Opdatering af lydskriftværktøjer

Jeg har lavet nogle længe ventede opdateringer af min tegnvælger.

  • Mange har efterspurgt muligheden for at vælge skrifttype, da ikke alle systemer viste den gamle skrifttype lige effektivt. Nu kan man vælge den font man vil. Jeg har gjort de almindeligste websikre fonte klikbare, men man kan bruge en hvilken som helst font som man har installeret på sin pc; man skal blot opdatere URL’en, fx schwa.dk/filer/ipacharpick/?font=MINFONT.
  • Jeg har tilføjet flere shortcuts og muligheden for at vælge mellem forskellige shortcuts. Vigtigst er et shortcut til utilpasset IPA. Hvis man gerne vil have de gamle shortcuts, vælger man bare DA(old). Desuden har jeg tilføjet shortcuts til tysk, engelsk og fransk IPA, det græske alfabet og til alle fonetiske relevante tegnblokke i Unicode. Hvis man har ønsker til andre shortcuts, er man velkommen til at henvende sig. Jeg påtænker at tilføje flere sprog med tiden.
  • Jeg har lavet mindre opdateringer af indholdet i de øvrige tegn. Der er tilføjet lidt, og en del er flyttet over i Unicode-shortcuttet for et lidt mere overskueligt design.

Jeg har også opdateret den simple tegnvælger, og converteren er opdateret med et par tegn fra min serie om utilpasset IPA.

Meld gerne tilbage med fejl og ideer til forbedringer.

Utilpasset IPA (bonus): Det bløde d

Det danske bløde d noteres traditionelt med ð, som i IPA står for en dental frikativ. Men det bløde d er typisk ikke en dental frikativ, så er ð bare et levn fra Dania? Er der en bedre måde at notere det på i IPA?

Historisk set et d

Hvis jeg skal beskrive mit eget bløde d, fx i tid, så udtaler jeg det med tungespidsen presset godt ind mod tænderne i undermunden og fortungen skubbet længere frem mod alveolarranden end i det foranstående /i/, men ikke så meget at der opstår støj. Den minder meget om en vokal, der bare ligger længere fremme i munden end /i/.

Hvordan skal notere sådan en lyd? Det er en approksimant i og med at der ikke er støj, den er længere fremme end /j/, som er palatal, den er laminal i og med at tungespidsen er sænket, og med tungespidsen presset mod fortænderne kan man forsvare at kalde den dental, altså en laminal dental approksimant.

IPA har desværre ikke et dedikeret symbol for en dental approksimant, så man må danne det med diakritiske tegn. Det kan man gøre på flere måder. Vi kan tage udgangspunkt i den alveolære approksimant /ɹ/ og tilføje at den er dental og laminal [ɹ̪̻]. Vi kan også tage udgangspunkt i den palatale approksimant /j/, som i forvejen er underforstået laminal, og tilføje at lyden skal længere frem i munden [j̟]; det er faktisk ikke helt tosset i betragting af at det bløde d på nogle dialekter har udviklet sig til /j/. Vi kunne også opfatte det bløde d som en vokallyd, og så notere det på basis af /i/ efter samme princip, [i̟]. Eller vi kan tage udgangspunkt i den dentale frikativ /ð/ og specificere at den er laminal, men mere åben, så der ikke opstår friktionsstøj, [ð̻̞].

Når lyden skal noteres i bred IPA, fjerner vi de diakritiske tegn (medmindre de er distinktive), og alt efter hvad vi baserer lyden på, kan den altså noteres /ð ɹ j i/. Det går ikke at bruge /j i/ da de er reserveret til andre fonemer i dansk, og forskellige fonemer skal noteres forskelligt. Så har vi /ð ɹ/ tilbage. Begge er lige gode kanditater, men traditionelt har vi valgt at bruge /ð/, dels fordi det noteres sådan i Dania, dels pga. det historiske og ortografiske slægtskab med d. Det bløde d er en slags d, ikke en slags r.

Sammenligning med andre sprog

/ð/ findes i engelsk, fx svarende til th-lyden i the, mother, father. Paradoksalt nok synes danskere at man fint kan erstatte den engelske th-lyd med det danske bløde d. En englænder kan også fint bruge sit /ð/ når de taler dansk, og vi hører det som vores bløde d. Men det går ikke den anden vej. Englændere hører typisk enten ingenting eller en slags /l/ når danskere erstatter engelsk /ð/ med blødt d når de taler engelsk.

Der må således være tale om to vidt forskellige lyde, og det er vel en indikation af at vi ikke kan tillade os at bruge /ð/ i dansk, eller hvad?

Det synes jeg ikke nødvendigvis. Forholdet kan fint forklares med at englændernes måde at udtale /ð/ på, er en allofon af vores /ð/, en lidt distinkt, konservativ udtale af det bløde d, mens den moderne vokaliske udtale ikke er en tilladt allofon af engelsk /ð/. Danskere tillader ganske enkelt større variation i /ð/ end englændere gør.

I bred IPA skal man ikke tage hensyn til hvad der er fonologiske kontraster eller ej i andre sprog. Vi kan heller ikke tvinge englændere til at skrive /pʰ kʰ/ i stedet for /p k/ bare fordi vi synes det lyder som dansk /pʰ kʰ/ snarere end dansk /p k/. Aspirationen er allofonisk, ikke distinktiv i engelsk, så de kan tillade sig at ignorere aspirationen i bred IPA.

I engelsk kontrasterer [ð] med [ɫ], fx [wɪð wɪɫ] with, will, hvor [ɫ] er en velariseret lateral approksimant, dvs. den har nogle fællestræk med dansk blødt d. På engelsk har man også en alveolær approksimant [ɹ]. På engelsk er det altså vigtigt at deres /ð/ lyder tydeligt forskelligt fra de to andre lyde, så /ð/ har mindre bevægelsesfrihed på engelsk. Men det er englændernes problem, ikke danskernes.

Varianter af ð findes også på andre sprog, både i form af frikativer og approksimanter, som fonemer eller allofoner af andre fonemer. Det spanske /ð/ kan fx sagtens udtales som en approksimant. Engelsk fylder meget i vores bevidsthed, men jeg tror mere at vi skal se det som at det er engelsk der er lidt speciel, når de ikke tillader en approksimeret udtale af deres /ð/.

Når IPA ikke har et dedikeret symbol til dentale approksimanter, så skyldes det at man ikke har fundet sprog endnu der har en distinktion mellem dental approksimant og fx dental frikativ eller alveolær approksimant. I sådanne tilfælde er det praksis blot at bruge et af de eksisterende symboler i bred IPA. Det gælder også for andre ikke-coronale stemte frikativer/approksimanter som /β v j ɣ ʁ/. I bred IPA kan disse repræsentere lyde der veksler frit mellem frikativ/approksimant. Denne forskel er sjældent distinktiv (men få sprog har en distinktion mellem /v ʋ/ eller /ʝ j/, og derfor er der dedikerede symboler til disse). Jeg henviser altid mine studerende til dette skema, som rent grafisk bedre illustrerer at der ikke er nogen skarp opdeling mellem frikativ/approksimant for visse lyde.

Generelt gælder det at hvis udlændinge behersker en form for /ð/, kan de fint anvende den lyd når de skal lære at tale dansk, og danskere anvender deres /ð/ når de indlåner ord fra disse sprog, som cortado og godfather. Derfor giver det god transparens mellem sprogene at anvende /ð/. Men begge parter skal selvfølgelig være opmærksomme på at der kan være friere variation på dansk, eller flere restriktioner på de andre sprog. Og det gælder uanset hvilken notation vi vælger for fonemet.

En velær lyd

Normalt beskrives /ð/ som en anelse velariseret, [ðˠ], dvs. tungeryggen er hævet mod velum lidt som i /u/. En laminal lyd med hævet velum, eller en velær lyd med hævet lamina er to sider af samme sag. Hvis man fokuserer mere på det velære træk, åbner det for at tage udgangspunkt i en velær approksimant/vokal med hævet lamina, [ɰ̻] eller [ɯ̻].

Jeg kan godt høre nogle unge københavnere med kraftigt velariseret /ð/. Min fornemmelse er denne velarisering er en sekundær glidning efter /ð/ snarere end koartikuleret med /ð/, eller en velarisering/uvularisering som er tiltagende gennem lyden, så fx /mæð/ får karakter af en triftong, [mæðʁ], med først en svag glidning mod /ð/ og derefter mod /ʁ/, snarere end [mæðˠ].

En svag vokal

Når /ð/ optræder i andre kontekster end efter /i/, som beskrevet ovenfor, bliver det i min udtale typisk ikke helt så lukket og fremskudt. I /mæð skɒð lɔkð/ mad, skod, lukket kan det lande på et lidt lukket [ə]. Udtalen afhænger mao. af hvilken lyd der står foran.

Vores /ð/ tilhører i dansk samme gruppe lyde som jeg kalder svage vokaler, /ə ɪ ɐ ʊ/. De kaldes også halvvokaler eller ikke-fuldvokaler. Det er de vokaler vi typisk har i ubetonede stavelser i almindelige danske ord som /fætə fætɪ fætɐ fætð/ fatte, fattig, fatter, fattet. Det er også dem vi har i diftonger som /aɪ æɐ aʊ/. Disse vokaler har en masse fællestræk, som adskiller dem fra de øvrige stærke vokaler, de 13 (fuld)vokaler som vi skelner i betonede stavelser. De svage vokaler er altid ubetonede, de danner diftong med en foranstående kort vokal, de varierer en del i udtale alt efter kontekst, de indgår i eller er konsekvenser af schwa-assimilation, de er varisyllabiske (dvs. det er ofte uklart om de er syllabiske og asyllabiske) historisk er de spor af konsonanterne d g v r j, som er blevet vokaliseret.

Som svag vokal skal /ð/ ikke opfattes som en specifik lyd, men mere en slags “retning”. Som /ɪ ɐ ʊ/ skal det ikke skal opfattes alt for konkret i diftonger som /aɪ æɐ aʊ æð/, men snarere en bevægelse fra den stærke vokal hen imod /ɪ ɐ ʊ ð/. Man behøver ikke lande på den givne lyd, men man skal indikere klart hvor man bevæger sig hen. Det findes der ikke nogen måde at notere eksplicit på i IPA; det må man se i prosabeskrivelser af sproget, men det er almindeligt at diftonger fungerer på den måde.

Som svag vokal kunne man ønske sig en bedre notation. Tegnet /ð/ indikerer en konsonantlyd, og det ville være kønnere med et vokalsymbol i stil med /ɪ ɐ ʊ/.

Akustisk og auditivt –ɤ?

Juul & al. (2016) har målt /ð/ akustisk (formantmålinger), og her opfører /ð/ sig snarere som en mellemtunge-bagtungevokal. Formantmæssigt er den tættest på dansk /ɔ/, kun en anelse mere centraliseret. Det er formentlig den før omtalte velarisering der slår igennem. Det skal bemærkes der her er tale om et snit af /ð/ målt i forskellige ord med forskellig foranstående vokal, og effekten af foranstående vokal er ikke inkluderet i undersøgelsen. Det udelukker altså ikke at der er en del variation alt efter kontekst.

Hvis man lytter til forskellige bud på typiske vokaler, fx her eller her, er denne måling af /ð/ ikke helt ved siden af. Vokaler som [ɯ ʊ ɤ] lyder i mine ører ikke langt fra /ð/. Af dem er [ɤ] nok tættest på og mest i overensstemmelse med formantmålingerne.

Når /ð/ både beskrives som laminalt og velært, så er det måske en indikation af at de ikke har et klart artikulationssted. Det er måske mere henad en neutral vokal, /ə/, som bare er mere lukket generelt. Det kunne tale for /ɘ/, [ɘ̝̠], som heller ikke lyder helt ved siden af. Selvom jeg personligt ville elske flere schwa’er i vores lydskrift, forudsiger jeg dog et kolossalt bøvl med at lære studerende ikke at rode rundt i de to symboler ɘ ə (nogle gør det allerede).

Man kunne derfor overveje at notere det bløde d med /ɤ/, i snæver transskription [ɤ̻̽] (en centraliseret laminaliseret halvlukket velær vokal). Det har den klare fordel at være et vokalsymbol. Og vokaler er i forvejen lidt abstrakt defineret i IPA og tillader en del variation. Rent visuelt har tegnet flere ligheder med ð. Visuelt forveksles det heller ikke let med andre fonemer (i modsætning til hvis man bruger fx ɯ ʊ ɨ j ɹ som basis). Visuelt giver det også et godt indryk af at her er der en lyd som er lidt speciel.

Opsamling

Det bløde d er lidt en slags ð, men det er også lidt en slags ɹ j ɰ ə ɘ ɯ ɤ. Hvordan skal vi lige notere det i IPA?

Notationen /ð/ er ikke uproblematisk, men de alternative måder at notere det på, er heller ikke problemfri. Det er både en laminal og velær lyd, og det er svært at indfange i ét symbol. Notationen /ð/ er artikulatorisk forsvarlig, frikativen [ð] er om ikke hyppigst, så dog en mulig allofon af fonemet, og andre allofoner kan beskrives som modifikation af denne.

At bruge /ð/ er også forsvarlig ift. hvordan tegnet bruges på andre sprog (end engelsk). Vi opfatter udenlandsk /ð/ som vores /ð/, men vi skal være opmærksomme på at fonemet har større variationsfrihed på dansk end i mange andre sprog.

Det lidt specielle i dansk er at /ð/ systematisk opfører sig som de svage vokaler /ɪ ɐ ʊ/, som alle er resultater af nogle historiske svækkelser. Det kunne tale for at anvende et vokalsymbol i stedet for et konsonantsymbol.

Den bedste alternative notation er måske /ɤ/, en halvlukket urundet bagtungevokal, selvom denne fokuserer mere på det velære træk end det dentale/laminale. Det symbol indfanger heller ikke alle de artikulatoriske egenskaber ved fonemet. Men det er et symbol der artikulatorisk, akustisk og auditivt (og visuelt) virker forsvarligt, og som på godt og ondt ikke er ladet med samme forventninger som /ð/ måske er.

Personligt har jeg indtil nu ikke set noget behov for at udskifte symbolet /ð/. Da jeg startede med at skrive indlægget, havde jeg planlagt det som et forsvar for /ð/, men som jeg dykket ned i det, er jeg fristet til at gå over til et vokalsymbol. Jeg er dog i skrivende stund ikke afklaret.

Støtte til det ene eller andet forslag, indvendinger eller andre gennemtænkte notationsforslag der kan forsvares inden for IPA og som er i tråd med international praksis, er velkomne. Se mere på schwa.dk’s facebookside.

