laveste pris for generiske piller http://1apotekonline.com/

Lær noget nyt på den sjove måde:

Næsehulen og stemmelæberne McGurk-effekten Overtonesang Kardinalvokalerne Hvorfor får man lys stemme når man inhalerer helium? Strubesang

stavelser

Hvad ved danske popsangere om prosodi?

Her i weekenden blev sangen Jeg bli’r ved kåret som vinderen af børnenes MGP 2012. Jeg synes den stilistiske udeladelsesapostrof i bli’r er lidt pjattet, for der er aldrig nogen der siger [bliːˀvɐ/bliːʊ̯ˀɐ], så det er jo ikke fordi vi er i tvivl om hvorvidt ordet skal udtales med en eller to stavelser. Nå, men det er sådan et pædagogisk kneb lyrikforfattere benytter indimellem, måske fordi vi kan være tilbøjelige til en hyperdistinkt udtale når vi synger lejlighedssange og deslige.

Men i denne sammenhæng var det ekstrafjollet med stavemåden bli’r, for i sangen bliver bliver tydeligt udtalt [bliːvɐ]. Bedøm selv. Der er således et dobbelt udtryk for dårligt lyrikforfatterskab: En unødvendig omskrivning af bliver, og dernæst en udtale som ikke er tro mod denne omskrivning, eller gængs udtale i det hele taget.

Nu er Energy, som MGP-vinderne kalder sig, kun 10-13 år, så man kan nok bære over med dem. Men er det bedre hos voksne, professionelle sangskrivere? Men burde vel forvente at folk der lever af at sætte sprog og musik sammen, har en særligt forfinet sans for sprogets prosodi. Men sådan er det nu ikke altid.

I Medinas hit Ensom fra 2009 skanderer hun som hun var til staveprøve i 3. klasse: Jeg vil ikke [ˈhæːvə] nogen anden synger hun, men [ˈhæːvə] kan i talesprogsdansk kun være en distinkt udtale af det udendørsareal der almindeligvis befinder sig bag parcelhuse i provinsen, aldrig af verbet have, som udtales [ha] eller [hæːˀ] hvis de skal være rigtig tydeligt. Kort efter dette synger hun i omkvædet “[ˈsyːnəs] du selv”, men [syːnəs] er kun noget biler skal en gang imellem. I betydningen mene udtales det etstavet [sys] eller til nød [syns].

Medina kan mere. I Kl. 10 har hun ikke bare ikke schwa-assimilation i indeni i første linje af første vers, men schwaet er stærkt betonet. I første linje i andet vers er det at i “Jeg glæder mig til at vi” der tager trykket.

Et andet af mine yndlingseksempler er Natashas Gi’ mig Danmark tilbage (endnu en overflødig udeladelsesapostrof) hvor hun og hele koret råber Giv mig Ungeren igen hvor ungeren bliver udtalt [ˈɔŋɐˈʁʌn] med tydeligt konsonantisk /r/. Altså, det lyder bare lidt mormoragtigt og ikke særlig rebelsk. Husets brugere vil nok snarere sige [ˈɔŋɐn]. Samme konsonantiske /r/ støder man på i Thomas Buttenschøns Smukkere end smuk.

Gode sjuskere

Jeg har før været ude med at sige at det at sjuske ordentligt med sproget er udtryk for god sprogbeherskelse, og manglende reduktioner er udtryk for manglende erfaring med sproget. Pointen kan fint overføres til lyrik, hvor det kræver en god sprogfornemmelse at udnytte den elastik der er i danske stavelser, når det skal stemme med versefødderne. Hyperdistinkte udtaler findes overalt i sange, men de er ikke altid lige påfaldende.

I den anden ende af skalaen vil jeg fremhæve Marie Key som er fremragende til at undermarkere stavelsesstrukturen i de kvasisyllabiske danske ordendelser. Dyrk:

En anden der har en stor plads i mit sjuskehjerte er den unge Niklas. Han har helt styr på schwa-reduktioner og tappede /d/’er og har stadig et fuldstændig tydeligt sprog. På trods af udeladelsesapostroffen får han lov til at afslutte dette indlæg med Ikke mer’ mig:

Hvad ved børn om schwa?

En karakteristisk ting ved dansk er at schwa (det tryksvage e) ofte udtales som alt muligt andet end den øh-agtige vokal [ə]. Vi udtaler ikke katten som [kadən], men [kadn̩] med et stavelsesbærende [n], og ord som pige og flyve udtales [piːi flyːu] og ikke [piːə flyːwə].

Schwa udtales kort fortalt som den vokal det står ved siden af – hvis det altså står ved siden af en vokal – eller som en stavelsesbærende konsonant hvis det ved siden af en konsonant. Dette kaldes schwa-assimilation. Det betyder at schwa kan udtales som [m̩ n̩ ŋ̩ l̩ ð̩] eller en hvilken som helst vokal, afhængigt af den kontekst det står i.

