med lang vokal uden schwa.

I dansk er det i langt de fleste tilfælde sådan at oxytone ord enten har kort vokal (og/)eller stød. Enstavelsesord med lang vokal uden stød er derimod stort set ukendte, bortset fra i få indlånte ord som band og tank, og altså creme fraiche.

Hvis vokalen er lang og stødløs, følger der mao. altid en stavelse efter, typisk et schwa. Det ved børn godt, og de ved at det er der selvom de voksne ofte undlader at udtale det.

Min datter må have undret sig over at vi voksne aldrig udtaler noget schwa i creme fraiche. Schwa udelades hyppigt når ord er ude af fokus, men creme fraiche er et indholdsord og derfor ofte i fokus, men er der ikke noget schwa, selv når ordet er i fokus.

Med min datters kendskab til dansk fonotaks måtte der altså lige styr på tingene. Hvis vokalen er stødløs, må ordet høre til en af to kategorier: (1) vokalen er kort, eller (2) ordet har underliggende et schwa.

Mere fransk end fransk

Jeg forklarede hende at ordet egentlig var fransk, og at derfor udtaltes lidt mærkeligt. Det tossede er at vokalen slet ikke er lang på fransk. Det er et klassisk eksempel på “mere fransk end fransk” – vi overdriver de udenlanske træk når vi udtaler fremmedord.

I fransk forlænges vokaler foran [ʒ]. Det bliver de også i indlånte ord fx loge, collage, rouge osv. Men da man ikke på dansk skelner mellem [ʃ ʒ] som på fransk – de bliver begge oversat til [ɕ] – er vokalforlængelsen også sneget ind enkelte steder foran opr. fransk [ʃ], såsom i creme fraiche og niche.

Påske og vokallængde

Påsken synger på sidste vers for i år, men jeg vil lige smide et indlæg om det, inden det er alt for sent. Påske /pɔːskə/ [ˈpʰɔːsg̊ə] er fonologisk set et usædvanligt ord i dansk idet det har en lang vokal foran en konsonantgruppe.

I monomorfematiske danske ord (altså ord der består af kun ét morfem) er vokalen almindeligvis kort foran konsonantgrupper. Der findes dog nogle undtagelser foran /st sk/, såsom faste (= undlade at spise), puste, hoste, besk, slesk og altså påske, og desuden skæbne, væbne, æble.

Det er plausibelt at distinktionen mellem korte og lange vokaler i dansk er opstået ved at vokaler blev forlænget foran enkeltkonsonanter for at understrege at den efterfølgende konsonant var kort. Dette samme findes også i svensk og norsk hvor vokallængde og konsonantlængde stadig følges pænt ad sådan at enten vokalen eller konsonanten er lang, men ikke begge dele. Fx har det svenske ord for ‘mejse’ tita lang vokal og kort konsonant [tiːta], mens titta ‘kigge’ har kort vokal, men lang konsonant [titːa].

Med tiden er konsonantlængden forsvundet i dansk, så den eneste forskel på fx skule og skulle nu er vokallængden. Antageligvis blev forskellen i vokallængde så betydelig at man ikke længere bed mærke i konsonantlængden. Dobbeltkonsonanterne er dog stadig bevaret i skriften, og således markerer dobbeltkonsonanter i moderne dansk retskrivning at vokalen er kort.

Jeg var i Sverige i påsken, hvor man ønsker glad påsk i stedet for god påske, og der stilles påskgodis frem i butikkerne. Svenskere udtaler i øvrigt påsk med kort vokal.

(Lettere revideret d. 12/04-2011 jf. nedenstående kommentarer)

Følg med

rss e-mail FB Twitter