Utilpasset IPA: Konklusion

I den seneste række indlæg har jeg sammenlignet det traditionelle såkaldte dansktilpassede IPA som man møder på DDO og i almindelige lærebøger, med rigtig utilpasset IPA, altså den måde man skal bruge IPA på ifølge IPA’s egne principper.

På nogle punkter er de traditionelle afvigelser måske lidt bagatelagtige, andre steder mere radikale. Man kan finde små afvigelser fra IPA i mange andre sprog, og det kan man som regel godt håndtere. Men de mange små og store afvigelser i dansk lydskrift resulterer i et system som afviger så meget fra IPA at det ikke er internationalt sammenligneligt.

IPA er et overordentligt stærkt system hvis principper er gennemarbejdet, afprøvet og opdateret af tusindvis af fonetikere og fonologer verden over gennem 120 år. Det er nemmere at lære, nemmere at skrive, nemmere at afkode, nemmere at sammenligne på tværs af sprog og genbruge den viden man har fra et sprog, i et andet sprog. Det er også et fleksibelt system; når det er relevant, kan man tilføje så mange ekstra detaljer til sin lydskrift som man orker. Derfor er det ærgerligt at man i dansk fagtradition har valgt at afvige fra IPA og lavet sine egne, mindre konkurrencedygtige standarder.

IPA er ikke bare en liste over symboler med tilhørende lyde. Det er også et sæt principper for hvordan IPA skal anvendes, hvilke lyde man skal skelne og hvordan. Dette sæt principper er en stor del af det der gør IPA praktisk at arbejde med. Her adskiller IPA sig fra den gamle Dania-lydskrift, som snarere er en liste med lyde og symboler, som er dannet efter andre, mindre eksplicitte principper end dem IPA bygger på.

I Dania noterer man lyde forskelligt hvis de føles forskellige, hvis fonetikere gennem tiden har sagt ‘Aha! Her er der en nuance som er interessant at hæfte sig ved, den giver et specielt lydskrifttegn’, sådan groft sagt. Der er fokus på meget specifikke lyde, de fine fonetiske detaljer der adskiller dialekter og sociolekter, mens andre detaljer ignoreres.

I IPA noterer man lyde ens medmindre man kan vise at de er distinktive. Tegnene er defineret ud fra et sæt distinktive træk, som fonologer gennem de sidste 100 år har analyseret sig frem til som grundstenene i verdens sprog. Tegnene rummer hver især en vis mulighed for overfladisk variation, blot det ikke går på kompromis med de grundlæggende distinktive træk.

I dansk fonetisk tradition er man farvet af Dania-traditionen og den måde man tænker fonetik der. Men IPA og Dania er ikke bare et spørgsmål om translitteration, hvordan man typografisk skal repræsentere en specifik lyd. Det er to forskellige måder at tænke fonetik og fonologi på. I IPA er forskellen på distinktiv og ikke-distinktiv, bred og snæver transskription, fonem og allofon essentiel. Man kan ikke skrive IPA uden at have forstået hvordan IPAs principper fungerer. I Dania er det fonologiske lag helt fraværende. Dania har fokus på variation, dialekter og sociolekter, som sagtens kan håndteres i IPA, men det er ikke IPA’s udgangspunkt.

I det traditionelle tilpassede IPA tager man ikke hensyn til IPA’s principper, og der er hugget en hæl og klippet en tå mht. hvilke lyde man tillader symbolerne at svare til. Især vokalerne a ɑ og plosiverne p t k b d g bruges radikalt anderledes end hvordan de er defineret i IPA, og hvordan de bruges på andre sprog. Men man skelner også lyde der ikke bør skelnes, man er inkonsekvent, fx bruges både tj og for samme affrikat, og man bruger flittigt diakritiske tegn, selvom alle disse ting går imod principperne i IPA.

Hvorfor gør man det? Ofte argumenteres med at det skulle have didaktiske fordele, fx at afvigelserne passer bedre til bogstavernes brug i det danske alfabet, eller at IPA bruger mange besværlige tegn. Eller man bruger pseudofaglige argumenter som at det er nødvendigt at afvige fra IPA for at kunne afspejle en subtil fonetisk detalje, eller at dansk er så specielt at IPA ikke rigtig kan kapere det. Men argumenterne er baseret på tvivlsomme belæg og misforståelser af hvordan IPA fungerer. Så hvorfor gør man det?

Tilpasset Dania

Såkaldt Tilpasset IPA, som fx bruges i DDO, ligger et sted mellem IPA og Dania. Der hvor DDO-lydskrift afviger fra IPA, ligner de Dania. Når DDO skelner lyde som ikke er nødvendige at skelne i IPA, skelnes der som i Dania. Det samme gælder Nina Grønnums lydskrift, som gennem årene har rykket sig tættere på IPA og længere væk fra Dania. Tilpasset IPA er ikke et system som er funderet på IPA’s principper med et par bekvemme tilpasninger til dansk. Det er vokset ud af Dania. Det er Dania i forklædning, en translitteration af Dania, hvor nogle lydskrifttegn er erstattet med IPA-inspirerede tegn, mens nogle Dania-tegn er bevaret. Tilpasset IPA er ikke IPA, det er ikke engang en tilpasning af IPA. Det er en tilpasning af Dania. Det er Dania-principper, Dania-tankegang, Dania-distinktioner, med udskiftning af enkelte symboler med noget som ligner IPA.

Da danske fonetikere begyndte at lade sig inspirere af IPA, var der massiv modstand fra Dania-traditionalister, en modstand der i hvert fald levede helt op i 00’erne. Baseret på hvad Dania blev brugt til og den fonetikforståelse der ligger i Dania, og de fejlopfattelser man havde af IPA, havde IPA en masse ulemper. Det lå fjernere fra det danske alfabet, man skulle bruge for mange diakritiske tegn, det blev uigennemskueligt at læse gamle værker, og vi burde respektere at Dania blev grundlagt af en af fagets mest berømte forskere, Otto Jespersen (som i øvrigt også havde en finger med i grundlæggelsen af IPA).

Det virker plausibelt at tilpasset IPA Dania er formet efter at imødekomme noget af denne kritik. Sammenhængen mellem IPA og Dania skulle være gennemskuelig for alle dem der var vokset op med Dania. I stedet for at lave bdg om til ptk, skrev man b̥d̥ɡ̊ osv., man twistede IPA og fandt nogle faglige argumenter (uden for IPA) til forsvar af denne notation. Man gav køb på den internationale sammenlignelighed til fordel for den nationale. Og man holdt sig til den allofoniske, snævre notation i [ ], som efter IPA kun skal bruges i særlige tilfælde, men som passer bedre til den fonetiske tankegang bag Dania. Samtidig lavede man mere og mere abstrakte fonologiske analyser som blev noteret i / /, men efter fonologiske analyseprincipper som er mere abstrakte end IPA’s.

Herunder har jeg sammenfattet mine analyser af hvordan dansk skal noteres loyalt efter IPA’s definitioner og principper, og den er sammenlignet med både Dania og det jeg så vil kalde tilpasset Dania. Afvigelser fra IPA er markeret med rød. Læg mærke til hvordan alle afvigelserne mellem IPA og tilpasset Dania, både mht. symbolvalg og opdeling af lydene, altid går i retning af Dania. Det er en klar indikation af at denne tradition er en viderudvikling af Dania, ikke sprunget ud af IPA.

(Jeg baserer listen på Grønnums Halvfin lydskrift, DDO, Steffen Hegers Sprog & lyd. Jeg har kun inkluderet distinktive lyde; der er langt flere ikke-distinktive lyde i både IPA og Dania. Jeg har ikke inkluderet Grønnums ø-kvaliteter idet de ikke hænger systematisk sammen med de andre systemer.)


Hermed slutter mit sommertema om Utilpasset IPA. Man kan se alle indlæggene her. Tak til alle der har givet positiv feedback såvel som dem der er kommet med forslag til forbedringer.

Utilpasset IPA: Stød

Stød er det man får når man rører ved et elektrisk hegn eller stikker fingrene i en stikkontakt. Hvorfor bruger vi i dansk betegnelsen stød for en lydlig egenskab som intet har med stød at gøre?

Hvorfor skriver vi dette stød med ◌ˀ, et tegn der ikke findes i IPA?

Der er skrevet artikler og afhandlinger om det danske stød i snart 300 år, og det bliver overalt fremstillet som noget helt særligt og unikt ved dansk. Stød kan ikke meningsfuldt oversættes til fx engelsk. Push, punch, thrust, poke? Shock? Det vækker ingen fonetiske associationer. Ofte bruges simpelthen bare stød i engelske tekster, hvilket bidrager til en ide om at det er et helt unikt fænomen i verdens sprog og noget særlig vigtigt i dansk.

Men stød er ikke noget særligt. Man kan finde lignende fonetiske fænomener overalt i verdens sprog. I andre sprog er det bare typisk noget der ignoreres i sprogbeskrivelsen, fordi det ikke rigtig spiller nogen rolle. Dansk har sine egne regler for hvornår dette fænomen forekommer, men det gør det ikke til noget unikt.

Hvorfor omgærde stødet med en aura af noget noget helt utrolig specielt og mystisk ved dansk, noget hvis lige ikke findes i noget andet sprog, noget som er så eksotisk at vi må opfinde vores helt eget tegn og ord for det, noget som vi dårligt selv kan forklare, noget som de færreste danskere egentlig bemærker eller kan få greb om, men samtidig fremstilles som ekstremt vigtigt hvis man vil være rigtig dansker?

Hvorfor ikke fokusere på lighederne med andre sprog, bruge en notation og terminologi som er fonetisk præcis og gennemskuelig for både danske sprogstuderende og udlændinge der interesserer sig for dansk? Og hvorfor ikke være realistiske og pragmatiske i fremstillingen af hvor specielt og vigtigt stødet egentlig er?

Kan du ikke lige forklare forskellen på tryk og stød en gang mere? Det er nok det spørgsmål jeg har fået flest gange som fonetikunderviser. Efter jeg er gået over til at bruge fonetisk præcis terminologi og notation og afeksotificere emnet, er forvirringen blevet væsentlig reduceret. Bevares, der er stadig problemer, det er et af de mest bøvlede områder af dansk udtalebeskrivelse, men vi behøver ikke gøre det mere besværligt end det er.

Desværre er selve betegnelsen stød i og for sig ikke særlig heldig; den giver ikke de rigtige associationer. Desuden bevirker den at mange er tilbøjelige til at blande stød og tryk sammen

Steffen Heger, Sprog og lyd

Hvad er stød?

Jeg tænker at de fleste af mine læsere grundlæggende er med på hvad stød er, men kort fortalt er stød er det der gør at bønder ikke lyder som bønner, at hund ikke lyder som hun osv. Beskrevet med almindelige ord kan det føles som at man giver bønder og hund lidt ekstra tryk eller laver et lille hak ned i halsen.

Men hvad er stød? Det kan være svært at sætte fingeren på, ikke fordi det er meget mystisk, men fordi det kan variere en del. Det er under alle omstændigheder noget man gør med stemmelæberne, nede i struben. Det kan være at man danner lukke med stemmelæberne, eller at man laver en lidt knirket lyd, eller bare at stemmelæberne vibrerer lidt langsommere så man får et fald i tonegangen.

Det er svært at finde en betegnelse og et lydskrifttegn der dækker det hele, og så er man altså landet på at kalde det stød, en betegnelse som ikke siger for meget, men til gengæld heller ikke rigtig siger noget overhovedet.

Glottalisering, creaky voice, glottal plosiv, glottal approksimant

Stød beskrives traditionelt som en art knirkestemme, en uregelmæssighed i stemmelæbesvingningerne. Ordene art bidrager kun med vaghed her. Stød er typisk en art knirkestemme, eller creaky voice i IPA-termer, eller bare knirk, hvis det skal være mere mundret, og det kan noteres med ◌̰. Som man kan se i mine seneste indlæg og på udtaleordbog.dk, er jeg begyndt at bruge denne fonetisk præcise notation ◌̰, som også visuelt har den fordel at vise at det er noget man gør samtidig med en anden lyd, frem for noget der fremstår som et selvstændigt segment.

Creaky voice, knirket stemme, opstår når man presser stemmelæberne lidt mere sammen end i en almindelig stemt lyde. Det bevirker at forskellige dele af stemmelæberne begynder at vibrere ude af sync, og det giver altså en uregelmæssig, knirket virkning. Hvis man presser stemmelæberne nok sammen, holder de helt op med at vibrere, hvilket resulterer i en glottal plosiv, som man noterer med ʔ i IPA.

Creaky voice kan således også beskrives med udgangspunkt i en glottal plosiv, hvor stemmelæberne bare ikke bliver presset helt nok sammen, så i stedet for at stoppe helt med at vibrere, fås altså disse uregelmæssige stemmelæbesvingnnger. Det kaldes indimellem en knirket glottal approksimant (creaky-voiced glottal approximant). Det kan noteres i IPA med eller ʔ̰. (Hvis man beskriver stødet med udgangspunkt i dette, er der snarere tale om en koartikuleret knirket glottal approksimant, da det artikuleres sammen med et andet segment.)

Om man beskriver creaky voice med udgangspunkt i normal stemthed eller ud fra en glottal plosiv, er to sider af samme sag. I begge tilfælde resulterer det i denne uregelmæssige vibration fordi forskellige dele af stemmelæberne vibrerer ude af sync. I begge tilfælde vil der være en tilgang hvor stemmelæberne begynder at vibrere mere og mere uregelmæssigt, og en fragang hvor stemmelæberne vender tilbage til normal vibration.

Det knirkede stød kan veksle mellem disse udtaler, et komplet glottalt lukke eller knirket fonation. Vi kan variere lidt i timingen af fragang, tilgang, hvor hurtigt og kraftigt vi lukket til i glottis, men det ligger alt sammen inden for spændet mellem creaky voice og glottalt lukke. Det kan samlet set kaldes en form for laryngalisering eller glottalisering.

Glottaliseringer i andre sprog

Ladefoged og Maddieson beskriver i deres klassiske værk The Sounds of the Worlds Languages at sådan en glottal approksimant/creaky voice er en ganske almindelig allofon af glottale plosiver /ʔ/ i intervokalisk position i størstedelen af verdens sprog der har dette fonem, hvilket er ganske mange sprog (her er et udvalg af dem). Det er altså slet ikke specielt at have dette som en distinktiv størrelse i sproget.

Et dansk ord som lager kunne således intuitivt fint noteres /læʔɐ/ hvor det helt naturligt vil følge at man ofte ikke lukker helt til i glottis mellem de to vokaler, [læʔ̞ɐ], ligesom vi ofte ikke lukker helt til i /k/ når vi siger /snakɐ/.

