Nye lydskriftværktøjer på schwa.dk

For nylig skrev jeg om et opgør med den traditionelle IPA-Dania-hybrid der er almindeligt udbredt i dansk og som jeg selv har benyttet i mange år. Nu har jeg opdateret mine lydskriftværktøjer så man lettere kan skrive ren IPA.

Hvis man finder fejl, eller har forslag til forbedringer, er man meget velkommen til at kontakte mig.

Hvis man foretrækker den traditionelle IPA-Dania-hybrid, kan man naturligvis stadig benytte de gamle værktøjer. Se alle mine lydskriftværktøjer her.

Indsæt dania-lydskrift i dine dokumenter

Jeg har forbarmet mig over dem der benytter dania-lydskrift og lavet ikke bare en, men to tegnvælgere, ligesom jeg for nogle måneder siden lavede en IPA-tegnvælger, altså et lille værktøj hvor man kan klikke på lydskriftsymbolerne frem for at skulle lede efter dem i teksbehandlingsprogrammets tegnoversigt.

Grunden til at jeg har lavet to forskellige tegnvælgere, er at der ikke er nogen optimal løsning hvis man skal skrive dania-lydskrift.

  • Unicode-baseret dania-tegnvælger. Fordelen ved at bruge unicode er at det kan genkendes universelt. Man kan fx sende sit dokument til andre, og de kan læse lydskriften uden problemer, og man kan benytte skriften på internetsider. Desværre er der to væsentlige dania-symboler som ikke understøttes af unicode, nemlig et spejlvendt j (IPA: [ɪ̯]) og et oblikt å (IPA: [ɔ]) (oblik er en særlig type kursiv). Jeg foreslår at man bruger IPA-symbolerne i stedet.
  • Dania-tegnvælger baseret på dania-fonten: Denne tegnvælger kræver at man har en særlig font ved navn dania installeret på sin pc. Fonten er symbol encoded, dvs. de viste symboler svarer ikke til de taster man trykker på. Det betyder at lydskriften kun kan læses på pc’er der har fonten installeret. Denne metode frarådes generelt, men det kan være nødvendigt ift. at vise en lang række specielle dania-tegn som ikke understøttes af unicode.

Disse og mange andre problemer kan helt undgås hvis man går over til at bruge IPA i stedet for dania når man skriver lydskrift.

Jeg tager gerne imod forslag til forbedringer af disse tegnvælgere.

Opdatering af IPA-tegnvælgeren

Jeg er blevet en smule skrappere til at lave scripts, så nu har jeg lavet en opdatering af IPA-tegnvælgeren. Tidligere blev nye tegn altid tilføjet i slutningen af tekststrengen. Nu bliver tegnet tilføjet der hvor du placerer cursoren.

Der er stadig et problem med at få vist [ː] ordentligt i Internet Explorer. Det er ikke noget jeg kan gøre noget ved. Skriv til Microsoft og brok jer.

IPA-tegnvælger

Jeg har et par aftner brygget på en IPA character picker, altså et program hvor man kan klikke på en oversigt over IPA-symboler når man skal skrive lydskrift, i stedet for at famle sig igennem diverse tekstbehandlingsprogrammers ‘indsæt symbol’-funktion.

Jeg var lidt utilfreds med de andre tegnvælgere jeg kender til, og så har jeg i min tegnvælger tilføjet en oversigt over de almindeligste symboler til at lydskrive dansk.

Der er dog altid bøvl når man skal vise særlige symboler i forskellige browsere, så jeg vil gerne høre om den ser ordentlig ud hos andre, eller om der er noget jeg kan gøre for at rette den til. Tag et kig, og send en kommentar hvis det ser mærkeligt ud, så vil jeg prøve at rette op på det.

Indtil videre ser den fin ud i min browser (firefox 3).  Min Internet Explorer viser også siden ordentligt, bortset fra at længdetegn ser mærkelige ud, men det er kan vist ikke være anderledes.