Nys 39 – temanummer om dansk udtale

Nydanske Sprogstudier (NyS) nr. 39 er netop udkommet, og dette nummer indeholder seks artikler om den nyeste forskning i dansk udtale. Desuden er der en introduktion til computerprogrammet praat, som bruges af fonetikere.

NyS udgives af Dansk Sprognævn og henvender sig til læsere der er en lille smule mere end almindeligt interesseret i sprog, men man behøver ikke at være forsker for at følge med.

Hvis man er nysgerrig, kan man finde forsmage på noget af det rundt omkring på nettet:

Jeg har også selv en artikel med i nummeret, som sørme handler om schwa. Forvent en kort udgave her på bloggen inden for et par dage.

Hvorfor skriver vi ‘linje’ og ‘tredje’ og ikke ‘linie’ og ‘tredie’?

Tidligere tillod Retskrivningsordbogen dobbeltformer som linie/linje, brynie/brynje, smedie/smedje, kastanie/kastanje, som i dag kun må skrives med endelsen –je. Men hvordan kan det være at –je har vundet over –ie i disse ord, men ikke i andre som fx kranie, folie, asie?

Sprognævnet forklarer ændringen linie > linje i Nyt fra Sprognævnet 2001/4 med en generel regel om at der skrives –je efter kort vokal som pulje, brynje, smedje, og –ie efter lang vokal, såsom podie, konkylie, medie osv.

Selvom sprognævnets regel holder et stykke af vejen, så forklarer den ikke stavemåderne familie, komedie, ferie m.fl. Disse ord har også kort vokal i foranstående stavelse, så efter sprognævnets regel burde de staves *familje, *komedje, *ferje.

Jeg mener at forklaringen ikke ligger i om hvorvidt foranstående vokal er kort eller lang, men hvorvidt stavelsen har stød eller ej.

Stødregler

Ifølge Grønnum (2005) gælder det at:

  • Simplexord med tryk på tredjesidste stavelse har (næsten) altid stød, fx tunika, domino.
  • Simplexord med tryk på næstsidste stavelse som ender på -ə, har (næsten) aldrig stød, fx enke, hule.

Dette er naturligvis forudsat at stavelsen har stødbasis, dvs. at den enten indeholder en lang vokal eller en kort vokal + en sonorant. Reglerne er i øvrigt baseret på fonologisk analyse af dansk og tager som sådan ikke hensyn til ortografien.

På denne måde afspejles den fonologiske struktur i stavemåden. Familie, komedie, konkylie er fonologisk /fa’miliə ko’mediə kɔn’ky:liə/ mens vanilje, kastanje, linje, tredje fonologisk er /va’niljə ka’stanjə linjə tredjə/. Sådan må det være; ellers kan man ikke forklare stødforekomsten.

Mao. er reglen at hvis den betonede stavelse har stød, skal ordet skrives med –ie, og hvis den betonede stavelse ikke har stød, skal ordet skrives med –je.

Den holder ikke hele vejen

Reglen holder rigtig godt et langt stykke af vejen. Således udtales følgende ord uden stød: pinje, brynje, midje, smedje, badulje, medalje, lilje, patrulje, pulje osv. Og følgende ord udtales med stød: akacie, historie, bronkie, glorie, klenodie, kranie, studie, medie osv. Man kan også fint tilføje ord der ender på –ge, vælge, følge, Sverige osv.

Der er et par undtagelser til reglen, meeen det er jo heller ikke fonologer der bestemmer over retskrivningen:

  • Ord der ikke har stødbasis, kan veksle mellem –je/-ie: rutsje, dafnie, aktie, lektie. Fonologisk er det ikke noget problem, men efter sprognævnets retningslinjer burde alle skrives med –je, da de har kort vokal.
  • Olie, præmie, pistacie har stødbasis, men (ofte) ikke stød. Fonologisk ender de altså på /jə/, men skrives med –ie.
  • Bolsje har stød og er fonologiske set altså trestavet /’bɔlsiə/.

Den fonologiske analyse fører desuden til at et ord som etage fonologisk er firstavet, /e’ta:siə/, hvis det da ellers udtales med stød, hvilket ikke alle gør.

Fonologien eksisterer i vores hoveder

På trods af et par smuttere så viser denne regel at fonologiske mekanismer findes i vores hoveder; det er ikke bare noget lingvister har fundet på. Ovennævnte regler virker i sproget på trods af at det kun er de færreste mennesker der er klar over at de er der – ikke engang sprognævnet er tilsyneladende bevidste om dem.

Hvis ikke de fonologiske mekanismer havde en kognitiv realitet, kan man ikke forklare hvorfor skriften har bevæget sig fra frit valg mellem –ie/-je til en klar fonologisk betinget opdeling af hvor vi skriver det ene og det andet.