Ladefoged og Maddieson beskriver også mange andre lignende fænomener, knirkestemme, glottale plosiver, glottaliseringer af forskellig grad og timing overalt i verden. De bliver, som i dansk, ofte brugt til at afgrænse stavelser, ord, fraser og lignende. Det er fx et meget almindeligt fænomen i mange sprog at hvis et ord starter med vokal, så indleder man gerne denne vokal med en glottal plosiv/approksimant.

Jeg sætter jævnligt studerende til at transskribere tilfældige eksotiske sprog. Her støder man meget ofte på noget der lyder og ligner det danske stød til forveksling. Det vækker undren blandt studerende der netop har læst at det danske stød er noget helt unikt som ikke har sin lige i noget andet sprog.

Herunder et kan se et spektrogram fra en vilkårlig aserbajdsjansk transskriptionsopgaver, hvor der er en tydelig glottalisering [ʔ̞] mellem to ord /se æv/ (stemmelæbesvingninger ses ved de lodrette streger; i perioden i midten af spektrogrammet opstår der uregelmæssigheder i afstanden mellem de lodrette streger). Det ligner et helt almindeligt dansk stød:

Vores opfattelse af stød som noget helt unikt, er ganske enkelt forkert. Glottaliseringer af forskellig art findes i alle sprog. De opstår helt naturligt når vores stemmelæber af forskellige grunde vibrerer lidt ude af sync. I mange sprog er det en redundant egenskab ved bestemte lingvistiske størrelser, i nogle sprog fører det til en systematisk anvendelse hvor man glottaliserer enten i forbindelse med bestemte segmenter, stavelser, ord, fraser eller som en sociofonetisk markør. Og i nogle sprog bliver denne gestus distinktivt. Det er almindeligt, der er intet eksotisk over det.

Tonal accent

Det undrer mig at stød udelukkende bliver beskrevet som knirkestemme i dansk fonetisk litteratur (det nævnes måske som noget helt specielt at det i gammel slesvigsk dialekt nærmere svarer til en tonal accent). I jysk sker der noget andet. Om det er en ny ting eller om dialektforskere og fonetikere har overset det i generationer, ved jeg ikke. Det er noget der bør blive undersøgt nærmere.

Når jeg hører unge jyder tale, bruger de ofte ikke den københavnske knirkestemme. Det ved de udmærket selv; de vrænger gerne af københavnernes brægende udtale. Der hvor jeg knirker, har de i stedet et fald i tonegangen. Når de siger bønner (uden stød), starter de på lav tone og ender højt, [pœ̀nɐ́], når de siger bønder (med stød), starter de på høj tone og ender lavt, [pœ́nɐ̀]. Når de siger skåle, stiger tonen, [skɔ̌ːl], når de siger skål, falder tonen, [skɔ̂ːl]. Dette er ganske parallelt med tonale accenter i svensk og norsk og de historiske forhold i dansk. Det er ikke isoleret til Slesvig; det findes overalt i Jylland.

Når de unge jyder siger ord som traditionelt ikke har stød i jysk dialekt, bruger de i øvrigt gerne det københavnske knirk, [pʰul̰s] puls.

Herunder et spektrogram hvor man kan se tonegangen hos en yngre jyde der siger hhv. bønner og bønder. Der er tydelig forskel i tonegangen, men intet spor af knirk i bønder.

Tonegangen i bønner vs. bønder udtalt af 31-årig taler fra Skjern.

Jeg har ikke studeret jysk så meget at jeg kan give et færdigt bud på den bedste notation i IPA. Men der er masser af redskaber til at notere det; der er ingen grund til at opfinde sine egne tegn.

Tonale accenter er, som glottaliseringer af forskellig art, på ingen måde unikt for dansk. Det kan man læse mere om her.

Hvor vigtigt er stød, øhm, knirk i dansk?

Jeg er oprindeligt fra Bornholm hvor der traditionelt slet ikke er knirk. Det var noget jeg skulle lære da jeg flyttede til København som 11-årig. Alle der har prøvet at lære det, kan blive enige om at det er sindssygt svært at lære. Jeg selv, der om nogen er fonetisk interesseret og motiveret, laver stadig fejl, over 20 år efter at jeg for alvor begyndte at blive opmærksom på det. Det er åndssvagt kompliceret og ganske imponerende at danskere som sådan har fint styr på det.

Vi plejer at sige at knirk er distinktivt, netop med henvisning til ordpar som bønder/bønner og en del andre ordpar. Men så er det da lidt underligt at der findes dialekter som klarer sig fint uden knirk eller tonal accent. Når vi synger, bruger vi traditionelt ikke knirk eller tonal accent. Men alligevel forstår vi udmærket sangtekster, også selvom tonerne i en sang bevæger sig i stik modsat retning end i talesproget.

Når jeg indimellem stadig er tvivl om hvorvidt der er knirk i et ord, hjælper det sjældent at spørge en gennemsnitlig dansker om det. Medmindre folk har en lingvistisk uddannelse, er de simpelthen ikke bevidste om det, de kan ikke høre det, de ved ikke om de siger et ord med eller uden stød. De kan godt høre at bønder og bønner lyder forskelligt, men kan ikke rigtig sætte ord på hvad der gør dem forskellige. Hvis de hører et ord i isolation, kan de ofte ikke høre om det er et af dem med knirk eller et af dem uden.

Det er de færreste der starter på et fonetikkursus, som nogensinde har hørt om stød før, og dem der har, har typisk hørt noget forkert. Selv efter at have fået en del træning i det, har mange studerende svært ved at afgøre hvornår der er knirk, og mange noterer det ret vilkårligt i deres transskriptioner.

Knirk markeres slet ikke ortografisk. Det er ikke nødvendigt. Knirket er et rudiment af en tonal markering af tunge stavelser i middelalderdansk. Det var redundant, og i langt de fleste ord er knirket stadig redundant og forudsigeligt. Hvis vi kender ordets ordklasse og bøjningsform, hvilket vi som regel kan regne ud fra konteksten, følger det i de fleste tilfælde automatisk deraf om der skal være knirk eller ej.

Alle disse forhold gælder slet ikke i samme grad for andre distinktive størrelser i sproget.

Så på den ene side har vi ordpar hvis eneste forskel er om der er knirk eller ej. På den anden side virker det ikke særlig vigtigt for danskere. Når man skal lære dansk eller undervise i dansk, tror jeg ikke der er payoff på at fokusere for meget på at lære at knirke rigtigt. Det er urimelig svært. Der er stort sandsynlighed for at man alligevel aldrig lærer det ordentlig. Man ender med at afsløre sig som en der ikke har dansk som modersmål uanset hvad man gør, og det har ikke rigtig den store betydning for danskerne i sidste ende.

Men hvad med i IPA-lydskrift? Glottaliseringer er som sagt ganske almindelige i andre sprog, men ofte ikke noget man noterer i bred IPA. Med baggrund i minimalpar kan man rimeligvis argumentere for at inkludere knirk i bred IPA. Ingen tvivl om at det er noget man skal lære om på et fonetikkursus. Men ud fra hvor svært det er for danskere egentlig at få greb om det, virker det ikke som at vi er afhængige af det. Det er bare noget der følger med, ligesom tonegang og stemmekvalitet i øvrigt, og man kan diskutere om det egentlig er funktionelt, betydningsadskillende, alt efter hvad man lægger i det ord.

I mange akademiske sammenhænge er knirket vældig interessant, især som dialektal markør. Om man knirker eller har tonal accent, og hvilke ord man gør det i, siger noget om hvilket dialekt man stammer fra. Ingen tvivl om at det er sjovt at beskæftige sig med som sprogforsker. Måske stammer vores opfattelse af knirkets vigtighed netop herfra. Det er en interessant dialektmarkør, og derfor har det fået meget fokus i Danialydskrift og sprogforskningen, men ligesom andre af Danias dialektale distinktioner glemmer man at skelne mellem hvad der er vigtigt i en akademisk sammenhæng vs. hvad der er vigtigt at kunne skelne fx når man skal lære at tale dansk.

Med forbehold for min stødløse baggrund synes jeg vigtigheden er overdrevet i introduktionen af dansk, og der er sammenhænge hvor man kan overveje at ignorere knirket helt. Vi taler aldrig om sprængansats som noget vigtigt i dansk, selvom det er langt hyppigere end mange af vores ‘rigtige’ fonemer. På andre sprog ignorerer man typisk lignende glottaliseringer i brede sprogbeskrivelser. Måske er det et emne der hører hjemme i videregående sammenhænge, men ikke på sprogskoler og brede introduktioner til dansk.

Opsummering

Stød er hverken så specielt at vi er nødt til at bruge vores egne udtryk og notationer til at beskrive det, eller så vigtigt at man ikke kan klare sig uden på dansk. Det mest specielle ved stød er at vi går så meget op i det og nægter at give slip på det som noget helt specielt dansk.

Lad os tale om stød når vi taler om elektricitet, boksning og billiard. Lad os bruge fonetiske betegnelser når vi taler om fonetik. Og lad os bruge IPA-tegn når vi skriver IPA. Lad os afmystificere det og gøre det tilgængeligt ved at se på lighederne med andre sprog, i stedet for at omgærde det med mystificerende tegn og beskrivelser. Vi siger ikke længere gummerand, ganesejl, snøvl, klusiler og spiranter. Vi siger alveolarrand, velum, nasalering, plosiver og frikativer. Det er gavnligt og ufarligt at udskifte forældet, uigennemskuelig dansk terminologi med transparente fagord.

Det der traditionelt kaldes stød, er fonetisk set en glottalisering, en glottal plosiv, glottal approksimant, creaky voice, et knirk eller en tonal accent, alt efter hvem der taler og hvordan man anskuer det. Alle disse fænomener er ganske almindelige og findes i forskellige afarter overalt i verden.

Lad os holde os til IPA-tegn når vi skriver IPA. Lad os notere lydene som det de er:

  • ◌̰ betegner knirk eller knirkestemme.
  • ʔ betegner en glottal plosiv eller approksimant.

De to notationer er to sider af samme sag, og man kan vælge den der stemmer bedst med ens intuition. Jeg foretrækker ◌̰ fordi det afspejler det koartikulerede aspekt, at det er en gestus som falder samme med et andet segment.

  • Der er et hav af tegn til de tonale accenter man finder i jysk. Hvad der er mest passende, kræver nærmere undersøgelser, men man kan starte et sted og notere høj og lav tone med ◌́ ◌̀.

Jeg er åben over for bud, både mht. notation og mundret terminologi, bare den forholder sig til den fonetiske virkelighed og er transparent ift. IPA-terminologi.


Dette er det sidste emne i serien om Utilpasset IPA. I næste indlæg kommer der en opsamling og konklusion.

Link til diskussion på schwa.dk’s facebookside

Utilpasset IPA: Diftonger

I dansk lydskrifttradition noteres diftonger med ɑɪ̯ oɐ̯ ɑʊ̯, altså et vokalsymbol med en bue under, som i IPA betyder ‘ikke syllabisk’ (I Dania bruges αj oɹ αw, i DDO blandes principperne lidt, ɑj oɐ̯ ɑw). Min pointe i dette indlæg er at denne bue under vokalerne fint kan undværes. Det er en lille ting, men alt i alt gør det IPA nemmere uden at vi mister informationer. Og uden denne bue følger vi praksis i de fleste andre sprog.

Der er ikke tale om direkte forkert IPA hvis man inkluderer buen, men buen gør vores lydskrift en anelse mere besværlig uden egentlig at tilføre nogen værdifuld information. Den gør blot at lydskriftstuderende er nødt til at lære hvad buen betyder og hvorfor og hvornår vi har besluttet at benytte buen. Med buen er vi er tvunget til at tage stilling til om noget er syllabisk eller ej, hvilket vi ikke altid kan afgøre med vores ører og måleinstrumenter, så disse bliver erstattet med principper og konventioner.

Baggrund

Langt de fleste stavelser i verdens sprog indeholder en vokal. I dansk kan antallet af stavelser i et ord typisk afgøres ved at tælle antallet af vokalbogstaver. En stavelse i straks, to stavelser i miljø, tre stavelser i maskine osv. Her har vi det nemt i dansk, bortset fra at vi låner en del ord fra andre sproget hvor det ikke er lige så indlysende at tælle stavelser, fx fransk bureau, engelsk breakdance og italiensk fiasko.

Derfor tænker vi intuitivt at når der er en vokal, er der også en stavelse. Der kan derimod være et vilkårligt antal konsonanter uden at det ændrer på antallet af stavelser. Vokaler er stavelsesbærende/syllabiske, konsonanter asyllabiske.

Men fonetisk set har konsonanter som v, r, g i nogle tilfælde i dansk udviklet sig til vokallyde, fx i hav, mor, røg, men uden at vi føler at de tilføjer en ekstra stavelse til ordet. De danner diftonger med foranstående vokal. Og dette har vi valgt at vise i lydskriften med disse buer under vokalerne, fx haɪ̯ haʊ̯ moɐ̯ hej, hav, mor. Men når vokalerne føles syllabiske, altså bidrager til opfattelse af en ekstra stavelse til ordet, udelader vi buen, fx tʁaːɪ hæːʊ moːɐ dreje, have, more.

Er ◌̯ nødvendig?

I bred IPA noterer man som bekendt kun distinktive forhold. Og man undgår diakritika medmindre de altså angiver noget distinktivt. Så hvis vi kan slippe af med ◌̯ ville det være god IPA, samtidig med at det bliver nemmere for os selv.

I eksemplerne ovenfor kan man se at vi godt kan skelne mellem asyllabisk ɪ̯ ɐ̯ ʊ̯ og syllabisk ɪ ɐ ʊ. Men hvis man lægger mærke til det, følger notationen automatisk af om vokalen foran er kort eller lang, og det gælder, med visse undtagelse, faktisk generelt. Længde og asyllabicitet bliver altså en slags dobbeltmarkering af forskellen, og vi kan egentlig nøjes med den ene af dem. Da vi i andre sammenhænge er nødt til at bruge længdetegnet, kan vi ikke slippe af med det, men vi kan godt undvære buen.

Vi kan altså underforstå at ɪ ɐ ʊ er asyllabiske efter kort vokal, /haɪ haʊ moɐ/, og syllabisk efter lang vokal, /tʁaːɪ hæːʊ moːɐ/.

Nu skal man passe på med at underforstå ting i lydskrift. Det kan føre ned ad en vej hvor vi underforstår forskellen på /t/ og /ð/ eller /æ/ og /a/ fordi vi kan forudsige det med komplekse regler. Og så ender vi med en lydskrift der mere minder om vores ortografi, og som kun kan forstås hvis vi kender disse komplekse regler.