Det er svært at give præcise tal for hvor ofte schwa assimileres, men ifølge min optælling af ca. 3000 forekomster af schwa i DanPASS-korpusset bliver ca. halvdelen af alle schwa assimileret, en fjerdedel falder helt bort, og det er således kun en fjerdedel der bliver udtalt som noget ə-lignende.

I københavnsk (og sikkert i det meste af landet, undtagen måske Bornholm hvor udtalt schwa er mere almindeligt) er schwa-assimilation så godt som gennemført i bestemte fonologiske omgivelser, navnlig når schwa er nabo til en vokoid (en vokal eller konsonanterne [w j ɐ̯ ð]), undtagen i de mest konservative udtaler.

Spørgsmålet i dette indlæg er: Hvad ved børn om schwa, når det hos voksne oftest udtales som noget helt andet end [ə]?

Børn starter ikke med schwa-assimilation

Børn starter med enstavelsesord. Når de begynder at lave flerstavelsesord, begynder de ikke med avancerede stavelsesbærende konsonanter og ekstralange vokaler. De begynder med simple konsonant-vokal-forbindelser.

Jeg har observeret hos mine egne børn at de skulle have en vis alder før de begyndte at lave schwa-assimilation, ca. 2,5 år. Før dette udtalte de schwa distinkt [ə], som i [kadən mæːwə] katten, mave. hvor voksne ville sige [kadn̩ mæːu]. De første steder de begyndte at lave schwa-assimilation var i forbindelsen [ən] → [n̩] (dette er også den forbindelse hvor schwa-assimilation er mest gennemført i sproget, og hvor det historisk er indtrådt tidligst, og som er ganske almindelig også i andre sprog som ellers ikke kender til schwa-assimilation).

I treårsalderen applicerede de schwa-assimilation vilkårligt, fx når de skulle tælle 13, 14, 15 [tʁɑdən/tʁɑdn̩ fjoɐ̯dən/fjoɐ̯dn̩ fɛmdən/fɛmdn̩] osv. Først i femårsalderen begyndte min ældste datter at lave schwa-assimilation konsekvent som voksne, mens min næsten fireårige datter stadig ikke assimilerer så meget som voksne.

Der er allerede her to interessante pointer at trække frem:

  • Børn må på en eller anden måde regne ud at der er schwa bestemte steder, selvom voksne ikke udtaler det.
  • Børn udtaler som udgangspunkt mere distinkt end voksne, og reduktionsmønstre er noget der skal tilegnes.

Børn folder lydene ud

Selvom voksne i mange lydforbindelser konsekvent har schwa-assimilation, så regner børn altså ud at der underliggende er et schwa. Så når voksne siger [n̩ l̩ ð̩ w̩] osv., så gennemskuer børn på en eller anden måde at der er tale om [ən əl ðə wə], så de kan meget vel sige [mæːwə gæːðə] mave, gade, selvom voksne næsten konsekvent siger [mæːʊ gæːð̩].

Men det går ikke altid godt. Et problem for børnene er at de voksnes assimilerede former kan dække over flere forskellige underliggende former. Fx kan [n̩] både være /nə/ som i grønne, /ən/ som i katten, eller /nən/ som i vinen. Når børn hører et [n̩], kan de derfor ikke være sikre på hvad den udfoldede form i virkeligheden er.

Nogle typiske eksempler er at [hoːð̩] hoved bliver udtalt [hoːðə], og [bʌbl̩] boble bliver til [bʌbəl], osv., sikkert fordi dette er den mest sandsynlige fortolkning for barnet ([ːð̩] er oftest = /ːðə/, og [l̩] er oftest = /əl/).

Et mere bemærkelsesværdigt eksempel er [soːfæːn̩ sduːn̩ bœ̞ɐ̯nəhæːwn̩] sofaen, stuen og børnehaven som hos min yngste datter blev til [ˈsoːfæːnən ˈsduːnən ˈbœ̞ɐ̯nəhæwnən] – ord som hun primært stødte på i bestemt form og som hun derfor nok ikke var klar over hed sofa, stue og børnehave i ubestemt form, og ikke sofane, stune, og børnehavne.

Et [ːi] og [ːu] vil i de fleste tilfælde underliggende være hhv. et /jə/ og /və/, som i fx [dʁɑːi mæːu] dreje, mave. Det betyder at børn kan folde disse lyde ud til [jə] og [və] også hvor de ikke skal. Fx fortalte min datter en dag at hun havde fået boller i [ˈkɑːjə ] (= karry), og jeg har hørt dem sige [kæˈkæːvə ˈdʁɑːvə] kakao, drage.