Men jeg mener at forskellen på syllabisk og asyllabisk godt kan underforstås. Eller i virkeligheden snarere: Om noget er syllabisk eller ej afhænger af vores fortolkning af den fonetiske streng. Buen indikerer hvad vi tænker og føler om ordets struktur, men det er ikke en instruks om at man skal gøre noget bestemt med taleorganerne. Notationerne /haɪ̯ haɪ/ indikerer ikke to forskellige udtaler, men markerer blot eksplicit en bestemt fonologisk fortolkning af lydene. Forskellen på /t/ og /ð/ eller /æ/ og /a/ er til sammenligning ganske fysisk. I IPA skal man skelne distinktive udtaler, ja, men de skal skelnes efter den fysiske, artikulatoriske forhold. Hvis man skal lære dansk, skal man lære at udtale forskel på /moɐ moːɐ/ mor, more, og det gør man primært ved forskel på vokallængden. Det kan ikke benægtes. Om man opfatter dem som en eller to stavelser, er for så vidt underordnet.

Så medmindre man mener noget meget konkret med symbolet ◌̯ – og dets modsætning ◌̩ – er de faktisk lidt overflødige, i hvert fald i bred IPA. For en dansker, og mange andre, følger opfattelsen af syllabicitet automatisk af notationer som /lɒʊlɪ løːʊ kʰætn/ lovlig, løve, katten. Og hvis den ikke gør, så gør det ikke rigtig noget.

Hvad vi tænker om sprogets mere abstrakte, underliggende struktur når vi taler, er underordnet for lydskriften. Det gælder generelt i IPA. Man kan i IPA notere at man opfatter [ts] er et enkelt fonem og skrive [t͡s], men man skal ikke. I mange afrikanske sprog har man prænasalerede plosiver, som man kan notere [m͡b], men man behøver ikke bruge buen. Ligeledes er det underordnet i IPA om vi synes /ð/ er en slags d, om vi synes /æ a/ begge er en slags a, og altså om vi opfatter en sekvens af to vokaler som en eller to stavelser. Argumenterne for at forstå disse notationer kræver en god indsigt i fonologisk teori og analyse. Disse emner kan være vældig spændende og relevante. Men det kan man gå op i på et senere tidspunkt; de hører ikke hjemme i introduktionen til et sprog.

/ə ɪ ɐ ʊ ð/ er varisyllabiske

Det kan naturligvis i nogle sammenhænge være interessant at udtale sig om syllabicitet og studere om der er mikrofonetiske, ikke-distinktive træk der følger med disse betegnelser. Derfor har vi snæver IPA hvor man kan notere den slags.

Jeg er ikke i tvivl om at man eksperimentelt kan vise at fx save i distinkt udtale opfattes som tostavet [sæː.ʊ], og at det her følger de suprasegmentelle egenskaber som vi forbinder med tostavelsesord. Men save kan også reduceres kraftigt, til [sæʊ̯] fx i save brænde, til et enstavelsesord, parallelt med at passe kan udtales [pʰæs], identisk med pas.

Der er en glidende overgang mellem [sæː.ʊ] og [sæʊ̯]. De eksisterer som yderpunkter, men i spontan tale er det umuligt at afgøre hvor grænsen mellem de to udtaler går, hvornår det går fra at være to stavelser til en. Det findes der ikke noget objektivt svar på. Jeg har i mange år sat fonetikstuderende til at transskribere spontantale i eksamensopgaver osv. Her ender det med at være temmelig arbitrært hvordan disse tegn bruges; nogle hører det ene, nogle hører det andet, og nogle er i tvivl og gør noget vilkårligt. Som bedømmer har jeg kun i ydertilfældene mulighed for at afgøre hvad der er korrekt, men ofte må jeg acceptere begge svarmuligheder fordi de er lige rimelige eller urimelige. Brugen af ◌̯ ◌̩ tvinger transskriptøren til et valg som ikke er rimeligt og hvis rigtighed ikke kan afgøres. Det er urimeligt over for studerende der bruger tid på at forstå forskellen, som frustreres over at de ikke kan høre den, og som stresser over at skulle kunne gøre det rigtigt til eksamen.

Er der flere stavelser i /aɪ/ i /maɪˈtsḭːm/ maritim end i /maɪ/ mig? Jeg ved det ikke. I DDO skrives det, med DDO-lydskrift, mɑiˈtiˀm, ˈmɑj, altså med en forskel i antal stavelser. Det kan måske føles sådan for nogle, men forskellen er ikke åbenlys. Jeg kan bedre lide /maɪ/ og lade folk selv vurdere om de synes det er syllabisk eller ej.

For mig at se er den bedste løsning ganske enkelt at udelade ◌̯ ◌̩ fra notationen og definere /ə ɪ ɐ ʊ ð/ som varisyllabiske. De kan opfattes som syllabiske eller asyllabiske alt efter kontekst, men det afhænger i høj grad af vores intuition som kan være påvirket af morfologi og skriftbillede. Og så må man ty til akustiske mål hvis man vil være mere konkret end det.

Et par (forsvindende) problemer

I ældre dansk har/havde man vistnok en kontrast på syllabisk/asyllabisk i fx /peˈlɛ̰ːɐ̯ peˈlɛ̰ːɐ/ belær, belære. Man havde ofte lang vokal før ɪ̯ ɐ̯ ʊ̯ ð, og disse kunne så også blive syllabiske ifm. schwa-assimilation. Jeg ved ikke konkret hvad den fonetiske forskel er her (længde, tone, andet?) og om der overhovedet var nogen forskel, om den distinkte forskel egentlig er /peˈlɛ̰ːɐ̯ peˈlɛ̰ːʁə/, og /peˈlɛ̰ːɐ/ så egentlig er reduceret udtale, hvor belær tilsvarende blev reduceret til /peˈlɛ̰ɐ̯/ så kontrasten blev opretholdt, eller andet. Under alle omstændigheder er det problem ved at løse sig selv, idet vokalen er blevet forkortet i alle disse ord med ɪ̯ ɐ̯ ʊ̯, /peˈlæ̰ɐ peˈlæ̰ːɐ/ hos, gætter jeg på, alle under 70 år.

Vi har også en lille håndfuld ord med triftonger og knirk, som [fɒˈtæ̰ɐʊ̯ fɒˈtæ̰ɐ.ʊ] fordærv, fordærve, som jeg er lidt i tvivl om hvad man skal stille op med. Men igen er de unge i færd med at rydde op i sproget idet de reducerer triftonger til diftonger, [fɒˈtæ̰ʊ fɒˈtæ̰ʊ.ʊ]. Det er særtilfælde som der kun er ganske få af, og de er på vej væk. De skal behandles som selvstændige problemer, ikke skaber problemer for hvordan vi lydskriver alle andre ord.

Hvad gør man i andre sprog?

I Handbook og the IPA er der ikke noget klart svar på hvordan man skal notere diftonger. At kalde noget for en diftong, er en fortolkning, og IPA forholder sig blot til hvilke lyde der er eller ikke er i den fonetiske strøm.

Tegnene ◌̯ ◌̩ betyder ikke-syllabisk og syllabisk, ligesom ◌.◌ betyder stavelsesgrænse og ◌͡◌ betyder fraværet af grænse, men det er ikke hægtet op på nogen konkret artikulatorisk egenskab. Der er ikke nogen nærmere forklaring på hvordan de skal bruges. Men der er en opfordring til ikke at bruge unødige diakritika i bred IPA.

Diftonger som i hej, hav findes i rigtig mange sprog, og i praksis er der en del variation i hvordan diftonger noteres. Notationerne /aj ai ai̯ aɪ aɪ̯/ er mulige notationer af nøjagtig samme diftong (også i skrift kan den skrives på mange forskellige måder). Men hvad gør andre sprog i praksis?

Jeg har undersøgt 117 andre sprog med frit tilgængelige illustrations of IPA. Ud af de 117 sprog er der 40 der har diftonger. Af disse 40 noteres diftonger med VV (fx /ai/) på 31 sprog, og VC (fx /aj/) på 9 sprog. De fleste af disse 9 VC-sprog er relativt eksotiske, såsom malajisk, sahaptin, mambay, pashayi og bengalsk, mens de 31 VV-sprog rummer mere nærliggende sprog som engelsk, tysk, spansk, svensk, norsk.

Hvis man endvidere ser på de andre detaljer, så noteres diftonger med to fuldvokaler, fx /ai/, på 14 sprog, og med centraliseret vokal, fx /aɪ/ på 12 sprog, mens kun fem sprog bruger notation med asyllabisk fuldvokal, fx /au̯/. Ingen bruger asyllabisk centraliseret vokal som i dansk tradition, ɪ̯ ɐ̯ ʊ̯. Igen har man altså i dansk valgt at bruge en notation som afviger fra hvordan man gør i de fleste andre sprog.

På mange sprog er man vant til fra ortografien at diftonger repræsenteres med to vokalbogstaver, ai, au, eu, ei osv. I dansk er vi vant til at de repræsenteres med vokal og konsonant, ej, eg, av, æv, øv. Det gør måske at man i dansk lydskrifttradition har lyst til at opfatte disse lyde som en slags konsonanter og repræsentere dem med konsonanttegn eller på anden måde at adskille dem fra vokaler.

Men hvis vi skal holde ortografien udenfor, og hvis man skal følge praksis i de fleste sprog, navnlig de sprog som man med stor sandsynlighed kan støde på i en almindelig sproguddannelse, bør man notere diftonger med VV. Det er mest oplagt at bruge centraliserede vokaler, /aɪ aʊ uɐ/, som der er tradition for i fx nærliggende sprog som norsk, tysk og engelsk, når vi i forvejen bruger /ɪ ʊ ɐ/ til at angive en lidt mindre specifik vokalkvalitet, som også er passende for diftonger.

Opsummering

Det er ikke forkert IPA at skrive /aj aw/ eller /aɪ̯ aʊ̯/. Men hvis vi vil gøre os selv en tjeneste, gøre lydskriften en lille tand enklere, mindre arbitrær og frustrerende og bringe den tættere på international praksis, navnlig praksis i nærliggende sprog, kan vi ganske enkelt skrive /aɪ aʊ/. At skelne /ɪ ɐ ʊ/ vs. /ɪ̯ ɐ̯ ʊ̯/ betyder ekstra besvær, uden at det bidrager med noget substantielt til sprogbeskrivelsen.


I næste indlæg ser jeg på det der stød som er så unikt dansk at vi er nødt til at opfinde vores helt egne lydskrifttegn og terminologi. Kan det mon rummes i IPA?

Utilpasset IPA: Hvor mange vokaler er der i dansk?

Hvis man ser i WALS-databasen over vokalinventaret i verdens sprog, så er det gennemsnitligt at have 5-6 vokaler, mens omtrent en tredjedel af verdens sprog har 7-14 vokaler. Der er ikke registreret nogen sprog med mere end 14 vokaler.

Dansk er ikke inkluderet i databasen, men dansk fremstilles ofte som ekstremt vokalrigt. Nogle forskere siger vi har mindst 20 vokaler eller 22 vokaler, og nogle forskere påstår at vi i dansk har op til 40 forskellige vokallyde, og samme forskere mener at de mange vokaler gør dansk til et af de sværeste sprog i verden. Dania-alfabetet skelner 33 forskellige vokaler. DanPASS-korpusset topper dem alle ved at skelne 57 forskellige vokaler.

Vi ved ikke om et højt antal vokaler gør det svært at lære et sprog, men vi kan i hvert fald se at det er svært for forskere at blive enige om hvor mange vokaler vi egentlig har. Og før vi ved det, er det spekulativt at udtale sig om hvilken effekt antallet af vokaler evt. har på sprogtilegnelse.

Mine sprogforskerkolleger der udtaler sig her, er vældig, vældig dygtige til mange ting, men ikke til at tælle vokaler. Og derfor gør de selvfølgelig som enhver ordentlig forsker: Tjekker faglitteraturen der er skrevet af folk med mere forstand på lige det emne. Problemet er man i traditionel dansk lydskrift skelner vokaler efter andre kriterier end man gør internationalt. I dansk lander man på et meget højt tal, men man glemmer at nævne at det ikke er sammenligneligt med andre sprog.

Der er ingen tvivl om at dansk ligger i den høje ende når det kommer til antallet af vokaler, uanset hvordan vi gør det op. Men IPA-skemaet har kun 28 vokalsymboler til rådighed, så kan det virkelig passe at dansk sprænger rammerne for hvad IPA kan kapere og har 2-3 gange flere vokaler end noget andet registreret sprog i verden? I så fald er dansk i sandhed et bemærkelsesværdigt sprog.

Nej, naturligvis er dansk ikke så spektakulært som som vi ynder at fremstille det. I en IPA-tilgang har vi 13 vokaler i dansk, hvilket jeg vil uddybe længere nede. Problemerne opstår fordi man i dansk tradition bruger en metode som er mere fintfølende end hvad man gør i andre sprog. Det gør tal i størrelsesorden 20-40 usammenlignelige med andre sprog. Lidt forenklet sagt svarer den danske metode til at regne gravhunde, rottweilere og pekingesere som forskellige dyr, mens de i andre optællingsmetoder regnes som samme dyr, forskellige varianter af hunde.

I den fysiske verden er alle vokaler i alle ord der nogensinde er udtalt, en lille smule forskellige fra hinanden. Alle de 50-100.000.000 vokaler du siger i løbet af dit liv er en lille smule forskellige hvis vi er tilstrækkeligt fintfølgende. Det kan vi ikke bruge til noget når vi tæller vokaler i et sprog. Vi har brug for en måde til at kategorisere de vokaler der ‘føles ens’. Men hvornår er noget ens eller forskelligt? Det kan man afgøre på forskellige måder.

Hvordan tælles vokaler traditionelt i dansk?

Lydskriftsystemet Dania er designet til at beskrive forskelle på danske dialekter. Mange af Danias 33 vokaler er fremkommet ved at dialektforskere har observeret at vokalen i et ord er systematisk forskellig i to dialekter, og derfor har man opfundet forskellige lydskrifttegn til de forskellige nuancer.

Man har også brugt det til at beskrive lydforandringer. Hvis en vokal, fx æ, i en eller anden kontekst er blevet mere åben, men ikke så åben at det bliver et a, så har man opfundet et tegn for en vokal mellem æ og a.

De mange nuancer er opstået ved et praktisk behov blandt sprogforskere til at notere og beskrive de forhold de nu fandt interessante at beskrive i forskellige varianter af dansk. Det er sådan set fuldstændig lødigt, men det adskiller sig fra hvordan man skelner vokaler i IPA.

33 vokaler er altså det man har haft brug for til at beskrive de væsentligste nuancer i alle danske dialekter. Men man behøver naturligvis ikke lære forskel på alle 33 vokaler for at kunne tale dansk. Alle danskere taler jo ikke alle dialekter. Og inden for den enkelte dialekt har man kun brug for at skelne 12-14 vokaler uanset hvilken dialekt man taler om.

I denne dialektale forstand er 33 et arbitrært tal. Det giver ingen mening at sammenligne sådan et tal på tværs af sprog. Det kommer fuldstændig an på hvor meget dialektforskning der er bedrevet på sproget. Jo mere man forsker, og jo flere varianter af sproget man undersøger, des finere nuancer kan man registrere. Sådan groft sagt.

I DanPASS-korpusset, som rummer transskriptioner af spontantale, skelnes der endnu finere. Der er i alt 57 forskellige vokaler, bl.a. fordi vokaler kan blive nasaleret og afstemt i mindre distinkt tale. Igen er det naturligvis fuldstændig lødigt til det formål korpusset er indrettet til, nemlig at studere processer i spontantale, at skelne så fint. Og igen er det kun et spørgsmål om hvor fintfølende man er og hvor stort ens materiale er. DanPASS rummer kun ca. 10 timers københavnsk tale. Man kunne let udvide det og finde mange flere vokalnuancer. Eller repræsentere alle vokaler med nogle talværdier for akustiske mål i stedet for lydskriftsymboler, og så ville alle de mange tusinde vokaler være forskellige.

Hvordan tælles vokaler i IPA?

I IPA er kravet at man skal skelne distinktive vokaler. Hvis man kan finde et ord hvor udskiftningen af en vokallyd med en anden fører til en betydningsændring, så er de to vokaler distinktive og skal noteres forskelligt. Hvis to forskellige vokaler ikke er distinktive, noteres de ens, og som udgangspunkt vælges her et passende IPA-grundtegn til at repræsentere vokalerne på tværs af de små nuancer.

Kort sagt, hvis vi fx udskifter vokalen i fest med vokalen fra fx mand, så får vi ordet fast, som betyder noget andet end fest, og derfor skal de to vokaler i IPA noteres forskelligt, fx /ɛ æ/, så vi får /fɛst fæst/ fest, fast. Hvis vi udskifter vokalen i prik med vokalen i fast, ændrer det derimod ikke betydningen (selvom vi sikkert kan måle mikroskopiske forskelle på de to vokaler), og derfor skal de noteres ens, fx /pʰʁæk fæst/ prik, fast.

I IPA er der altså en metode til at afgøre hvor mange vokaler man skal skelne i et sprog. Denne metode kan benyttes på alle sprog, og det tal der fremkommer, er, med visse forbehold, sammenligneligt på tværs af sprog. Og det er efter denne metode at man lander på 3-14 vokaler i andre sprog.

Hvis man vil bevise at der er 22 eller 33 eller 40 vokaler i dansk sammenlignet med andre sprogs 3-14 vokaler, skal man altså levere sådan nogle ordsæt der beviser at vokalerne distinktive, betydningsadskillende, ikke bare nuancer af samme fonem. Uden dette krav stikker man hånden i en hvepserede hvor der ikke er nogen grænse for hvor mange vokaler det er muligt at skelne.

Hvor mange vokaler er der så i dansk?

Tallet er 13. Mere specifikt 5 urundede fortungevokaler, 4 rundede fortungevokaler og 4 bagtungevokaler. /a/ er den eneste helt åbne vokal. Det passer heldigvis lige præcis til hvad man maksimalt kan skelne i IPA.

I IPA er der fem symboler til urundede fortungevokaler /i e ɛ æ a/, og vi kan skelne fem forskellige i dansk. Eksempler med lang vokal: /viːnə veːnə vɛːnə væːnə vaːmə/ vine, vene, væne, vane, varme. Eksempler med kort vokal: /tsik tsek tsɛk tsæk tsak/ tik, tig, tæk, tag (vb), tak. Jf. hvordan vokaler er defineret i IPA skal man ikke notere vokalerne mere præcist end dette selvom der måske er lidt forskel på de korte og lange vokaler, eller selvom de måske ikke lyder helt som på andre sprog. Det er den relative forskel på vokalerne man noterer i bred IPA, ikke deres absolutte værdi.

I IPA er der fire symboler til urundede fortungevokaler /y ø œ ɶ/. Det er lidt sværere at vise at de alle er distinktive i dansk. Men vi har /kʰyːlə kʰøːlə kʰœːlə/ kyle, køle, curle, og /fyːɐ føːɐ fɶːɐ/ fyre, føre, fyrre, og vokalen i fyrre er mere åben end i curle. At /œ ɶ/ er distinktive, kan man vist kun vist med ordparret /ʁœːʊ ʁɶːʊ/ røve (begå røveri), røve (pluralis af røv). Eksempler med kort vokal: /pytə pøte/ bytte, bøtte, /skø̰n skɶ̰n/ skynd, skøn, /kʁœ̰nt kʁɶ̰nt/ grynt, grønt. (Det er nok ikke alle der har kort /ɶ/ da den muligvis er ved at udvikle sig til bagtungevokal).

I bagtungevokalerne kan man skelne fire ‘åbningsgrader’. Eksempler med lang vokal /muːsə moːsə mɔːsə mɒːsə/ muse, mose, måse, morse. Eksempler med kort vokal: /ṵð fo̰ð ɔ̰ð ɒ̰ð/ ud, fod, åd, od.

(Jeg skriver ‘åbningsgrader’ i anførselstegn fordi vi traditionelt beskriver det sådan, men en undersøgelse af Juul, Pharao og Thøgersen fra 2016 indikerer at Åse-vokalen snarere er centraliseret frem for mere åben ift. /o/, så måske er vi på vej mod /muːsə moːsə mɵːsə mɔːsə/)

Vokalerne /ɶ ɒ/ angiver åbne vokaler, men i dansk er de klart mere lukkede end den åbne vokal /a/. De bliver brugt efter princippet om at der skal benyttes distinkte symboler for alle distinktive vokaler. Så /u o ɔ ɒ/ angiver altså fire forskellige åbningsgrader mellem lukket og halvåben. Dette bryder ikke med IPA’s definition af vokalerne eller praksis i andre sprog.

Vi har enkelte forhold der er på kanten af at være distinktive. Distinktionen /œ ɶ/ er meget marginal, og vi kunne måske nøjes med /y ø œ/. Mest problematisk er nok at enkelte talere følger en almindelig udvikling med at forkorte vokaler før /ð/, men uden at den lille nuanceforskel i kort og lang vokal ændres med. Det betyder at disse talere kan have en distinktion i fx bad i betydningen ‘jeg bad om noget’ vs. ‘bad barnet’. Jeg har ikke selv denne distinktion og kan ikke høre den når den bliver præsenteret for mig. Men for disse individer kan man muligvis argumentere for distinktion mellem 6 åbningsgrader som pt. ikke kan håndteres i IPA. Jf. det lidt ekstreme i sådan en påstand vil jeg kræve solidt bevis før jeg køber at åbningsgraden er eneste distinktive forskel på disse. Det er dog kun få individer der har den forskel, så overordnet er det ikke noget der rykker det danske vokalsystem fra hinanden.

Hvad med korte og lange vokaler?

I Juul, Pharao og Thøgersens undersøgelse af danske vokaler fra 2016, ses det at alle vores korte vokaler i gennemsnit er en lille smule mere åbne og centraliserede end tilsvarende lange vokaler. Der er vel at mærke tale om et gennemsnit; korte og lange varianter kan sagtens overlappe i kvalitet.

Dette er et meget almindeligt forhold i verdens sprog, og ofte fører det til at korte vokaler udvikler sig til andre fonemer. Det er sket mange gange i dansk, hvilket fremgår af vores ortografi, hvor vokalbogstaver ofte svarer til et mere åbent fonem i ord med kort vokal.

I IPA håndteres det i praksis forskelligt i forskellige sprog. Nogle noterer korte og lange allofoner ens, andre noterer dem forskelligt. Nogle skelner i nogle vokaler, nogle i ingen, nogle i alle. Det er i høj grad et fortolkningsspørgsmål, både af IPA og af de fonologiske forhold i det enkelte sprog. På engelsk noterer man fx /fit fɪt/ feet, fit, hvilket i danske ører snarere er et spørgsmål om lang og kort vokal. I sprog med få vokaler er der mere rum til at lave forskel på vokalerne, og det er lettere at skelne et sæt lange og korte varianter, fordi symbolerne er ledige. Men i sprog med mange vokaler er man mere begrænset, og her er det mere oplagt at lade forskellen ligge implicit i længdemarkeringen /◌ː/.

I dansk lydskrifttradition skelnes denne lille forskel for /æ/ og /ɒ/ (kun), så man bruger forskellige symboler i Ane/Anne, og orne/ånde. Det virker sjældent intuitivt for dem der skal lære lydskrift. Ane/Anne opfattes typisk som lang/kort variant af samme vokal. I udtale kan der være forskel på vokalerne, men der behøver ikke være det, og så længe der ikke behøver være forskel, skal de ikke noteres forskelligt eller opfattes som forskellige vokaler i IPA.

I snæver IPA kan man naturligvis bruge diakritika til at skelne, fx “vokalen i mene er mere lukket, [me̝ːnə], end vokalen i minde, [me̞nə].” og på den måde viser man at vokalerne i en vis forstand er den samme, men i en anden forstand forskellige (i stil med at rottweilere og gravhunde er forskellige varianter af hunde).

Er korte og lange vokaler forskellige vokaler?

Når nogle forskere siger vi har 20 vokaler og andre siger vi har 40, så har det altså også noget at gøre med om man tæller /i/ og /iː/ som to forskellige vokaler eller en kort og lang udgave af samme vokal. Tæller man dem som forskellige, ja så fordobler man pludselig antallet af vokaler i sproget. Når man sammenligner vokaler på tværs af sprog, skal man altså lige sikre at man regner på samme måde.

I en kontekst som handler om hvor svært det er at lære et sprog, er det lidt nonsensagtigt at tælle korte og lange varianter som vidt forskellige vokaler. Det er noget man gør for at imponere eller skræmme med høje tal. Et sprog der har 5 korte og lange varianter af samme vokal har på ingen måde samme vokalkompleksitet som et sprog der skelner 10 forskellige vokalkvaliteter. Hvis vi siger at dansk har 13 korte vokaler, så skal man ikke lære 13 helt nye vokaler når man skal lave lange udgaver af disse vokaler. Man skal lære en enkelt ekstra ting, nemlig at holde vokalen lidt længere i bestemte ord.

I IPA regnes vokallængde som et suprasegmentelt træk. Det er kort sagt ikke en egenskab ved vokalen med ved stavelsen. Rimeligheden i det kan man overbevise sig om hvis man fx beder folk om at bytte rundt på stavelserne i silo. Typisk svarer folk /loːsi/, hvor læberunding, åbningsgrad og fortunge/bagtunge-trækket flytter med vokalen, men længden blive stående fra det oprindelige /siːlo/. Hvis længden var en del af vokalens egenskaber, burde vi intuitivt flytte den med vokalen og sige /losiː/.

I de fleste (alle?) sprog der skelner vokallængde, herunder dansk, er der meget skrappe begrænsninger på hvilke stavelser der kan være lange og korte, som har noget at gøre med fonotaksen, dvs. hvor mange konsonanter der er, hvilken stavelse der er betonet m.m. Overordnet kan vi bytte de 13 hovedvokaler ud med hinanden og få velformede ord, men man kan kun i bestemte tilfælde bytte korte vokaler ud med lange og få et velformet ord. Der er normalt højst én lang vokal i et ord, men der kan være mange korte.

Det er stort set kun i betonede stavelser før en enkelt konsonant at vi skelner længde, ellers følger kort/lang styret af nogle bestemte regler. Det er altså typisk mere rimeligt at betragte længde som en egenskab ved ordets fonotaks end ved den enkelte vokal.

Men som nævnt er korte vokaler mere tilbøjelige til forandring. De bliver lettere mere åbne eller centraliserede, og med tiden kan de blive opfattet som et andet fonem. Man kan ikke sætte fingeren præcist på hvornår et fonem splitter sig op i to, ligesom vi ikke kan sige præcist hvornår primater blev til mennesker. Det er en glidende overgang hvor det kun er tydeligt at se forskellen når der er gået tilstrækkelig lang tid. Vi kan kun sige at for XXX år siden var lydene ikke distinktive, men nu er de distinktive. Der vil være overgangsperioder hvor der er to konkurrerende fortolkninger, og det kan forstyrre sammenligningen af antallet af vokaler i forskellige sprog. På et tidspunkt var der 5 vokaler i dansk, nu er der 13. Vi kan sige at udviklingerne er sket i det og det århundrede, men i den periode hvor udviklingen skete, ville datidens fonologer, hvis der havde været nogen, kunne slås om antallet af vokaler. Så i sidste ende giver det ikke nødvendigvis mening at tale om et bestemt antal, men mere et spænd som afhænger af hvordan man opfatter igangværende forandringer.

Summasummarum: Korte og lange varianter af samme vokal regnes typisk ikke som to forskellige vokaler når man opgør vokaler i sprog. Men der kan være udviklinger i gang i enkelte sprog, som man bør være opmærksom på, hvor korte og lange varianter er ved at splitte sig op i to forskellige fonemer.

Ubetonede vokaler

Danske ubetonede stavelser indeholder typisk en af vokalerne /ə ɐ ɪ ʊ/, fx /fætə fætɐ fætɪ faːɪ faːʊ/ fatte, fatter, fattig, feje, farve (/ə/ kan assimileres til en hvilken som helst vokal, fremmedord kan indeholde alle de andre vokaler i ubetonede stavelser).

Når man lærer lydskrift er der altså fire ekstra vokaler man skal lære at håndtere (trad. skelnes ikke mellem /ɪ i/, men jeg synes der er fornuft i at gøre det). Det tilfører naturligvis en ekstra kompleksitet og gør det vanskeligere at lære lydskrift.

Men det betyder ikke at man pludselig skal lære 17 vokaler frem for 13 vokaler når man skal lære at tale dansk. De fire vokaler /ə ɐ ɪ ʊ/ er ikke fire distinkt forskellige vokaler, men mere en slags jokertegn. Et ord som snakker kan udtales et sted mellem [snaka~snakɒ], så man kan godt nøjes med de eksisterende 13 vokaler, men det bliver så bare lidt tilfældigt hvad man så skal skrive i lydskriften. Derfor bruger vi /ə ɐ ɪ ʊ/ for at undgå at være mere specifik end hvad der er rimeligt.

En anden måde at anskue det på er at vi i ubetonede stavelser primært har fire distinktive vokaler, som vi vælger at notere /ə ɐ ɪ ʊ/, men disse angiver hver især et ret bredt spektrum af vokalkvaliteter, et bredere spektrum end hvis vi brugte /œ a i u/. Brugen af disse ‘jokertegn’ gør det også nemmere at formulere regler for fx betoning og andre ting, som ikke er relevant lige her, men smart når man skal lære noget om dansk lydstruktur på næste niveau.