Schwa dukker op hvor det ikke skal

Ligesom schwa ofte assimileres i de voksnes sprog, kan det også helt droppes. Vi kan fx let droppe det i verber som [sbiːs snɑg fen] spise, snakke, finde osv. Det kan være noget vilkårligt om vi dropper det eller ej, og når børn folder de voksnes sprog ud, kan de derfor putte schwa ind nogle steder, hvor det ikke hører til. Det er fx almindeligt efter prætoniske stavelser, så fx delfin og kalkun bliver til dellefin og kallekun. Der kan også meget let komme fuge-e på ord som svingtur, kolbøtte, hjemløs, solbriller, dyrlæge, fangarme som bliver til svingetur, kollebøtte, hjemmeløs, solebriller, dyrelæge, fangearme.

Bemærk at schwa i disse eksempler dukker op efter en stavelse med stødbasis, men uden stød [kal dɛl sveŋ kʌl jɛm] kal-, del- sving-, kol-, hjem-. Jeg tænker at fraværet af stød for barnet indikerer at det er et af de steder man kan putte schwa ind. Tostavelsesord som ender på schwa (men ofte realiseres med assimileret eller udeladt schwa), er nemlig almindeligvis stødløse, fx kalde, delle, svinge, kolde, hjemme.

Omvendt kan der være schwa som barnet ikke har nogen chance for at vide er der. Min femårige datter syntes det lød forkert i en film hvor der blev sagt men-ne-ske, for det hedder jo menske.

Nogen schwa er så sjældne i de voksnes sprog at børn aldrig opdager at de er der. De absolut mest truede schwa er dem der findes i ord med tryk på tredjesidste stavelse, som menneske, hundrede, billede, værelse, køkkenet, lykkelig, der bliver til menske, hundred, billed, værlse, køknet, lyklig.

(Reglen er at en posttonisk stavelse der kun består af et schwa, forsvinder i ord med tryk på tredjesidste stavelse. Det berører en del flerestavede endelser som –ede, -ere, -ene, -ende, -elig. Disse endelser udtales efterhånden enstavede [ð̩ ɐ nə li]. Det bliver spændende at se om ikke skriftsproget har tilpasset sig denne udtale i løbet af en generation eller to.)

Hvorfra ved børn noget om schwa?

Man kan undre sig over hvordan børn ved at der er schwa i nogen af de ord hvor voksne konsekvent har udeladt eller assimileret schwa.

En ting er at børn bliver udsat for mange sange, rim og remser. Her er der fokus på stavelsesantallet for at få versefødderne til at passe, og stavelserne bliver udtalt meget tydeligere end i det almindelige sprog – Kej-ser-en bor på det hø-je hvi-de slot. Ligeledes udsættes de for pædagogisk udtale, og ikke mindst en del råb og emfatisk udtale, og også her er artikulationen ofte overdrevet tydelig.

Men barnet må også lære et system; ellers ville de kun putte schwa ind i de ord som de støder på i distinkt udtale, og det gør de ikke kun.

Her spiller hyppighed formodentlig en stor rolle. En ordstruktur med en betonet stavelse + schwa er overordentlig almindelig i dansk. Børn opdrages således til at hvis ordet ikke er tydeligt enstavet, fx ved at det har stød, eller tydeligt flerstavet, fx ved at der er en anden vokal end schwa, så er det meget sandsynligt at man kan putte et schwa i enden af ordet.

Mao. bliver barnet i stand til at skelne på baggrund af ordets lydlige sammensætning om det er et ord der kan have schwa eller ej. Først når dette er på plads kan barnet begynde at lære hvornår schwa skal assimileres.

De hyppigste danske stavelser

Jeg har lavet et lille script der kan tælle hyppigheden af stavelser i en tekst. Der er godt nok tale om fonologiske stavelser, hvor stavelsesgrænsen går lidt anderledes end man er vant til ifølge retskrivningsprincipperne. Desuden kræves det at teksten er skrevet i fonemskrift, og det er der ikke mange tekster der.

Men DanPASS-korpusset er annoteret i fonemskrift, så det kan bruges til at give et billede af stavelsesfrekvensen i dansk. Og hvilken stavelse er så mon den hyppigste? Jeg kan med stor glæde afsløre at den hyppigste danske stavelse, med overvældende vægt er (trommehvirvel):

ə

Ja, et lille isoleret schwa (et tryksvagt e) er den hyppigste danske stavelse, og den er næsten 50 % mere hyppig end den næsthyppigste stavelse, som er meget beslægtet, nemlig /ər/.