Som en der skal lære dansk, er det mao. ikke vigtigt at om man udtaler huske som /huskɛ/ eller /huskœ/, fattig som /fæti/ eller /fate/ osv. Bare man rammer en vokal i det område og ikke forveksler den med en af de andre svage vokaler. Hvis man behersker de 13 primære vokaler, er man klædt rigeligt på til også at lave forskel på de ubetonede stavelser.

Det samme forhold gør sig gældende i andre sprog der skelner mellem stærke og svage vokaler, som engelsk, fransk, tysk mv. Det er typisk også sådanne sprog som generelt har mange vokaler. Det handler om at nogle sprog foretrækker en høj kompleksitet i stærke stavelser og lav kompleksitet i svage stavelser, mens andre foretrækker mere ensartede stavelser som er hverken er meget komplekse eller meget simple. Der kan således være en lidt selvforstærkende effekt; hvis man har høj vokalkompleksitet, bliver notationen lidt ekstra teknisk fordi man så typisk også skelner mellem stærke og svage stavelser. I sådanne sprog er det mest rimeligt kun at tælle forskellige vokaler i betonede stavelser.

Approksimanter og diftonger

Symbolerne /ɐ ɪ ʊ/ indgår også i notationen af diftonger, som /haɪ haʊ moɐ/ hej, hav, mor. I dansk tradition noterer man dem forskelligt fra ubetonede vokaler, idet man markerer dem med en bue, ɪ̯ ɐ̯ ʊ̯. Det bliver derfor i flere af de opgørelser der blev nævnt i indledningen, regnet som selvstændige vokaler, tre ekstra vokaler til samlingen.

Men der følger helt det samme forhold som for de ubetonede vokaler. Lydene /ɐ ɪ ʊ/, eller ɪ̯ ɐ̯ ʊ̯ er ikke helt nye ekstra vokaler som man skal lære og holde adskilt fra de andre. Det er blot en indikation af at hovedvokalen skal glide i retning af /i a u/, men man behøver ikke lande specifikt på disse. Diftonger er overordentligt almindelige i andre sprog, men jeg har ikke set noget andet sted end i dansk hvor man tæller den slags notationer som særskilte vokaler.

Notationen af diftonger tager jeg op i næste indlæg.

Opsamling

Danske forskere kan godt lide på den ene side at overdrive antallet af vokaler i dansk, og på den anden side problematisere at vi har så mange vokaler. Det påstås jævnligt at dansk har 20-40 vokaler, 2-3 gange flere vokaler end noget andet sprog. Men måden man tæller vokaler på for at nå op i det antal, er ikke sammenlignelig med hvordan vokaler opgøres i andre sprog.

De høje antal vokaler stammer fra registrerbare forskelle på forskellige dialekter og anden udtalevariation og lidt frie fortolkninger af hvad der tæller som vokaler og konsonanter, men uden hensyn til om de små forskelle egentlig betyder noget, og uden hensyn til hvordan vokaler tolkes i andre sprog.

Hvis vi tager udgangspunkt i at det er normalt at have 5-6 vokaler i et sprog, og sprog maksimalt har 14 vokaler, så er det påstande om 20-40 vokaler der stikker ud og bærer en temmelig tung bevisbyrde. Der skal altså rigtig stærke og overbevisende argumenter til, før man kan godtage at vi har over 14 vokaler i nogen international sammenlignelig og metodisk veldefineret forstand, og der er rigtig langt fra 14 til 40 i den kontekst.

Når man skal lære at udtale forskel på danske ord der for en dansker lyder forskelligt, skal man beherske 13 forskellige vokalkvaliteter, som vi kan notere /i e ɛ æ a y ø œ ɶ u o ɔ ɒ/ i bred IPA. Det er i den høje ende sammenlignet med andre sprog, men vi er langtfra alene om at ligge oppe i det antal vokaler.

Man skal også lære at lave forskel på korte og lange stavelser og stærke og svage stavelser, og diftonger og monoftonger. Det er naturligvis også en ekstra kompleksitet, men det betyder ikke at man skal lære op til 27 ekstra vokaler.

Hvis vi, modsat hvad man ville gøre på andre sprog, regner korte og lange allofoner, approksimanter og svagtryksstavelser osv. for distinkt forskellige vokaler og inkluderer dialektal, sociolektal, og spontantalevariation, ja så kan vi godt komme op på et uhyrligt antal vokaler, men det samme kan man i alle andre sprog. Hvis man først begynder at inkludere ikke-distinktiv variation, kan man i et hvilket som helst sprog komme op på et vilkårligt højt antal vokaler. Hvis man først siger at vi har mere end 13, kan man lige så vel argumentere for 50 eller 100 eller 1000 eller milliarder. Begrebet mister ganske enkelt sin betydning.

Man er også nødt til at skelne mellem annotationsmæssig kompleksitet og kompleksiteten i at lære et sprog. Et sprogs vokalkompleksitet er ikke bare et spørgsmål om hvor mange lydskriftsymboler man har brug for. I bred IPA har vi brug for måske 17 forskellige vokaltegn, men det er mere af lidt tekniske/akademiske årsager, fordi vi skelner mellem stærke og svage stavelser og diftonger. Og hvis man vil notere forskel på dialekter og anden udtalevariation, kan man let have brug for at skelne mange flere vokaler og konsonanter. Det kan man bekymre sig om når man skal lære lydskrift og videregående akademiske emner, men det er uvedkommende når man bare skal lære at tale sproget.


I næste indlæg ser jeg nærmere på diftonger i IPA. Og så er vi ved at være ved vejs ende i denne serie om utilpasset IPA. Vi skal dog også lige forbi det danske stød, som vi traditionelt noterer med et hjemmelavet tegn, ligesom termen stød ikke rigtig modsvarer terminologien i IPA. Hvad skal vi dog stille op med det?

Utilpasset IPA: Hvad er /a/ i IPA?

I sidste indlæg skrev jeg om hvordan vokaler er defineret i IPA, bl.a. at vokaler er afgrænset af et vokalrum af de fire vokaler /i a ɑ u/.  I dette og næste indlæg ser jeg på hvordan de danske vokaler skal noteres i IPA. I dette indlæg ser jeg mere specifikt på hvilke danske vokaler der svarer til disse /i a ɑ u/, og i næste indlæg ser jeg på hvor resten af vokalerne så må skulle placeres ift. disse.

Definitionen af /i u/ svarer udmærket til de danske vokaler, i ord som /kʰiːlə kʰuːlə/ kile, kugle, som hhv. en lukket fortungevokal og bagtungevokal. Det tror jeg er helt ukontroversielt. Men hvad med /a ɑ/? I dansk tradition bruger man a ɑ for vokalerne i hhv. katte og kappe, fx DOO kadə kɑbə (næsten identisk med Dania kadə kαbə), men den tradition er vi helt alene om. Andre sprog bruger a for en vokal som i kappe.

Vokaler er som sagt vanskelige at definere præcist. En almindelig metode er at måle vokalers formanter. Det vil jeg ikke forklare nærmere her, men blot konstatere at man kan forvente at en åben fortungevokal (/a/) har F1 omkring 850 hz og F2 omkring 1610 hz. Bagtungevokaler har betydeligt lavere F2, og F2 for en åben bagtungevokal (/ɑ/) forventes at ligge omkring 940 hz. Fonetikerne Juul, Pharao og Thøgersen målte i 2016 den danske barske-vokal til en F2 til i snit 1484 hz, altså markant tættere på en fortungevokal /a/ end en bagtungevokal /ɑ/.

Man kan også høre fonetikeren Peter Ladefogeds bud på hvordan /a ɑ/ lyder, her. I mine ører lyder Ladefogeds /a/ som et udmærket bud på den vokal vi har i Arne, mens /ɑ/ lyder henad vokalen i orne. Bedøm selv.

Man kan indvende at IPA ikke er defineret ud fra hverken formanter eller Ladefogeds udtale. Det er også rigtigt. Det er blot for at give en eller anden ide om hvad en åben fortungevokal er for en størrelse. Og for at give en ide om at dansk faktisk til sammenligning med andre sprog har et ganske tydeligt /a/, hvor andre sprogs /a/ ofte er lidt mere tilbagetrukket.

Det er egentlig ikke så vigtig, for uanset om man er enig i formantmålingerne eller mit lytteindtryk eller Ladefogeds repræsentation af et /a/, så skal vores åbne a faktisk stadig noteres /a/ i IPA.

Langt de fleste sprog i verden har, som dansk, en enkelt åben vokal i deres foneminventar, men meget få sprog skelner to åbne vokaler. Hvis man skelner to åbne vokaler, skal de umiddelbart noteres /a ɑ/. Hvis man kun har en enkelt åben vokal, kan man overveje om den skal noteres /a/ eller /ɑ/. Men jf. princippet om primært at bruge almindelige latinske bogstaver bør man benytte /a/.

Fonetikeren John C. Wells, tidligere formand for IPA, skrev for en del år siden i sin egen blog et indlæg om brugen af a i IPA, hvor han skriver:

Similarly, the symbol a, which as a cardinal vowel symbol denotes an unrounded front open (low) vowel, is also appropriate to denote an unrounded open vowel of any degree of advancement (anywhere from fully ‘front’ to fully ‘back’) if that is the only open vowel in the language. This is the case in Spanish, Italian, Greek, Serbian, German, and Polish, to mention only a handful of European languages. It is also the case in thousands of other languages around the world.

Vokalen /a/ er vokalen i spansk hasta la vista, italiensk caffe latte, tysk aber dabei, fransk voilà, osv. osv. osv.

John C. Wells’ udsagn holder stik når man tjekker efter i Illustrations of IPA. Jeg har kigget i de 117 frit tilgængelige illustrationer, og dansk er fuldstændig mutters alene om at bruge a for en vokal i nærheden af katte-a’et. På alle andre sprog der har en vokal i nærheden af katte-vokalen, noteres den enten /æ/ eller /ɛ/ afhængigt af hvor mange vokaler man i øvrigt skelner i sproget.

Dansk er også mutters alene om at bruge ɑ for en vokal i nærheden af den moderne danske Arne-vokal. Alle andre sprog bruger /a/, også for vokaler der er meget tættere på en bagtungevokal end Arne-vokalen. Der er altså ikke meget international lydskrift over at skrive kad og ɑːnə. Hvis det skal være IPA og følge international praksis, skal det være /kʰæt/ og /aːnə/.

Herunder er optællingen af hvilke symboler der anvendes i bred IPA for de forskellige vokalkvaliteter (faktisk værdi, bestemt ud fra hvor forskerne i de enkelte sprog har placet vokalen i vokaldiagrammet) på de 117 sprog. De to (1)’er viser den traditionelle brug i dansk.

placering i
vokaldiagrammet
anvendt
symbol

<æ><a><ɐ><ɑ>
[æ]8(1)

[a ~ ä ~ a̽]429
(1)
[ɐ ~ ɐ̞]
6042
[ɑ ~ ɑ̈ ~ ɑ̽]
15
18
[ʌ̈ ~ ə̠]
1

Afvigelserne begrundes traditionelt med at vi har flere vokaler i dansk end man kan skelne med grundtegn i IPA, og derfor er man nødsaget til at forrykke hele systemet (det bliver traditionelt ikke fremhævet at denne brug af a ɑ svarer rigtig fint til Danias brug af a α). I så fald har IPA fejlet i deres primære mål, at levere grundtegn til alle distinktive lyde i alle verdens sprog. Kan det virkelig passe?

I dette indlæg har jeg afgrænset yderpunkterne for de danske vokaler til /i a u/. I næste indlæg ser jeg nærmere på de øvrige danske vokaler der ligger mellem disse (har vi virkelig 40 forskellige vokaler?), og hvordan de skal håndteres i IPA.

Utilpasset IPA: Hvordan bruges vokaler i IPA?

Dette indlæg indeholder blot en kort beskrivelse af hvordan vokaler er defineret i IPA. De vigtigste pointer er at IPA-vokaler ikke er Daniel Jones-kardinalvokaler, og at IPA-vokaler er mere abstrakt og relativt defineret end vi er vant til at bruge dem i dansk. En vokal som /e/ kan altså i IPA står for lidt forskellige vokaler i forskellige sprog. Og så bruger man typisk ikke snæver notation af vokaler.

Vokaler er notorisk vanskelige at håndtere i lydskrift. Mens der kan gives rimelig klare definitioner af konsonanter (er lyden lukket eller ej, stemt eller ej, nasal eller ej osv.), er vokaler mere flydende. Vokaler defineres traditionelt efter åbningsgrad, fortunge/bagtunge og læberunding, men åbningsgrad og fortunge-bagtunge-dimensionen er skalære; der er et kontinuum af vokaler mellem /i/ og /a/, mellem /y/ og /u/ osv.

Hvordan skal vokaler håndteres i lydskrift, når man i princippet kan lave uendelig mange vokaler, men er nødt til at begrænse det til et endeligt, og helst relativt lille, antal symboler?

En metode er at benytte nogle referencevokaler, hvor de mest kendte er Daniel Jones’ kardinalvokaler. Fonetikeren Daniel Jones indtalte i 1917 en række vokaler (8 primære og 10 sekundære kardinalvokaler), som blev distribueret rundt til fagfæller, og når man så skulle beskrive en konkret vokal i et sprog, kunne man gøre det ud fra en fælles refererence. Er vokalen tættest på kardinalvokal nr. 3 eller 4, er den lidt mere åben eller lukket, lidt mere fremskudt eller tilbagetrukket end den og den kardinalvokal, osv.?

I Dania er vokaler ikke rigtig defineret, men snarere forklaret ud fra eksempelord fra danske dialekter eller andre sprog som fransk og tysk kombineret med beskrivelser af artikulatoriske og auditive forhold. Lydskrifttegnet e beskrives som vokalen i rigsmålets udtale af det, se, sele. Denne metode er særlig problematisk fordi referencerne kan være ukendte eller have forandret sig. Fx er ȣ vokalen i sønderjysk hun, men det er svært at blive klog på hvis man ikke lige ved hvordan det ord udtales på sønderjysk. Og vokalen ä beskrives som vokalen i tretten og færdig, hvilket i min egen udtale er to vidt forskellige vokalen, fordi udtalen har forandret sig i forskellige retninger siden Dania blev opfundet.

Vokaler i IPA

IPA’s vokalskema ligner Daniel Jones’ kardinalvokaler. Der skelnes mellem fire åbningsgrader, rundet og urundet, fortunge og bagtunge, og der bruges samme notation, blot med nogle ekstra tilføjelser i IPA. Så det er nærliggende at tro at vokalerne i IPA svarer til DJ (hvilket jeg måske også har bildt en fonetikstuderende eller to ind igennem tiden, undskyld). Men det er de ikke.