Der er 1395 forskellige stavelser i korpusset. 354 af dem forekommer kun en enkelt gang (jeg ved ikke hvor mange mulige stavelser der er i dansk, men det kan beregnes). Bemærk at jeg ikke har skelnet mellem betonede og ubetonede stavelser. Her listen over de 20 hyppigste stavelser i korpusset:

(hele listen med alle 1395 stavelser findes her)

nummer. stavelse antal
1 ə 7093
2 ər 4796
3 4003
4 du 3955
5 ja 3545
6 ɔv 3142
7 de 2454
8 dɛnˀ 2015
9 ən 1943
10 deːˀr 1743
11 eːˀn 1651
12 jaj 1644
13 ɛr 1636
14 əd 1563
15 fɔr 1489
16 pɔːˀ 1444
17 tel 1317
18 haːˀr 1275
19 gɔːˀr 1190
20 skal 1062

Man kan se at listen både indeholder hyppige morfologiske dele, som /ə ər ən əd/, og hyppige enstavede funktionsord, som så, du, ja, og, det, den, der, en, jeg, er, for, på, til, har, skal. Bemærk at scriptet ikke skelner mellem om fx /ja/ er et isoleret ord eller fx første stavelser i januar, men det er klart at disse funktionsords hyppighed er den primære årsag til at stavelserne er så hyppige.

Mit bud er at listen ville se nogenlunde ud på samme måde i et tilfældigt andet korpus. Det eneste ord der er overrepræsenteret i top 20, er går. Frasen ‘så går du …‘ er langt hyppigere i DanPASS end i de fleste dagligdags samtaler, da en stor del af korpusset er samtaler hvor man skal guide hinanden rundt på et kort. Ligeledes er der uden for top 20 en overrepræsentation af retningsangivelser, /syd øst norˀd vɛst/ er fx på hhv. plads nr. 21, 26, 28 og 32.

Stavelsesdeling

Principperne for stavelsedeling er dem der er givet i Basbøll (2005). Principperne siger at:

  • Så mange konsonanter som muligt går til efterfølgende stavelse. Dvs. i et ord som /ekstra/, hvor både /ek.stra eks.tra ekst.ra/ giver mulige danske stavelser, så er det den første mulighed /ek.stra/, som giver flest muligt konsonanter til efterfølgende stavelse, der vælges.
  • Undtagelse: Foran /ə/ går mindst én konsonant til foranstående stavelse. Dvs. i fx lave går /v/ til første stavelse /la:v.ə/, mens det i lava går til den efterfølgende stavelse /la:.va/.

Disse principper adskiller sig fra retskrivningsprincipperne, men meningen er her at man skal give regler for hvordan ord udtales ud fra deres fonologiske form. Således redegør man på denne måde bl.a. for at /v/ udtales [w] i lave og [v] i lava. Retskrivningsprincipperne tager udelukkende typografisk æstetiske hensyn.

Bemærk også at deres er tale om fonemskrift og ikke almindelig ortografi, og ikke lydskrift. Fonemskrift er groft sagt den måde vi burde stave på, hvis udtalen skulle være (næsten) 100 % forudsigelig ud fra skriften, samtidig med at man skulle begrænse antallet af bogstaver i alfabetet så meget som muligt. Dvs. man dropper stumme bogstaver (fx hvad til /vad/), markerer vokallængde på vokalen (fx kølig til /kø:li/, markerer stød (fx gal til /ga:ˀl, retter vokaler (fx pille til /pelə/), retter konsonanter (fx chance til /sjangsə/) osv.

To artikler om stavelser på Sprogmuseet

Jeg har skrevet to artikler om stavelser på Sprogmuseet.dk. I første artikel spørger jeg og forsøger at svare på Hvad er en stavelse? I anden del fortæller jeg om stavelser som ikke opfører sig som de burde, og jeg gør rede for hvorfor det er vanskeligt at tælle stavelser i danske ord.

Sprogminuttet om stavelsestab

I sprogminuttet på P1 i går snakkede Jørn Lund om stavelsestab i danske ord. Han fortalte at ord som Sørensen, Jørgensen, ærinde, værelse, måneder, elleve, køkkenet, hovedet og mennesker tidligere udtaltes med tre stavelser, men nu udtales med to stavelser: ‘Sørnsen, Jørnsen, ærne, værlse, månder, elve, køknet, hodet og mensker‘.

Det er jeg enig med Jørn Lund i. Der er dog nogle ting han ikke fik nævnt – fair nok, det er begrænset hvad man kan nå på de 90 sekunder et sprogminut varer.

Det er ikke tilfældigt hvilke stavelser der falder bort i de nævnte eksempler. Det er nemlig den midterste stavelse der falder bort; i fagtermer er det første posttoniske stavelse i proparoxytone ord (dvs. ord med tryk på tredjesidste stavelse). Bortset fra ærinde, som kan diskuteres, er der desuden i alle tilfælde tale om at det er et schwa der falder bort.

Med andre ord er der altså en stærk tendens til at schwa i næstsidste stavelse falder bort. Dette er helt i tråd med hvad jeg fandt da jeg skrev speciale om schwa i dansk.