IPA tager konsekvensen af at vokaler ikke lader sig definere i nogen absolut forstand og har derfor en mere abstrakt definition af vokalerne. Først defineres et ‘vokalrum’ som er afgrænset af de fire vokaler /i a ɑ u/ som de mest lukkede/åbne fortunge-/bagtungevokaler. De øvrige vokaler er så blot defineret som vokaler der ligger mellem disse. Dvs. /e/ kan bruges om en vokal der ligger mellem /i/ og /ɛ/, og /ɛ/ kan bruges om en vokal der ligger mellem /e/ og /a/.

Jf. IPA’s princip om at undgå diakritiske tegn til notation af distinktive lyde, og primært benytte almindelige latinske bogstaver frem for specialtegn, foretrækkes /e/ og /o/ frem for /ɛ/ og /ɔ/ hvis sproget kun har en enkelt vokal mellem /i/ og /a/ eller /u/ og /a/. Hvis man har brug for at skelne flere distinktive åbningsgrader, tilføjes så ekstra symboler.

Det betyder i praksis at fx /e/ typisk er mere midt mellem /i/ og /a/ i sprog der der kun har fem vokaler, /i e a o u/, end i sprog der har syv vokaler /i e ɛ a ɔ o u/, fordi vokaler er tilbøjelige til at fordele sig med størst mulig afstand imellem sig.

Man kan sagtens finde traditioner i bestemte sprog, der ikke helt holder sig til IPA’s principper. Fx i polsk er der tradition for at bruge /i ɛ a ɔ u/ frem for /i e a o u/ fordi polsk /ɛ ɔ/ er relativt åbne og derfor svarer bedre til /ɛ ɔ/ i sprog der skelner /e ɛ/ og /o ɔ/. Men det ville ikke være imod IPA’s principper blot at notere polske vokaler /i e a o u/.

Når man fx i Illustrations of IPA skal give en mere præcis indikation af vokalers åbningsgrad og artikulationssted, gør man det typisk ikke med diakritiske tegn. Man bruger i stedet vokaldiagrammer som fx dette. Der er ganske vist diakritika som ◌̞ ◌̝ til at angive mere åbne eller lukkede vokaler, men da vokaler kun er relativt, ikke absolut defineret, giver disse diakritika kun mening hvis man har en kontekst. Notationen indikerer således ikke en specifik vokalkvalitet, da /e/ kan være forskellig fra sprog til sprog. Men man kan bruge det til fx at sige at dansk /e/ typisk er mere lukket, [e̝], end engelsk /e/, [e̞].

I de næste par indlæg ser jeg nærmere på hvordan de danske vokaler skal noteres i IPA.

Utilpasset IPA: Danske plosiver og affrikater

Danske plosiver skrives traditionelt med pʰ tˢ kʰ b̥ d̥ ɡ̊, eller med DDO’s forenklinger p t k b d g, som svarer fuldstændig til Danias brug af symbolerne. Man kan endda støde på notationen b̥ʰ d̥͡s ɡ̊ʰ b̥ d̥ ɡ̊ som et forsøg på ‘ultrapræcis IPA’ (fx DDO). Dette er måske et af de punkter der giver anledning til allermest forvirring når man skal lære lydskrift.

I alle fremstillinger af dansk beskrives de danske plosiver som ustemte og med en kontrast mellem aspireret/affrikeret vs uaspireret/uaffrikeret. Forudsat at dette er præcist, skal plosiver i IPA altså skrives /pʰ ts kʰ/ vs. /p t k/. I IPA står /b d g/ for stemte plosiver, som vi ikke umiddelbart har i dansk (men de kan dukke op i mindre distinkt udtale).

I alle sprog jeg har stødt på, som har en kontrast mellem aspireret og uaspireret, noteres disse /pʰ tʰ kʰ/ vs /p t k/. Notationen med b d g er altså en tradition dansk står alene med, og det går ud over den internationale gennemskuelighed som er en af pointerne med overhovedet at bruge en international standard.

[b d g]

Brugen af grundtegnene b d g giver anledning misforståelser af dansk fonetik. Det er ikke ualmindeligt at folk der er en smule interesseret i dansk fonetik, og måske har lært lidt fonetik på andre sprogfag som engelsk, tysk eller fransk (eller bare lingvistikstuderende der ikke har fulgt helt godt med), går rundt og tror at vi har stemte plosiver i dansk.

Et typisk spørgsmål fra lydskriftstuderende eller udlændinge der er vant til IPA fra andre sprog, er hvorfor man skal have de der boller over og under b̥ d̥ ɡ̊. Svaret er simpelt nok at der er fordi lydene er ustemte, hvilket er det bollerne signalerer. Men det rejser bare næste spørgsmål: Hvorfor skriver man så ikke bare p t k, som jo er ustemte? Her må man ty til faghistoriske forklaringer, for der er ikke længere noget fornuftig svar inden for IPA’s rammer. IPA siger klart at man skal undgå diakritika. Notationen b̥ d̥ ɡ̊ vs p t k svarer i IPA ikke til en udtaleforskel, så b̥ d̥ ɡ̊ er kun mere besværligt og i modstrid med IPA’s principper.

Er danske plosiver ikke lenis?

Et argument der bliver fremført til forsvar for at bruge b̥ʰ d̥͡s ɡ̊ʰ b̥ d̥ ɡ̊ er at de danske plosiver er lenis, hvilket skulle kunne indikeres med grundtegnene /b d g/, mens /p t k/ skulle indikere fortis. Der er mindst tre grunde til at dette argument ikke holder:

  1. Der er ingen evidens for at moderne (eller ældre) danske plosiver altid er lenis, aldrig fortis, eller at det er karakteristisk for dansk sammenlignet med andre sprog at plosiverne er lenis.
  2. Lenis er under alle omstændigheder ikke et distinktivt træk, og derfor skal det ignoreres i bred IPA.
  3. Og måske det vigtigste: Fortis/lenis er et uldent begreb som slet ikke understøttes i IPA. Termerne bruges traditionelt om forskellige koncepter som stemthed, aspiration, længde mv., som alle har dedikerede tegn i IPA, som man kan bruge i stedet. Det er faktisk eksplicit addresseret i Handbook of the IPA at det er en udbredt misforståelse, og at der ikke ligger noget fortis/lenis-kontrast indbygget i disse notationer, kun stemt/ustemt. I IPA er [b̥] identisk med [p].

Jeg har gennemsøgt over 100 Illustrations of IPA på andre sprog. Der er to andre sprog som skelner fortis og lenis plosiver, og noterer lenis med /b̥ d̥ ɡ̊/, nemlig østrigsk tysk og schweizisk tysk. Det er næppe tilfældigt at der er tale om to tyske dialekter, hvor man med brugen af /b̥ d̥ ɡ̊ p t k/ kan se sammenhængen med tysklandstysk /b d g p t k/. Så der er altså en særlig dialektal grund til at afvige fra IPA her. Den grund har vi ikke i dansk.

Desuden er forskellen på fortis/lenis distinktiv i de to nævnte dialekter, og derfor skal det noteres i bred IPA på en eller anden måde, selvom man kan diskutere det meningsfulde i at bruge notationen /b̥ d̥ ɡ̊/. I begge disse dialekter er lenisbegrebet uklart; det kan være et spørgsmål om varighed, aspiration eller andre mikrofonetiske træk. Det er ikke ting der automatisk kan forstås ud fra notationen /b̥ d̥ ɡ̊/.

Hvis man absolut vil notere en forskel på stærk og svag udtale, er der faktisk tegn til det i tillægget til IPA-skemaet. Svag noteres med ◌͉, og stærk noteres med ◌͈. Hvis man insisterer på at ville notere de danske plosiver som svagere udtalt, er den præcise notation altså [p͉ʰ t͉s k͉ʰ p͉ t͉ k͉]. Men det er som sagt uklart om de er påfaldende svagere artikuleret end plosiver i andre sprog. I naturlig tale er der formentlig stor variation i alle sprog.

Affrikater: /ts/ og /tɕ/

Det er velkendt at t’erne i starten af Tulle tog til Thisted er affrikerede i de fleste dele af landet. Det noteres traditionelt med eller i DDO’s ‘nøjagtig IPA’ d̥͡s . Den korrekte notation er hverken eller, men ganske enkelt /ts/ (eller /tʰ/ i dialekter med aspireret lyd).

Det hævede ˢ var ganske vist tidligere et IPA-tegn, som stod for ‘frikeret opløsning’, altså en plosiv der blev opløst med friktionsstøj. Men i 1987 fjernede man tegnet fra IPA-skemaet, og herefter noteres det blot /ts/. Det er aldrig blevet ajourført i dansk tradition. Logikken i IPA er at der ikke er nogen segmentel forskel på en plosiv med frikeret opløsning vs. en plosiv efterfulgt af en frikativ. Det er et rent fortolkningsspørgsmål hvorvidt de to segmenter hører sammen som et enkelt fonem eller om det er to separate fonemer. Man kan fortolke det som man vil, men det er ikke noget der eksplicit skal tages stilling til når man bruger IPA.

Et typisk argument mod notationen /ts/ er at det danske t jo ikke udtales som i tysk som jo har ‘rigtige’ affrikater, fx /tsaːl/ Zahl, som ikke lyder helt som t’et i dansk tal. I IPA skelner man imidlertid ikke mellem rigtige og forkerte affrikater. En sekvens af plosiv+frikativ skrives ganske enkelt og rimeligvis som plosiv+frikativ uanset hvordan denne sekvens skal tolkes fonologisk.

Der er ganske vist udtaleforskel på tysk og dansk /ts/. Det skal ikke noteres i bred IPA da disse forskelle ikke er distinktive inden for det enkelte sprog, ligesom vi ikke noterer forskel på tysk og dansk /s/, selvom de er lidt forskellige. I snæver IPA kan man notere forskellene når man fx sammenligner dansk og tysk, hvor det tyske /ts/ nok typisk er lidt fronted/dentaliseret [t̟s̟] (jeg er ikke ekspert i tysk) hvor dansk nok til sammenligning er lidt tilbagetrukket [t̠s̠]. Forskellene ligger altså ikke i om der er tale om affrikater eller ej (eller sekvens af plosiv+frikativ), men i de mere specifikke detaljer om tungens placering.

Vores tj– danner også affrikaten /tɕ/. Der er imidlertid tradition for at skrive disse på forskellige måder der involverer tegnet j, fx [tˢj tˢj̊ tj d̥͡sj̊]. Det er svært at se den fonetiske motivation bag disse notationer. Alle lydskriftsystemer har for længst inkorporeret at sj udtales /ɕ/, så hvorfor ikke være konsekvent og inkorporere at /ts/ + /j/ = /tɕ/? Nedenfor kan man se en sammenligning af de forskellige traditioner sammenlignet med IPA. I NG og DDO synes der at være en underlig inkonsekvens i brugen af lydskrifttegn, hvor forskellige tegn bruges for samme segment (fx både ɕ og j for /ɕ/, t og d for /t/), og samme tegn for forskellige lyde (j for både /j/ og /ɕ/). DDO lydskriver match som madɕ i stedet for matj, så samme lydforbindelse skrives altså på to vidt forskellige måder alt om den findes i starten eller slutningen af ordet.


segmenterIPANGDDODania
sækssɛksɛɡ̊sɛgsæg
dækttɛkd̥ɛɡ̊dɛgdæg
checkɕɕɛkɕɛɡ̊ɕɛgᶊæg
tjekt+ɕtɕɛktˢjɛɡ̊tjɛgtjæg
tækt+stsɛktˢɛɡ̊tɛgtæg
jazzt+jtjæsd̥jasdjasdjas
jajjajaja

Den inkonsekvente sammenhæng mellem lyd og symbol i de traditionelle systemer synes kun at være motiveret af skriftbilledet; man ser stort på den fonetiske realisering og skriver bogstaver i stedet for. I min gennemsøgning af Illustrations of IPA har jeg ikke fundet noget andet sprog der bruger /j/ i notationen af affrikater; alle andre sprog der har lignende lyde, noterer dem /tʃ/ eller /tɕ/.

Affrikater kan i øvrigt skrives med en bue, /t͡s/, men det er ikke noget man behøver, igen fordi det blot er et fortolkningsspørgsmål at betragte sekvens som ét segment, og det er både nemmest og, jf. princippet med at undgå diakritika, bedst at undlade buen. I kontekster hvor behovet opstår, fx når man diskuterer forskelle på affrikater vs. konsonantklynger, kan man naturligvis notere dette eksplicit, fx [pʰit.sæ pʰiː.t͡sæ] pizza, pita.

Er lydskrift med /p t k b d g/ mere pædagogisk?

Jeg har ofte mødt argumentet at det skulle være nemmere, mere intuitivt, mere pædagogisk el.lign. at bruge /p t k b d g/ frem for IPA /pʰ ts kʰ p t k/, idet /p t k b d g/ svarer bedre til den brug man er vant til fra retskrivningen.

Først skal det lige slås fast at det argumentet er irrelevant ift. IPA. Uanset om det er nemmere eller ej, er det ikke i overensstemmelse med IPA at basere dansk lydskrift på /b d g/.

Men ud over det har jeg svært ved at købe argumentet med at det er nemmere. Især for lingvister, der skal arbejde med forskellige sprog, er det voldsomt irriterende at dansk traditionelt bruger [b̥ d̥ ɡ̊] eller [b d g] for lyde der i alle andre sprog skrives /p t k/. Det er forvirrende at ’tilpasset IPA’ kaldes ‘IPA’ uden egentlig at være det. Afvigelserne vækker spørgsmål, hvis svar blot vækker flere spørgsmål. Hvis [b d g] er så meget nemmere, hvorfor så alle de forvirringer, forvekslinger og undrende spørgsmål? At bruge /pʰ ts kʰ p t k/ er måske ved allerførste øjekast lidt spøjst, men på ingen måde svært. Det tager et øjeblik at forstå og acceptere, og det rejser derfra ikke undrende spørgsmål. Og man behøver aldrig mere komme i tvivl når man arbejder med IPA på tværs af sprog. Med /pʰ ts kʰ p t k/ går ingen længere rundt og tror at dansk har en kontrast mellem stemte og ustemte plosiver.

Mht. sammenhæng med ortografien kan jeg godt acceptere at det er mere intuitivt at skrive fx /bas/ for bas, frem for IPA /pæs/. Men omvendt er det mere intuitivt at skrive IPA /stak/ for stak, end det traditionelle [sdɑg]. Så der er et tradeoff uanset hvad man vælger. Nogle gange svarer IPA /p t k/ til bogstaverne b, d, g (som fører til argumentet for at bruge /b d g/ i stedet for /p t k/), andre gange svarer de til p, t, k. Men hvor ofte svarer de til det ene og det andet?