En ting mere man kan lægge mærke til, er at schwa i mange af ordene er nabo til en vokallyd – undtagelserne er elleve, køkkenet og menneske. Det er sandsynligt at Jørn Lund synes han har en tydelig forskel på en trestavet hhv. tostavet udtale af de øvrige ord, men jeg synes det er meget vanskeligt at afgøre hvori forskellen ligger – jeg hører de fleste af hans udtaler som tostavede i begge tilfælde.

Dette er en generel egenskab ved vokaler. Hvis to vokaliske lyde ikke er adskilt af en konsonant, har vi meget svært ved at afgøre om der er tale om en eller to stavelsesbærende segmenter.

Det forklarer også hvorfor stavelserne forsvinder i de nævnte ord. Konsonanterne /r d v g/ der skulle holde vokalerne klart adskilt, er blevet vokaliseret, og dermed forsvinder indtrykket af at der overhovedet er tale om to vokaler. Hvis en skelnen i sproget ikke er helt klar, er den meget tilbøjelig til at forsvinde.

(Jørn Lund nævnte også familie som eksempel. Det falder lidt uden for de andre eksempler. Det har jeg diskuteret i mit indlæg om linie/linje.)

Stavelsestab og ordfrekvens

Jeg har lovet at sige noget mere om stavelsestab i dansk. Det er noget jeg kommer til at sige mere om med tiden, men lige nu handler det om sammenhængen mellem stavelsestab og ordfrekvens: Er det mere almindeligt at stavelser droppes i hyppige ord end i sjældne ord?

Ordfrekvens spiller ofte en rolle for fonologiske reduktioner. I fx modalverber som kan, skal, vil som vi bruger hele tiden, bliver sidste konsonant ofte helt droppet: ka’, ska’, ve’. Ligeledes bliver hele sidste stavelse droppet i give, tage, lade, blive, skulle, kunne så det bliver til ha’, gi’, ta’, la’, bli’, sku’, ku’. Det sker ikke i sjældnere ord. Spise og sove, som er mere situationelle verber, bliver fx ikke til spi’ og so’.

At der er en sammenhæng mellem ordfrekvens og visse reduktionsfænomener, er vist i mange tilfælde, (se fx Bybee 2001). Spørgsmålet er om ordfrekvens spiller en rolle for stavelsestab i dansk spontantale.

Jeg har kigget i DanPASS-korpusset efter ord der er noteret med tab af en eller flere stavelser. Stavelsestab skal i denne sammenhæng forstås som at antallet af stavelser i ordet er reduceret ift. den fulde form. Det kan enten ske ved at en vokal bliver desyllabificeret, dvs. mister det stavelsesbærende træk og bliver en halvvokal, fx [kiˈʌsg] → [ˈkjʌsg] kiosk, eller ved at et stavelsesbærende segment (og evt. flere nabolyde) helt droppes, fx [ˈsʌdan ed] → [ˈsned] sådan et.

Her er de 20 ord der hyppigst er annoteret med stavelsestab (kun DanPASS-dialogerne er medregnet) med angivelse af hvor ofte de er annoteret med stavelsestab/hvor mange gange de i alt forekommer*, jeg har også givet en slags gennemsnitlig lydskrift så man kan se hvilken stavelse der droppes (alle udtalerne kan nu ses i udtaleordbogen):

Drop / total Ord Lydskrift
216 / 293 ikke eg̊ə ~ eg̊
200 / 392 lige liːi ~ liː
186 / 366 sådan sʌd̥n̩ ~ sʌn
93 / 162 sige siːi ~ siː
80 / 121 noget nɔːð̩ ~ nɔːð
77 / 86 nogle noːn̩ ~ noːn
63 / 78 jernbaneoverskæring ˈjæɐ̯nb̥æːnəɒʊ̯ɐsg̊æɐ̯ˀeŋ ~ ˈjæɐ̯nb̥æːnɒʊ̯ɐsg̊æɐ̯ˀeŋ
57 / 64 skulle sg̊ulə ~ sg̊u
40 / 56 også ʌsə ~ ʌs
39 / 70 være væːɐ ~ væɐ̯
35 / 55 bare b̥ɑːɑ ~ b̥ɑː
30 / 50 gået g̊ɔːð̩ ~ g̊ɔːð
30 / 57 længere lɛŋɐɐ ~ lɛŋɐ
29 / 70 jamen jamm̩ ~ jam
29 / 32 siger siːɐ ~ siɐ̯
29 / 61 stykke sd̥øg̊ə ~ sd̥øg̊
29 / 33 væltede vɛld̥ð̩ð̩ ~ vɛld̥ð̩
26 / 51 oppe ʌb̥ə ~ ʌb̥
25 / 25 parkerede pʰɑˈkʰeːˀɐð̩ ~ pʰɑˈkʰeːˀɐð
24 / 72 meget mɑːð̩ ~ mɑð

Som man kan se er der mange meget hyppigt forekommende ord i denne liste, såsom ikke, lige, sådan, nogle, men det skyldes selvfølgelig først og fremmest at de er hyppige, og derfor har mulighed for at blive talt med mange gange. Det man skal kigge på, er imidlertid tilbøjeligheden til reduktion sammenlignet med hyppighed. Her viser tallene ret tydeligt at højfrekvente ord ikke er mere tilbøjelige til stavelsestab end lavfrekvente.

Især ordet jernbaneoverskæringen er meget tilbøjeligt til at tabe nogle stavelser – der er selvfølgelig også mange at tage af – men det kan bestemt ikke siges at være et almindeligt ord. Det er et blot et ord der forekommer ofte i DanPASS-korpusset, fordi informanterne sidder og snakker om landskabsgenstande på nogle kort, hvor jernbaneoverskæringen er en af dem.

Ordene væltede og parkerede er også en del af landskabsgenstandene væltet stengærde og parkeret lastbil og altså generelt nogen meget situationelle ord. Alligevel smider de en stavelse  i 88-89 % af forekomsterne.

Hvilke stavelser droppes?

Groft sagt kan et hvilket som helst schwa droppes, men de fonetiske kontekster som er mest tilbøjelige til stavelsestab er der hvor vi har to stavelsesbærende vokoider i træk, fx [ð̩ð̩ ɐɐ ɐð̩ iːɐ æːʊ ɑːɪ] osv. uanset hvor hyppigt forekommende det ord de optræder i ellers er, og uanset om der er tale om underliggende schwa eller ej. Dette gælder også hen over ordgrænser. Stavelsestab er især almindeligt i kombinationer af ubetonede småord som du en, på et, skal jeg der bliver til [dun pɔd sgja].

Omvendt droppes stavelser sjældent hvis de er omgivet af kontoider. Vi kan ikke droppe schwa i katten, bussen, gammel osv. Således vil det er kun ofte udtales [de ˈkɔn] mens den er kun som regel udtales [dɛn a ˈkɔn], på trods af at den og det er omtrent lige hyppige. Det er mao. den fonologiske struktur der er afgørende for stavelsestab og ikke ordfrekvens. Dette er uligt fx engelsk hvor not og is bliver til -n’t og -’s uanset omgivelser, fx can’t, won’t, it’s, that’s.

Dermed er ikke sagt at den fonologiske struktur gør det alene. Hvis det var tilfældet, ville alle stavelser af denne struktur blive droppet, og det gør de ikke. Der må altså være andre faktorer der spiller en rolle for stavelsestab. Hvilke faktorer der er på spil, vil jeg forhåbentlig kunne sige meget mere om på et senere tidspunkt.

Universalier

Der er en meget stærk tendens i verdens sprog til at stavelser adskilles af konsonanter. Den vokoide struktur som er karakteristisk for moderne dansk, hvor vi kan have mange vokaler i træk, er altså meget usædvanlig. Når stavelser især droppes i disse vokoide omgivelser, kunne det tyde på at vi, hvad der så end er årsagen, er på vej mod en universelt set mere normal stavelsesstruktur.

Noter

* Jeg har kun talt forekomster hvor de optræder som segmenterede ord. Forekomster hvor man ikke akustisk kan sætte en grænse mellem ordene, er ikke talt med. Det gælder typisk tilfælde hvor et ord slutter på en vokal, og næste ord start på en vokal, fx til et [ted], her kan man ikke meningsfuldt afgøre om der er til eller et der mister en stavelse.

** Nogle udtales i (næsten) alle tilfælde som nogen. Læs mere om nogen og nogle.

216 / 293 ikke eg̊ə ~ eg̊
200 / 392 lige liːi ~ liː
186 / 366 sådan sʌd̥n̩ ~ sʌn
93 / 162 sige siːi ~ siː
80 / 121 noget nɔːð̩ ~ nɔːð
77 / 86 nogle noːn̩ ~ noːn
63 / 78 jernbaneoverskæring
57 / 64 skulle sg̊ulə ~ sg̊u
40 / 56 også ʌsə ~ ʌs
39 / 70 være væːɐ ~ væɐ̯
35 / 55 bare b̥ɑːɑ ~ b̥ɑː
30 / 50 gået g̊ɔːð̩ ~ g̊ɔːð
30 / 57 længere lɛŋɐɐ ~ lɛŋɐ
29 / 70 jamen jamm̩ ~ jam
29 / 32 siger siːɐ ~ siɐ̯
29 / 61 stykke sd̥øg̊ə ~ sd̥øg̊
29 / 33 væltede vɛld̥ð̩ð̩ ~ vɛld̥ð̩
26 / 51 oppe ʌb̥ə ~ ʌb̥
25 / 25 parkerede pʰɑˈkʰeːˀɐð̩ ~ pʰɑˈkʰeːˀɐð
24 / 72 meget mɑːð̩ ~ mɑð

Voldsomme vokalsekvenser

En af de karakteristiske ting ved dansk, er at det er overordentligt vokoidt. Vi har ikke bare mange vokaler, men vi har også en håndfuld vokoide (vokalagtige) konsonanter, nemlig [j w ɐ̯ ð] som i slutningen af fx [hɑj hɑw moɐ̯ mɛð] hej, hav, mor, med.