Det er heldigvis ret let at finde ud af hvad der giver den bedste overensstemmelse mellem bogstav og lydskrift hvis man søger på https://bogstavlyd.ku.dk/ hvor man kan se sammenhængen mellem bogstaver og udtale. Så det har jeg gjort.

Først har jeg søgt på bogstavernes primære og sekundære lydværdier (oversat til IPA), se skemaet herunder. Generelt svarer bogstaverne p, t, k oftest til IPA /p t k/ (det som trad. skrives /b d g/) sekundært til de aspirererede varianter (som trad. skrives /p t k/), fx udtales t som /t/ (d) i 60 % af danske ord, /ts/ (d) i 23 %. Hvis man bruger /p t k b d g/ vil bogstavet t altså skulle lydskrives /t/ i 23 % af danske ord, mens det skulle skrives /d/ i 60 %. Hvis man derimod bruger IPA /pʰ ts kʰ p t k/ svarer t i 60 % tilfælde til /t/ og 23 % til /ts/. Det samme mønster gør sig gældende for alle tre bogstaver p, t, k i særlig grad når der er tale om dobbeltbogstaver. Rent kvantitativt svarer p, t, k altså oftest til IPA /p t k/, og det bliver i den forstand ikke nemmere at afvige fra IPA og notere dem med b d g.

bogstavprimær lydværdisekundær lydværdi
p/p/ (trad /b/) 52 %  /pʰ/ (trad /p/) 48 %
t/t/ (trad /d/) 60 %/ts/ (trad /t/) 23 %
k/k/ (trad /g/) 58 %/kʰ/ (trad /k/) 43 %
pp/p/ (trad /b/) 96 %  /pʰ/ (trad /p/) 4 %
tt/t/ (trad /d/) 95 %/ts/ (trad /t/) 5 %
kk/k/ (trad /g/) 98 %/kʰ/ (trad /k/) 2 %

Jeg har også søgt på hvilket grafem IPA /p t k/ typisk svarer til, se tabellen herunder. Her gælder det at /p/ oftest svarer til b, og man vil derfor få bedst overensstemmelse med det traditionelle /b/. Men /t k/ svarer oftest til t, tt, k, kk, sjældnere til d, g. /p/ er samtidig sjældnere end de to andre. Så sammenlagt giver det igen bedre overensstemmelse med ortografien at bruge /p t k/ frem for /b d g/.

lydprimært grafemsekundært grafem
/p/ (trad /b/)b, bb 68 %p, pp 35 %
/t/ (trad /d/)t, tt 77 %d, dd 20 %
/k/ (trad /g/)k, kk 61 % g, gg 36 %

(/pʰ ts kʰ/ svarer altid til bogstaverne p, t, k, så der er selvfølgelig en gevinst ved at notere dem med b, d, g. Omvendt svarer d, g dog også ofte til /ð ɪ ʊ/ eller ingenting, aldrig til /d g/; den traditionelle tilgang kan altså give anledning til at fx DDO [fad] læses som fad, ikke fat, eller at fad fejltransskriberes som [fad]. Jeg har ikke regnet på vægtningen af fordele og ulemper her, da det er irrelevant for IPA.)

Hvis dette virker lidt kontraintuitivt, så hænger det sammen med at i starten af ord så svarer p, t, k til /pʰ ts kʰ/, mens b, d, g svarer til /p t k/, så hvis man udelukkende ser på starten af ord, får man god overensstemmelse ved at benytte det traditionelle system. Sagen er blot at bogstaverne p, t, k oftest ikke står i starten, men efter s eller inde i eller i slutningen af ord, hvor de udtales IPA /p t k/, og her giver trad. /b d g/ dårlig overensstemmelse.

IPA /p t k/ er altså kontraintuitivt i starten af ord som bil, dag, god mens trad. /b d g/ er kontraintuitivt i slutningen af ord som top, klat, sluk. Man kunne her argumentere for den pædagogiske fordel ved at have de vanskelige kontraintuitive ting i starten af ordet frem for i slutningen. Vi er ofte mere opmærksomme på starten af ord, og derfor vil udfordringer her være mere iøjnefaldende.

I lydskrift der henvender sig til lægfolk, fx DDO, er det forståeligt og fornuftigt at man afviger fra IPA’s plosiver. En almindelig ordbogsbruger vil nok let blive forvirret hvis bil er lydskrevet [piːˀl]. Men en lydskrift til disse formål kan med fordel kombinere det bedste af to verdener og bruge dania i starten af ord og IPA inde i og i slutningen af ord. Notationer som /dɔkə skøtə gɛst busk/ dukke, skytte, gæst, busk, er måske ikke lydskriftpuristiske i og med forskellige tegn bruges for samme lyd, men de er næppe forvirrende for en der bare gerne vil vide hvordan ord udtales. Og hvis målet er god overensstemmelse mellem stavning og lydskrift, så er denne notation ideel. Det er en notation jeg har succes med ifm. udtaleundervisning i ikke-akademiske sammenhænge, og jeg har implementeret den på udtaleordbog.dk (UOB-lydskrift).

Opsamling

De danske plosiver og affrikater skal i IPA skrives /pʰ ts kʰ p t k tɕ/, ikke hverken [pʰ tˢ kʰ b̥ d̥ ɡ̊ tˢj̊], [b̥ʰ d̥͡s ɡ̊ʰ b̥ d̥ ɡ̊ d̥͡sj̊] eller [p t k b d g tj]. Notationen /pʰ ts kʰ p t k tɕ/ er den eneste der i overensstemmelse med IPA’s principper og definitioner og praksis i andre sprog.

Der er ingen fonetisk funderede grunde til at notere plosiverne på anden måde end /pʰ ts kʰ p t k tɕ/, men i snæver transskription og spontan tale kan der selvfølgelig opstå behov for særlige notationer. De pædagogiske argumenter for at afvige fra IPA, er desuden meget tynde, i hvert fald i akademisk sammenhæng.

I de næste indlæg ser jeg nærmere på de danske vokaler. Dem er der ekstremt mange af, siger rygterne. Måske over 40. Men hvordan skal de håndteres i IPA når der ‘kun’ er 22 symboler at arbejde med? Det får vi at se.

Utilpasset IPA: Er IPA uegnet til dansk på grund af de mange diakritiske tegn?

Blandt danske sprogfolk var der tidligere en massiv modstand mod at erstatte det gamle, hjemlige Dania-system med det internationale IPA. Indtil for ganske få år siden var det faktisk stadig et krav i studieordningen på Dansk-studiet på Københavns Universitet at man ikke bare skulle lære lydskrift, men at det specifikt skulle være Dania.

Et kritikpunkt var at IPA lå fjernt fra det danske alfabet, mens Dania bedre udnyttede de bogstav-lyd-forhold man som dansker er fortrolig med i forvejen, og dermed skulle det være lettere at lære at skrive og afkode Dania-lydskrift. Det kritikpunkt tager jeg op igen i et andet indlæg.

Et andet kritikpunkt var at IPA-lydskrift kræver en forfærdelig masse diakritiske tegn. Et ord som tigge skulle skrive [tˢe̝ɡ̊ə] i stedet for det noget simplere tegə i Dania. Ord som lidt og let skulle ifølge nogle kritikere skelnes kun med diakritika, [le̝t le̞t], hvilket nemt fører til forveksling.

Al erfaring viser at diakritiske tegn er problematiske. De er vanskelige at lære, vanskelige at huske at få sat rigtige steder, vanskelige at afkode, og det er bøvlet at skulle finde dem frem på sin computer hele tiden når man skriver lydskrift. Så dette kritikpunkt ville være tungtvejende, hvis det faktisk var sandt.

DDO’s lydskriftoversigt, kan man, hvis man ser under ‘nøjagtig IPA’ ( som er en adaption af Nina Grønnums ‘Fin iPA’, men jeg refererer her til DDO fordi denne oversigt ligger online ), meget let få indtrykket af at IPA er meget besværligt og inkluderer en hel masse diakritiske tegn. De fleste lyde er modificeret på en eller anden måde, og nogle endda med op til tre diakritika. Som der står i beskrivelsen på DDO vil denne ‘nøjagtige IPA’ være besværlig at læse, og derfor foretager de nogle forenklinger.

Man kan undertiden møde den opfattelse at det dog måtte være mere hensigtsmæssigt at bruge den internationale lydskrift. At dette er en sandhed med modifikation skulle følgende to lydskriftnotationer af ordet kontant, den første i IPAs lydskrift, den anden i Danias, kunne overbevise læseren om: [ɡhɔ+˔nˈd̥ˢʰæn’d̥ˢʰ], [kånˈtan’t]. Nok har jeg bestræbt mig for at IPAs internationale lydskrift skulle tage sig så lidt flatterende ud som muligt gennem valg af eksempel og notationsprincipper, men det rokker ikke ved det faktum at Danias Lydskrift er ulige meget lettere at lære for en dansker end IPAs lydskrift er det, og der er ingen udsigt til at den internationale lydskrift skulle kunne udkonkurrere nationale systemer som Danias Lydskrift. (Steffen Heger, Sprog og Lyd, 1981)

Det afspejler meget godt den kritik som stammer fra Dania-fronten: IPA er besværligt, det passer ikke godt til dansk, det er ikke velegnet til almindelige danskere, der er en masse bøvlede diakritika, det er smartere at forenkle og lave sin egen standard. Men er der nu også hold i den anklage?

Er der mange diakritika i IPA-lydskrift?

Nej og ja, men mest nej. I IPA’s principper og Handbook of the IPA som blev gennemgået i sidste indlæg, bliver det flere steder slået fast at man så vidt muligt skal undgå diakritika når man skriver IPA. Hvis man skal forstå ‘nøjagtig IPA’ som noget der følger IPA’s principper nøjagtigt, så er der noget galt med DDO’s lydskriftoversigt.

De fleste af diakritiske tegn der benyttes i DDO’s lydskriftoversigt, er overflødige, diskutable eller direkte misvisende. De giver således et forkert billede af hvordan IPA-lydskrift ville se ud. Jeg vil fremhæve nogle punkter, som jeg kommer til at gå mere i dybden med i kommende indlæg:

  • Plosiver: DDO noterer plosiverne [b̥ʰ d̥͡s ɡ̊ʰ b̥ d̥ ɡ̊] med hele otte diakritika. Disse lyde er 100 % identiske med IPA /pʰ ts kʰ p t k/ som kun har to diakritika. De ekstra diakritika i DDO gør kun notationen unødigt besværlig, stik imod IPA’s principper. Et [b̥] er et [b] der er ustemt, hverken mere eller mindre, og det er nøjagtig det samme som /p/, osv. I næste indlæg går jeg mere i dybden med plosiverne.
  • Vokaler: DDO noterer diakritika på de fleste vokaler, som angiver at de er hævet eller sænket eller lignende. Det gør man sjældent i IPA. Sagen er man ikke kan give en absolut definition af sprogs vokalkvaliteter, og det har man taget konsekvensen af i IPA. I IPA er vokalerne således defineret relativt og lidt abstrakt. At notere en vokal som hævet eller sænket giver altså kun mening hvis man samtidig siger i forhold til hvad, og det gør DDO ikke. Vokalers definition i IPA går jeg også i dybden med i et kommende indlæg.
  • Halvvokaler: DDO bruger buer under nogle vokaler, som [u̯ i̯ ], som traditionelt i dansk fonetik kaldes halvvokaler. Disse er også overflødige i bred IPA, i hvert fald i moderne dansk, men muligvis ikke i den konservative udtalestil der refereres til i DDO. Halvvokalerne danner diftong med en foranstående vokal, og i et kommende indlæg vil jeg gennemgå hvordan diftonger håndteres i IPA.

Hvis vi ser bort fra de franske nasalvokaler som også er inkluderet i DDO, er de eneste nødvendige diakritiske tegn aspirationen på to af vores plosiver /pʰ kʰ/, og så notation af længde, betoning og stød (og som man også benytter i Dania). I Dania bliver der faktisk brugt en del flere diakritika. Og så er der lige det bløde d, som DDO noterer [ ð̠ˠ̞ ].

Det bløde d er notorisk vanskeligt at notere i IPA, og hvis man skal forklare det på skrift med brug af IPA, er man nødt til at bruge en mængde diakritika i snæver IPA. Men i bred IPA kan og bør man blot skrive /ð/ uden diakritika. Det er altså ikke unøjagtig IPA at skrive /ð/. Det er ikke en forenkling eller en særlig tilpasning til dansk. Det er ganske enkelt (bred) IPA.

Til gengæld er mange af DDO’s andre forenklinger og tilpasninger ikke i overensstemmelse med IPA. Brugen af [p t k b d g] svarer ikke til IPA’s definitioner, men til Danias, og ligeledes afviger nogle af vokalerne fra hvordan de typisk bruges i IPA (men svarer til hvordan der skelnes i Dania). Forenklingerne i DDO er således ikke det samme som bred IPA, men en hybrid mellem Dania og IPA.

Hvorfor har IPA-skemaet så mange diakritika hvis man ikke skal bruge dem?

Det virker måske paradoksalt at IPA på den side siger at man skal undgå diakritika, og på den anden side stiller en tabelfuld diakritika til rådighed. Eksistensen af diakritika i IPA-skemaet kan meget let give anledning til forståelsen at hvis de er der, skal de vel også bruges.

IPA’s primære mål er at levere separate symboler til sprogs distinktive lyd. Men et sekundært mål er også at levere værktøjer til finere notation om fonetiske nuancer i verdens sprog, og her kan man bruge diakritika til at notere den slags nuancer.

Almindelig, og anbefalet, IPA-praksis er dog at følge princippet om at undgå diakritika i almindelige transskriptioner, men supplere med en oversigt over konventioner i snæver IPA, dvs. en oversigt over de ikke-distinktive detaljer, som kan underforstås.

Det er selvfølgelig lidt samme ide som lydskriftoversigten i DDO, altså at man forenkler transskription og giver en detaljeret beskrivelse med snæver IPA. Men hverken DDO’s forenklinger såvel som deres fremstilling af ‘nøjagtige IPA’ giver altså et retvisende billede af IPA jf. ovenstående. Man kan jo faktisk inden for IPA’s rammer sagtens skrive en enkel lydskrift. Det kunne man sagtens have benyttet i DDO, eller forklare hvorfor man afviger fra denne (hvilket der kan være fornuftige redaktionelle grunde til), eller man kunne give en mere ærlig fremstilling af snæver IPA som ikke er helt så kompleks som oversigten på DDO antyder.

Når jeg har været igennem de næste emner, vil jeg præsentere et samlet overblik over mit bud på hvordan bred og snæver IPA skal se ud hvis man følger IPA’s principper, så man kan sammenligne med DDO’s bud. Men der er lige en række andre punkter der skal afklares inden vi kommer dertil.

I næste indlæg går jeg i detaljer med plosiver og affrikater i IPA.