Ofte går disse, som følge af schwa-assimilation, hen og bliver stavelsesbærende, fx [ˈlɑːɪ ˈlæːʊ ˈmoːɐ ˈmøːð̩] leje, lave, more, møde, hvor de i mange henseender er vanskelige at skelne fra egentlige vokaler. Eller de forsvinder helt.

Resultatet er at vi i dansk ofte støder på lange sekvenser af vokallyde, ikke bare de klassiske sønderjyske eksempler som a æ u å æ ø i æ å (jeg er ude på øen i åen), men et ganske almindelige ikke-fortænkt eksempel som fjerde uge i august har 6-7 vokaler i træk [ˈfjeːɐ ˈuːu i ɑʊ̯ˈg̊ɔsd̥]. Og fraser som [ˈʁʌːð̩ ˈœ̞ːɐð] røget ørred og [ˈnɔːð̩ i ˈʌːð̩] noget i øjet består, bortset fra den initiale konsonant, kun af vokaler.

Dette giver problemer for folk der har et andet modersmål og skal lære dansk. De vil typisk være vant til hjemmefra at vokaler adskilles af konsonanter, men sådan gør vi det ikke nødvendigvis på dansk.

Og det er ikke bare i fremmedsprogstilegnelsen at det er et problem. De lange vokoide sekvenser mistænkes for at være medvirkende årsag til at danske børn lærer deres modersmål langsommere end fx svenske børn. Vokaler er sværere at skille ad end konsonanter, og det er vanskeligere at afkode hvad det er for nogle byggesten sproget er bygget op af.

Man skal fx lære at der er forskel på:

  • [ɑ] som i par
  • [ɑː] som i far
  • [ɑːˀ] som i bar
  • [ɑːɑ] som i bare
  • [ɑːˀɑ] som i barer
  • [ɑːɑɑ] som i snarere
  • [ɑːˀɑɑ] som i forsvarere
  • [ɑːɑɑɑ] som i Sara arrangerer
  • [ɑːˀɑɑɑ] som i forklarer arrangementet
  • [ɑːɑɑɑɑ] som i rarere arrangement
  • [ɑːˀɑɑɑɑ] som i forsvarere arrangerer
  • osv.

Men det stopper ikke der. Jørgen Rischel fandt på sætningen Det er hårdere at årelade en flodhest end en hest hvor vi har [ˈhɒːɒɒ ɒ ˈɒːɒlæːð̩] – seks [ɒ]’er i træk, om man vil (jeg vil nu nok have [ɐ] nogle af stederne).

Jeg tillader mig at trumfe med sætningen Er en dyrskueuge uudholdelig? [æɐ̯ en ˈd̥yɐ̯sg̊uːuuːu uuðˈhʌlˀl̩li] med seks ubetonede u’er hvilket giver endnu mindre kontrast end Rischels eksempel.

(Jeg har googlet det – der er et enkelt hit på dyrskueuge før offentliggørelsen af dette indlæg)

Kolossale konsonantklynger

Jeg har holdt lidt sommerferie her på bloggen, men selv om den globale opvarmning efterhånden har varmet sommeren et godt stykke ind i september, må det alligevel være på tide at skrive lidt igen. Jeg samler tråden op fra en kommentar til dette indlæg hvor der bliver spurgt til konsonantklynger i dansk.

I dansk kan vi relativt komplekse stavelser. Vi kan have op til tre konsonanter i starten af en stavelse, fx straks, splid, skjold. Tre konsonanter i slutningen af en stavelse er heller ikke ualmindeligt, fx vrinsk, provst, korps.

I enkelte ord er der op til fire fonologiske konsonanter i slutningen af stavelsen, fx angst, hingst, men fonetisk er der dog kun tre, idet /ng/ > [ŋ], [ɑŋˀsd̥ heŋˀsd̥].

Hvis man inkluderer bøjede og afledte former af ord, kan man relativt let komme op på fire-fem konsonanter ordfinalt, fx ved at putte genitiv-s på nogle af ovennævnte ord, provsts, hingsts osv.

Vi kan også putte adjektiveringssuffikset -sk på, som i svinsk og moralsk. Hvis noget kan være Hjelmslevsk, kan det vel også være Rasksk, eller hvad med Hanne-Vibeke Holstsk?

Nu kunne vi blive misundelige på svenskerne, for de kan også putte neutrum-t på, så de kan fx danne ordet Holstskt. Men strengt taget så kan vi jo substantivere adjektiver, og så kan vi putte genitiv-s på, fx efter sort spillers tur er det hvids. På den måde kan man påstå følgende: En Rifbjergsk romans handling kan være lige så god som en Holstsks.

Ortografiske konsonantklynger

I indlånte ord kan vi støde på konsonantgrupper som ch, sh og sch. Fonologisk set er det at snyde på vægten fordi de kun dækker over én lyd. Hvis man er fløjtende ligeglad med fonologiske hensyn, kan vi dog lave nogle kolossale ortografiske konsonantklynger.

Hvis ens far er fra Irkutsk og ens mor er fra Schweiz, så er man irkutskskschweitzisk (tak til Peter for den).  Man kunne måske endda forestille sig et irkutskskschweizisk fusionskøkken hvor der serveres borsjtjschnitzel.

Og er en raleighsk cykels stel stærkere end en merckxsks?

Slides fra GradEasts torsdagsseminar 17.09.09

Jeg holdt et oplæg om mit ph.d.-projekt på Forskerskole Østs torsdagsseminar d. 17. september med titlen Stavelser og stavelsestab. Slides fra oplægget er tilgængelige her. Jeg håber at jeg kan omskrive dele af oplægget til mindre blogindlæg her schwa.dk i løbet af de kommende dage.

Haplologi

En haplologi er når den ene af to ens eller næsten ens stavelser elideres, som regel nabostavelser, fx latin nutritrix > nutrix (amme, sb.).  Det er ikke et særlig almindelig fænomen, men det forekommer dog ofte nok til at det har fået sin egen betegnelse.

Eksempler på haplologier i dansk

Et af de første eksempler man plejer at hive frem, er at haplologi selv kan gøres til genstand for en haplologi: haplogi.

Ikke-etablerede haplologier, som jeg har stødt på gennem tiden:

  • autenticitet > autencitet (meget udbredt ifølge google)
  • narcissisme > narcisme
  • kvantitativ > kvantitiv/kvantativ
  • initiativ > initiv
  • alkoholholdig > alkoholdig – tak til Marie
  • fænomenologi > fænomelogi
  • autorisation > autorition
  • testosteron > testeron/testoron
  • antropologi > antrologi
  • femininisere > feminisere
  • kakografofobi > kakografobi (frygt for stavefejl)
  • morfofonologi > morfonologi

Etablerede haplologier:

  • tragikomisk < tragikokomisk (af tragik + komik)
  • stipendium < stipipendium (af stips + pendere)
  • pacifist < pacificist (det hedder pacificere og ikke pacifere)
  • kamille < kamomille – tak til Adam
  • amfora < amfifora tak til Adam

I dansk spontantale kan man finde eksempler på noget der kan kaldes haplologier i forbindelse med schwa-reduktion. Her er nogle jeg har fundet i DanPASS-korpusset:

  • eneste sted > ene sted.
  • takkerne nedad > takker nedad.
  • så fortsætter du > så fortsættu.

Og så er der de spøgefulde haplologier:

  • Hvor skal du Henrik?
  • Ud og gi’raffen mad.
  • Husk at ta’lerknen med.

En slags haplologier?

Følgende eksempler er måske ikke helt rene haplologier, men det ligner lidt.

To ens konsonantgrupper reduceres ofte til en (men stavelsesantallet reduceres ikke):

  • faststoffysik > fastoffysik
  • tekststørrelse > tekstørrelse
  • poststempel > postempel
  • dansk skole > dan skole

To ens småord efter hinanden er vi ikke glade for:

  • Kurset varer til til sommer > kurset varer til sommer.
  • En besynderlig måde at tage tøj på på > en besynderlig måde at tage tøj på.
  • Gebyr for for sen betaling > gebyr for sen betaling
  • Hun spurgte om om jeg ville med > hun spurgte om jeg ville med.

Endelserne –rere og –dede falder i udtalen ofte sammen med -re og -de. Det ligner en haplologi, men der er nok tale om en generel proces i dansk hvor to stavelsesbærende trykløse lyde efter hinanden reduceres til en, og det har således ikke specifikt at gøre med at stavelserne ligner hinanden. Fx:

  • murere > mure
  • bærere > bære
  • kedede > kede
  • hadede > hade

Haplologier i andre sprog

Et udvalg af historiske haplologier i andre sprog:

  • Engelsk: England < Englalond – tak til Adam
  • Svensk: tiondel < tiondedel (men det hedder niondedel) – tak til Adam
  • Engelsk: Master debater buges indimellem som nedsættende udtryk pga. den haplologiske henvisning til masturbator.

Kender du andre eksempler, så skriv gerne en kommentar nedenfor.

Følg med

rss e-mail FB Twitter